Den gamle, mandlige aggressions-ting

Iron Maiden udsendte deres debutalbum den 14. april 1980. Den radikale musik og det ekstreme image gjorde, at bandet fik moralens vogtere på nakken allerede fra starten.

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 9, 1998)

Sådan laver man en rockplade: Først holder man en sort messe på et pladeselskab,
og derefter efterlader man masterbåndet i en grav i seks måneder, hvorefter det
bliver gravet op og sendt ud til de unge. Eller ... ?

””Iron Maiden” er dødbringende. Hurtigt, rasende metal født ud af ’76-punkrock-eksplosionen, den vil medføre brækkede rygsøjler, forstrukne muskler og flænset kød … heavy metal for ’80’erne.”

Sådan beskrev rockjournalisten Geoff Barton Iron Maidens musik, da bandet i 1980 udsendte deres debut-lp.

Og det var en radikal plade, Maiden sendte på markedet. Musikken var en tand mere aggressiv end den heavy rock, som de gamle 1970’er-bands var kendt for. Og så havde Iron Maiden oven i købet maskotten Eddie The Monster, der fra pladecoveret sendte publikum et fandenivoldsk grin. På bandets næste album, ”Killers” (1981), var den grufulde Eddie tilmed blevet udstyret med en blodig økse. Eddie var det perfekte blikfang, og med ham i front huggede Iron Maiden hurtigt en niche for sig selv og den nye heavy metal-stil, der var i fremmarch i starten af 1980’erne.

Unge bliver voldelige af at se og
høre den slags, mente de
venstreorienterede smagsdommere,
der var nøjagtig ligeså puritanske
som den kristne højrefløj.

FORDØMT AF PRESSEN

Mange af sangene på de to første Iron Maiden-lp’er handlede om desperadoer. De bloddryppende tekster til numre som ”Prowler”, ”Running Free”, ”Murders In The Rue Morgue”, ”Killers” og singlen ”Sanctuary” passede perfekt til bandets aggressive musik. Iron Maidens tidlige plader kan da også ses som soundtracks til den aggression, der rent biologisk koger i unge mænd. Eller som bassisten Steve Harris udtrykte det dengang, når venstreorienterede moralvogtere drog i felten mod Iron Maiden og de andre metalbands:

”Jeg antager, det er den gamle, mandlige aggressions-ting, og det er også derfor, at 90% af vores publikum er fyre.”

I den moderne, civiliserede verden er den maskuline drift hjemløs. Men drift er drift, og når ungersvendene ikke kan få afløb for deres aggressioner på den ”gamle” måde, ja, så må de ty til fænomener som tegneserier, horror-, splatter- og actionfilm, computerspil, science fiction, fantasy, rollespil – og heavy metal!

I pressen sidder smagsdommerne imidlertid med deres tantede pegefingermoral og deres finkulturelle kunstsyn. De er altid klar til at latterliggøre og fordømme heavy metal-genren, og Iron Maiden var deres yndlingsaversion i starten af 1980’erne. Hvad, der er blevet udgydt af orddiarré om gruppens tekster og brug af Eddie The Monster, er umuligt at gøre op. Og mens metalfans sluttede tusindtalligt op omkring Iron Maiden, var musikbladet Sounds’ Geoff Barton næsten den eneste i pressen, som fattede galoppen:

”Maidens musik er på én gang dyster og skæg og ballade, og overraskende nok fungerer dette ægteskab mellem genrerne overordentligt godt.”

Da Steve Harris mange år senere og for Gud ved hvilken gang skulle forklare pressen, hvad der var på færde, sagde han:

””The Number Of The Beast” var oprindelig skrevet som en novelle om en, der havde en drøm, og drejningen ved historiens slutning var, at drømmen blev virkelighed. Det er en temmelig god lille historie … Man har en tendens til at gå gennem sådan en fase i den alder. Som f.eks. Black Sabbath, deres tekster kunne ikke være, i mangel af et bedre ord: kvindagtige. Det er en meget mørk musik, vi laver. Men en masse af sangene er ikke ment alvorligt, en masse af det er taget fra film. Hammer Horror. Hvis man kigger på de to første ”Omen”-film, er det forbløffende, som de fremmaner en slags intensitet. Måske er det det rigtige ord det, vi forsøger at lave. Det handler om godt og ondt, når det kommer til stykket.”

Hvad er det lige, den kristne
højrefløj ikke forstår?

DEN KRISTNE HØJREFLØJ GÅR AMOK

Når man leger med det gode og det onde, skal man imidlertid huske at være aldeles entydig, for ellers risikerer man at få ballade med moralvogterne på højrefløjen.

Som Led Zeppelin, Kiss, Judas Priest, Ozzy Osbourne og utallige andre heavynavne fik Iron Maiden i 1980’erne problemer med den fremvoksende kristne højrefløj, den såkaldte moralske majoritet, der, hvad angår moralisme, siger spar to til stort set alt, hvad verden endnu har set af ytringsfrihedsbekæmpelse. Disse selvbestaltede pressionsgrupper (der nu om dage [i 1998, red.] ikke går af vejen for at skyde læger, der foretager aborter) kørte diverse boykot-kampagner mod Maiden, som var kommet for skade at udgive et album med den djævelske titel ”The Number Of The Beast” (1982).

”Jeg har en bog af Jimmy Swaggart derhjemme, ”Music: The New Pornography”, med et stort billede af Steve uden på!” forklarede Maiden-sangeren Bruce Dickinson engang. Swaggart var en rabiat tv-prædikant, der typisk for den slags moralske storskrydere senere hen blev taget med bukserne nede i en sex-skandale.

”[Bogen] blev sendt til mig af en bibelbasker, og et temmelig alvorligt brev fulgte med. Hun sendte mig et eksemplar af Bibelen, hvilket var godt, for jeg havde ikke en selv, og jeg behøvede en for at lave research til nogle sange. Og hun sendte også nogle ekstreme højrefløjs-tegneserier som Marvel, der hævdede, at hele verden blev undermineret af en organisation kaldet The Illuminati, der blev kørt af jøder, katolikker og frimurere, og at Hitler var i ledtog med paven! Og at måden, som man laver en rockplade på, er, at man først holder en sort messe på et pladeselskab, og derefter efterlader man masterbåndet i en grav i seks måneder, hvorefter det bliver gravet op og sendt ud til de unge.”

Det er til at dø af grin over. Hvis det altså ikke var så sørgeligt. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Artiklen, som den så ud i NRG nr. 9.

Heavy metals frelsere

Iron Maiden i 2000: gendannet i stærkeste besætning, fra venstre: Adrian Smith, Steve Harris,
Bruce Dickinson, Janick Gers, Dave Murray og Nicko McBrain.

Både for Iron Maiden og for metalscenen generelt var ”Brave New World” det vigtigste album i 2000. Guitaristen Janick Gers fortæller her begejstret om albummet, der blev spået til at skulle frelse heavy metal.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 12, juni 2000)


[Baggrund: I 2000 trængte heavy metal-genren til et ordentlig boost. 1990’erne var én lang ørkenvandring, hvor et virvar af mærkværdig alternativ-rock drev størstedelen af fuldblods-metallen dybt ned i undergrunden. Ved årtusindskiftet ventede mange på et tidehverv, et mega skift i tidsånden, som igen kunne gøre heavy metal til den toneangivende musik, som den var i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne. Og hvem andre en Iron Maiden kunne træde ind i rollen som den hårde rocks frelsere? Det er denne halleluja-stemning, som nedenstående interview afspejler.]

”Denne form for musik – metal, hard rock, eller hvad man nu vælger at kalde den – har lidt døden efter tusindvis af hug i de seneste år. Den måtte gå under jorden, og det er på høje tid, at nogen trækker den op i dagslyset igen. Det er her, Iron Maiden kommer ind i billedet.”

Den bramfrie udtalelse kommer fra Iron Maidens sanger, Bruce Dickinson, en mand, der ellers er udstyret med en typisk britisk jordbundethed. Men heavy metal-eksperter verden over ved godt, Dickinson har ret. Godt nok tyder alt på, at den hårde rock igen er in vogue: I USA hitter Korn og alle de neometalliske fusionsbands stort, i Tyskland er hitlisterne pakket med hård rock i diverse afskygninger, og i Sverige er Peter Tägtgren blevet stjerne med sit Pain-projekt, mens Hardcore Superstar tog hjemlandet med storm og solgte mere end 10.000 eksemplarer af deres nyeste album, ”Bad Sneakers And A Pina Colada” – på mindre end en uge!

