På gravens rand

Man har altid kunnet fornemme dødens kulde i Black Sabbaths knogler.

Ozzy messer tilpas utilpasset på ”The End” – en cd, der rummer otte hidtil uudgivne skæringer med Black Sabbath. En cd, der er trykt i begrænset oplag, og som kun sælges til fans, der oplever Black Sabbath på deres afskedsturné.

Rifferama scorede et eksemplar af cd’en på Copenhell og rapporterer:

De kalder ham Iron Man. Med rette. For Tony Iommi er lavet af hårdt stof. End ikke cancer kunne gøre kål på Black Sabbath-guitaristens evne til at ryste riffs ud af ærmet. I knap fem dekader har Iommi været leverandør af bona fide heavy rock. Nul knæfald for trends. ”Bare” knusende doom-tyngde, mejslet ud i majestætiske riffs.

”The End” demonstrerer, at comeback-albummet ”13” (2013) ikke var et lykketræf. For ”The End” rummer fire nye numre, der alle bærer riffmeisterens kvalitetsstempel.

Mest imponerende er det, at de fire ”nye”, indtil uudgivne studie-tracks stammer fra samme sessions som ”God Is Dead?” og de øvre skæringer på ”13”. Black Sabbath havde for alvor en kreativ raptus der i 2012-13.

”The End” rummer fire studie-tracks og fire live-tracks. Her er en hurtig gennemgang:

”Isolated Man” er en typisk Black Sabbath-sang om fremmedgørelse og selvvalgt ensomhed, en slags lillebror til ”Loner” fra ”13”. ”Cry All Night” virker dybere og indkredser lidelsen ved livet og kærligheden. ”The path of life leads to the grave.” Her giver døden livet en krammer.

13 er et symbolsk tal. På Copenhell kunne man se Geezer Butler spille på en bas, der var dekoreret med 13-tallet. Bl.a. døden forbindes med 13, og Black Sabbaths optagethed af døden stikker sit fjæs frem på ”Take Me Home”, der indledes med ordene: ”Take these bones / My spirit doesn’t need them any longer …”

Åbningsnummeret ”Season Of The Dead” er ingen ny ”War Pigs” (1970) – sådan kvalitetsmæssigt. Men det er samme tema, der spøger. Den meningsløse krig, som magthaverne kommanderer ubefæstede sjæle ud i. Geezer Butlers tekst hentyder til ”Johannes’ Åbenbaring”, når Ozzy messer: ”Mystic forces on pale horses ride / Bearing hunger, plague and genocide / Senators of state with their prophets of hate …” Der er okkulte, dæmoniske kræfter på spil i det store krigsspil.

Der er flere ting, der forbinder ”The End” med Black Sabbaths begyndelse. Cirklen sluttes således på skæringen ”Cry All Night”. Nummeret rundes nemlig af med en sampling af tordenbraget og regnskyllet, der indledte det, der stadig her 46 år senere er et af heavy rockens mest dystre numre: ”Black Sabbath”.

Og så er vi ved essensen af Black Sabbath. For hvad er det, de kan? De kan være det heavieste band på kloden. Fair nok, der er bands, som spiller vildere og mere aggressivt. Men der er ingen, der spiller H-E-A-V-I-E-R!

Black Sabbath er så HEAVY uden at bruge billige tricks som blastbeats eller growl. De spiller dommedagsdyster, mørk og forvrænget heavy rock. Som er pisseiørefaldende – uden at være poppet. Det er en slags ekstremt metal med bred lytterappel. Hvor mange bands har vi af den støbning? Jeg tror, Rifferama-læseren kender svaret.

Selvom de fire nye numre på ”The End” holder sig inden for rammerne af det tonesprog, som Black Sabbath byggede op i løbet af deres første seks albums (1970-1975), så lyder de vedkommende og tidssvarende.

”The End” er ikke gammelmands-rock. Unge mennesker kan også spejle sig i disse sange – det er trods alt de unge, som magthaverne sender i krig.

”The End” er ikke bare foder til endnu et nostalgi-trip. Jeg vil personligt gide høre cd’en igen om 10-20 år. I modsætning til ”Psycho Man” og ”Selling My Soul”, de to studienumre på ”Reunion” (1998), som jeg kun har genhørt af pligt, siden jeg anmeldte albummet ved udgivelsen.

