Viser opslag med etiketten Pantera. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Pantera. Vis alle opslag

torsdag den 8. december 2011

Guitaristen der blev likvideret på scenen

Dimebag Darrell var en af den hårde rocks store stilskabende guitarister. Den 8. december 2004 blev han dræbt af en fan. 

Cd-anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Zoo Magazine nr. 10, oktober/november 1997)

Det var i en situation som denne, at Dimebag Darrell blev skudt.
(Foto fra bookletten til "Vulgar Display Of Power".)
Den 8. december 2004 blev ex-Pantera-guitaristen Dimebag Darrell skudt, mens han stod på scenen sammen med gruppen Damageplan. Dimebag blev skudt fire gange med et 9-millimeter håndvåben. Morderen var en sindsforstyrret, tidligere elitesoldat ved navn Nathan Gale, som også skød tre andre personer, før han blev dræbt af en betjent.

Der har været mange rygter og myter om, hvorfor den skydegale Gale likviderede Dimebag. Ifølge en tolkning blev guitaristen skudt, fordi Gale var vred over, at Pantera var gået i opløsning. Men mere seriøse kilder tyder på, at Gale, der var paranoid skizofren, mente, at Darrell og de øvrige Pantera-medlemmer stjal hans tanker og lo ad ham.

Den tragiske hændelse rystede hele metalmiljøet. Ikke kun fordi der var tale om en nederdrægtig likvidering, men mindst ligeså meget fordi Dimebag Darrell efterlod sig et tomrum i international metalrock.

Dimebag var en gudsbenådet guitarist, som sammen med Pantera gjorde heavy metal uhørt ekstrem, samtidig med at den tænderskærende musik blev parret med et medrivende groove. Man kan roligt sige, at Dimebags ekstatiske staccato-riffs har dannet skole, og et ekko af Pantera-guitaristens spil kan stadig høres i nutidens ekstremmetal.

Dimebag er blevet hyldet af talløse kunstnere, lige fra den brasilianske dødsmetal-guerilla Krisiun til Kiss-legenden Ace Frehley. Dimebag blev meget apropos begravet i en Kiss-kiste, og med i kisten fik han den ikonografiske guitar, som Alex Van Halen er afbildet med på coveret til ”Van Halen II”. En værdig begravelse af en sand metalmartyr.

Rifferama udbringer en mindeskål for Dimebag Darrell og erindrer guitaristen med denne anmeldelse, som kort beskriver Panteras indflydelse og betydning for den hårde rock i 1990’erne.

PANTERA
”Official Live: 101 Proof”
(EastWest/Warner)
****

Da Panteras ”Vulgar Display Of Power” med en panserværnsrakets styrke bragede gennem lydmuren i 1992, skabte den en revolution. Hvad enten man bryder sig om Panteras ekstreme power groove eller ej, må man erkende, at ”Vulgar Display Of Power” har haft ligeså stor betydninger for 1990’er-metallens udvikling, som Metallicas ”Kill ’Em All” havde for metalgenren i 1980’erne.

Musikalsk tager Pantera kvælertag på Black Sabbath, Judas Priest, Kiss og diverse elementer fra death og thrash metal. Og live er Pantera noget af et psykodrama, hvor vrede, frustration, had og alskens ophobet psykisk slam bliver hostet op under et øresønderrivende lydtryk.

Det er ren tortur for det utrænede øre, men for den hærdede metalfanatiker er Panteras monstrøse heavy rock gudernes tale. Det kan man forvisse sig om på ”Official Live: 101 Proof”, hvor Phil Anselmo & Co. gejler publikum op med ”New Level”, ”Becoming”, ”I’m Broken”, ”Cemetary Gates”, ”Fucking Hostile” og alle de andre Pantera-hits, som hverken radio eller tv vil røre med en ildtang, men som ikke desto mindre sælger i millionoplag i en tid, hvor mange andre metalbands rasler ned ad hitlisterne. Og det kan man da kalde et paradoks. \m/

Panteras officielle hjemmeside  

FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama  



søndag den 28. august 2011

Bulldozer på panterfødder

Pantera er i fuld gang med at revolutionere heavy-scenen med deres ekstreme power groove. Texas-bandets trommeslager, Vinnie Paul, hævder, at aggressions-udladninger slår enhver medicin.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 41, december 1992)

Vinnie Paul (t.h.) sammen med Jam Magazines udsendte i København, 1992:
Pantera er nogle flinke fyre - indtil man jokker dem over tæerne. (Foto: Anders Foged Christensen)
[Baggrund: Det er 1992, og Pantera har tur i den. Texas-bandet slæber guld- og platinplader hjem, og gruppens aktuelle album, “Vulgar Display Of Power”, er i færd med at revolutionere metal-scenen – det er nemlig en skive, som gynger og swinger ligeså vildt, som den slår hårdt. Den 14. oktober spiller Pantera i KB-Hallen, der også lægger omklædningsrum til nedenstående interview.]

Panteras trommeslager, Vinnie Paul, ligner en mellemting mellem en pelsjæger og en grizzlybjørn. Han taler med drævende texaner-accent og er afslappet klædt på: kondisko, joggingbukser og t-shirt. Der er absolut intet ved ham, som afslører, at han er på vej mod heavy metal-musikkens succestinder. Efter pænt at have trykket min hånd, sætter han sig ned på omklædnings-rummets ikke helt nyfejede flisegulv i noget, der minder om indianerstilling.

