Doom-dommens troldmand

Søndagens koncert på Loppen demonstrerede, at der ikke er nogen over eller ved siden af Yob.

Troldmanden Mike Scheidt 
(Foto: Peter Béliath)

Man ved, at man er kommet det rigtige sted hen, når man kan drikke afkølet Erdinger Weissbier, mens man lytter til ”Lions, Christians” (Bangs stenerrock-kultklassiker fra 1972).

Loppen på Christiania er måske ikke ligefrem noget rocktempel, men denne sene søndag aften blev spillestedet forvandlet til en synagoge for heavyånden. 

Der blev spillet metalrock med sjæl fra start til slut. Intet var overladt til tilfældighederne, og da slet ikke udvælgelsen af musikken, der blev spillet før og mellem Konghs, Dark Castles og Yobs optrædener: Black Sabbaths ”Hand Of Doom”, Diamond Heads ”Am I Evil”, Mercyful Fates ”Evil” og i den dur.

Aftenens første band, den svenske trio Kongh, spillede da også doomy, stenet rock af den gamle skole, om end vokalen afslørede, at svenskerne også har rødder i ekstremmetal. Ikke mindst i løbet af de to sidste numre begyndte Konghs overdrevent tunge musik at lette.

Floridas Dark Castle lavede et hårrejsende spektakel, selvom gruppen kun er en duo. I front stod Stevie Floyd, en ung kvinde med langt, filtret hår, lædervest, nittearmbånd og tatoveringer helt ud til fingerspidserne. Floyd sang som en rivkat og gav mig mistanke om, at hun var det uægte barn af Patti Smith.
 
Floyd (guitar, vokal) og Rob Shaffer (trommer) leverede et totalangreb på trommehinderne, der var ligeså meget avantgarde-rock som dommedagstungt ekstremmetal. Dark Castle blev elsket af publikum, der faktisk var mødt talstærkt op, taget i betragtning at trippelkoncerten udviklede sig til et tabernakel for natteravne.

Der blev for alvor trængsel ved scenekanten, da Yob over midnat satte stikkene i guitarerne. Allerede få takter inde i ”Prepare The Ground” blev det klart, hvorfor Yob var hovednavnet.

Yobs koncert var et trip ind i et transcendent lydkosmos. Syrede ud-space-ninger og galaktisk hammertorden drønede ud af højttalerne. Komposition efter komposition var som et ekko af en vulkansk rumlen fra universets urtidsmorgen. Hele lokalet var ladet med elektricitet.

Seancen blev ledet af Mike Scheidt, en trivelig fyr med mørk manke og sygekassebriller. Denne nat var Scheidt doom-dommens troldmand, og hans Rob Halford-agtige vokal gjaldede som tryllesange ud over det henførte publikum.

Der er ingen over eller ved siden af Yob.

Kongh, Dark Castle og Yob spillede på Loppen, København søndag den 18. september. I aften, torsdag den 22., optræder grupperne på Musikcaféen i Århus.

Det almægtige riff

Yob bringer deres bevidsthedsudvidende doom metal med til Danmark i september.

Drønende og drømmende metalrock.

”Atma” er et af de mest opsigtsvækkende albums, som er udkommet i dette efterår. ”Atma” er amerikanske Yobs sjette studiealbum – og hvilket album! Det er hypnotisk og mantra-agtig metalrock, når den er mest slagkraftig.

Yob kommer fra Eugene i Oregon, USA, og deres musik er på én gang poetisk og kranieknusende tung. Skulle nogen være i tvivl, spiller Yob doom metal med stort D.

Men Yobs musik er i allerhøjeste grad eklektisk. Yob henter inspiration fra klassisk 1970’er-heavy (Black Sabbath, Led Zeppelin, Deep Purple), fra traditionelt doom metal (Saint Vitus, The Obsessed, Trouble) og fra mere alternative former for hård rock (Soundgarden, Neurosis). Men Yobs monumentale metal rummer også elementer fra punk, dødsmetal og black metal. Plus en ordentlig dosis psykedisk rock (Pink Floyd, Hawkwind).

Det mest fantastiske ved Yob er dog ikke den drønende og drømmende musik, men sangeren Mike Scheidts vilde vokal, der lyder som Rob Halford (Judas Priest) på LSD – altså når Oregon-bandet da ikke benytter sig af mere growl-agtige fraseringer.

DØMT TIL UNDERGRUNDEN

Atma er et begreb, der er hentet fra buddhismen. Det hører med til Yob-historien, at Mike Scheidt i tre år gik i et tibetansk kloster i Oregon, hvor han deltog i munkenes strubesang. Og de åndelige erfaringer har han taget med over i Yob, fortalte han i Metal Hammer nr. 221 (sommeren 2011).

”Atma” er da også doom metal med en meget vid horisont. Det er fristende at kalde Yobs musik for bevidsthedsudvidende doom metal. Men hvad er det, der er så fedt ved doom metal? Mike Scheidt har givet svaret til Tartarean Desire Webzine:

”Doom har mange stærke sider. Det almægtige riff, pulsen og renheden i musikken, sangenes tyngde og bredde. Der er en etik i doom, der minder mig om punkscenen i 1980’erne. Folk, der spiller doom, er meget stålsatte. Der er ingen trends i doom, så vidt jeg kan se.”

Scheidt understreger, at doom-scenen vil stagnere, hvis grupperne bare gentager genreforfædrenes stiltræk. Der kræves afveksling og alsidighed, hvis doom metal skal holdes i live. Man skal som bekendt forandre for at bevare.

”For nogle mennesker er det en svaghed ved doom, at genren er bestemt til at forblive i undergrunden på grund af de mere ekstreme elementer. Jeg vil påstå, at doom er musik for de få udvalgte, som forstår det. Det er ikke musik, der bliver serveret på en sølvtallerken. Lytteren bliver nødt til at vokse ind i doom metal, og det tager tid. Det tog sin tid for mig at forstå al min egen favoritmusik. Og Yob vil altid holde balancen mellem iørefaldende materiale og sange, der forsøger at udvide vores egne grænser, samtidig med at vi udfordrer lytterne.”

Yob kan opleves på Loppen i København søndag den 18. september og på Musikcaféen i Århus torsdag den 22. september. Med på turnéen er to andre doomy bands, nemlig Dark Castle (USA) og Kongh (Sverige).

Yobs officielle hjemmeside

Yob på MySpace

Yob på Encyclopaedia Metallum

ACHTUNG! Fik du læst de seneste Rifferama-artikler:

”Artilleriet køres atter i stilling” om Artillery

”Jeg rummer alverdens kærlighed og alverdens had i min person” om Morbid Angel

”Midnats-torteret hår” om Bang Gang