søndag den 21. december 2014

Det kastede jeg hornene til i 2014


Brok og begejstring om det herrens metalår 2014. Et år, hvor koncerterne var bedre end pladerne. Og hvor Rifferamas blogger kunne fejre 40-års jubilæum som headbanger.

Tom G. Warrior fra Triptykon. Ekstremmetallens grand old man. Vi har brug hans velsignelser.
Det har været et begivenhedsrigt heavy rock-år. Og det kan være svært at bevare pessimismen. Også selvom det enorme udslip af musik langt fra afspejler et kreativt opsving.

Metalscenen er mærket af noget diffust i disse år. Ikke alene er den hårde rock splittet op i myriader af subgenrer, som ingen kan hitte rundt i. Men de store mængder af musik, der dagligt læsses på markedet, skaber en mental forstoppelse. Kort sagt: kvantitet er blevet sat i det højsæde, hvor kvalitet førhen tronede.

Demokratiseringen af musikproduktionen har været et fremskridt, ja. Men det betyder også, at ALT bliver udsendt. Næsten intet bliver liggende i skuffen med demomateriale, der lige mangler det sidste kreative boost for at være værdigt til udgivelse.

Sorry, men et utal af gange har jeg i 2014 hørt mig selv udgyde min brokkeremse. Uhyre få af de nye hårdrock-albums, jeg har hørt i år, kan tåle at blive stillet på samme hylde som det bedste fra et metallisk hammer-år som 1980. Men mindre kan også gøre det.

Koncertåret har været cirka ligeså overvældende som den endeløse række af albumudgivelser. Udbuddet har tydeligvis været for stort i forhold til det potentielle metalpublikum. Og derfor har mange koncerter været for dårligt besøgt. Helt åndssvagt var det, da Trouble spillede for ca. 30 mennesker på Loppen i november. Men det var så til gengæld 30 MEGET begejstrede mennesker!

Selv gik jeg glip af en række koncerter, som jeg virkelig gerne ville have oplevet: Accept, SEA, Nifelheim, Mount Salem, Deus Otiosus, Saxon, Inquisition, Pretty Maids m.fl. Det at misse Metal Magic-festivalen var vist et drop fra min side. Uden pis: jeg er misundelig på dem, der så Portrait i Fredericia.

Til gengæld fik jeg æren af at være inkvisitor i et par interessante arrangementer på Zeppelin Bar i CPH. Sammen med min gode kollega Lars Schmidt grillede jeg metalguruen Ken Anthony i en ucensureret Q&A. Første arrangement i april var totalt udsolgt, så vi måtte gentage succesen i juni.

I december var jeg heldig at få lov at interviewe lydtroldmanden Flemming Rasmussen (Rainbow, Metallica, Artillery, Morbid Angel, Saturnus etc.) i en Q&A – også på Zeppelin Bar. Det er den slags æreshverv, der får det gamle metalhjerte til at slå ekstra hårdt i brystet på en Jeronimus Banger, der som jeg kan fejre 40-års jubilæum som heavy rocker.

For det er i år præcis 40 siden, at jeg startede min karriere som passioneret headbanger. Det jubilæum fejrede jeg med en Flashback-artikel om mit første pladekøb: Sweets ”Desolation Boulevard”. Artiklen kan læses i Metalized nr. 95, som kom på gaden i starten af december.

Det var også en stor ære at få lov til at skrive covernoterne til genudgivelsen af Invocators demoer. På vinyl! Det var især en stor fryd at kunne lægge det legendariske ”Alterations”-demo på pladespilleren. Dobbelt-lp’en ”Alterations From From The Past” er absolut værd at gå efter for folk, der elsker den ægte, uforfalskede døds-thrash fra før ny- og alternativ-metallens syndefald.

Vallenfyre. Et af årets dystre
lyspunkter ...
Der har været mange gyldne øjeblikke i 2014. Øjeblikke, som ikke har tilladt mig at falde ned i det hul, som visse skumlere tit forsøger at skubbe mig ned i: nostalgiens afgrund. Nej, alt var IKKE bedre i ”gamle dage”. Jeg ønsker IKKE at skrue tiden tilbage! Jeg husker stadig koncerter, der blev ødelagt af vold og hærværk. Og mesterlig musik, hvis begejstringsfaktor blev dæmpet betragteligt af elendig og uprofessionel produktion.