Nej, ”The End” er intet mesterværk. Men den er markant bedre end det, som Black Sabbath præsterede i deres reunion-dage i slut-90’erne.

Det eneste, jeg savner, er den originale trommeslager Bill Ward. Alt godt om Ward-epigonerne Brad Wilk (som kan høres på studie-indspilningerne) og Tommy Clufetos (som kan høres på live-indspilningerne), men rigtig protometal-jazzet bliver det aldrig.

Ozzy snakke-synger på ”The End”. Han kvæder ikke manisk som på ”Sabbath Bloody Sabbath” (1973), men han messer alligevel så tilpas utilpasset, at det lyder troværdigt.

Der er ikke brugt mange kræfter på at få Ozzy til at lyde som Pavarotti på de fire live-tracks, som ”The End” inkluderer som en slags bonus: ”God Is Dead?”, ”Under The Sun”, ”End Of The Beginning” og ”Age Of Reason”. Det her er den ægte vare, lyden af et band, som står på gravens rand.

Black Sabbath har aldrig været et sprælsk band. Man har altid kunnet fornemme dødens kulde i deres knogler.

Uanset hvad skumlere og kynikere måtte mene, så slutter Black Sabbath, mens legen er god. Godt nok er de alderstegne herrer mærket af sygdom og et rockstjerne-liv med store mængder af sprut og stoffer. Men her i deres afskedsstund har de stadig vitaliteten i behold. Den vitalitet, der skal til for at spille Dødens metal.  <13>

Fra venstre: Geezer Butler, Ozzy Osbourne, Tony Iommi.

[Her genoptrykker jeg lige mit Rifferama-indtryk af Black Sabbaths koncert på Copenhell, lørdag den 25. juni.]

SNART STÅR TRONEN TOM

Shit! Jeg er smadret. Fysisk og følelsesmæssigt læderet. Tre fantastiske dage på Copenhell blev afrundet med Black Sabbath.

Black Sabbath har været de største i min musikverden siden 1978. Og nu er det altså slut. Koncerten blev det danske farvel til disse metalgiganter.

Og så sidder jeg her dagen efter med en sær fornemmelse.

Black Sabbath åbnede med en dunderdyster version af ”Black Sabbath”, og allerede fra de første toner, gjorde Iommi & Co. alle konkurrenterne til skamme. Der er ingen over eller ved siden af Black Sabbath, når de har en god aften. Og det havde de på Copenhell.

Koncerten var så overlegen, at det føltes som om, at det ikke var Black Sabbath, men alle de andre bands, der blev begravet i løbet af den halvanden time, Ozzy, Geezer, Iommi og session-trommeslageren Clufetos spillede ”Fairies Wear Boots”, ”After Forever”, ”Into The Void”, ”Snowblind”, ”War Pigs”, ”Behind The Wall Of Sleep”, ”N.I.B.”, ”Rat Salad”, ”Iron Man”, ”Dirty Women”, ”Children Of The Grave” og ekstranummeret ”Paranoid”.

Læg mærke til symbolikken: 13 sange. Det trettende bogstav i alfabetet er M. M for Mortis. Døden.

Snart stiger Black Sabbath af tronen endegyldigt. Ingen andre kommer nogensinde til at placere sig i det højsæde. Sede vacante.  <13>

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

(Ok)kult-klassiker fra Black Sabbath

"Headless Cross": Bedre end visse af de albums, Black Sabbath indspillede med Ozzy og Dio ...

Okkult. Mysterium. Det er ord, der er populære i heavy metal-kulturen. Ordene betyder noget i retning af ”skjult” og ”hemmelighed”, og heavy rockens historien er selv stablet op på et fundament af skjulte og hemmelige værker – altså sange og albums, som er fælt miskendte, og som derfor kun dyrkes af et fåtal. Mine pladereoler er proppet med den slags cd’er og lp’er. Og af og til gør jeg mig personligt skyldig i ikke at værdsætte et værk.

Et af dem er Black Sabbaths ”Headless Cross” fra 1989. Jeg købte det ikke, da det udkom (det var noget af en ulvetid for traditionelt metal, for dengang skulle alt helst være svøbt ind i bandanaer, og guitaristerne konkurrerede om at lyde, som om de spillede på deres instrumenter med elektriske tandbørster). Senere købte jeg Classic Rocks billige cd-udgave af ”Headless Cross”, hørte den et par gange, satte mentalt flueben ved den: done.

Nuvel, til det seneste nummer af Metalized interviewede jeg svenske Below. Nyt, lovende band, produceret af King Diamonds Andy LaRocque. Below spiller episk doom metal, og i interviewet nævnte de Black Sabbaths ”Headless Cross” som et af deres musikalske pejlemærker. Jeg har bemærket, at der er opstået en kult omkring ”Headless Cross”: flere og flere fans og musikere refererer til dette Black Sabbath-album som en kunstnerisk monolit, så jeg måtte jo have lasernålen i 1989-albummet. Wauw!

Black Sabbath i 1989. Fra venstre: Tony Iommi, Cozy
Powell, Tony Martin og Neil Murray. Sidstnævnte
medvirker ikke på albummet, men var med på
"Headless Cross"-turnéen.

Det er et af de bedste albums, som Black Sabbath har udgivet uden Ozzy og Dio, skriver Classic Rocks Jerry Ewing i covernoterne på min discount-cd-udgave. Og han tilføjer, at den skam også er bedre end visse af de plader, som Sabbath faktisk indspillede med Ozzy og Dio. Den pointe er værd at tygge på.

”Headless Cross” udmærker sig ikke kun ved Tony Iommis dommedagstunge riffs. Sangene er generelt velskrevne, med episke melodilinjer, sunget af heavy rockens vel nok mest oversete forsanger, Tony Martin. Martin har måske ikke Dios aggressive power, men han leverer al den vokale dramatik, som vi heavy rockere kan ønske os. På ”Headless Cross” er der virkelig Sturm und Drang over vokalarbejdet. Fra start til slut.

Og så er der jo trommespillet. Det leveres af ingen ringere end Cozy Powell, en af den hårde rocks tungeste janitsharer. Med en historie som rytmisk rygrad hos navne som The Jeff Beck Group, Bedlam, Rainbow, Michael Schenker Group og Whitesnake havde Cozy Powell et velfortjent ry som Stjernen på Trommepodiet – altså indtil hans fandenivoldske livsstil fik ham til at crashe i sin Saab 9000 turbo. R.I.P. Cozy Powell 1947-1998.

Det er interessant at gense videoen til titelnummeret, som pladeselskabet I.R.S. udsendte ved udgivelsen af ”Headless Cross”. Jeg husker, at jeg så den på MTV (formentlig Headbanger’s Ball). Jeg syntes godt om musikken, men jeg krummede vist tæer i cowboystøvlerne over alle de ”satanistiske” klichéer i videoen: keltiske kors, gotisk arkitektur, kutteklædte mørkemænd, fakkeltog i natten, kranier på stager etc. Siden hen har vi jo set det, der er værre. Og Tony Iommi må tage sin del af æren (eller skylden?) for metalgenrens forkærlighed for kitschet okkultisme. Anyway, nyd synet og lyden af dette (kult)klassiske moment i Black Sabbaths historie her. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

En sabbat i totalt tonalt sort

Black Sabbath spiller i Forum, København, tirsdag den 26. november. Samme dag udsendes albummet ”Live … Gathered In Their Masses”. I den anledning zoomer Rifferama ind på Black Sabbaths bagkatalog.

Diskografi: Peter Béliath (Publiceret i Zoo Magazine nr. 12, februar/marts 1998. Redigeret og àjourført november 2013)

Black Sabbath var alt andet end blomsterbørn i starten af 1970'erne. (Foto neglet fra Wikipedia)

De er blevet kaldt verdens første heavy metal-band og doom metal-genrens gudfædre. Og selvom AC/DC og Metallica har opnået større salgstal, har intet hårdrock-band nogensinde overgået Black Sabbath, hvad angår stilskabelse. Black Sabbaths indflydelse på den hårde rock har været monumental.

Nedenstående diskografi gennemgår de albums, som det originale Black Sabbath har udgivet. Altså: Ozzy Osbourne (vokal), Tony Iommi (guitar), Geezer Butler (bas) og Will Ward (trommer).

”BLACK SABBATH”

(Vertigo, 1970)

******

Lp’en, der definerede heavy metal. Alt, lige fra det sygeligt dystre omslag til den tunge, metalliske bluesrock i rillerne, fremmaner en fortættet stemning af død og undergang. Sange som ”Behind The Wall Of Sleep”, ”N.I.B.” og ikke mindst det hjertekrympende møde med djævlen i ”Black Sabbath” er selve essensen af sortsyn og dundrende rockdæmoni.

”PARANOID”

(Vertigo, 1970)

******

Om muligt endnu sortere end debuten. Uhyggen indvarsles allerede med luftværnssirene-introen til ”War Pigs”. Det op-speedede titelnummer blev ikke alene Sabbaths eneste singlehit, det var også forløber for speed og thrash metal. ”Iron Man” er bygget op omkring det ultimative heavy metal-riff, og titler som ”Hand Of Doom” og ”Electric Funeral” siger alt om bandets undergangsbevidsthed anno 1970. Lp’en skulle i øvrigt have heddet ”War Pigs”, men pladeselskabet mente, at den titel kunne virke anstødelig i USA, hvor man havde traumer over Vietnamkrigen. Titlen blev ændret i sidste øjeblik, og derfor prydes omslaget af den sværdsvingende sci-fi-kriger, der intet har med paranoia at gøre.

”MASTER OF REALITY”

(Vertigo, 1971)

******

Åbningsnummeret ”Sweet Leaf” er en hyldest til marihuana, og selvom pladens atmosfære er tyk af hashtåger, er den mere op-tempo og rock’n’rollet end forgængerne. ”Master Of Reality” er lp’en, som næsten alle stenerrock-bands (C.O.C., Kyuss, Monster Magnet etc.) nævner som favoritalbum, og Masters Of Reality tog ligefrem navn efter den! Skæringerne ”Children Of The Grave” og ”Into The Void” er selvskrevne til det gendannede Black Sabbaths sætliste. ”After Forever” er det ultimative white metal-nummer: ultradystert, men én lang apologi for Kristus!

”VOL. 4”

(Vertigo, 1972)

******

Mere depressiv rock’n’roll fra tungsindsrockens konger. Tekstmæssigt har Black Sabbath forladt det okkulte trip. Gruppen tager temperaturen på det moderne samfund og konstaterer, at det er dødssygt. Single-udspillet ”Tomorrow’s Dream” er en klassiker, det samme er ”Wheels Of Confusion”, ”Snowblind” og mellotron-balladen ”Changes”.

”SABBATH BLOODY SABBATH”

(Vertigo, 1973)

******

Black Sabbaths kokainmisbrug har taget overhånd, og det har gjort musikken indadvendt, grænsende til det psykotiske. Dæmonien er vendt tilbage, ikke mindst på coveret, der er dekoreret med S-runer, Dyrets tal (666) og et mindre kobbel djævle. Titelnummeret, der er nihilistisk ind til det selvmorderiske, trækkes frem af et af heavy rockens sejeste riffs, og selvom Sabbath på dette tidspunkt er ved at gå i opløsning, har de alligevel hul igennem til nogle kreative kræfter, der gør ”Sabbath Bloody Sabbath” til gruppens mest eksperimenterende og afvekslende værk, komplet med synthesizere, akustiske guitarer og strygere.

”SABOTAGE”

(Vertigo, 1975)

******

En plade, der balancerer på kanten af skingrende vanvid. Ozzys vokal nærmer sig det hysteriske på sange med sigende titler som ”Megalomania” og ”Am I Going Insane (Radio)”. I ”The Thrill Of It All” spørger han: ”Mr. Jesus, won’t you tell me if you can, when you see this world we live in do you still believe in man?” ”Sabotage” er Sabbaths mest udknaldede og mentalt ustabile plade, og det er også her, man finder ”Hole In The Sky” og ”Symptom Of The Universe” – sidstnævnte var inspiration for den første thrash metal-bølge.

”WE SOLD OUR SOUL FOR ROCK ’N’ ROLL”

(NEMS, 1975)

******

Dobbelt opsamlings-lp med klædelig faustisk titel og lynende S-runer på det dystre gatefold-cover. Når man åbner coveret, møder ens øjne en vampet kvinde, der ligger i en kiste. Tracklisten er pakket med klassikere fra de seks første albums, om end ”Sabbath Bloody Sabbath” og ”Sabotage” er underrepræsenteret.

”TECHNICAL ECSTASY”

(Vertigo, 1976)

******

Trætheden har meldt sig. Stereotype sangtitler som ”Back Street Kids”, ”Rock ’N’ Roll Doctor” og ”Dirty Women” taler deres eget sprog. End ikke balladen ”She’s Gone” kan redde albummets ære. Black Sabbath er degenereret til et helt almindeligt rock og rul-band, der opfylder pladekontraktens krav om ét album pr. år.

”GREATEST HITS”

(NEMS, 1977)

******

Rent optrækkeri fra pladeselskabets side, idet albummet bare består af halvdelen af numrene fra ”We Sold Our Soul For Rock ’N’ Roll”. Pladen indeholder ikke en eneste skæring fra ”Sabotage” – helt gak! Men coveret er suverænt. Det forestiller et udsnit af Bruegels dommedagsvisioner fra maleriet ”Dødens Triumf” (ca. 1562). Her er der virkelig overensstemmelse mellem Black Sabbaths musikalske dysterhed og det visuelle mareridt.

”NEVER SAY DIE!”

(Vertigo, 1978)

******

Alt er kaos. Ozzy har en kort overgang været erstattet af Savoy Browns Dave Walker, men er vendt tilbage til Sabbath. Albumtitlen er dybt ironisk, og teksterne er mere socialrealistiske end tidligere. Arketypiske heavy metal-numre som ”Never Say Die”, ”Johnny Blade” og ”Junior’s Eyes” er bedre end deres rygte. Men Iommi & Co. er ved at løbe tør for inspiration, og så snart albummet er på gaden, får Ozzy en fyreseddel. Ozzy fortsætter som succesrig soloartist, og Black Sabbath kører videre med Ronnie James Dio og en række andre sangere før den store genforening i 1997.

”LIVE AT LAST”

(NEMS, 1980)

******

Liveplade optaget på ”Vol. 4”-turnéen, indeholdende Sabbath-schlagere som ”Sweet Leaf”, ”War Pigs”, ”Paranoid” og en tidlig udgave af ”Sabbath Bloody Sabbath”-killeren ”Killing Yourself To Live”. Omslaget er rædselsfuldt, og pladen lyder som det, den nærmest også er: en bootleg, udsendt af ex-manager Ratrick Meehan … uden gruppens tilladelse.

”REUNION”

(Sony, 1998)

******

Livealbum opkaldt efter den store genforening i december 1997. Tiljublet af amokfans spiller Ozzy & Co. sig igennem stort set alle klassikerne fra 1970’erne: ”War Pigs”, ”Iron Man”, ”Sweet Leaf”, ”Black Sabbath”, ”Children Of The Grave”, ”Paranoid” osv. De sange er udødelige; end ikke Ozzy kan tage livet af dem med sin falske vokal. I tilgift får vi to nye studie-tracks, ”Psycho Man” og ”Selling My Soul”, der stilmæssigt ligger et sted mellem dystert, hårdtslående 1970’er-Sabbath og Ozzys mere melodiske solomateriale. De to nye numre lover godt, men det studiealbum, som Black Sabbath planlagde at indspille med Ozzy efterfølgende, må skrottes.

”PAST LIVES”

(Sanctuary, 2002)

******

Det livealbum, som alle Black Sabbath-fans havde ventet på: koncertoptagelser af den originale besætning, som den lød i bandets glansperiode i 1970’erne. Halvdelen af pladen er identisk med ”Live At Last”, men remixet og remasteret, så lyden er kraftigt forbedre. Albummet er dobbelt, og på denne version findes ”Hand Of Doom”, ”Iron Man” og mange andre scenefavoritter. Alt sammen leveret med vorter og filipenser. Nul overbuds, bare en sabbat i totalt tonalt sort.

”13”

(Vertigo, 2013)

******

Endelig lykkes det: Ozzy Osbourne, Tony Iommi og Geezer Butler leverer deres første fælles studiealbum siden 1978. Stilen er gennemført 1970’er-agtig, indkapslet perfekt af Rick Rubins oldschool-produktion. Eneste skavank: Bill Ward er ikke med. Trommerne spilles i stedet af Brad Wilk (Rage Against The Machine). \m/