Satanismen er ingen religion

King Diamond mødte Satankirkens grundlægger, Anton Szandor LaVey – og fik hans anerkendelse.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i Wild Magazine nr. 7, sept/okt./nov. 1996)

Satanismen er ingen religion ... men den har dog brug for en bibel.
Foto: Udsnit af artiklens layout i Wild Magazine.

[Baggrund: Nedenstående interview var sidehistorie i en stor temaartikel om ”Rockens djævlepagt”. King-sidehistorien bar overskriften ”Gesandten”, og det var tanken, at interviewet skulle give Kings personlige bud på satanismen. Desværre ville han ikke fortælle om sine ritualer – og lige præcis den benægtelse valgte den emsige redaktionssekretær at klippe ud af den endelige version, da ”den gør vores historie svagere.” Tsk, tsk.

Interviewet er lavet i sensommeren 1996, umiddelbart før udgivelsen af albummet ”The Graveyard” – altså på et tidspunkt, hvor King kørte solokarrieren sideløbende med det gendannede Mercyful Fate, der på interview-tidspunktet var aktuelle med albummet ”Into The Unknown”. På daværende tidspunkt eksisterede Dialogcentret stadig, og Kirsten Andersens bog ”Bøj dig for Satan” var hot stuff. Begge disse er siden da gået i glemme, hvorimod King Diamond hører blandt hovednavnene på årets Copenhell-festival. For som de siger: Diamonds are forever ...]

I begyndelsen af 1980’erne hørte danske Mercyful Fate til blandt pionererne inden for den satanistiske heavy metal-subgenre, black metal. Mercyful Fates sanger, King Diamond – som i dag bor i Dallas, Texas og har haft en givtig international karriere som solokunstner – stod frem i pressen og indrømmede, at han var satanist.

Den satanistiske ideologi parret med Mercyful Fates ekstreme musik, der var domineret af diabolske riffs, halsbrækkende breaks og hidsige temposkift samt en skinger falsetvokal, vakte stor opsigt.

Oven i det hele bød Mercyful Fates koncerter på afbrænding af kors, eksploderende nonner og alskens djævelske ritualer.

Det var sort og okkult og skræmte sjælesørgere fra folkekirken til at gå til medierne med manende advarsler til ungdommen om ikke at lade sig føre i djævlens vold.

Mercyful Fate og King Diamond er stadig godt (eller ondt stof) i kristne smædeskrifter mod satanisk rock. King er sandard-materiale hos Dialogcentret, der med ildhu, men ringe indsigt, kæmper mod satanismen.

King optræder også som djævlens gesandt i Kirsten Andersens ”Bøj dig for Satan” (OP-forlag, 1995) – en særdeles underholdende og ubehjælpsomt skrevet bog, fyldt med faktuelle fejl.

Mercyful Fates splinternye album, ”Into The Unknown” (det tredje album efter gruppens gendannelse i 1993) indledes med en intro, der hedder ”Luficer”.

”Jeg er medlem af LaVeys satanistiske kirke i San Francisco,” bekræfter King Diamond i telefonen fra Dallas. ”Jeg har evigheds-medlemskab.”

”Jeg startede med at have nogle mærkelige oplevelser, som jeg simpelthen ikke kunne forklare. Det var sådan nogle ting, som ellers er umulige. Jeg mener, glas kan jo ikke svæve og flytte sig af sig selv i luften. Den type ting har jeg set en masse af. Det var noget, jeg ikke bare kunne se bort fra, og man søger så en eller anden forklaring.”

”Jeg lånte en masse bøger på biblioteket om det okkulte. De fleste steder var satanismen beskrevet som folk, der slagtede spædbørn og drak deres blod. Men så fandt jeg den engelske version af Anton Szandor LaVeys sataniske bibel og læse den igennem.”

”Satanismen er ikke en religion. Det er noget, jeg vil kalde en livsfilosofi. Når man kom til det spirituelle, så var der intet nævnt i hans bog. Tværtimod stod der, at det var et område, som folk burde opdage selv. Det åndelige er ikke noget, man skal pådutte andre.”

- Hvad er Satan for dig? Gud … en abstrakt kraft eller blot et symbol?

”Det har jeg snakket med LaVey om. Jeg blev inviteret til at besøge ham i 1989. Jeg opholdt mig i kirken i San Francisco en hel nat, og vi havde en lang snak i ritualkammeret. Vi udvekslede meninger. Jeg gav mit bud på, hvad jeg mente, og så tog han sit emblem af jakken og gav mig det som en anerkendelse af, at vi havde den samme mening om tingene.”

”Jeg tror, at der er nogle kræfter, og så kan folk kalde dem, hvad de vil. Det der med en god og en ond kraft kan jeg ikke relatere til. Men jeg tror, at der er nogle kræfter omkring os, som har stor indflydelse på, hvad der sker i vores liv.”

- Du har altså ikke et religiøst forhold til Satan?

”Nej, jeg ligger ikke og beder hver søndag eller sådan noget. Jeg har et alter her i huset i tilfælde af, at jeg kunne få brug for at lave et ritual. Jeg har kun lavet ganske få ritualer, for jeg har kanon respekt for de her kræfter og vil ikke misbruge dem. Men jeg har bevis for, at man kan få hjælp fra de her kræfter. Man skal gøre tingene på en meget speciel måde. Det er ikke bare at tage en bog og så læse. Der skal helt personlige, specielle følelsesudladninger til, før de her ting kan lade sig gøre!” \m/

Læs anmeldelse af King Diamonds oeuvre her.

FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama

Ikke hjerne-død headbanger-rock

Med albums som ”Abigail” og ”Them” løftede King Diamond den tunge arv fra Mercyful Fate ind i de strømlinede senfirsere.

Cd-anmeldelser: Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 68, december/januar 1997/98

King Diamond leverede harmdirrende angreb på heksejagt og religiøs intolerance.

[Baggrund: I 1997 genudsendte Roadrunner King Diamonds fem første albums på cd – i hårdt tiltrængte remasterede versioner og tilmed på guld-discs. Cd’erne havnede i min postkasse, og det kom der følgende samleanmeldelse ud af. Betragt den venligst som en hyldest til en kunstner, der aldrig har fået den anerkendelse af det danske musik-establishment, som han fortjener.]

King Diamond er en skrækkelig fremtoning. Som en mellemting mellem en biker-høvding og en statist i ”Evil Dead” springer han én i møde fra fotografier og pladecovers. Og nu skuer jeg grant, at manden er velsignet – og her tænker jeg mere på hans evner som komponist end på hans til tider enerverende falsetsang.

Sammen med sine to tidligere Mercyful Fate-kolleger, guitaristen Michael Denner og bassisten Timi Hansen, løftede King Diamond på debuten ”Fatal Portrait” (1986) den tunge arv fra kultbandet Mercyful Fate videre ind i de strømlinede senfirsere. Raffineret og teknisk betonet heavy metal med rødder i 1970’erne bliver her peppet op med friske guitarindslag fra svenskeren Andy La Rocque og hamret effektivt på plads af den senere Motörhead-trummis Mikkey Dee.

Dette team fortsatte i fornem stil med ”Abigail” (1987), der har ord for at være King Diamonds hovedværk: et stramt komponeret konceptalbum med gys og gru og en lille smule ufrivillig komik.

Men den kommercielle succes (mere end 200.000 solgte eksemplarer i USA!) opnåede King Diamond først for alvor med ”Them” (1988) – en plade, der fortæller den græsselige historie om King og hans bedstemor, der brygger en god, men noget sær kop te, om den forræderiske Dr. Landau og ikke mindst om ”dem”, der bebor loftet i det gamle ”Amon”-hus. Det er et ambitiøst koncept, en hel lille rockopera, hvor King Diamond i bedste Mester Jakel-stil spiller alle roller til stor moro for folk, der ikke forstår sig på den salgs.

Anden del af spøgelseshistorien om ”dem” fortalte King på ”Conspiracy” (1989), der også er den af hans plader, som er plaget mindst af den gennemgående drilleånd: dårlig produktion.

Den kommercielle nedtur for King Diamond begyndte ved indgangen til 1990’erne. ”The Eye” (1990), hvor King foruden La Rocque bakkes op af guitaristen Pete Blakk, bassisten Hal Patino og trommeslageren Snowy Shaw, er dog et glimrende album og et harmdirrende angreb på heksejagt og religiøs intolerance.

King Diamonds albums afviger ikke meget fra hinanden. Det er også svært at finde stand-out-tracks på dem – de er helstøbte værker. Der er ikke tale om hjernedød headbangerrock, men om komplekse kompositioner og arrangementer med masser af originalitet og ekvilibristiske præstationer. King Diamond var en foregangsmand, og hans 1980’er-albums virker forunderligt friske så lang tid efter, at de blev sendt på markedet. \m/

NB! King Diamond har udsendt hele syv studiealbums siden ”The Eye”, men ingen af dem har overgået Kings output fra 1980’erne. King og band kan opleves på Sweden Rock Festival den 9. juni.

En fuldstændig King Diamond-diskografi findes på Encyclopaedia Metallum   

FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama