Bandet der ikke ville accepteres

Brats ved udgivelsen af "1980".
Fra venstre: Monroe, Denner, Hank, Yenz.

Dansk heavy metal startede med punk. Altså med Brats, der senere muterede og blev til Mercyful Fate og Geisha og Fate og 117 andre bands. 

Concert Of The Day var navnet på en skelsættende koncert. Koncerten foregik i Brumleby, København, den 15. september 1978. Concert Of The Day markerede, at dansk rocks hippie-dage var talte. En ny generation af energisk spillende grupper sprang ind i rampelyset: Nemlig fem af DKs allerførste punk rock-bands. 

En af grupperne, der spillede til Concert Of The Day, hed Brats. De fire andre var Sods (senere Sort Sol), No Knox, Elektrochok og Local Operator. Brats blev dannet fire måneder før koncerten i Brumleby. Besætning:

Hank De Wank, guitar

Franz De Zaster, vokal

Eddie Haircut, trommer

Mickey Rat, bas

Det gik lynhurtigt for Brats. Lige fra starten. Bandet spillede deres debutkoncert i juli 1978, og de medvirkede på kompilationen ”Pære Punk” sammen med bl.a. Sods, Lost Kids, Kliché og Dream Police. ”Pære Punk var baseret på en idé, der opstod i forbindelse med festivalen Pære Punk i november 1978 (albummet udkom dog først i april 1979). 

Det nye Brats, som Iklipsx dissede.
Fra venstre: Monroe, Hank, Yenz. Bemærk Hanks Kiss-bæltespænde.

BRATS BLEV FRA STARTEN blåstemplet af københavner-punkens inderkreds. Men det skulle ændre sig. For i begyndelsen af 1979 gik det originale Brats i opløsning. Hank rekrutterede straks to nye medlemmer, og så så besætningen sådan ud: 

Hank, guitar

Yenz, bas/vokal 

Monroe, trommer

Dele af Københavns punk-miljø var ikke begejstret for det nye Brats. ”Det nye Brats er en bunke lort!” kunne man læse i det toneangivende fanzine Iklipsx (nr. 1, maj 1979). I samme nummer kunne læserne bade øjnene i et foto af Hank med grel eyeliner og sorte læber. ”Iklipsx bringer dette billede af René fra Kiss Brats, og gør opmærksom på, at de 4 Kiss-solo-LP’er er udkommet (who cares).”

Det nye Brats = Kiss. Sådan var logikken. Underforstået: Brats var nu indbegrebet af underlødig heavy rock. Alligevel indspillede det nye Brats materiale til et album for nyrock-selskabet Irmgardz.

Vurderet ud fra Irmgardz-albummet var det nye Brats et decideret punk-band. Lyden på albummet var bulet og skrammet og ridset. 

Den Monroe/Yenz-komponerede ”Prostitute” var et aftryk af gruppens Ramones-fanatisme. Numre som ”D.I.M.T.” og ”Disco Sissy” staccato-fræsede afsted i en stil meget lig den punk rock, man fandt på Sods’ ”Minutes To Go” (februar 1979). Hanks ”I Do What I Wanna Do” var et levn fra det originale Brats’ sætliste, mens ”Zombie People” var en heavy metal-omskrevet udgave af ”Magazine”, et af de numre, som førsteudgaven af Brats havde med på ”Pære Punk”. 

Men det var også tydeligt, at der med Yenz’ indtræden i Brats var kommet bedre styr på melodierne, og med Monroe bag trommerne fik musikken mere ryk og kapow. Det var formentlig det nye Brats’ flair for det iørefaldende og hårdtslående samt det stadig større lydtryk fra Hanks guitar, som faldt Iklipsx-folkene for brystet. Ligesom det nye Brats’ pretty boy look med læder og afbleget hår næppe heller passede ind i punk-inderkredsens grimheds-æstetik.

Stregkoder var det nyeste nye i 1980. Coveret skreg: Det her er fremtiden!

BRATS’ KONTRAKT MED Irmgardz blev annulleret. Og Irmgardz-albummet udkom først i 2008 med titlen ”The Lost Tapes: Copenhagen 1979” (Arg! Records). Hvad gik galt? Ingenting! For Brats var i rivende udvikling. Ved at indlemme guitaristen Denner i besætningen fik Brats en heavier lyd med et såkaldt twin lead attack fra seksstrengsfronten. Besætning:

Hank, guitar

Denner, guitar

Yenz, bas/vokal

Monroe, trommer

Modsætningsforholdet til københavner-punkens inderkreds blev ikke ligefrem mindre af denne udvidelse. Brats måtte nu spille rollen som forrædere, og Denner, der havde større musikalsk erfaring end de fleste i miljøet, blev mødt med spytklatter fra punk-zeloterne. 

Brats’ fanbase blev dog ikke mindre. Brats havde gang i en ny scene! Med hjælp fra ingen ringere end Franz Beckerlee (Gasolin’) havde Brats held til at lokke en pladekontrakt ud af CBS. I august ramte ”1980” gaden, skubbet ind i et stålkoldt sølv-cover designet af Flemming Jönsson.

DK havde nul tradition, hvad angår produktion af hård rock. Så man måtte bruge det, man havde. ”1980” blev således produceret af Tom Rønlov Andersen (bedst kendt for sit arbejde med Gnags, TV-2, Sanne Salomonsen, C.V. Jørgensen etc.). Med som tekniker var Thomas Breckling (Rugsted Kreutzfeldt, Michael Falch, Sebastian, Lis Sørensen m.fl.). 

Single-forløberen ”B-Brains” var produceret af hit-snedkeren Stig Kreutzfeldt med Flemming Rasmussen (i metalkredse kendt for sit arbejde med Rainbow, Metallica, Artillery, Morbid Angel etc.) som tekniker. 

Resultatet blev overraskende godt. Lyden på ”1980” var klasser bedre end den på Irmgardz-albummet. Musikkens udtryk var mere poleret, men også mere metallisk. Der var et langt bedre flow i musikken, musikerne spillede bedre. Bukserne sad simpelthen strammere på Brats i 1980. 

Og looket var supervigtigt for Brats, hvis medlemmer var så kønne, at de kunne bruges som plakatmateriale i Vi Unge. True story.

Brats havde et street-agtigt look, som kombinerede punk-attitude med heavy metal-nitter og glam-afbleget hår. En overgang var Monroes pandehår så langt, at det nåede ned et sted syd for hans næse. 

Brats var street. Yenz’ tekster kredsede om gadedrengelivet med damer og gang i den. Men teksterne handlede også om fremmedgørelse og oprør mod normer og den konformitet, som også i 1980 holdt ungdommen nede. Mange af teksterne gav udtryk for en ungdommelig utilpassethed og trods, som kunne minde om den, man fandt i punk-digteren Michael Valeurs samling ”Mørkets splintrede øje” – en samling, der pudsigt nok udkom på Irmgardz i 1981-82. 

Stoltheden over at være outsider var til at tage og føle på. For Brats gjaldt det om IKKE at blive accepteret. Brats var fire fyre, som turde stå alene, og som ikke gav efter for gruppepres. Brats var fortalere for en læderklædt ungdomskultur, hvor man gav flokmentaliteten en strittende langemand. 

Brats som pin-up-modeller i Vi Unge.
Fra venstre: Denner, Hank, Monroe, Yenz.

HVIS MAN NÆRLYTTER til ”1980”, kan man høre, at Iklipsx havde – delvist – ret: Det nye Brats var inspireret af Kiss. Pladens hitnummer var ”B-Brains”, og det rummede et break, der var rent Kiss – komplet med Gene Simmons-bas og Ace Frehley-solo. Og en sang som den tunge, dystre ”Complex (Don’t Destroy Me)” ville næppe have lydt helt sådan, hvis det ikke havde været for Kiss’ ”Goin’ Blind”.

”1980” blev indspillet i februar-marts 1980, dvs. før New Wave Of British Heavy Metal-stilskabende albums som Iron Maidens debut, Saxons ”Wheels Of Steel” og Def Leppards ”On Through The Night” udkom. Så det er begrænset, hvor meget NWOBHM kunne have nået at inspirere Brats. Men der var da sværme af forvrængede guitarer og et rygradsbrækkende Judas-break i ”Tame Me (Insomniac)”. Derimod pegede Denners lyriske guitarsoli – som fx den i ”OY-905” – på arven fra 1970’er-betonrock-koryfæet Michael Schenker (UFO, MSG).

Men ellers var punk-elementerne stadig intakte. Selv de mere heavy metal-typiske sange var præget af Yenz’ flabede snotnæse-vokal, der mere end noget andet gav ”1980” dens punk-islæt.

Her og der var det svært ikke at komme til at tænke på Buzzcocks eller Generation X, for flere af sangene på ”1980” var punkfræs med overdrevent fængende melodier. Ramones lod til at være et af Brats’ pejlemærker – ikke mindst på ”Fuel”. På den modepunk-kritiske ”Punk Fashion” legede Brats med The Clash’s slogan ”fashion is a passion”. 

”1980” blev rundet af med Brats’ heavy-udgave af ”Magazine”, nu kaldet ”Zombie People”. Nummeret var bygget op omkring et tungt, tungt riff af Hank. Men det var på side 2’s åbningsnummer, ”Heavy Rocker”, at headbangingen gik amok. Nummeret var en slags The Rolling Stones på anabole steroider, og det var et tidligt eksempel på riffmeister Hanks nærmest troldske evner. Hank og Denner duellerede på livet løs i ”Heavy Rocker”, og det var ret tydeligt, at Judas Priest havde gjort indtryk på gruppen. 

Ikke længe efter, at "1980" var udsendt, blev Denner erstattet af Carsten van der Volsing,
der også var med i en af de første inkarnationer af Mercyful Fate.
Fra venstre: Yenz, Hank, Monroe, Carsten.

MAN KAN SKÆNDES fra nu af og til Kingdom Come, om ”1980” er en punk- eller en heavy metal-plade. Den er vel begge dele, men hvis man sammenligner den med Sods’ mesterlige ”Minutes To Go”, der udkom året før (februar 1979), er ”1980” klart heavier og mere strømlinet. 

I mine øjne var de to albums gamechangere i dansk rock. Der var et før og efter ”Minutes To Go” og ”1980”. Jeg siger ikke, at DK slet ikke fostrede bands, som spillede hård rock i 1970’erne. Gasolin’ krydsede af og til ind på stærkstrøms-territoriet, og derudover var der i årenes løb grupper som Kalemaris, Sensory System og Zig Zag Band – men ingen af disse havde gennemslagskraft, og ingen af dem blev eksempler til efterfølgelse. Men det blev Sods og Brats med de to omtalte albums. 

Hvis man er fræk, kan man sige, at skæringen ”Heavy Rocker” og det forrygende guitar-parløb mellem Denner og Hank forudsagde Mercyful Fate. Hvis man er endnu frækkere, kan man sige, at ”B-Brains” forudsagde Geisha. 

For, hov, ”1980” var godt nok summen af Hanks, Denners, Monroes og Yenz’ fælles bestræbelser, men Brats’ primære sangskriver var Yenz, som senere tog efternavnet Cheyenne og dannede glam metal-gruppen Geisha. Geisha slog aldrig igennem, men de var ikke kun interessante pga. deres ramasjang-stærke chokrock, men også, fordi bandet talte medlemmer som Mikkey Dee, Pete Blakk og Hal Patino – folk, som senere gjorde karriere i King Diamonds band. Men det er en helt anden historie … <13>

You’re in, I’m sane

I’m a filthy Dane

– Brats

ACHTUNG! Brats’ ”1980” er blevet genudgivet flere gange. Senest den 31. maj 2019, hvor High Roller Records udsendte begrænsede oplag på både cd og vinyl.