Vinnie Paul har sammen med de tre øvrige medlemmer af Texas-bandet Pantera været på turné med Megadeth i knap seks uger, da jeg taler med ham om eftermiddagen før koncerten i KB-Hallen den 14. oktober. Vinnie Paul er tilfreds med turnéen. Og der har heller ikke været pis med Megadeth og deres lunefulde feltherre, Dave Mustaine.

“Det har været fedt!” slår Vinnie fast. “Megadeth er jo pæne afholdsfolk nu om dage. De er hverken på sprut eller stoffer. Vi kommer fint ud af det sammen, men vi ser ikke se meget til dem. Det har været en virkelig fed tour for os, publikum har været ekstremt modtagelige. Vi kunne ikke forlange mere.”

AGGRESSIONSUDLADNING
Som sagt: Pantera er på vej til tops. De har ikke alene ramt tidsånden lige i solar plexus, de har også med deres to seneste albums, “Cowboys From Hell” og “Vulgar Display Of Power”, leveret et marodørangreb på den jernarmerede betonvæg, der adskiller undergrunds-thrashens ekstreme aggression og mainstream-rockens groovy tilbøjeligheder. 

Pantera er anderledes, simpelthen fordi de nægter at gå med de skyklapper, som ellers er obligatoriske i den amerikanske metalundergrund for tiden.

“Der er en masse musik på markedet i øjeblikket, der overhovedet ikke swinger. Der er intet beat i det, det er bare larm. Groove er et af vores kendingsmærker,” forklarer Vinnie, der også villigt forklarer Panteras egen betegnelse for deres musik: power groove.

“Power groove betyder simpelthen, at vores musik er meget intens, og at den altid har det der groove, hvad enten vi spiller langsomt eller hurtigt. Det er på den måde, at folk kan forholde sig til musikken,” understreger Pantera-trommeslageren og slår et par taktslag med sine bare næver.

“Det er vigtigt, at man kan føle beat’et.”

Men det er ikke kun beat’et, man kan føle i Panteras musik. Hos Pantera er aggressionen konstant blottet som et pantertandsæt. I nummeret “Mouth For War” snerrer sangeren Philip Anselmo: “The release of anger can better any medicine under the sun.”

Da jeg spørger, om der er en eller anden form for terapi forbundet med det at være medlem af Pantera, ryster den jordbundne texaner overbærende på hovedet. Terapi er muligvis noget, som tour-kollegerne i Megadeth har brug for, men Pantera?

“Nej, nej. Ikke terapi! Pantera er bare vores måde at få afløb for vores aggressioner på. Vores ophobede vrede og den slags. Og for rødderne, der kommer til vores koncerter, er Pantera forhåbentlig også en måde at afreagere på.”

Og så er den ikke længere.

TIL SIDSTE BLODDRÅBE
Apropos afreaktion: under Panteras koncerter vader sangeren Anselmo hvileløst rundt på scenen, krumbøjet i bokserpositur med mikrofonen holdt op foran ansigtet som i en in-fightparade. Og mens bassisten Rex og guitaristen Diamond Darrell [RIP] gang på gang krydser henover scenegulvet med store, brede texanske dollargrin, skærer den kronragede og overtatoverede kamphane Anselmo sit ansigt i vilde, fjendtlige grimasser. 
  
Men mellem sine vredesudbrud smiler også Pantera-sangeren bredt og signalerer med løftet tommel, at han er et godhjertet menneske, der befinder sig godt i selskab med sit unge publikum.

Anselmo er ikke en mand, der fylder sine tekster med nonsens. Panteras sange fråder af had til folk, der forpester livet for andre. I sangen “Fuckin’ Hostile” synger Anselmo bl.a.: “I’d bust the punks that rape, steal, and murder, and leave you be, if you crossed me, l'd shake your hand like a man, not a god.” 
  
Den sang siger i virkeligheden alt om Panteras mentalitet. De er nogle flinke fyre, indtil man jokker dem over tæerne. En sund, nedarvet Texas-mentalitet, hvor en mand er en mand, der forsvarer sig til sidste bloddråbe.

I Texas lader man sig heller ikke snøre af en gang metafysisk hokus pokus. F.eks. fortæller Vinnie Paul om baggrunden for sangen “By Demons Be Driven”:

“Den sang handler om autentiske begivenheder. En satanistisk kult bortførte folk og ofrede dem. De stod også bag narkohandel og blev derfor knaldet. Bagefter påstod de, at det var dæmoner, der drev dem til at gøre det. Op i røven med sådan noget pis!”

Også det censurhysteri, der de seneste år har redet USA som en mare, efterlader Vinnie kold et vist sted. Tipper Gore og PMRC affærdiger han således:

“Det er folk, der ikke har noget at give sig til. Og så går de i kirke, og pludselig hedder det sig: ’Gå ud og præk imod rock’n’roll-bands, for de synger bandeord!’ Forstår du, det er bare mennesker, der leder efter noget at få tiden til at gå med. Det er bare noget bavl!”

I øvrigt siger Vinnies sunde fornuft ham, at alt det der censurpjat med forældreadvarsler klistret på pladeomslagene i virkeligheden kun gør de censurerede plader mere interessante i ungdommens øjne.

“Det skriger jo til alle rødderne, at der er noget her på pladen, som de har lyst til at høre,” siger djærve Vinnie Paul og ryster sit skæggede hoved. “Så det er slet ikke noget, vi er bange for i Pantera. Det er bare en storm i et glas vand!”

Panteras diskografi på Wikipedia

Panteras officielle hjemmeside

Panteras sanger fylder ikke sine tekster med nonsens.
(Foto: Anders Foged Christensen)