Men tingene er blevet MEGET lettere i den digitale tidsalder. Og metal skal ikke være let. Metal skal være heavy! Og det er netop i kampen mod alle tilværelsens fortrædeligheder, at metallet slibes skarpt. Det er i den store eksistenskamp, at alle hyggemusikanterne falder fra. Og det var bl.a. dét, der gav hårdrocken dens slidstyrke og kant i det, jeg tillader mig at kalde guldalderen. MEN:

Jeg ønsker mig überhaupt nicht tilbaws til tiden før internettet, til tiden med mægtige pladeselskabers dominans etc. Vi lever i en tid, hvor informationer bevæger sig med lynets hast. Og hvor der kommer gode, solide bøger om vores yndlingsmusik. Herhjemme udgav DKs flittigste metalpennefører, Jens ”Jam” Rasmussen, en glimrende biografi om succesfænomenet Michael Poulsen. Det er en bog med et blæret layout. Og som historieskrivning er den uovertruffen.

Og historieskrivning er tiden virkelig moden til. Den hårde rock har floreret i omtrent fem årtier. Den har udviklet sig til en vidt forgrenet og alsidig kultur. En modkultur, når den er bedst. Og i den forbindelse er det jo stort at tage telefonen, når det er folk som Alice Cooper eller Tom G. Warrior, der ringer.

Jeg synes selv, at jeg i år fik lavet nogle af mine allerbedste interviews. Med netop de to nævnte herrer. Senest var det Morgan Steinmeyer Håkansson fra Marduk, som tastede mit nummer. Den interviewartikel bliver en glorværdig start på 2015 – læs den i Metalized nr. 96.

Årets bedste plader, internationalt såvel som nationalt? Ja, der var mange at vælge imellem. Men allerede fra årets start stod det klar, at Triptykons ”Melana Chasmata” var en af kandidaterne. Og kandidaturet blev aldrig truet, hvis I spørger mig.

Blandt boblerne finder man på min liste de nyeste udgivelser fra Judas Priest, Alice Cooper, Behemoth, Grand Magus, SEA, Deus Otiosus, The Oath, Mount Salem, Pilgrim, Portrait, Accept, Horned Almighty, Entombed A.D., Primordial, Mortuus, Dead Congregation, Arch Enemy, Vallenfyre og Mayhem. Min Top 5 for 2014 kan læses i det kommende nummer af Metalized – nr. 96!

Her får du til gengæld min opremsning af årets 10 bedste koncerter. Listen bærer selvfølgelig præg af, at Copenhell havde et chokerende godt program i år. Copenhell var tre dages optur for mig. Jeg har allerede skræppet op om Copenhells fortrinligheder her. Lad mig blot dømme dybt subjektivt: dét program kommer festivalen på Refshaleøen ALDRIG til at leve op til!

Anyways, her er Rifferamas største koncertoplevelser i 2014:

Watain, som de tog sig ud på Copenhell. Svenskernes
show var vildere på Refshaleøen. Aldrig har man set
så meget ild på en rockscene. Men bandet var
bedre i Vega i januar ...
1. WATAIN, Lille Vega 25/1
Erik Danielsson er lille af statur, men stor som ceremonimester i Watains tempel. Det var både abysmalt-kaotisk og himmelstræbende højtideligt. Trancendental black metal. Direkte rygradsrislende var afslutningen på Watains sæt, der var een stor kraftoverførsel fra band til fans.

2. MORBID ANGEL, Pumpehuset 16/12
Der er storhed, og så der er STORHED. Mand, hvor virker nutidens ekstremmetal lille, når Morbid Angel går på scenen. Denne aften satte David Vincent & Co. spot på ”Covenant”-albummet. Ellers fik vi ét (1) nummer pr. Morbid Angel-album. Majestætisk, overlegent, urørligt. Nummer efter nummer. Og så var det ellers godnat. Enhver kritik blev stedt til hvile. R.I.P. kritikerne.