Kilder:

• Korrespondance med Hank 1980-81 plus samtaler med Denner og Monroe 2019 
• Yenz’ covernoter på ”Lost Tapes: Copenhagen 1979” og High Roller-udgaven af ”1980”
• Dansk Punk: En blog om den tidligste danske punk 1977-82 (http://danskpunk.blogspot.com)
• Dansk Punk & New Wave Historie 1977-2002 (http://www.garagerock.dk/index.php) 
• Jens ”Jam” Rasmussen: ”Heavy metal: 40 år med hård rock” (Informations Forlag, 2010)
• Jan Poulsen: ”Something Rotten! Punk i Danmark. Maleri, musik og litteratur” (Gyldendal, 2010)

Da punk rocken kom til de jyske pløjemarker

Dér stod jeg med sikkerhedsnåle i Wrangler-jakken og med udsigt over endeløse pløjemarker overhældt med gylle, mens Sex Pistols og Ramones fræsede løs inden i mit hoved. 

Det krævede noget af et dobbelt bogholderi at få dét til at give mening. 

Ego-wankende tilbagebliksartikel. Vendsyssel 1977-79.

I juli 1977 gæstede Sex Pistols København. De gav to koncerter i Daddy’s Dance Hall, og det må have presset DR til at spille ”Anarchy In The U.K.” For det var jo stort, det her: ”Punk-hysteriet,” som BT kaldte det, kom til vores lille andedam. 

Jeg husker den sommereftermiddag i 1977, hvor jeg som sædvanlig sad klar ved min Philips-kassettebåndoptager. Og så pludselig skete det. P3 spillede Sex Pistols!

Jeg fik ”Anarchy In The U.K.” ned på chrome-båndet, og mens sangen med den vrængende Johnny Rotten, de bastante trommer og motorsavsguitarerne skar sig ud gennem mine små madkasse-højttalere, fik jeg den der følelse i hele kroppen:

Elektricitet, trods, styrke. 

Det var den eftermiddag, jeg trak stregen. Der var et før og et efter ”Anarchy In The U.K.” Jeg var netop fyldt 15 år, og det her var det store vendepunkt i mit liv. Jeg var punk rocker!

Og jeg var ikke alene. Vi var et slæng på 4-5 fyre plus nogle mere perifere typer, som kunne li’ den nye, hurtige rock. Til vores fester kørte Blondie på repeat. Men vi rødder hørte også undergrundsbands som danske Sods og Brats. En af rødderne købte sågar ”Bla bla” med Lost Kids.    

Punk blev vores kodeord. Klart, vi havde kun tågede forestillinger om, hvad anarki var. Men det havde Johnny Rotten jo også. 

For os kom musikken først, så ideologien. Og ideologien gik i al sin enkelhed ud på, at vi ville bestemme over vores eget liv. Den slags rimer på selvforvaltning, så vi var måske tættere på anarkisme, end vi anede? 

Generation X skrev røddernes og min slagsang: "Youth Youth Youth".
Generation X's look pegede tilbage på glam rocken,
og gruppens lyd pegede frem mod heavy metal. Perfekt!

PUNKEN VAR ET STORBY-FÆNOMEN. Punk var noget, der strømmede ud af den forrevne bagside af London og New York. Og vi boede på Taars-egnen. Ude på landet, lige smask i midten af Vendsyssel. De ting, som The Jam sang om i ”In The City”, var ikke noget, vi ligefrem kunne se afspejlet i vores lokalmiljø. 

Egentlig var vi punk-fans ude på landet skizofrene. Vi var fanget i et ingenmandsland. Jeg husker, at jeg havde den der følelse af fejlplacering.

Johnny Rottens røde strithår, Sid Vicious med en hængelås i en kæde rundt om halsen – det var sådan, verden så ud indeni mig, men udenfor vinduerne kørte David Brown-traktorer og Claas-majetærskere rundt. 

Dér stod jeg med sikkerhedsnåle i Wrangler-jakken og med udsigt over endeløse pløjemarker overhældt med gylle, mens der indeni mit hoved lød rock and roll-fræs à la The Damneds ”New Rose” og Ramones’ ”Blitzkrieg Bop”. Det krævede noget af et dobbelt bogholderi at få dét til at give mening. 

Og dog …

For godt nok boede vi på bøhlandet, men paradoksalt nok var miljøet på nogle punkter perfekt til punk. Der var nemlig nul overvågning, og vi var ikke underkastet de reguleringer, som nutidens unge begrænses af. Der var masser af plads til selvforvaltning. 

For rødderne og mig var punk lig med rock og action – høj musik, høj spænding. I vores verden var punk noget, der eksploderede mellem hænderne på os.

For os handlede punk om at slippe for gamle mennesker. Og gamle mennesker, det var dem over 30. Generation X’s ”Youth Youth Youth” var vores slagsang. Guitarsoloen i det nummer sagde det hele: punk var et biologisk udbrud af ungdom med en tilhørende jernvilje til at erobre verden og gøre den til at fristed for lige præcis os. 

I skolen skrev en af rødderne en fristil om Sex Pistols. Hans dansklærer var svær at overbevise om, at der virkelig eksisterede et rockband, der lavede så mange skandaler som Johnny Rotten & Co. Vi gassede os over, at vi hørte musik, som forældregenerationens hjerner bare ikke kunne begribe.

Punkideologen Richard Hell: Vi er den ubeskrevne generation.

PUNKEN KOM TIL AT PRÆGE mig. Den fik stor betydning for min dannelse. Richard Hell var en af punkens store ideologer. Han skrev sangen ”Blank Generation”. Sangen udråbte sagen: vi var den blanke (=ubeskrevne) generation, og vi skulle selv udfylde de blanke sider i vores liv.

Mens mine punk-venner havde jobs efter skoletid, kørte jeg rundt og fintænkte på min flammerøde Yamaha FS1. Jeg vidste det ikke selv, men jeg var digter. Jeg skrev vers, samfundskritiske vers – på engelsk: ”Do you want DDT in your nice cup of tea?” og så’n. Formsprog og versefødder bar præg af mine nærstudier af tekstarket til Ramones’ ”Rocket To Russia”.