Men der er stadig langt op til heavy-genrens storhedstid i 1980’erne, og hvis den klassiske heavy metal for alvor skal op fra undergrunden igen, kræver det en blockbuster-succes fra et af de store bands. Der kræves en plade, der kan rejse sig som en milepæl i stil med Iron Maidens eget 1982-album ”The Number Of The Beast”.

Og nu her, hvor det ikke lader til, at Metallica vil kendes ved metalscenen, og hvor hverken Black Sabbath- eller Kiss-genforeningerne bar de store kunstneriske frugter, og hvor Judas Priests comeback-album, ”Jugulator”, viste sig at være for hård kost for gruppens aldrende fans, kan miraklet kun komme fra – Iron Maiden. Derfor har forventningerne til bandets nye (og tolvte!) studiealbum, ”Brave New World”, også været nærmest hysteriske. Og Iron Maiden smider da også benzin på bålet ved som sande genrekonger at kalde deres kommende turné for: ”METAL 2000”!

Om ”Brave New World” indfrier forventningerne, og om den kan gennemtrumfe det metalrockens tidehverv, som mange drømmer om, vil tiden vise.

Men det var i hvert fald en både stolt og tilfreds Janick Gers, der ringede NRG op i begyndelsen af april. Gers sprudlede – ligesom de fire numre, NRG allernådigst havde fået lov at høre på forhånd – ligefrem af energi.

STOR BEGEJSTRING

- ”Brave New World” lader til at være det bedste album, som Iron Maiden har udgivet i lang tid.

”Vi er meget glade for det. Jeg er meget glad for alle vores plader. Vi har aldrig gået ud og sagt, at ’dette er det bedste album, vi nogensinde har lavet.’ Det gør andre bands, og det, synes jeg, er forkert. Vi lavede det bedste album, som vi kunne lave på dette tidspunkt. Vi er meget, meget stolte af det, og vi håber, at alle nyder det.”

- I lyder meget mere inspirerede, end I har gjort i årevis.

”Det føles i hvert fald rigtig godt. Vi drog på en turné [”Ed Hunter”-turnéen, hvor Bruce Dickinson og guitaristen Adrian Smith blev genforenet med Iron Maiden i 1999 – red.], vi turnerede tværs over Amerika, og vi lavede en lille turné i Europa. Postyret omkring bandet var fuldstændig utroligt. Vi kom tilbage fra turnéen og gik direkte i studiet. Og jeg tror, at det er derfor, vi fik sådan en fed lyd. Der var stor begejstring omkring hele projektet. Det føltes godt.”

- Da I skrev sangene til ”Brave New World”, var I så ude på at være nyskabende, eller ønskede I bare at følge Iron Maiden-traditionen?

”Jeg tror ikke, at det er et spørgsmål om at følge en tradition. Jeg mener, at hver gang man laver et album, så er det et udtryk for, hvor bandet befinder sig på det bestemte tidspunkt. Vi går bare i studiet, og vi forsøger ikke at have nogen forudfattede ideer. Vi går bare ind og forsøger at lave det bedste album, vi kan lave. Vi prøver ikke på at få det til at lyde som Iron Maiden. Det kommer bare til at lyde som Iron Maiden. Vi ønskede at lave det bedste album, som vi overhovedet kunne lave, og jeg mener, at vi havde heldet med os.”

PLADESELSKABET DESPERAT

- Hvorfor valgte I Kevin Shirley som producer?

”Vi besluttede os for at skifte studie. Det har Maiden også gjort tidligere, de har indspillet en del på Bahama-Øerne [”Piece Of Mind (’83), ”Powerslave” (’84), ”Somewhere In Time” (’86) – red.], og så flyttede de til Musicland i München, Tyskland [”Seventh Son Of A Seventh Son” (’88) – red.], og hvad ved jeg. Det er godt at skifte studie en gang imellem for at holde begejstringen oppe. Og så besluttede vi os også for at bruge en ny producer. Kevin har arbejdet med en masse forskellige bands. Hans musikalske evner er ret alsidige. Han har arbejdet med Aerosmith, Jimmy Page, Silverchair og Journey [ikke at forglemme Dream Theater og Black Crowes – red.], så det er mange forskellige former for musik, han har arbejdet med. Og det album, som vi ønskede at lave, følte vi, skulle være alsidigt. Så han passede bare perfekt.”

- Hvor meget blandede pladeselskabet sig i sangskrivningen og indspilningen af albummet?

”Det er meget enkelt: de blandede sig slet ikke. Helt bogstaveligt. Vi gør det, vi har lyst til. Og det har vi altid gjort. Vi er et af de få bands, som aldrig går på kompromis på det plan. De får ikke lov til at høre det, før det er færdigt. Vi har kontrakt med John Kalodners [amerikansk heavy metal- og hard rock-mogul – red.] selskab i Amerika, Sony-Columbia. Han var helt desperat efter at høre de nye numre, men vi ville ikke spille noget for ham, før vi var helt færdige. Hvis vi lader folk blande sig, er det ikke Iron Maiden længere. Jeg mener, at forskellen mellem en producer som Kevin Shirley og ”Mutt” Lange [AC/DC, Def Leppard etc.] er, at ”Mutt” Lange kommer ind og forsøger at skrive dele af sangene. Men sådan er Kevin ikke. Det eneste, Kevin egentlig gjorde, var at forsøge at fange lyden af Iron Maiden og optage den på bånd. Det lyder meget simpelt, men det er faktisk meget svært. Og jeg mener, at han har opnået det med dette album.”

INGEN POPSINGLER

- I har valgt sangen ”The Wicker Man” som første single. Det er ikke så indlysende et singlevalg som f.eks. ”Run To The Hills” (iørefaldende maiden-single fra ’82), er det?

”Helt ærligt, så ser vi os ikke tilbage. Da vi blev gendannet, sagde vi fra starten af, at vi ville prøve at gå forlæns, ikke baglæns. Vi følte, at vi virkelig ønskede at føre bandet et skridt fremad, og ikke gå tilbage til det, vi havde lavet i fortiden. Og jeg mener, at ”The Wicker Man” er en fængende sang – det er det i hvert fald i mine øren. Og den var velegnet til at være den første single. Og det er åbningsnummeret på albummet. Den er et fint udtryk for, hvor bandet er i øjeblikket.”

”Vi tog til Los Angeles og lavede en video til sangen sammen med instruktøren Dean Karr. Han har arbejdet med Marilyn Manson og Ozzy Osbourne [Karr har også lavet coveret til Slipknots debutalbum og videoer til bl.a. Deftones og Cypress Hill – red.]. Det var skide sjovt, vi optog videoen i løbet af en nat; jeg tror, vi var oppe til kl. 6.30 om morgenen, hvor vi filmede udenfor i tordenvejr. Videoen er fantastisk. Jeg er meget tilfreds med den, jeg synes, det er et godt nummer for albummet. Og den er en god single. Det er umuligt at gå tilbage og forsøge at skrive en ny ”Run To The Hills”. Jeg tror slet ikke, at vi kunne gøre det. Jeg tror heller ikke, at Steve [Harris, bassist og bandboss] ønsker at skrive en sådan sang nu om dage. Jeg tror, man skal være stolt af det, man har lavet i fortiden, men man må se at komme videre.”

- Så I forsøger ikke med forsæt at skrive sange, der er velegnede som singler?

”Nej, det tror jeg ikke, at vi nogensinde har gjort. ”Be Quick Or Be Dead” fra ”Fear Of The Dark” [’92] er ikke en ’bona fide’ single som sådan. Og hvis man ser på ”Man On The Edge” fra ”The X-Factor” [’95], så var det jo heller ikke ligefrem nogen popsingle. Jeg tror ikke, at Iron Maiden er i stand til at skrive en popsingle. Og når det kommer til stykket, så spiller radiostationerne os alligevel kun sjældent, og så er det jo omsonst. Jeg mener bare, at vi ikke må lade os rokke fra vores overbevisning, men fortsætte med at lave det, vi tror på. Og jeg mener, at vi er et af de få bands, som har gjort det i årenes løb.”

- I har ikke forandret jer meget i tidens løb. Metallica, f.eks., har jo skiftet radikalt stil …

”Jeg mener, at vi har forandret os! Jeg mener, at hvis man lytter til f.eks. ”Kilers” [’81] og så sætter ”The X-Factor” på, så er der en fandens stor forskel, der er en udvikling. Jeg ser ”Brave New World” som en udvikling i forhold til de to forrige albums. Den er et skridt fremad for bandet. Jeg synes, det er et meget progressivt album. Hvis man lytter til ”Seventh Son Of A Seventh Son” og så bagefter sætter ”Somewhere In Time” på, så er det to helt forskellige albums. Folk siger, at Maiden lyder som altid. Vi har en meget solid lyd, som er Iron Maiden, men hvert album er for mig forskelligt fra de andre. Men hvis du spørger os, om vi ville skifte stil, så vil jeg kategorisk sige: ’NEJ!’ For vi kan li’ at spille, som vi gør. Hvis nogen kommer anstigende og siger: ’Hvis I spiller lidt anderledes, gør musikken lidt mere poppet og radiovenlig, så kan i sælge 15 millioner albums,’ så ønskede jeg personligt ikke at gøre det. Jeg ville sige: ’Lad os fortsætte med det, vi gør, og være dem, vi er, for så er vi i det mindste ærlige.’”

INSPIRATION FRA FILM OG BØGER

- Er ”The Wicker Man” inspireret af Robin Hardys film ”The Wicker Man” fra 1973?

”Ja, den er løst baseret på filmen. Meget løst. Bruce skrev teksten til den. Vi har dyrket den film i et stykke tid. Det er en slags hedensk film [der indgår bl.a. sexmagi, menneskeofringer og afbrænding af en kæmpe GOG-dukke – red.]. Det er en temmelig interessant film. Det er en b-film, men jeg synes, den holder; det er en underlig film. Sagen med Maiden er, at man kan skrive om poesi, om bøger, om film, man kan skrive om hvad som helst. Der er ingen reglementer, der siger, hvordan vi skal skrive, og hvad vi skal skrive om. Det kan bogstaveligt talt være om hvad som helst.”

- Albumtitlen er ”Brave New World”.

”Ja, igen, den er løst baseret på bogen ”Brave New World” [1932].”

- Af Aldous Huxley (1894-1963)?

”Ja, ”The Doors Of Perceptions” [titlen på en Huxey-bog om bevidsthedsudviklende stoffer; titlen er stjålet fra den engelske mystiker William Blake, der i sit hovedværk ”The Marriage Of Heaven And Hell” (1790) påstod: ’Hvis erkendelsens døre blev renset, ville alt vise sig for mennesket, som det er, nemlig uendeligt.’ Det er også herfra, 1960’er-bandet The Doors havde deres navn – red.].

- Er det en science fiction-sang?

”Hvis du vil nærmere ind på teksten, må du tale med Bruce. Jeg føler, at albumtitlen er opløftende. Vi fortsætter, vi er seks mand i bandet nu, hvor Adrian og Bruce er tilbage. Det føles godt. Det er en fager ny tid for os. Vi føler os godt tilpas. Vi har lavet et album, som vi er meget, meget stolte af. Jeg synes, det er et progressivt album, der er drevet af den kraft, som Maiden har haft fra starten. Jeg synes, det er en positiv titel. Den er opløftende.”

- Huxleys bog er ikke særlig opløftende (en dyster fremtidsvision om et totalitært samfund med dopede og klonede mennesker).

”Nej, det er sandt. Den er faktisk noget af en nedtur.”

METALGENRENS FRELSERE?

- Har du nogle yndlingssange på pladen?

”Jeg holder af dem alle. ”Blood Brothers” er en utrolig sang. Det er en personlig sag, som Steve har skrevet; den handler om hans far. Der er et nummer, som hedder ”Dream Of Mirrors”, der vil fungere fantastisk live. Den er jeg meget begejstret for. Men egentlig er jeg vild med alle sangene. De er ligesom børn, jeg holder af dem alle sammen.”

- Ser du på ”Brave New World” som bare et almindeligt Iron Maiden-album, eller mener du, at det er en særlig vigtig plade for jer?

”Jeg føler, at det er et meget vigtigt album. Vi tror meget stærkt på det. Men med tiden, om en to-tre år, kan man se på det med lidt større perspektiv.”

- Mener du, at ”Brave New World” er et album, der er vigtigt for hard rock- og heavy metal-scenen generelt?

”Det kan jeg ikke rigtig kommentere. Jeg mener ikke, at vi er de der bannerførende, hurrapatriotiske heavy metal-folk, vi sommetider fremstilles som. Jeg mener bare, vi spiller vores musik. Vi er Iron Maiden, og vi foregiver ikke at være noget som helst andet end Iron Maiden. Og held og lykke til alle andre bands. Så længe de tror på det, de laver, så Gud velsigne dem. Jeg foregiver ikke at være leder af en bestemt musikgenre. Jeg er ikke så sikker på, at vi er bannerførere inden for heavy metal. Vi er bare Iron Maiden, og vi kan ikke tale på andres vegne.”

- Så du ser ikke Iron Maiden som heavy metal-genrens frelsere?

”Egentlig ikke. Men hvis heavy metal ønsker at blive frelst, så er det selvfølgelig i orden. Men jeg havde det bestemt ikke i tankerne, da vi indspillede pladen.”

- For nyligt udtalte Rob Halford (ex-sanger i Judas Priest) i et interview i det tyske blad Rock Hard, at den klassiske heavy metal blev defineret tilbage i 1970’erne og 1980’erne …

”Jeg synes, han har ret. Jeg må erklære mig enig med ham. Så længe der er melodi i det, kan jeg værdsætte musik. Hvis det ikke er melodisk, hvis sangeren ikke kan synge, og han kun laver gutturale lyde, så tænder det mig ikke. Jeg voksede op med nogle store sangere, jeg lyttede til Ian Gillan [Deep Purple], Robert Plant [Led Zeppelin] og Paul Rodgers [Free og Bad Company], og jeg synes, vi var heldige at have disse sangere i 1970’erne. Jeg mener, at påvirkningerne kommer fra dem. Så jeg mener, at Rob har ret.”

- Rob sagde også, at det ikke længere er muligt at lave noget fuldstændigt nyt med metalgenren. Er du enig?

”Vi forsøger. Vi prøver hele tiden at gå nye veje og bringe nye ideer ind i musikken. Hvis jeg ikke længere følte, at vi kunne gøre det, ville jeg give op. Jeg føler altid, at vi kan lave noget nyt. Og det mener jeg også, at vi har gjort med ”Brave New World”.” \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Da heavy metal blev genfødt

Et uhyre dolker premiereminister Margaret Thatcher på et pladecover.  Jo, Iron Maiden var med i front, da The New Wave Of British Heavy Metal revolutionerede rockscenen.

Baggrundsartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 8, marts 1998)

Iron Maiden: Et image med chokeffekt!

Året er 1979. Punken er allerede ved at vande ud i ulidelig new wave. Smagsdommerne i pressen onanerer løs på deres new wave-hype. Navne som Police, Dire Straits og Elvis Costello er højeste mode, og heavy rocken er yt. Ingen anmelder med respekt for sig selv vil give en heavy-plade en god kritik, og for bare et år siden ville intet ungt heavy-band have en jordisk chance for at booke en turné endsige hive en pladekontrakt i land.

           

Hverken journalister eller new wave-ynglingene forsømmer nogen lejlighed til at hænge den hårde rock ud. Guitarhelte som Ritchie Blackmore og Jimmy Page afskrives som kedelige gamle fossiler; ”dinosaurer” er et af de skældsord, der ofte kastes efter de førhen så hæderkronede heavy-stjerner. Og noget er der om snakken.

           

Rockmillionærerne i Led Zeppelin, Black Sabbath, Kiss og Aerosmith er både kreativt og rent fysisk i færd med at begå harakiri med druk, narko og en verdensfjern superstjernelivsstil. Men uden for limousinernes og luksus-suiternes ly arbejder sultne bands som Judas Priest, Motörhead, Krokus og Scorpions møjsommeligt på at komme til tops, hvor AC/DC, Van Halen, Rainbow, Thin Lizzy, Rush og UFO holder skansen som sen-70’ernes mest spændende storsælgere inden for hård rock.

Queen er så småt ved at sælge ud, Status Quo høvler på tiende år lystigt løs på den samme gamle boogie-traver, og gamle helte som Uriah Heep, Blue Öyster Cult og Nazareth er allerede på deroute, mens Gillan og Whitesnake står klar i kulissen med en revitaliseret heavy-hunger efter nogle magre år med hhv. fusionsjazz-agtige udskejelser og søvndyssende bluesballader.

Masser af metal-attitude (omslaget til den legendariske
Iron Maiden-ep "Live!! + One" fra 1980).

ERUPTION AF ROCKRASERI

Men noget er i gærde. I England er der grøde i undergrunden, og pludselig gennembrydes lydmuren af et øresønderrivende spektakel. Som en eruption af rockraseri vælter det frem med nye heavy metal-bands: den såkaldte New Wave Of British Heavy Metal er født.

Saxon er de første, der får en lp på gaden, skarpt forfulgt af Iron Maiden, Def Leppard, Girlschool, Tygers Of Pan Tang, Samson, Praying Mantis, Diamond Head, Tank, Girl, Demon, White Spirit og Angel Witch, der i de tidlige 1980’ere udkommer på etablerede pladeselskaber, mens Venom, Witchfinder General, Witchfynde, Holocaust, Raven, Jaguar, Sweet Savage, Blitzkrieg og myriader af mere eller mindre obskure og kompetente grupper får deres plader, som oftest bare singler, udgivet af de mange nye undergrundsselskaber, der skyder op i kølvandet på NWOBHM.

England er et Klondyke for små heavy-labels i de år – f.eks. runder Praying Mantis’ selvfinansierede debutsingle, ”Johnny Cool/Captured City”, med lethed de 15.000 solgte eksemplarer.

           

Oprindeligt havde punk rockerne stjålet deres metalliske torden fra heavy-scenen, og nu stjæler de unge metal-bands til gengæld hyperaktiviteten, aggressionen og gør-det-selv-attituden fra punken.

NWOBHM er græsrodsrock spillet af purunge working class heroes med brændende ambitioner (b-siden af Iron Maidens ”Running Free”-single hedder typisk nok ”Burning Ambition”).

           

Der er meget langt fra 70’er-heavy-primadonnaer som Led Zeppelin, Deep Purple og Queen, der var alt andet end folkelige, til de nye jordnære metalbands, der har stemningen fra boligkarreerne, luderkvartererne og industridistrikterne med i deres musik.

Enkelte af grupperne, som f.eks. Venom, Angel Witch og Witchfynde, har okkulte tilbøjeligheder, men hovedparten af NWOBHM-bands’ne har et street level-image, som appellerer til den nye generation af denim- og læderklædte headbangere, der bruger den aggressive metalrock som soundtrack til deres opgør med politikere, lærere, forældre og andre autoriteter – Ravens ”Don’t Need Your Money” og Holocausts ”Death Or Glory” er arketypiske rebel-slagsange i den nye flabede og fræsende metal-stil.

NWOBHM er også velegnet til at køre motorcykel til, og både Saxon og Tygers Of Pan Tang skriver hymner som ”Motorcycle Man” og ”Wild Cats” til biker-livsstilen.

Maggie får kniven på omslaget til "Sanctuary" fra 1980.

OPKALDT EFTER ET TORTURINSTRUMENT

Iron Maiden er elitebandet inden for NWOBHM. De er dygtige musikere og tilmed den nye heavy metal-revivals bedste sangskrivere (f.eks. kan ”Phantom Of The Opera” snildt hamle op med de bedste Zeppelin- og Sabbath-skæringer). Fra og med deres anden lp, ”Killers”, får de den tidligere Deep Purple-producer, Martin Birch, til at sidde bag mixerpulten. Birch udtaler til pressen, at Iron Maiden er det nye Deep Purple.

Iron Maiden har fra starten et image med chokeffekt. Bl.a. afbildes premierminister Margaret Thatcher, en af de mest udskældte politikere i nyere europæisk historie, på diverse single-covers. På omslaget til ”Sanctuary” dolker Maidens grufulde maskot, Eddie The Monster, en borgerfrue, der har en slående lighed med fru Thatcher, og på ”Women In Uniform” optræder Thatcher i kampuniform.

I det hele taget scorer Maiden megen PR på deres voldsomme pladeomslag, der altid har Eddie i en bloddryppende hovedrolle. Eddie er i øvrigt opfundet af designeren Derek Riggs, der bliver inspireret til at skabe det mumieagtige uhyre, da han ser et foto fra Vietnam-krigen, hvor et skrumpehoved hænger på en tank.

           

Det er også voldsomme emner, der tages op i Maidens sange. Bandboss Steve Harris’ interesse for historiske emner afspejles allerede i valget af det middelalderlige torturinstrument, jernjomfruen, som bandnavn. Et par af Maidens tidlige instrumentalnumre er opkaldt efter hhv. Transsylvanien (hvor den grusomme vojvode Vlad Tepes alias Dracula regerede i det 15. århundrede) og den drabelige Djengis Khan (mongolsk erobrerfyrste, der kaldte sig ”Guds Svøbe”, 1162-1227).

Mere spidsfindig er dog titlen på åbningsskæringen på ”Killers”-lp’en; den hedder ”The Ides Of March” og refererer til en ildevarslende spådom i William Shakespeares drama om Julius Cæsar, der blev myrdet på idus-dagen (den 15.) i marts.

           

Og sådan kunne man blive ved. Og ved. Det har Iron Maiden i hvert fald gjort. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama