Hårdrock-fans er
hårdhudede. Men også følsomme. De tåler ikke, at deres helte sælger ud.
Her er fem albums,
som gav Rifferamas skriverkarl traumer.
 |
| Nogle af medlemmerne af Kiss spillede rent faktisk på "Dynasty" ... |
DISCLAIMER: Artiklen er dybt subjektiv. Og selvironi kan forekomme.
KISS
”DYNASTY”
(Casablanca,
1979)
Nogle mennesker er bare skabt til at være Kiss-fans. Og jeg
er et af dem. Allerede første gang, jeg så et foto af Gene Simmons & Co. i
Vi Unge, vidste jeg, at Kiss var af det hårde. At de var selve virkeliggørelsen
af mine musikalske drømme.
Drømmene blev opfyldt til fulde med albums som ”Dressed To
Kill” og ”Destroyer” (mine to første Kiss-køb). Men drømme varer ikke evigt. Og
”Dynasty” var en brat opvågning.
Hold nu kæft!
”I Was Made For Lovin’ You” hed den første skæring på
albummet. Og det var … disco!!! Den store arvefjende for os rockfans med
Yamaha-mærker syet på læderjakkerne. Resten af pladen var heller ikke for sjov.
Noget popsjask. End ikke Ace Frehleys cover version af The Rolling Stones’
”2.000 Man” kunne redde albummets ære.
Jeg ved, at mange gamle Kiss-fans har taget albummet til
nåde. Og at nye generationer af Kiss-fans har en højere tolerance-tærskel end
os, der opdagede gruppen i 1970’erne. Men jeg har aldrig kunnet døje ”Dynasty”.
Alene titlen. Den er jo ren sæbeopera. Kun én skæring (Aces føromtalte
Stones-cover) kan leve op til ordspillet om at ”die nasty”.
Og så gned Kiss salt i såret ved at udgive to om muligt
endnu værre albums lige i røven på ”Dynasty”. Det var traumatisk. Det var
tortur.
PS: Jeg (gen)så Kiss live på deres reunion tour i 1996. I
Scandinavium i Göteborg. Da bandet gik i gang med ”I Was Made For Lovin’ You”,
benyttede jeg lejligheden til at gå på pissoiret. Hvor godtfolk er, kommer
godtfolk til. For to af medlemmerne fra Dissection brugte også disco-nummeret
til at tømme blæren …
TYGERS OF PAN
TANG
”THE CAGE”
(MCA, 1982)
Tygers Of Pan Tang var bare de hårdeste i 1980. Intet kunne
være mere bad ass end Tygers’ cowboy-betonrocker ”Killers” fra debutalbummet
”Wild Cat”. Den aggressive musik parret med Jess Cox’ rustne stemme var
kraniekandis for os læderhalse, som bare ikke kunne få musikken hård nok.
De to efterfølgende albums, ”Spellbound” og ”Crazy Nights”,
kunne slet ikke leve op til debuten. Cox blev erstattet med John Deverill, som
faktisk kunne synge. Og vidunderbarnet John Sykes kom med som lead guitarist.
Det blev musikken bare ikke heavier af. Men okay, Tygers var seje nok til, at jeg og mit sjak pligtskyldigt
købte ethvert nyt album med gruppen.
Men så … AK! … gik det galt. Helt galt. ”The Cage” havde et
cover med masser af bid, men musikken var tandløs. ”The Cage” var poprock,
vasket klinisk rent af AOR-sulfo. Slattent. Fesent. Synth-indklæbet. Og noget
så ækelt kommercielt. Bandet, der tidligere havde skrevet sange om at køre
kværn, diskede (pun intended) nu op med en omgang kærlighedspladder. Arh men,
kunne jeg lige forholde mig til en sang, der handlede om at få et kærestebrev
fra Los Angeles der?
Jeg hørte pladen igennem én gang. Og ringede så straks til
min bedste ven og ødelagde hans eftermiddag med brok.
Men: Tygers Of Pan Tang var ikke det eneste New Wave Of British Heavy Metal-band, som skuffede for sygt ...
DIAMOND HEAD
”CANTERBURY”
(MCA, 1983)
Diamond Head var formentlig de
største musikalske genier i det britiske boom. Men de blev hurtigt (alt for hurtigt!) voksne og følsomme. Et selvfinansieret album (bl.a. kaldet ”Lightning To The Nations”) plus et album udgivet på et major label (”Living On
… Borrowed Time”) var, hvad det blev til, før ...
Tatler og Harris meldte ud, at nu
så de ned på heavy metal. Godt så.
Eller rettere: lort. For så fik vi vel nok det mest kiksede
rodsammen af et album, som tænkes kan. Hvis man ellers mener, at livet er langt
nok til, at man gider spilde tiden med den slags, så kan man faktisk lytte sig
frem til, at ”Canterbury” rummer et par sange af en vis kaliber.
Men den identitetskrise, som gruppen befandt sig i, blev
blæst ud af proportioner af kommercielle krav fra pladeselskabet … meget
sigende det samme selskab (MCA), som skubbede Tygers ud i AOR-nonsens.
Jeg gider ikke forsøge mig på at indkredse genren på ”Canterbury”.
For det er en omgang pseudo-progressive pinligheder, som den 1980’er-nyrockede
klingklang-produktion ikke kan skjule er nogenlunde ligeså Led
Zeppelin-inspireret, som alt andet, Diamond Head har lavet.
Al den pikrockede potens, der tidligere havde givet os ”Am I
Evil”, ”It’s Electric” og alle de andre riff-missiler, som Metallica og den
første generation af thrash metal-bands plankede overdrevent, er pist væk.
”Canterbury” er viagra-moden, midtvejskrise-”rock” spillet af nogle fyre, som
var alt for unge til at rode sig ud i sådan noget eksperimentalt snavs.
At Rush slap fra lignende eksperimenter med æren i behold,
var et mirakel. Men Rush var også ti-femten år ældre og de havde en rutine og
en musikalsk indsigt, som d’herrer Tatler og Harris ikke besad i 1983. Og
derfor blev ”Canterbury” da også et karrieremæssigt selvmord.
Jeg vil påstå, at hvis ikke Metallica havde indspillet de
der cover versioner, ville Diamond Head i dag kun være kendt af os gamle
røvhuller, som fulgte med i New Wave Of British Heavy Metal, mens den udviklede
sig. Og altså også afviklede sig og dermed gav plads til mere grumme bands – som fx Celtic Frost ...
CELTIC FROST
”COLD LAKE”
(Noise. 1988)
Tom G. Warrior & Co.’s historie
er den mirakuløse historie om et nekro-band fra Schweiz, som skiftede navn fra
Hellhammer til Celtic Frost. Og som fra at spille den absolut mest motorisk
ustabile proto-dødsmetal endte med at gå amok i de vildeste
avantgarde-eksperimenter.
Celtic Frost var meget mere end et thrash-band. De var
umulige at sætte i bås. Men efter et par mini-lp’er og to albums havnede Celtic
Frost også i en identitetskrise.
Rigtig gættet. Eller husket. Celtic Frost gik over til
thrashernes ærkefjende: glam. Shit! det slap de dårligt fra. At høre Tom G.
Warrior synge ”Seduce Me Tonight” … eller se ham og gutterne tone frem på MTV
med håret bobbet op i videoen til ”Cherry Orchards” gav begrebet surrealisme en
ny betydning.
Se det lige for dig: at tænde flimmeren og se et band, som
plejede at udgøre avantgardens spydspids, pludselig dreje om på hælene og give
sig i kast med at efterabe alle puddelgenrens værste klichéer!!!
Thrasherne hadede ”Cold Lake”. Og glam/sleaze-publikummet
købte den heller ikke. Tom G. Warrior er nok den, der har det værst med ”Cold
Lake”. Og den er da også det eneste Celtic Frost-album, som aldrig er blevet
genudgivet. Men det er den ikke gået i glemme af.
PARADISE LOST
”HOST”
(EMI, 1999)
”Cold Lake” gik over i historien som et skrækeksempel. Den
var lektion #1 i, hvordan et metalband IKKE skal gøre. Da jeg interviewede
Paradise Lost til NRG i 1995, var ”Draconian Times” dårlig nok kommet på
markedet. Det var en musikalsk kraftpræstation. Nick Holmes og Gregor Macintosh
var stolte. Forståeligt nok.
Jeg mødtes med de to Paradise Lost-musikanter på
Krasnapolsky i København. Det kom der et kanoninterview ud af. Vi klikkede
socialt, og efter interviewet satte de sig over til mit bord, og jeg fik
sladderhistorier fra deres turné med Morbid Angel.
Men vi talte også om Paradise Losts inspirationskilder, og
Celtic Frost dukkede op i samtalen. Der var da også flere fælles træk ved Celtic
Frost og Paradise Lost. Begge bands udviklede sig hurtigt, brød med de snævre
genre-klichéer og var sultne efter at indtage nyt kreativt land. Ekstremt
spændende!
Men Holmes beroligede mig. De ville ALDRIG begå samme fejl som
Celtic Frost. Altså skifte så drastisk stil, at de ville fremmedgøre deres
fanskare. Jeg forlod lettet interviewet.
Men hvordan gik det?
Allerede efterfølgeren til ”Draconian Times” (=”One Second”)
lå milevidt fra Paradise Losts doomy udgangspunkt. Mange af de gamle fans boykottede
den, men nye kom til. Og Holmes & Co. skrev kontrakt med et major label:
EMI. Og så gik det stærkt.
Håret blev klippet. Læderdresset blev stuvet af vejen i
garderoben, og Paradise Lost leverede rædslen ”Host”. ”Host” indeholdt synthpop,
der var så indstuderet i mindste copy cat-detalje, at selv Depeche Mode-fans
havde svært ved at skelne kopien fra Martin Gore & Co.’s ægte vare.
Hvordan EMI havde forestillet sig, at dette kopi-præparat
overhovedet kunne gøre sig gældende på plademarkedet, må stå hen som en af
”rock”-historiens største gåder. Men altså: ”Host” floppede, og Paradise Lost
blev reduceret til support band for Nightwish …
BOBLERE:
Megadeth: ”Risk”, Judas Priest: ”Turbo”, Van Halen: ”1984”,
Two: ”Voyeurs”, Europe: ”The Final Countdown”, Alice Cooper: ”Trash”,
Scorpions: ”Love At First Sting”, Rainbow: ”Straight Between The Eyes” og en
helvedes masse andre …
ACHTUNG! Rifferama-læsere, hvordan ser jeres top 5-hadeliste ud? \m/