Min far købte en rejseskrivemaskine til mig. Og så gik jeg i gang. Jeg skrev små artikler om The Runaways og Sex Pistols, hvor min begejstring var ligefrem proportional med antallet af faktuelle fejl. 

Det med ordene begyndte at fylde meget i mit liv i de år. Jeg skrev konstant, og selv når jeg drønede afsted på min tunede Yamaha, kunne jeg tage mig selv i at sidde på twinsædet og vende og dreje sætninger i hovedet, så de kom til at lyde flabede og rock-agtige.

Mine stile i skolen var fyldt med oprørske udfald mod forældregenerationen. Jeg havde et helt skydegalleri af fjendebilleder: Glistrup, Erhard Jakobsen, spidserne i lokalmiljøet etc. 

En af mine stile hed ”Brians hævn”. Det var en novelle om en ung fyr med tilpasningsproblemer. Brian var baseret på en jævnaldrende fyr fra Ålborg, som jeg havde mødt på Sæby Strand Camping. Brian stammede fra noget etagebyggeri, og hans historie var grum. Brian var castet perfekt som højtråbende talerør for novellens forfatter. Og når jeg skriver højtråbende, så mener jeg H-Ø-J-T-R-Å-B-E-N-D-E! ”Brians hævn” var nemlig en punk-novelle.

Eddie and the Hot Rods satte ord på viljen.

MUSIKKEN VAR DET CENTRALE. Punk rocken havde en nerve, som gnistrede frydefuldt i mig, når jeg skruede op for fx Buzzcocks, The Vibrators, Sham 69 eller Tom Robinson Band. Men teksterne var også vigtige for mig. Meget vigtige.

En tekst som ”Do Anything You Wanna Do” med Eddie and the Hot Rods blev en slags talepapir for mig. Og Boomtown Rats’ ”Looking After No. 1” var lige præcis den uafhængighedserklæring, jeg stod og manglede:

I don’t wanna be like you

I don’t wanna live like you

I don’t wanna talk like you

Don't give me love thy neighbour
Don't give me charity
Don't give me peace and love or the good lord above
You only get in my way with your stupid ideas

I am an island
Entire of myself
And when I get old, older than today
I'll never need anybody's help in any way

Den sang opsummerer ganske godt, hvordan jeg opfattede punken i 1977. Punk var synet og lyden af unge mennesker, som satte hælen i jorden og satte strøm til et skrig om, at vi er fandme til. Punk var et opråb til alt og alle, der stod i vejen: Nu er det vores tur, vi vil selv finde ud af det her lort – flyt jer, pis af, skrid!

De første danske punkere var flinke til at kopiere The Bromley Contigents avantgarde-look.
Men det der med at trække en sort skraldepose over hovedet og bruge den som kjole,
spillede ikke for os. Rødderne og jeg kørte et biker-agtigt look i stil med Ramones:
Korte læderjakker og stramme jeans - gerne med huller.
Jeg var heldig at lokke en sej t-shirt fra en af rødderne.
Den var hvid med røde kanter, og der stod Highway et eller andet på den.
Johnny Ramone ville have båret den med stolthed.

LOOKET VAR SERIØST i vores version af punk. Rødderne og jeg var sygeligt besatte af stil. Og stil, det var Generation X med høje kindben og fartstriber på deres t-shirts. Jean-Jacques Burnel fra The Stranglers med en mut guerilla-mine trukket hen over fjæset. 

Det var ikke alle medlemmerne af The Stranglers, som kørte et gennemført punk-look. Helt anderledes forholdt det sig med The Clash. Her var det én for alle og alle for én. The Clash lignede en bande, og de bakkede det op med en sang. Sådan opfattede jeg i hvert fald ”The Last Gang In Town”.

Efter røddernes og min mening var der dog ingen, der havde mere stil end Sid Vicious. Sid med sin pindsvineglorie af strittende hår og læderjakken, der stumpede, og alle vedhængene og den krøllede læbe – dét var punk. 

The Runaways var en vigtig del af lydsporet til vores teenageår. En af mine venner var smuk og blond, og med håret på plads lignede han en Cherie Currie, der stod op og pissede. Andre venner fik fritser i stil med Rat Scabies fra The Damned. 

Men mindst ligeså vigtig som hår var bukserne. De skulle sidde så stramt, at det så ud, som om vi var hældt ned i dem. Mødte vi nogen, der bare havde antydning af hængerøv, var de diskvalificeret. 

Mine ben bar præg af de stramme bukser. Hårsækkene på benene blev revet op, og i gymnastiktimerne så det ud, som jeg havde røde hunde på den nederste halvdel af kroppen. 

Sex Pistols skriver kontrakt foran Buckingham Palace. 
Ballade søger ballade.

PUNK ROCK VAR IKKE NOGET, man bare gik ind i en hvilken som helst pladebutik og købte. I hvert fald ikke i Vendsyssel i 1977 og deromkring. Det ville have været lettere at købe hash på politigården i Hjørring, end det var at købe Sex Pistols i 9830 Taars, da ”Never Mind The Bollocks” udkom. 

”Den slags” skulle bestilles hjem. Det var dér, jeg fik lært, at der findes noget, der hedder restordre. Så det lykkedes mig faktisk ikke at få det omdiskuterede Sex Pistols-album under juletræet i 1977. 

Den 25. december 1977 kunne en af rødderne dog pr. telefon fortælle, at han havde fået ”Never Mind The Bollocks” i julegave. Så jeg tilbragte juledag hos ham.

I 1970’erne betragtede jeg Danmark som et uland, hvad angik rock and roll. Jeg ignorerede danske medier, for jeg kendte remsen. Men jeg opdagede, at man i Politikens kiosk i Hjørring kunne købe britiske musikaviser: New Musical Express, Melody Maker og Sounds. 

Journalisterne på disse musikaviser kunne være nogle arrogante sataner. Men de skrev, så det svimlede, og deres artikler var sublim engelskundervisning for en dansk teenager, der havde svært ved at sidde stille i timerne.

Britiske tastaturboksere som Jon Savage og Nick Kent var ikke stjernekiggere. De var gode til at kulegrave rockens vækstlag, de snagede i det, der skete rundt omkring på klubberne, og de vendte og drejede plader, som udkom på små obskure selskaber. 

Det var via disse aviser, at jeg fra uge til uge kunne følge med i Sex Pistols’ opløsning og i Sid Vicious’ sørgelige deroute: mordet på Nancy Spungen og Sids narkodød. 

Dead Boys kom fra storbyens forrevne bagside.

MAN GJORDE ET KUP, når man fik neglene i en af de kompilationer, som pladeselskaberne skubbede på markedet for at skumme fløden af punk-moden. I en konkurrence i Vi Unge vandt jeg et eksemplar af ”Catch A Wave” (ukendt selskab, 1978). Opgaven lød: Find på et dansk ord for new wave. 

Det var i 1978. Smagsdommerne mente, at new wave var finere end det der snavsede punk. Men new wave betød cirka det samme som punk rock – man kunne bare proppe noget artsy fartsy stads som Talking Heads og Elvis Costello med ned i new wave-kassen. Jeg sendte to forslag ind til Vi Unge, og fandme om ikke det dårligste af forslagene (”vinylskvulp”) bonnede ud i en præmie! 

Da postbuddet til min forbløffelse smed pladen på køkkenbordet, kunne jeg og rødderne gå på hugst i navne, vi endnu ikke havde hørt: Radiators From Space, Skrewdriver, X-Ray Spex og nogen, der hed Motörhead! 

Det helt store kup var en lp, som en af mine venner havde købt – vist nok i Ålborg, Nordjyllands svar på Downtown L.A. Den hed ”New Wave” (Vertigo, 1977), og på den opdagede vi nogle af de amerikanske navne, som stod i skyggen af de britiske grupper: Richard Hell & the Voidoids og Dead Boys. Patti Smiths ”Piss Factory” figurerede også på lp’ens trackliste.

Det var vild lykke at sidde der rundt om kakkelbordet, mens man bællede Grøn Tuborg og lyttede til Stiv Bators, som brægede løs på ”Sonic Reducer”. Det gav den der kollektive elektriske fornemmelse, som kun rock and roll kan give. Vi havde noget, som de andre ikke havde!

Mig i 1979. Det kornede foto er taget på et mørkt hotelværelse i London. 
Jeg havde oparbejdet noget af en "I'm Against It"-attitude.
Mit slogan lød: Jeg nægter! I længden fandt mine omgivelser det trættende.

LONDON VAR DET FORJÆTTEDE LAND. Jeg ankom der først i 1979, hvor der var kommet bedre skub i min pladesamling. 

At komme fra Taars til pladesiloer som HMV og Virgin Megastore var ærefrygtindgydende. For ikke at tale om specialbutikkerne rundt omkring i sidegaderne. Jeg havde købt toldfri Bacardi på færgen over, og de konstante tømmermænd gav euforien et boost.

Det var dér i London, at jeg for første gang kunne holde et eksemplar af Heartbreakers’ ”L.A.M.F.” i mine hænder. Jeg stirrede himmelfalden på coveret med de korthårede udgaver af de gamle New York-dukker, Johnny Thunders og Jerry Nolan, mens jeg lige hævede handsken og purrede op i mit eget strit bagerst på issen.

London gav mig mit livs kulturchok. Ikke alene kastede jeg hver dag den fede, britiske morgenmad op (tømmermænd!), men alt var så anderledes. De små orientalske kvinder, som gik rundt i hotelrestauranten om morgenen og spurgte os gæster: ”Dea or gorffee?” Klasseskellene var til at få øje på.

Det tog mig et par dage at vænne mig til det høje tempo, den kaotiske trafik med biler, der kom susende i den forkerte kørselsretning. Fodgængere, der pilede over for rødt. 

Vi kom rundt i nattelivet med de gammeldags engelske taxier med deres hårde sæder. Om dagen tog vi de ramponerede undergrundstog, der raslede afsted med jakkesætsklædte herrer med bowlerhat, paraply under armen og blankpudsede sko, hvor hælene var runde af slid efter firspringene op og ned ad storbyens trapper.

Det værste var den britiske mad. Men så var der alle de små indvandrer-snasker med håndskrevne skilte, hvor man fx kunne købe indiske retter, der var så stærke, at det sved i spiserøret til næste dag. 

Det generelle indtryk af London anno 1979 var fattigt, lurvet, nedslidt, beskidt. Befolkningen var høflig, men langt mere barsk og robust end os Anker Jørgensen-danskere.

Og så var der alle de hjemløse. De lå ved skakterne ned til The Underground, og nogen havde bygget en mindre bydel af papkasser i et parkeringsanlæg nede ved Themsen. Stanken af det pis, som de hjemløse sprøjtede op ad betonmuren, var dræbende. Den sociale slagside i London var med til at politisere mig. Nogen begyndte ligefrem at kalde mig K.A. Peter.

Men London-turen fortalte mig også, at den første punk-bølge var ved at ebbe ud. Og det undgik ikke min opmærksomhed, at den der nye hanekams-punk var ved at tage over. Den fungerede, så vidt jeg kunne se, virkelig godt som udstillingsvare i Londons turistkvarterer. 

Joan Jett fra The Runaways. Hun var et stilikon for mig i punkperioden.
Inspireret af Joan forsøgte jeg også at fabrikere en hjemmelavet Sex Pistols-t-shirt.
Med tectyl (!!!) sprayede jeg bogstaverne på en gammel, hvid herreundertrøje.
Resultatet kom aldrig i brug.

DET VAR TRE BLITZKRIEG-ÅR. Fra 1977 til 1979. Og så var det slut. Det var game over med det, som jeg forbandt med punk rock. 

Sex Pistols var gået i opløsning, og bandet fik via fidusmageren Malcolm McLaren et efterliv, som de fleste i dag forveksler med de virkelige Sex Pistols. Ramones var i færd med at demonstrere, at der faktisk er grænser for, hvor mange interessante måder man kan kombinere tre akkorder. 

The Damned, The Stranglers, The Clash, The Jam, Boomtown Rats m.fl. var klogere. De skiftede stil og var i fuld gang med at udvikle sig til noget, der i mine øren ikke kunne hamle op med det, der var på vej i heavy metal der ved indgangen til 1980’erne. 

Men punken forlod mig aldrig. For punk er mere end rock and roll.

Misforstå mig ikke. Det er umuligt at definere punk. Punk er ikke en bestemt politisk overbevisning. Punk drejer sig ikke om særlige kostvaner eller boformer. Punk afhænger ikke af frisurer eller tøjmode. Man kan ikke tage patent på punk ved at spille rasende hurtig rock og råbe i vilden sky. 

Punk går ikke ud på at blive til noget, men på at blive til nogen. Punk handler om at ville være sig selv, om at insistere på at skrive manuskriptet til sit eget liv. Punk er et evigungt oprør mod de kræfter, som ønsker at gøre os til tilskuere til livet. 

Punk er en form for trods, som jeg har taget med mig videre i livet. En trods, som – for mig! – aldrig har været uforenlig med heavy metal og alle dens myriader af mærkværdige subgenrer.

Og da jeg i 1983 opdagede punk-poeten Michael Valeurs digtsamling ”Mørkets splintrede øje”, bestemte jeg, at jeg ville skrive en lignende gadepoesi – bare med udgangspunkt i heavy metal. Det endte så med at blive ”Den hæse opera”, som Poul Borum trykte i Hvedekorn i 1985. 

Men da var jeg selvfølgelig også flyttet til byen.<13>

Punken er ikke død. Mig i 1985, på vej til min debut som digter i Hvedekorn.

Da metal-scenen blev speedalsk – del 1

Iggy Pop i 1973. Det indre rovdyr blev sluppet løs.

Før der var thrash metal, var der heavy metal, som blev spillet hurtigt. Meget hurtigt. Det er her, man skal finde rødderne til det, vi i dag kalder thrash, death og black metal.

Rifferama trækker den alt andet end lige linje fra MC5 til Metallica og det, der er værre.

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i EMP/NRG, sommermagasin / katalog 2/2011)

Det er umuligt at sætte fingeren på et bestemt sted på verdenskortet eller at slå ned på en bestemt dato og sige: her opstod thrash metal. Man kan heller ikke udpege en bestemt gruppe til at være det første thrash metal-band.

Det er med thrash metal som med dødsmetal, black metal og al anden ekstremmetal: det var en musikalsk strømning, som voksede organisk frem på en hard rock/heavy metal-scene, som år for år blev mere og mere ekstrem.

                     

MC5 i 1969 med Fred "Sonic" Smith iført patronbælte. Samme år optrådte britiske The Gun
med patronbælter.

METALLISK SMADDER

Vi er vant til at høre historien om, at den hårde metalstil startede med Black Sabbath. Og Black Sabbaths betydning for den hårde rocks udvikling er da også monumental. Men Black Sabbath er ikke alfa og omega, begyndelse og slutning, i heavy metal. For før Black Sabbath debuterede på plademarkedet i 1970, fandtes der amerikanske bands som Blue Cheer og MC5. Og de lavede et herligt spektakel. Blue Cheer fik nærmest hippiernes blomster til at visne, da de udsendte deres metalstøjende syrerock-opus ”Vincebus Eruptum” i 1968.

MC5s debutalbum ”Kick Out The Jams” (1969) bliver i dag ofte kaldt proto-punk. Men på udgivelsestidspunktet hørte MC5 med til den strømning, som fik betegnelserne ”heavy” og ”hard rock”. Og hvis man vil have højt tempo og metallisk smadder, så behøver man ikke gå længere end til ”Kick Out The Jams”. MC5 smed om sig med radikale politiske budskaber, de forskansede sig bag sort læder og mørke solbriller – på indercoveret til ”Kick Out The Jams” er der sågar et foto af bandet, hvor et af medlemmerne har slynget et patronbælte over sin bare overkrop.

        

MC5 kom fra bilindustribyen Detroit. Det samme gjorde Iggy And The Stooges. Iggy & Co. udsendte i 1973 albummet ”Raw Power”. Lp’en var præget af en rå, kaotisk lyd, en slags ekko af industriel storby. Guitarerne bearbejdede lytterens trommehinder, som var det en skærebrænder. Sangtitler som ”Search And Destroy” og ”Death Trip” siger en hel del om Stooges-sangeren Iggy Pops sindstilstand. Sanger er måske så meget sagt, for Iggy skreg og skrålede sig igennem numre som ”Your Pretty Face Is Going To Hell”.

        

Der blev ingen hitlisteplaceringer til Iggy And The Stooges, hvis allersidste koncert (den 9. februar 1974) blev optaget og udsendt på lp i 1976. ”Metallic K.O.” hed skiven, og den er berygtet – primært fordi den dokumenterer de ekstreme Stooges-koncerter, hvor motorcykelbander bombarderede gruppen med rådne æg og andet kasteskyts.

Motörhead: flere patronbælter.

ORK-VOKAL OG STUKA-LYD

En af skæringerne på ”Metallic K.O.” var en coverversion af Richard Berrys rock’n’roll-schlager ”Louie Louie” fra 1955. Den version må have tirret en vis Lemmy Kilmister, for Motörhead udsendte ”Louie Louie” som single i 1978. London-gruppens version var heller ikke for sarte sjæle. Motörhead spillede nemlig provokerende primitivt, og efter datidens målestok var deres musik det rene barbari. En sang som ”White Line Fever” (1977) var så brutal, at den kunne give selv læderhalse tics. Lemmy gjorde kun ondt værre ved at give hals som en kommanderende ork.

        

Motörhead havde ikke tid til popfjollerier og tralala. De droppede balladerne og skruede i stedet op for musikkens tempo. Hans kongelige højhastighed Lemmy havde sågar held til at få sin bas til at lyde som et angribende Stuka-fly (et styrtbombefly, der blev brugt af nazisterne i 2. verdenskrig).

        

Der er folk, som drister sig til at påstå, at Motörhead-nummeret ”Overkill” (1979) var det første eksempel på thrash metal. Det bryder Lemmy sig ikke om at høre. Han hævder nemlig, at Motörhead er ”punkere med langt hår.”

        

Og noget er der om snakken. Motörhead var formentlig det første band, der forenede punkdynamikken med metalrockens tyngde og stålhårde hærdning.

        

Helt sikkert er det i hvert fald, at thrash, death og black metal aldrig ville være opstået uden fusionen af punk og heavy metal. Og midt i alt kævlet om genrebetegnelser melder spørgsmålet sig: er punk (inklusive hardcore) ikke bare endnu en subgenre i den brede og uoverskueligt alsidige musikstrømning, som den hårde rock har udviklet sig til siden 1970’erne?

        

I starten af 1980’erne mente en britisk journalist i hvert fald, at Sex Pistols’ punkmanifest “Never Mind The Bollocks, Here’s The Sex Pistols” (1977) var ”heavy metal med råbte tekster”.

        

I Generation X’s punk-hyldest til ungdommen, “Youth, Youth, Youth” (1978), gik guitaristen Bob “Derwood” Andrews amok, og sangen slutter med en flere minutter lang solo, som består af hylende, hvinende og vrælende guitarstøj i stil med det, som heavy rockens supergrupper var kendte for i 1970’erne.

                     

Sex Pistols, som de så ud, da de hittede med "Pretty Vacant".

STORSKYDENDE HEAVY METAL

Både punk- og metalideologer har lavet propaganda og ført hetz mod hinanden lige siden Grauballemandens tid. Men historien demonstrerer, at det aldrig har været muligt at holde punk og metal adskilt. Her er nogle eksempler:

        

Led Zeppelin var fans af punk og gik til koncerter med The Damned – bandet, der udsendte den første britiske punksingle nogensinde (”New Rose”, udgivet den 22. oktober 1976).

        

Phil Lynott fra Thin Lizzy hang ud med punkrockere og spillede sammen med medlemmer af Sex Pistols og andre punkmusikere. Lynott medvirker således på Johnny Thunders And The Heartbreakers’ kultklassiker ”L.A.M.F” (1977).

        

Blue Öyster Cults producer og tekstforfatter Sandy Pearlman producerede The Clash’s 1978-album ”Give ’Em Enough Rope” – og det gjorde han så grundigt, at anmelderen Dave McCullough fra den britiske musikavis Sounds kaldte skiven for ”storskrydende heavy metal”.

        

I 1979 spillede Lemmy sammen med The Damned (både på scenen og på plade). På det tidspunkt hed The Damneds bassist Algy Ward; Algy kom oprindelig fra det australske punkband The Saints. Senere hen dannede Algy det ultravoldelige heavyband Tank, som bl.a. turnerede med Metallica, før Lars Ulrich & Co. kunne hænge platinplader på væggen.  

        

Motörhead hyldede Ramones med en sang på albummet ”1916” (fra 1991) og lavede en buldrende bastant coverversion af Sex Pistols’ majestætsfornærmende punkhit ”God Save The Queen” (2000). Men inden da var det nærmest blevet en thrash metal-tradition at spille coverversioner af Sex Pistols-numre. Megadeth har gjort det, og det samme gælder Bathory, Anthrax og flere andre.  

Men tendensen gik også i den modsatte retning. F.eks. indspillede de canadiske punkere i D.O.A. en coverversion af Led Zeppelins ”Communication Breakdown” (1981).

Discharge: eksempel på et hardcore-band, der bevægede sig mod heavy metal.

KUN FOR DEN HÅRDE KERNE

Punk-moden døde ud i slutningen af 1970’erne. Pressen mistede interessen for punkernes skandalemageri, og fotos af unge mennesker med grønt strithår og sikkerhedsnåle i kinden mistede nyhedsværdien.

        

Sex Pistols og Dead Boys gik i opløsning. Ramones løb tør for idéer. The Clash, Boomtown Rats, The Jam og flere andre punkgrupper gav sig til a spille en mere gængs form for rock. I Danmark skiftede Brats ham og blev til et hårdtslående metalband. Brats sagde farvel og tak til punken med nidvisen ”Punk Fashion” (1980).

        

Men punken var ikke død, hævdede The Exploited. ”Punks Not Dead” hed det britiske bands debutalbum fra 1981. The Exploited var et af de første bands i en ny punkbevægelse, som florerede i undergrunden. Flere af de første punkgrupper (Sex Pistols, The Stranglers m.fl.) havde scoret høje hitlisteplaceringer, men den nye generation af punkbands spillede larmende og umelodisk rock, der udelukkende var henvendt til den hårde kerne af punkere i undergrunden. Derfor kom strømningen til at hedde hardcore punk. Genrebetegnelsen blev cementeret med D.O.A.s 1981-album, ”Hardcore 81”.

        

Til at begynde med var der nærmest krig mellem hardcore-scenen og heavy metal-miljøet. Men med tiden blev de to strømninger forbrødret. Dette kom bl.a. til udtryk i den såkaldte crossover-stil, som Stormtroopers Of Death m.fl. populariserede i midten af 1980’erne.

        

Hardcore punken fik generelt stor betydning for den ekstreme metal. En stor hob af grupper som Charged GBH, Discharge, The Exploited, Black Flag, Bad Brains, Bad Religion, Hüsker Dü, Suicidal Tendencies, Misfits og ikke mindst Dead Kennedys endte med at blive inspirationskilder for thrash-musikerne i f.eks. Metallica, Slayer, Sepultura og de norske black metal-pionerer Mayhem.

        

Punkgrupperne spillede ikke specielt godt på deres instrumenter, aggression var vigtigere end virtuositet. Det var selve nerven, der talte. Den rastløse energi, vildskaben, protesten. Og på den måde blev musikken mere rå. Og beskidt. Og frem for alt: musikken blev fyret af i et rasende tempo. Vokalen blev rabiat og råbende, og vokalisterne brølede løs uden smålig hensyntagen til melodilinjer og ørehængere.

        

Hardcore punken var et oprør mod den etablerede musikscene, der som oftest var på det beståendes, magthavernes side. Og den attitude tog thrash-generationen til sig. Attituden blev forstærket (og fortærsket!) i videreudviklingen af diverse ekstremmetal-genrer såsom death metal, grindcore og black metal.

Venom kaldte sig selv for langhårede punkere.

VENOM DRÆBER MUSIKKEN 

Heavy metal hænger sammen med betonforstæder og industri. Det industrielle miljø i Birmingham, England inspirerede ikke kun medlemmer af Black Sabbath og Led Zeppelin. Judas Priest hævder selv, at deres lyd er et produkt af stålindustrien i Birmingham. Glenn Tipton & Co. skar ned på tungrockens blues-elementer og sleb i stedet sangene til, så de fik kant og savtakkede riffs.

        

Judas Priest fik massiv betydning for den ekstreme metals udvikling i 1980’erne. Det samme gjorde en stribe bands, som myldrede op fra den britiske rockundergrund fra 1979 og et stykke ind i 1980’erne. Man plejer at samle disse bands under betegnelsen New Wave Of British Heavy Metal. De kendteste grupper i denne bølge er Iron Maiden, Saxon og Def Leppard. Men i den ekstreme metals sammenhæng var Venom måske det vigtigste band.

        

Venom må tage skylden for at være det band, der kickstartede radikaliseringen af metalscenen med deres voldsomt primitive debutalbum ”Welcome To Hell” (1981), hvor sange som ”Live Like An Angel (Die Like A Devil)” blev leveret i så højt et tempo, som Cronos og hans bandkumpaner magtede at spille.

        

Venom blev rakket ned, fordi de spillede gudsjammerligt dårligt på deres instrumenter. Og fordi deres musik var ulidelig at lytte til for det utrænede øre. Men Venom vendte kritikken til egen fordel. På det tidspunkt kørte pladeselskaber en kampagne for at få folk til at stoppe med at lave ulovlige kassettebåndskopier af lp-plader. ”Home taping is killing music. And it’s illegal,” lød pladebranchens slogan. Venom stjal sloganet – men fordrejede det: ”Home taping is killing music. So are Venom.”

        

Venom havde et image, der var baseret på et overforbrug af satanistiske symboler, og deres tekster flød over med djævlerier, der teologisk set var nogenlunde ligeså usammenhængende som bandets musik. Men Venom havde stor tiltrækningskraft på den utilpassede del af heavy metal-miljøet. Venoms rolle kan ikke undervurderes. Deres betydning rækker langt ud over black metal-genren, som har fået navn efter Venoms 1982-album.

Mercyful Fate havde stor indflydelse på ekstremmetallens udvikling.

METALLISK EKSPLOSION 

Grupperne, der udgjorde det, som pressen kaldte for New Wave Of British Heavy Metal, byggede bro mellem 1970’ernes heavy rock og 1980’ernes mere kontante metalrock.

        

NWOBHM-grupperne skelede til dem, der et par år forinden havde været heavy-scenens værste fjender, nemlig punkerne. Det nye metalfolk stjal punkens gør-det-selv-mentalitet. Flere bands indspillede og udgav deres første skiver for egen regning. De dannede deres egne netværk, udgav egne fanzines og nyhedsbreve, og der opstod sågar specialbutikker, der næsten udelukkende solgte hård rock. Postordresalg blomstrede op, og demobånd blev sendt rundt i miljøet.

        

Man demonstrerede, at man kunne selv og ikke var afhængig af regnedrengene på de store pladeselskaber og koncertbureauer. Ja, der opstod sågar nye pladeselskaber, der udspyede en lind strøm af plader med purunge bands. Det startede med singler og kompilations-lp’er, men med tiden blev det hverdag at få udgivet brandny metalmusik på albums af selskaber som Neat Records, Heavy Metal Records og Ebony Records.

        

Og hvordan lød musikken så? Jo, man kunne stadig høre, at grupperne var børn af Black Sabbath, Deep Purple, Led Zeppelin og de andre uomgængelige bands fra 1970’erne. Men der var mere bid i de nye grupper, og det var tydeligt, at punken havde sat sig spor i 1980’ernes heavy metal-stil. Det rumlede af undergrund og oprør.

        

Alligevel må man påpege, at NWOBHM-orkestrene indbyrdes var meget forskellige. De havde deres egen lyd og identitet. På den ene side var der de melodiske grupper (Def Leppard, Girl, Dedringer m.fl.), på den anden side var der de mere dystre og doomy grupper, som flirtede med det okkulte (Angel Witch, Witchfynde, Witchfinder General, Hell m.fl.). De fleste grupper befandt sig et sted midt imellem. Bedst af dem alle var måske Diamond Head, hvis voldsomt rykkende rifferama kom til at påvirke Metallica og en trillion andre thrash-musikere.

        

Men det er forkert at tro, at NWOBHM havde monopol på nyskabelser inden for heavy metal i de tidlige 1980’ere. På det tidspunkt var heavy metal nemlig ved at blive et nærmest globalt fænomen. I Skandinaven, på det europæiske kontinent, i både Nord- og Sydamerika skete der er en eksplosiv vækst i efterspørgslen efter hård rock.

        

Holland havde de vildeste fans, og Dynamo-klubben i Eindhoven blev til et mekka for den allerhårdeste metalrock. Det var også i Holland, at det første egentlige heavy metal-magasin blev udgivet. Det hed Aardschok (=jordskælv), og her var det heavy-guruer som Metal Mike og Stefan Rooyackers, der sørgede for metalordets forkyndelse.

        

Over alt i Vesten myldrede det frem med nye, opmærksomhedshungrede heavy-grupper, der som oftest var en tand mere hårde i filten end deres forgængere. Fra Danmark var det Mercyful Fate, der gjorde en forskel. Det danske bands vanvids-riffs og gravalvorlige tonekunst fik megastor betydning for den ekstreme metals udvikling i 1980’erne. <13>

Dette er 1. del af en længere temaartikel om ekstremmetallens opståen. Artiklens 2. del kan læses her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama