Nifelheim fører en nul-tolerance-politik over for den slags nonsens, der står i vejen for headbanging.
 |
| Brødrene Hårdrock og venner. |
Nifelheim består ikke ligefrem af enhver svigermors drøm. Se
bare de frisurer! Her kan hverken professor Balthazar eller Svend Åge Madsen
være med. Læg dertil oldschool-sminke og en scene-udsmykning, som er hentet
direkte ud af en grovsmeds vådeste drømme.
Drivkræfterne bag Nifelheim er tvillingerne Erik ”Tyrant”
Gustavsson (bas) og Per ”Hellbutcher” Gustavsson (vokal). De er kendisser i
Sverige, hvor de går under det folkelige navn brødrene Hårdrock.
Der er nogen, der mener, at brødrene Hårdrock ikke er
seriøse. Men det er de. På den gamle, oprindelige, undergrunds-dødslarmer-black-thrash-måde.
For var Venom, Hellhammer, Bathory og Sodom måske mindre seriøse end Slipknot og
Disturbed? Nej, vel.
Nifelheim stammer fra et helt andet solsystem end det, der
har fostret nymetal, metalcore og andre former for modemetal, hvor musikerne er
udstoppet med emo-følsomhed og politisk korrekthed.
Nifelheim er et af de bands, der har udvist størst immunitet
over for de middelklasse-værdier, der invaderede den hårde rock i 1990’erne.
Nifelheim har måske et glimt i øjet et sted inde bag aviator-solbrillerne, men
de barrikaderer sig ikke bag en såkaldt ironisk distance.
Nifelheim har ikke noget behov for at nærstudere Nietzsche
eller andre filosoffer for at give udtryk for den nihilisme, som i bund og
grund er sagens kerne i vældig meget undergrundsmetal. ”Only death is real,”
som Tom Gabriel Warrior (Hellhammer, Celtic Frost Triptykon) udtrykte det i
thrashens stenalder.
SORT HUMOR
Metal er kæder, læder og langt hår. Og masser af kors,
omvendte kors. Det kræver ikke en ph.d. i filosofi at fatte, hvad der er fedt
her i livet. Nifelheim fører en nul-tolerance-politik over for den slags
nonsens, der står i vejen for headbanging. At spille sange med titler som ”No
More Life” – det er bare livet.
Heavy metal er ikke noget, der foregår mellem ørerne. Det er
noget, der river og flår, noget, der trænger sig på – og som vil ud! Heavy
metal er musik for kroppen. Ikke for hjernen – altså med mindre man headbanger
helt vildt.
Headbanging er den eneste form for hjernegymnastik, som
Nifelheim lægger op til. Det er muligvis primitivt. Og plat. Men det er også
fedt og skidesjovt. Hvorfor? Fordi det sparker røv, har power og hvirvler
lytter og musiker et pænt stykke ud over hverdagstrivialiteterne.
Men det forstår æggehovederne ikke. De forstår heller ikke
Nifelheims humor. Der er tale om sort humor. Som dengang en pæn journalist kom
til at overhøre Tyrants retirade mod Cliff Burton og Dimebag Darrell. Så kom
den politiske korrekthed i spil på internettet. Og Nifelheim måtte dementere.
Og forklare. Se selv her.
DA DET IKKE VAR SEJT
AT VÆRE SEJ
Det er for billigt at affærdige Nifelheim som øllet
retro-thrash. Der er en ægthed i svenskernes musik, som man ikke kan købe for
penge. Brødrene Hårdrock er umiskendelig true.
Og frem for alt er Nifelheims musik bandsat medrivende. Riffs, riffs og atter
riffs! Af den lede slags, der til sammenligning får metalcore til at lyde som
Giro 413.
Mit første møde med Nifelheim skete i 1998 – da deres album
nr. 2, ”Devil’s Force”, pludselig lå i min postkasse sammen med et bjerg af
andre promoer.
På det tidspunkt var metalscenen ved at forsvinde op i røven
på sig selv. Det var ikke længere sejt at være sej. Sangere skulle helst lyde
som grædekoner, og metalstjerner plaprede løs om deres spiseforstyrrelser. Man
var ikke smart, hvis man ikke fortyndede den stærke metal med techno eller
hiphop.
Men så dukkede Nifelheim op. Skamløse. I læder og nitter og
med en metallisk friskhed, som stod der stadig 1985 på kalenderbladet. Jeg forsøgte
at beherske min begejstring. Men jeg måtte kapitulere ti sekunder før deadline.
Jeg dristede mig til at trodse enhver trend og give Nifelheim et firetal i min
anmeldelse i en forjaget klumme i NRG nr. 8, 1998. Her er ordene:
”Nifelheim slipper vilddyret løs på ”Devil’s Force”, der
tilmed har Dissections Jon Nödtveidt som fornem gæsteguitarist. Nifelheim
spiller en rodet, 1980’er-agtig black thrash, der bl.a. er inspireret af brasilianske
Sarcofago. Her er nul originalitet og en cirka tilsvarende mængde intelligens,
men det er svært ikke at blive revet med, når Nifelheim rykker uhæmmet med
skæringer som ”The Final Slaughter” og ”Demonic Evil”.”
UPDATE 2017:
Den 6. juli går Tyranen, Helvedesslagteren & Co.
på scenen i Fredericia, hvor bandet er trækplaster på Metal Magic Festivalen. Vi,
der ikke dukker op, er selv ude om det. \m/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar