Greven er her!

Count Grishnackh aka Varg Vikernes aka Louis Cachet.

Min personlige beretning om dengang, norsk black metal lavede ravage i den hårde rock.

Greven är här! Ordene stod skrevet med tusch på et stykke pap, som var stukket ned i rækken af cd’er under B. B for Burzum. Pladebutikken var Skivhugget på Masthuggstorget i Göteborg. 

Denne forårsdag i 1993 var Burzum dét, alle talte om. Nogle dramatiske begivenheder havde bragt den norske black metal-scene i mediernes søgelys. Mange ønskede at høre, hvordan den sorte Greve af det hvide Norge lød på plade. 

Dér i Skivhugget stod den så, den nye Burzum-cd: ”Aske”. En ep med tre numre – og med skelettet af en udbrændt kirke på omslaget. ”Aske” var i mere end én forstand Grevens værk, forstod man.

Ved dens side stod Burzums debutalbum fra året før. Den havde Jannicke Wiese-Hansens forblæste ødemark på forsiden. Jeg samlede cd’en op og vendte den. På bagsiden var der et sort/hvidt skud af Count Grishnackh himself i kappe og corpsepaint og med noget, der lignede et sårmærke på den ene af de korslagte arme. 

På det tidspunkt var min glam-identitet nogenlunde intakt: cowboystøvler, bandana og eyeliner. Og nu holdt jeg dette monstrum i mine hænder, frastødt – og fascineret. Der stod en adresse på cd’en under pladeselskabets navn, som var trykt med rustikke, gotiske bogstaver: DEATHLIKE SILENCE PROD. Jeg griflede adressen ned for at tigge mig til et anmeldereksemplar af Burzums cd.

Jeg var nemlig ansvarshavende redaktør af Jam Magazine – et gratis musikblad, som udkom i 20.000 eksemplarer. I Jam Magazine havde jeg tilmed en hårdrock-klumme, der hed Rifferama.

Deathlike Silence var ejet af selveste Euronymous, og nogle uger senere sendte han mig en foret kuvert med cd’er. Selvfølgelig var Burzum blandt dem. Burzum var verdens ondeste band!

At dømme ud fra anmeldelsen i Jam Magazine #44 (juni 1993) var Euronymous’ promopakke hård kost for en mand, som grunge-moden havde tvunget på glam- og sleaze-afvænning. Min tilvænning til den musikalske brutalisme fra Norge skulle vise sig at tage nogle måneder …

Jam Magazine #46 (oktober 1993). Citatet er stjålet fra Kerrang!

JEG VAR 30 ÅR og boede i Odense den dag, jeg samlede Burzum-cd’en op i Skivhugget. Jeg har altid godt kunnet li’, når rocken er farlig. Desuden var jeg meget optaget af myter og alt nordisk, og det var interessant at studere alle de mytologiske lag i black metal-genren. Jeg måtte vide mere, jeg måtte dybere ned i genren.

I sensommeren 1993 sad jeg på Jam Magazines redaktion og ringede til en distributør, som havde omdannet sit parcelhus til lager for dødsmetal-cd’er. Han himlede op om, at Darkthrone havde ødelagt deres karriere med deres nye skive, ”Under A Funeral Moon”. Om jeg da ikke havde hørt det lort? Nej, det havde jeg ikke. Og så gav han en nøje beskrivelse af produktionen, som – forstod jeg – fik musikken til at lyde som noget, der blev afspillet på en transistorradio placeret under et tykt gulvtæppe. 

Den plade måtte jeg bare høre. Men ”Under A Funeral Moon” var umulig at støve op i Odense. I stedet fandt jeg i brugtpladebutikken Moby Disc et eksemplar af ”A Blaze In The Northern Sky”. Og det blev dét album, som åbnede mine sanser for norsk black metals kvaliteter.

Jam Magazine #50 (juni 1994).

1990’ERNE VAR ET disruption-årti. Den 10. september 1991 begyndte de store omvæltninger. Hverken før eller siden har den hårde rock oplevet så store forandringer på så kort tid. Næsten alt blev rykket op med rode og vendt på hovedet. Det, der var smart og sejt den ene dag, var røvballe-rock den næste dag. Nirvana var den musikalske ækvivalent til meteoren, der slog dinosaurerne ihjel.

Alt stod i forandringens tegn. 

Nu var læder yt, de traditionelle battle veste blev stuvet dybt ind i skunken, og på gader og stræder bevægede metalfans sig rundt i noget, som kaldtes street wear, men som i mine øjne lignede kitler. No way, tænkte jeg, I får mig ikke til at gå rundt og ligne en bonderøv. Læderet blev siddende på min ryg.

De eneste fødder, hvor jeg kunne øjne cowboystøvler eller biker boots, var dem, der sad for enden af Darkthrones eller Emperors ben. Og hvor åndssvagt det end må lyde, så var black metal-folkets look med til at forsone mig med genren. 

Jeg droppede hverken eyeliner eller bandana. Men det blev kombineret med Burzum-trøje, lædervest og -bukser. Og min begejstring for nordisk kultur satte prikken over i’et: Jeg lod mig behænge med vikinge-kopismykker i et omfang, der ville have været et juletræ værdigt.

Det resulterede i, at folk – selv nære venner – havde svært ved at skelne mediet fra budskabet. 

Jeg husker en togtur op gennem Jylland i midten af 1990’erne. Jeg sad i en af de der store, åbne kupéer og læste Nietzsches ”Afgudernes ragnarok” med Burzums logo på brystet og en Midgårdsorm-ring snoet rundt om armen. På sædet skråt overfor mig sad mor og datter. De talte norsk, og efter at have taget mig i øjesyn, trak moren skyndsomst datteren med ind i næste kupé. 

Det var også i den periode, at jeg i Århus interviewede Seigmen. Seigmen er et band fra Tønsberg. De ramte mig i solar plexus med en atmosfærisk musik, som havde elementer af goth og nyrock, og såmænd også et anstrøg af metal over sig. Vi sad rundt om bordet backstage, og alt var fryd og gammen – indtil jeg fortalte, at jeg satte ligeså stor pris på Seigmen, som jeg gjorde på black metal. Og at jeg havde både Seigmen og Emperor på min playlist i Jam Magazine. Seigmen-medlemmerne kiggede på mig, som Van Helsing ville have kigget på en vis transsylvansk greve. 

Det var bare én af et utal af lejligheder, hvor jeg måtte forklare, at det var black metals æstetik, jeg var fascineret af. Djævledyrkelsen og de ekstreme politiske rablerier sympatiserede jeg ikke med. 

De ægte racister kunne dog godt genkende mit indre bløddyr. Og da jeg i min Valravn-klumme i NRG nr. 5 (1997) lod kritikken hagle ned over Varg Vikernes’ bog ”Vargsmaal”, fordi den indeholdt det, jeg kaldte ”hjernedøde raceteorier”, fik jeg post. Bl.a. et hadebrev, anonymt selvfølgelig og behørigt udstyret med de af højreekstremister så tiljublede 14 words. Brevskriveren miskrediterede min anmeldelse, fordi jeg var venstreorienteret – hvad jeg jo sådan set også var. Jeg stemte SF.

Jam Magazine #54 (februar 1995).

EKSTREMISMEN BLEV jeg hurtigt træt af. Og det skete, at jeg censurerede mine musikalske helte, fordi deres udtalelser stod i vejen for den modkulturelle historie, jeg ønskede at fortælle. Jeg skrev fx en artikel om Burzum til Jam Magazine i 1996. Den hed ”Grevens fejde” og var sammenstykket af interviews fra forskellige medier. Også nogle af de mere – ahem – esoteriske, såsom Kadmons Aorta-traktak nr. 20 om Oskorei. Et af Aorta-citaterne klippede jeg midt over, så det ikke fremgik, at Grishnackh kaldte sig selv fascist.

Samme politiske remse fik jeg af en navnkundig trommeslager. Jeg interviewede ham backstage efter en koncert. Mens jeg quizzede ham, sad han og rensede negle med en stor jagtdolk med blodskær. Uden tvivl til ære for mig, pressen. Nogle af de ting, han sagde, var fornuftige nok. Men så kom vi til politik. ”Jeg er fascist!” Saks. Om narkomaner sagde han: ”De sku’ fanme skydes!” Saks. 

I Ålborg fik jeg engang lejlighed til at interviewe et svensk band, som havde nære relationer til den norske black metal-scene. Det blev en helt lille rundbordssamtale. Inde på midten af bordet lå to-tre klassiske grimoirer, altså lærebøger i magi. Det så ellers seriøst ud. ”Det er bare som underholdning,” forsikrede sangeren. Jeg spurgte så ind til gruppens tro på Satan og helvede. Om ikke de mente, at helvede var et pinefuldt sted at være? ”Jo,” svarede bassisten, ”men der skal jo også være nogen til at pine de andre.” Det kunne jeg simpelthen ikke tage alvorligt, så jeg klippede det ud af den færdige artikel. 

Men … jeg fik noget positivt ud af denne annammelse af ondskaben. Jeg kom til at se menneskeheden gennem black metal-kunstnernes maske. Og jeg så den forlorne, den forløjede, farisæiske godhedskult, som florerer alle steder i vores moderne civilisation – ikke mindst i den politiske korrekthed. Vi er altid de gode, og de andre er altid de onde. Men i black metal oplevede jeg nogle unge mennesker, som var ærlige. De sagde: Vi er onde. 

Hånden på hjertet: Hvem kan sige sig fri for at bære det onde rundt i verden?

Jam Magazine #59 (marts 1996). Fra artiklen "Grevens fejde".

BLACK METAL VAR designet til at skræmme uvedkommende væk. Men genren havde tiltrækningskraft på en broget skare af især purunge fyre. Også i Danmark. Der var curlingbørn fra middelklassen, som fik lektiehjælp af moar. Og der var kid fra socialgruppe 5 med overtræk på kontoen for kulturel kapital. 

Især de yngste grupperinger virkede rabiate. De gik rundt i et harnisk af alvor. Det klikkede aldrig med mig og de typer. 

En dag stødte jeg ind i en gruppe sorte alvorsfolk. Det foregik i en lokal pladebutik, og der udbrød straks en heftig ordduel. Deres logik var, at det var TRVE og KVLT, når fx Satyricon integrerede folkemusik i deres metal. Men når Sepultura gjorde noget lignende med etnisk musik fra den brasilianske regnskov, så var det falsk metal. Black metal-kiddene var ligeså dogmatiske som en flok madammer samlet omkring et dialogkaffebord. 

Den slags diskussioner blev selvfølgelig ikke kønnere af, at jeg på det tidspunkt ikke var bange for at sige min mening om andres intelligens. Rigelige doser Nietzsche, Neutzsky-Wulff og Odin-myter gjorde mig ikke ligefrem til verdens mest tolerante menneske. I dag forstår jeg godt, hvis nogle af unggutterne fra miljøet fandt mig arrogant.

Heldigvis var der knap så fundamentalistiske folk i miljøet, som hørte black metal. De fleste af dem var et stykke oppe i tyverne – og nogen af dem havde tilmed humor. En af mine black-venner gav den i rollen som Ironimous og omformulerede en af Mayhem-sangeren Deads sangintroer sådan her: ”When it’s cold and when it’s dark, the old man’s moon will obsess you.” Den gamle mands måne sad på min isse. 

Dette miljø var med til at åbne min musikalske horisont for industrial, dark ambient og folk noir, ligesom det var her, jeg ”genopdagede” The Sisters Of Mercy og Fields Of The Nephilim. 

I det hele taget husker jeg 1990’erne som meget eklektiske. Det ene øjeblik lyttede man til Dead Can Dance, det næste satte man Von på anlægget. 

Denne eventyrlyst var også tilstede i black metals randområder. Thorns, In The Woods …, Ved Buens Ende, Arcturus, Fleurety og The 3rd And The Mortal var bare nogen af de norske bands, som brød med genrekonventionerne i 1990’erne. 

Odins vi i 1990'erne.

ALT SAMMEN VAR det med til at flytte grænser i min bevidsthed, til at åbne porte ind til nye dimensioner i mit liv. Af og til førte det til togter ind i menneskesindet, hvor man bliver konfronteret med arketyper, der ikke passer ind i den moderne civilisation.

Black metal blev aldrig en religion for mig. Men den blev en æstetik, en slags sort romantik. Black metal var lydsporet til nogle af de stærkeste oplevelser i mit liv. Ikke kun foran stereoanlægget og i koncertsalene, men også udendørs, under åben himmel.

Jeg husker nattevandringer i snestorm, den isnende kulde og suset af skønhed. En særlig frostvinter, hvor isen lagde sig som skulpturer i Odense Havn, de tilisede kæder og pullerter og den der følelse, som kun findes i det høje Nord.

Jeg husker hellige øjeblikke i skove, hvor træer hvælvede sig over mig som gotiske spidsbuer. Jeg husker ekskursioner til gravhøje og skibssætninger, de mentale erobringer af det danske landskab og samhørighedsfølelsen med forfædrene, oplevelsen af at være et led i lang, lang slægtskæde, der fører dybt ind i oldtiden …

NRG nr. 1 (juni 1995).

MODVILJEN MOD BLACK METAL blev mindre hen mod midten af 1990’erne. Markedet for den sorte metal blev så stort, at Progress-shoppen i Odense gik helt i sort og skrev i vinduet: ”The time is black!” Så de lokale og regionale disciple kunne valfarte til butikken og købe ”Til Evighet …” af Trelldom – et band, som var særlig attraktivt, for rygtet fortalte, at gruppens bagmand, Gaahl, nærmest var politisk spedalsk. 

Trelldom-musikanten endte dog med at blive taget til nåde af det etablerede, og i 2010 kårede Bergen ham til årets bøsse.

Kristian Vikernes aka Count Grishnackh aka Louis Cachet bliver næppe kåret til årets bøsse eller noget tilsvarende etableret. Han er og bliver en skovgangsmand. Men vargens musik har dannet skole. Den anti-trendy tonekunstner er blevet trendy. Burzum har haft en afgørende indflydelse på black metals senere udvikling. Både i den radikale TRVE-del af sortmetallen, men sandelig også i genrens hipster-segment.

Det er pudsigt, at lige præcis det kunstneriske udtryk, som blev lagt allermest for had i de tidlige 1990’ere, nemlig Burzums primitivistiske lo-fi-excesser, i dag er blevet ophøjet til genreideal og -konvention. Dét havde jeg ikke regnet med, da jeg sad og fjumrede med mit meningsmageri om Burzums musik til Jam Magazine i forsommeren 1993. 

Mine første black metal-anmeldelser i Jam Magazine bar præg af, at jeg drømte om et nyt Guns N’ Roses. De anmeldelser indhentede mig senere. 

Det forholdt sig nemlig sådan, at der i en mental katakombe i det mørke Jylland huserede nogle vældig TRVE ungersvende, der var medlemmer af et black metal-band (som jeg aldrig havde hørt!). Til en koncert på Rytmeposten i Odense trængte en af disse ikke helt nyvaskede typer mig op mod baren og krævede, at jeg betalte aflad for mine bespottelige ord mod den uhellige sortmetal.

Nej, jeg blev aldrig nogen autoritativ stemme i det TRVE black metal-miljø. Jeg var mainstream, basta! Og som sådan blev jeg castet som ”dyrker af alt sort og gotisk” i et nyt farvesprælsk og layout-bombastisk metalmagasin, der så dagens lys i juni 1995. 

Magasinet hed NRG, og i det fik jeg mulighed for at omvurdere min indstilling til Burzums første to plader. For på det tidspunkt var Burzum blevet et hovednavn af årsager, som ikke kun hang sammen med vargens kunstneriske evner. Burzum solgte cd’er i pallevis på internationalt plan, og som den naturligste ting i verden blev enmandsbandets plader genudgivet. Og genanmeldt.

. . .

Læs nedenfor – 

Anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 1, juni 1995)

BURZUM: ”BURZUM” / ”ASKE”

(Misanthropy)

******

Greifi Grishnackh er mest kendt for sin anti-kristelige terrorisme og mordet på Euronymous, men 1000 kr.-spørgsmålet er: Holder hans musik?

De fleste pæne mennesker vil afgjort svare NEJ!, hvis de blev udsat for Grishnackhs debutplade med Burzum, som netop er blevet genudsendt. Grishnackhs growl er frygtindgydende skrig, og den stygge greve spiller alle instrumenter selv, og det gør han så grumt og primitivt, at det ligger lige på grænsen til det komiske.

Burzums debutalbum byder ikke på stor sangskrivning. En ’sang’ som den hurtige ”War” er direkte uhjælpelig, mens andre af numrene, bl.a. ”Ea, Lord Of The Depths”, er melodiske på en underlig kluntet måde. Det er afgjort de langsomme og mere stemningsmalende numre, hvor Grishnackh fremmaner en dyster atmosfære af råkold og skæbnesvanger skandinavisk skønhed, som står sig bedst her tre år efter pladens indspilning.

1993-ep’en ”Aske”, der følger med som bonus på genudgivelsen af ”Burzum”, er derimod noget af det bedste, Grishnackh har udgydt. Måske det bedste. Ep’en rummer de lange ”Stemmen Fra Taarnet” og ”A Lost Forgotten Sad Spirit” samt den sorte instrumentalperle ”Dominus Sathanas”. Det er bedre spillet, bedre produceret, bedre komponeret, og stemningen fra den temmelig originale musik, der ikke minder det fjerneste om traditionel, death metal-baseret black metal, lægger sig som et rugende mørke over lytteren. En klassiker inden for genren. <13>

NRG nr. 5 (1997)

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama