Scorpions har solgt mere end 70 millioner plader, og deres fanskare tæller bl.a. medlemmer fra Metallica, Megadeth og Smashing Pumpkins.
Artikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 33, februar 2008)
 |
| Scorpions anno 1975: på vej mod stjernestatus. |
[Baggrund: Nedenstående er en baggrundsartikel om euro-metallets gudfædre, tyske Scorpions. Artiklen var supplement til et interview om bandets dengang aktuelle album, ”Humanity – Hour I”. Siden da har Scorpions udsendt farvel-albummet ”Sting In The Tail” (2010) og cover-albummet ”Comeblack” (2011). I 2015 tømte Scorpions deres arkiver på ”Return To Forever”.]
Efter have været kunstnerisk impotente siden midt-80’erne, jager Scorpions nu atter brodden i metalscenen. Med konceptpladen ”Humanity – Hour I” er det endelig lykkedes de tyske heavy-veteraner at opdatere deres iørefaldende hårdrock på en så slagkraftig måde, at de bør tilbageerobre æren som et af metalgenrens centrale bands.
Opsigtsvækkende er det, at Billy Corgan fra Smashing Pumpkins medvirker på ”Humanity – Hour I”. Det samme gælder guitaristen John 5 (ex-Marilyn Manson). Men Scorpions nyder respekt i musikerkredse. Og selvom bandets musik ikke er i høj kurs hos det yngre metalpublikum, har deres indflydelse på den hårde rock været betydelig.
Scorpions har ikke kun banet vejen for tyske heavy-bands som Accept og Helloween, de har også været inspirationskilde for både traditionelle og utraditionelle tungrock-navne. Så forskellige kunstnere som prog-metallurgerne Fates Warning, guitar-vidunderet Yngwie Malmsteen, de ny-metalliske oprørere System Of A Down, sleazerockerne L.A. Guns og crossover-humørsprederne S.O.D. har hyldet Scorpions med coverversioner.
 |
Scorpions var allerede i 1970'erne et fantastisk
koncert-band. "Tokyo Tapes" fra 1978 hører blandt
hårdrock-genrens allerbedste live-albums. |
REGNBUEKRIGER
Hannover-gruppens karriere strækker sig over fire årtier. Rytmeguitaristen Rudolf Schenker grundlagde bandet i sin pure ungdom, i 1965. Scorpions gjorde imidlertid ikke meget væsen af sig på de første par albums, om end ”Speedy’s Coming” og titelnummeret fra ”Fly To The Rainbow” (1974) hører blandt Scorpions’ klassikere.
Det var først, da produceren Dieter Dierks kom ind i billedet, at Scorpions fandt formen. Dierks var ingen hr. hvem som helst. Han havde allerede slået sit navn fast som en af hovedkræfterne bag skabelsen af den såkaldte krautrock (han producerede bl.a. Tangerine Dream). Med Dierks som lydarkitekt og mentor styrede Scorpions væk fra den mere progressive og psykedeliske rock, og på ”In Trance” (1975) var der dømt heavy metal af bedste 70’er-format.
I tidlige Dierks-år (1975-1978) var guitaristen Ulrich Roth bandets regnbuekriger. Roth er og bliver en uforbederlig Jimi Hendrix-genganger og stærkstrøms-hippie. Til Scorpions skrev Roth sange med dystre og mytologiske temaer som ”The Sails Of Charon”, ”Hell-Cat”, ”Dark Lady” og ”Polar Nights”. Roth gav Scorpions en kant og en dybde, som de mistede, da han efter udgivelsen af gennembrudsalbummet, den dobbelte live-lp ”Tokyo Tapes” (1978), forlod bandet for at danne Electric Sun.
Roth blev erstattet af Matthias Jabs, som debuterede på ”Lovedrive” (1979). Jabs spiller både aggressivt og melodisk, han er tilmed en fin showmand – men hans spillestil er upersonlig sammenlignet med Roths flamboyante greb om den seksstrengede.
 |
... og det blev ikke sidste gang, at der var bryst-
flæsk på et Scorpions-omslag. |
SEX SÆLGER
Man behøver ikke at have en ph.d. i Sigmund Freuds psykoanalytiske teorier for at se det gennemgående tema på Scorpions’ pladecovers fra 70’erne og 80’erne. En babs her, og en hundesnude der. Mest kontroversielt er naturligvis det pædofile omslagsfoto på ”Virgin Killer” (1976). Det og flere andre Scorpions-covers er igennem tiden blevet censureret. Selv Scorpions-medlemmerne var chokerede over ”Virgin Killer”-omslaget i sin tid, men det var en del af pladeselskabet RCA’s strategi: dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Og intet sælger bedre end sex – et emne, som Rudolf Schenker & Co. for resten var ganske optaget af.
Allerede i Roth-dagene sang det tyske band gerne om den søde kløe, og efter Roths exit kom lovlig mange sange til at handle om rocklivsstilen og den dertil hørende lagengymnastik. Bandet ville vise, hvorfor skorpioner har en brod, som Klaus Meine sang på ”Lovedrive”. Og skulle der være lyttere, som ikke helt fattede billedsproget, blev budskabet skåret ud i pap med titler som ”Another Piece Of Meat”.
Men Scorpions havde naturligvis også deres mere alvorlige øjeblikke, hvor der blev taget stilling til verdens tilstand. Som f.eks. på ”China White” fra 1982 – en sang, der med dens humanisme og antikrigs-ånd kan ses som en forløber for det koncept, som ligger bag den nys udsendte ”Humanity – Hour I”.
THRASH-PIONERER
Scorpions er tungrockens svar på The Beatles. Det er de færreste heavy-musikere, der kan overgå Rudolf Schenker og Klaus Meine i at skrive sange med refræner, som trykker trommehinderne med vellyd og kraftfulde harmonier. Det er ”Make It Real” (1981) og ”No One Like You” (1982) pragteksempler på. Men tyskerne er ikke mindst kendte for fuldtræfferen ”Rock You Like A Hurricane” (1984), som figurerer på VH1’s liste over de 40 bedste metalsange.
Scorpions er aldrig gået af vejen for at bruge klichéer i deres sangskrivning. Scorpions er ikke de store stilskabere. Og dog. For ”He’s A Woman – She’s A Man” (1977) er bygget op omkring et riff, der på en måde forudgriber thrash metal-stilen. Meget sigende er James Hetfield (Metallica) og Dave Mustaine (Megadeth) fans af Scorpions.
Men desuden har Scorpions alle dage haft en skræmmende evne til at skrive gåsehudsfremkaldende ballader. Man må nok give det tyske band en stor del af skylden for power-balladens store popularitet i 80’erne.
På de tidlige plader leverede gruppen velkomponerede ballader som ”In Trance” og ”Always Somewhere”. I 80’erne fik Scorpions masserne til at hæve de tændte cigaretlightere til ”Lady Starlight”, ”When The Smoke Is Going Down”, ”Still Loving You” m.fl. Helt amok gik det i 1991, hvor Klaus Meine fløjtede sig ind i hjerterne på alverdens husmødre med ”Wind Of Change”. Desværre fik ikke mindst denne schlager mange heavy-fans til at anse Scorpions for at være plattenslagere. Og det ry hænger ved. For der fnises stadig i krogene på Scorpions’ bekostning.
 |
Scorpions udsendte et af årets væsentligste
metal-albums i 1982. |
KONSUM-MUSIK
Hvad gik galt? Hvor mistede skorpionerne deres brod? Lad os rejse tilbage til 1982, hvor Scorpions udsendte ”Blackout”.
”Blackout” er en dynamisk og voldsomt iørefaldende plade, hvor porsche-tyskerne stabler ni klassiske skæringer oven på hinanden i en super Dierks-produktion med masser af spark og bund kombineret med en krystalklar detaljerigdom. ”Blackout” står sig i dag ligeså godt som Iron Maidens ”The Number Of The Beast” og Judas Priests ”Screaming For Vengeance”, to andre markante metalplader fra 1982. ”Blackout” stormede ind på en den amerikanske Billboard-hitlistes tiendeplads, og Schenker & Co. kunne hænge hver sin platinplade på væggen.
Men mere vil have mere. Og især Dieter Dierks var ambitiøs på gruppens vegne. Medlemmer skulle skiftes ud (det blev nu ikke til noget), og lyden skulle digitaliseres og højglanspoleres. Kort sagt: Scorpions skulle følge med tidsånden. Dermed blev Scorpions’ musik mere strømlinet end strømførende. Gruppen blev leverandører af konsum-musik til MTV-generationen. Og med ”Wind Of Change” fløjtede Meine Scorpions ud af heavy-historien.
De senere års forsøg på at opdatere Scorpions’ lyd og gøre gruppen til seriøse tonekunstnere med en politisk bevidsthed har ikke virket. I hvert fald ikke før udgivelsen af ”Humanity – Hour I”. \m/
 |
Scorpions anno 2007: Endelig lykkedes det tyskerne at opdatere deres hårdrock på en
slagkraftig måde. |