3. TRIPTYKON, Copenhell 12/6
Triptykons musik overskrider ethvert genrediktatur og sender nervetråde langt uden for metallens comfort zone. Bandet appellerer da også til folk, som ellers ikke hører doom, thrash, black eller andre former for ekstremmetal. Nye numre fra det aktuelle album ”Melana Chasmata” blev sat sammen med opdaterede versioner af gamle 1980’er-klassikere af Hellhammer og Celtic Frost.

4. TROUBLE, Loppen 6/11
Sølle 30 mennesker ønskede ikke at gå snyde sig selv for at opleve verdens heavieste band spille verdens heavieste sange live i DK anno 2014. Franklin, Wartell & Co. celebrerede især Troubles tidlige materiale fra doom-klassikeren: ”Psalm 9”. Men også nye(re) sange blev blæst igennem PA’et. Og den nye sanger, Kyle Thomas, var eminent.

5. PENTAGRAM, Lille Vega 15/7
Pentagram spillede, som om miraklernes tid ikke var forbi. Kendere påstod, at bandet aldrig har spillet bedre. I centrum stod Bobby Liebling, verdens særeste forsanger. Ikon. Ringvrag. Ødelagt af narko og overklasseforkælelse. Men Bobby var i topform. Akkurat ligesom Mr. Doom himself, guitaristen Victor Griffin.

6. IN SOLITUDE, Pumpehuset 5/10
Det er umuligt at sætte In Solitude i bås. De er traditionelle, men mere end det. Hos In Solitude kolliderer TRVE metal-tradition med post-punk-skramlen og en spiritualitet, der – vist nok – er i familie med den, der driver Watain frem mod afgrunden. Man forlader spillestedet med en fornemmelse af at have været i fare.

7. IRON MAIDEN, Copenhell 11/6
Iron Maiden kom, så og sejrede. Steve Harris & Co. havde Copenhells suverænt stærkeste sætliste. Hvert eneste hi-hat-slag var en ren klassiker. Show og musik passede perfekt sammen – og den elektrisk gnistrende spilleglæde gjorde, at det aldrig blev en rutineoptræden.

8. BEHEMOTH, Copenhell 13/6
Dagslyset lagde en dæmper på Behemoths velkoreograferede sceneshow. Omvendte kors af metal blev antændt med fakler. Nergal svingede ceremonielt med et røgelseskar. Masker med horn. En sort konfettistorm. Osv. osv. Generelt et show, som ville kunne give Kiss idéer. Tilsat en moderne ekstremmetal, som til fulde underbyggede mottoet: ”Art must destrooooy!”

9. ENFORCER, Stengade 25/2
”Mesmerized By Fire” blev introduceret som ”en sang om at brænde i helvede”. Tempoet var skruet op i højeste speed metal-gear, men der var rigelig plads til de fængende melodier i ”Katana” og ”Death Rides This Night”. Enforcer er unge og kønne. Men svenskerne er dog ikke mere lækre, end at de gav en forrygende version af Venoms ”Countess Bathory”.

10. TWISTED SISTER, Copenhell 12/6
Twisted Sister lagde hektisk ud med ”Stay Hungry”. Og newyorker-bandet viste straks, at de stadig har kant, selvom sangeren Dee Snider ikke længere skyder vildt op i luften med en maskinpistol, når ”Shoot ’Em Down” drøner ud af højttaleranlægget. MTV-hits blev blandet med et par af de mere punkede sange fra starten af 1980’erne. Natten var stadig ung, da vi drog ind mod byen – overalt mødte man heavy rockere, som glammede løs på omkvædet i ”We’re Not Gonna Take It”. Og så var den fest vist godkendt. \m/

DISCLAIMER: Indholdet i denne artikel er ikke udtryk for Metalizeds redaktionelle holdninger. Artiklen er i stedet et rask ridt på min egen, personlige kæphest ...

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

torsdag den 4. december 2014

Ind på det forbudte og farlige territorium


Verdens bedst sælgende death metal-album! Det er Morbid Angels 1993-opus ”Covenant” blevet kaldt. Albummet var unikt: et inferno af blast beats, verdens mest forvredne riffs samt en kavalkade af ædende onde tekster, der den dag i dag får ekstremmetal-fans til at gispe af ærefrygt.

På billedet ses (fra v.): David Vincent, Trey Azagthoth, Richard Brunelle og
Pete Sandoval. Brunelle medvirkede ikke på "Covenant",
og på den efterfølgende turné var han erstattet af Erik Rutan.
”Morbid Angel er mere brutale og fanatiske end nogensinde før på deres nye, hadske album, ”Covenant”.”

Sådan skrev jeg i Jam Magazine nr. 45 (august 1993). I min anmeldelse slog jeg også fast, at den danske producer og lydtekniker Flemming Rasmussen med sin produktion havde givet Morbid Angels musik ”det sidste spark ind over smertetærsklen.”

På min playlist i Jam Magazine-nummeret lå ”Covenant” øverst, hvor den fik selskab af Danzig og tre af mine favoritbands fra 1980’erne: Mercyful Fate, Witchfynde og Pentagram. Med andre ord: Morbid Angel var blevet optaget i mit personlige metal-panteon.

ÆREFRYGTINDGYDENDE
Jeg kunne høre stort set alle de kvaliteter, som jeg var blevet ”opdraget” med af 1970’ernes og 1980’ernes heavy rock/metal-stilskabere. Jeg lever og ånder for solide riffs og halsbrækkende breaks, og dem leverede Morbid Angel i kvanta på en skæring som ”Angel Of Disease”.

Mange af de dyder, som efter min mening skabte mesterlige, helstøbte værker i hårdrockens guldalder, fandt jeg også på ”Covenant”. Som fx de dynamiske udsving mellem højt spilletempo (”Rapture”) og lavt spilletempo (”God Of Emptiness”), det powerfulde ryk (“Sworn To The Black”) og de mere afdæmpede øjeblikke (”Nar Mattaru”). Og så videre.

Det lyder måske besynderligt, men der var faktisk ikke så stort et spring for mig fra Judas Priest, Rush, Trouble, Mercyful Fate og det tidlige Slayer til Morbid Angel. Jeg kunne også høre et ikke så fjernt ekko af Eddie Van Halen i Trey Azagthoths guitarspil. Et nummer som ”Angel Of Disease” lød (og lyder stadig!) som en opdatering af de sangstrukturer, man allerede i 1970 kunne finde i fx Uriah Heeps ”Gypsy”. Morbid Angel havde styr på metaltraditionen – på en original måde.

For Morbid Angels egne bidrag til traditionen skal ikke undervurderes! ”Covenant” var et inferno af blast beats, verdens mest forvredne riffs og et teknisk niveau, der – som på ørnevinger – hævede sig over hoben af dødsmetalbands.

Så Morbid Angel kom som en åbenbaring for mig i et årti, hvor der ellers gik mode i at bryde med metaltraditionen. Rap, techno, hardcore, goth – alt muligt trendy stads skulle metallen fortyndes med i 1990’erne. Morbid Angel, derimod, leverede den ægte vare. Aggressivt, brutalt, kompromisløst – og ærefrygtindgydende tjekket spillet.

Selv Morbid Angels look kunne jeg forholde mig til. I en tid, hvor bæbrunt fløjl og knælange short blev hotteste mode, var det befriende at støde på et band i stramtsiddende læder. Pressefotoet, der var en del af lanceringen af ”Covenant”, var tilmed modelleret efter samme macho-forbillede som det, der kan ses på omslaget til Kiss’ ”Love Gun” (1977): kvinder, der ligger tilbedende for fødderne af de stolte rockhelte. Den slags var yt efter Nirvanas klynke-revolution i 1991. Og netop derfor var dét foto ekstra sejt set igennem mine aviatorbriller.

SORT SOM FILIPPINERGRAVEN
Oven i det kom så, at jeg fandt David Vincents tekster sådan cirka 100 gange mere interessante end det snotvædede, selvmedlidende bræg, som grunge- og alternativ-grupperne smurte ud over den hårde rock i 1990’erne. Hos Morbid Angel blev tabuer kørt ned med bulldozer-kraft. Normalbevidstheden blev undergravet. Eller som jeg skrev i Jam Magazine nr. 45:

“Indrømmet, det er ikke et blødsødent standard-humanistisk livssyn, der bliver luftet på gruppens plader. Morbid Angels religiøse budskab er sort som Filippinergraven. Ifølge bandets trosbekendelse på ”Covenant” er det ikke ligefrem de ydmyge, der skal arve jorden.”

I ”God Of Emptiness” tog Morbid Angel et tema op, som har været et stridens æble i kristendommen lige siden oldkirkens dage: forholdet mellem skaberguden og slangen i Edens have. I Vincent & Co.’s optik er skaberguden en jaloux undertrykker, mens slagen er menneskets ven og kundskabsgiver. Sådan så mange kristne også på det i kristendommens start. Men de blev fordømt som kættere, og denne ”gnostiske” teologi blev drevet ned i undergrunden, hvor den har levet videre indtil i dag.

Morbid Angel var fritænkere. Deres tekster vrimlede med henvisninger til sælsom fiktion og ældgamle myter. Jeg var blank på det meste og måtte på boghugst for at finde frem til verdens ældste litterære storværk, ”Gilgamesh-eposet”, og skabelsesberetningen ”Enuma Elish” fra oldtidskulturen i Babylon. Jeg læste også op på skrækforfatteren H.P. Lovecrafts Cthulhu-mytologi og den af sagn- og vrøvl-omspundne grimoire ”Necronomicon”. It blew my mind.

Meget er sket siden da. Både med metalscenen og med mig. Men jeg kan stadig hjemsøges af den der indre krillende fornemmelse af, at jeg bevæger mig ind på et forbudt og farligt territorium, når jeg sætter ”Covenant” i cd-afspilleren. \m/

På coveret ses Waites bog om
ceremoniel magi. Plus den pagt,
som Urban Grandier ifølge
heksejægerne skrev med djævlen
i 1600-tallet.
ACHTUNG!
Jeg interviewer superproduceren Flemming Rasmussen på Zeppelin Bar i København tirsdag den 16. december. På agendaen er “Covenant”, hvor Flemming Rasmussen tryllede ved mikserpulten. (Klik her for detaljer.)

Q & A-arrangementet løber for resten af stablen i timerne op til koncerten i Pumpehuset, hvor Morbid Angel celebrerer “Covenant”. Mødet med Rasmussen kan altså snildt fungere som en inspirerende aperitif til koncerten.


 FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

tirsdag den 18. november 2014

Stress-hormonerne sprøjtede ud af ørene på dem


De havde verdens sejeste look. De var dygtige musikere, og alligevel lykkedes det dem at få deres musik til at lyde ad helvede til. Altså på den fede måde.

I disse uger er det 30 år siden, at Destruction udsendte deres debutplade, ”Sentence Of Death”.

Destruction så ud som enæggede trillinger.
Tiden flyver. Tænk, at det er 30 år siden, at jeg sad i Hjørring og slikkede på frimærker, som blev sat på breve, der var stilet til et tysk undergrundsband ved navn Destruction!

Destruction var en trio. Og aldrig før har tre unge fyre lignet hinanden så meget – uden at være enæggede trillinger. Langt krøllet hår, MEGET stramtsiddende bukser og læderjakker med patronbælter over kors.

Jeg elskede Destructions look. Og deres musik. Jeg udtalte i et radiointerview, at jeg gerne ville arbejde med dem. Det kom – som den kvikke Rifferama-læser allerede har regnet ud – aldrig til at ske. Og den sangtekst, som jeg i ungdommeligt overmod sendte til dem, var de så høflige at arkivere lodret. Det er jeg dem meget taknemlig for i dag – det var, så vidt jeg husker, en stabel poetisk skrald, som Nigro Mantia også rejicerede.

Klappen er for en gangs skyld gået ned her på Rifferama. For jeg kan ikke huske, hvor jeg skrev om Destruction. Det var åbenbart ikke i Hot Rockin’, for der var det Henk Leviathan, som lancerede tyskerne (i nr. 5, november 1984). I Unchained Energy nr. 1 fra februar 1985 kan man lige akkurat skimte Destructions demo ”Bestial Invasion Of Hell” på min playlist. Men hvor er anmeldelsen eller interviewet? Havnede de/den i Metallic Beast? Jeg husker det ikke.

Nuvel, Destructions demo ”Bestial Invasion Of Hell” blev sluppet løs på det sagesløse marked i august 1984. Og så begyndte det at gå hurtigt for Marcel ”Schmier” Schirmer (vokal, bas), Tommy Sandmann (trommer) og Mike Sifringer (guitar). Meget hurtigt efter datidens målestok.

Allerede  den 10. november 1984 lå den tyske trios debutplade klar i butikkerne. Den hed ”Sentence Of Death” og var proppet med så meget black-diskursivt titelmateriale, som man kunne proppe på coveret til en ep med mindre end 20 minutters spilletid. ”Satan’s Vengeance”, ”Devil’s Soldiers” og den slags. Det er vist kun Nifelheim, som har været i stand til at overtrumfe denne kavalkade af djævletitler.

Men sådan må det jo være med et band, som oprindelig kaldte sig Knight Of Demon – et navn, som (forestiller jeg mig) var inspireret af den kristne højrefløjs påstand om, at Kiss er en forkortelse af Knights In Satan’s Service. Og nærlytter man til Destructions tidlige materiale, kan man inde bag rabalderet høre påvirkningen fra ikke alene Venom, men også mere traditionelle heavy metal-grupper som Iron Maiden og Mercyful Fate.

Sådan måtte det jo være, for Destruction var ikke forud for deres tid. Weil am Rhein-trioen var børn af deres samtid. Destruction var bare ét af en stime tyske bands, som senere fik klistret genrebetegnelsen ”thrash” på sig. Tormentor (som hurtigt skiftede navn til Kreator), Sodom, Living Death og Holy Moses hed nogle af de andre tyske thrash-bands, som brød frem af demo-undergrunden i midtfirserne.

Meget tilfælles med den fremherskende thrash metal fra USA havde de tyske grupper dog ikke. Og de amerikanske og de tyske bands delte heller ikke altid publikum. Testament, Death Angel og den slags lækkerier fra San Francisco var da også noget nær easy listening i forhold til Destructions ”Mad Butcher”.

Alligevel var Destruction anderledes. De spillede på et teknisk plan, som lå langt uden for fx Sodoms rækkevidde. Men selvom Destruction var dygtige musikere, lykkedes det dem at få deres musik til at lyde ad helvede til. Altså på den fede måde. Det er en tradition, som især Skandinaviens black metal-scene videreudviklede fra 1990’erne og frem.

Men ellers har Destruction vist betydet mere for den såkaldte black thrash. Typisk for datidens europæiske thrash-kunstnere var deres ”broken English”. På den måde opstod der pudsige gloser som ”Necromansy” (Bathory), ”Agressor” og ”Massacra” (Hellhammer). Destruction ”opfandt” ordet Desaster, og som en hyldest til Schmier & Co. har de tyske black thrashere Desaster taget deres navn fra denne mangel på stavekontrol.

Det meste af den amerikanske 1980’er-thrash var kun ekstrem på skrømt. Det kunne man ikke sige om Destruction. Selv moderne ekstremmetal-fans, som lever på denne side af grindcore og blast beats-infernoer, kan få tilfredsstillet deres behov for tænderskærende aggression. Der var noget hektisk over Destructions thrash – som om stress-hormonerne sprøjtede ud af ørerne på Schmier & Co.

Alligevel blev Destruction – ligesom alle de andre europæiske thrash-bands – ikke ret meget andet end KVLT. Heller ikke selvom de udgav fremragende albums som ”Infernal Overkill” (1985), ”Eternal Devastation” (1986) og ”Release From Agony” (1988) i perioden, hvor thrash metal boomede. Var Destruction for grumme for mainstream-thrasherne? Jeg tror det.

Selvfølgelig eksisterer Destruction stadig. Alt godt om Schmier & Co.’s anstrengelser her 30 år efter pladedebuten. Men det er fortidens synder, som Destruction huskes for. Det er den der mærkelige blanding af teknisk snilde og et allerhelvedes, nærmest forkrampet spektakel, som har været Destructions bidrag til den TRVE metaltradition. \m/

 FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

torsdag den 30. oktober 2014

De kombinerer det bastante med det elegante


Verdens – måske! – heavieste band gæster Loppen i København torsdag den 6. november. De hedder Trouble, og de er nogle af tungrockens mest stilskabende kunstnere.

Trouble, som de ser ud i dag.
Trouble var en af spydspidserne i den amerikanske undergrund, da metalgenren for alvor begyndte at blive grum og ekstrem over there. Men mens de fleste nye ekstremmetal-bands i midten af 1980’erne var helt speedalske med højt spilletempo, så trak de alt andet end trendy Trouble i den helt anden retning. Trouble lagde ekstra tryk på musikkens tyngde. Det gjorde det ved at skrue tempoet ned og i stedet fokusere på effektive og dystre riffs. Det kom der en musik ud af, som var kolossalt heavy. Mens de hurtigtspillende gruppers musik med tiden fik betegnelsen thrash metal, fik Troubles musik mærkatet doom metal.

Karrieremulighederne inden for doom metal er ikke store. Og Trouble fik aldrig den store kommercielle gennemslagskraft – heller ikke da de i 1990’erne udkom på Rick Rubins trendy (Def) American-selskab (hvor bl.a. Slayer, Danzig, The Black Crowes også var i stald). Men til gengæld har Trouble haft stor indflydelse på skabelsen af både doom metal og stenerrock. Ja, faktisk står store dele af nutidens hippe stenerrock i dyb gæld til den musik, som Trouble spillede på albums som ”Trouble” (1990) og ”Manic Frustration” (1992).

Det er dog Trouble to første albums, der rejser sig som tungrockens svar på Twin Towers. ”Psalm 9” (eller slet og ret ”Trouble”, som den oprindelig hed, fra 1984) og ”The Skull” (1985) satte nye rekorder udi metallisk tyngde – en rekord, som ingen vist har været i nærheden af at tangere. Trouble destillerede det bedste fra Black Sabbath og 1960’ernes proto-metalbands som Cream og Blue Cheer, og de berigede det med ny 1980’er-dynamik à la Angel Witch.

Det kunne let være blevet ulideligt tungt og traumatisk at lytte til, hvis det ikke var for Troubles fænomenale evne til at kombinere det bastante med det elegante. Troubles første plader var nok megatunge, men de var også iørefaldende på en måde, man ellers aldrig hører inden for doom-genren. Ingen tvivl om, at der står en del plader med The Beatles i Trouble-medlemmernes samlinger.

Det bliver svært at finde mere tidløs musik end den, man finder på ”Psalm 9” og ”The Skull”. Pladerne, der er blevet genudgivet adskillige gange, lyder ligeså friske i dag, som da de udkom. Det er næsten uhyggelig tungt metal, Trouble disker op med på disse to af heavy rockens absolutte højdepunkter. Men meget sjældent bliver Troubles ofte ikke helt korte sange kedelige eller monotone at lytte til. Sangene swinger og er proppede med gode melodier, og gruppen excellerer i breaks og temposkift, så det er lige før, at selv Mercyful Fate får baghjul.

Troubles karrier har haft sine op- og nedture. Vist mest nedture. Det har bl.a. knebet med at finde en erstatning for den narko-plagede sanger Eric Wagner. Men på Troubles seneste opus, ”The Distortion Field” (2013), havde læderhalsen Kyle Thomas (ex-Exhorder m.fl.) overtaget mikrofonen. Det er barske løjer. Men Thomas vokal passer faktisk udmærket til de traditionsbevidste guitarister Bruce Franklin og Rick Wartells mesterlige riffs.

Så der bliver noget at glæde sig til, når Trouble går på Loppens scene. Bag trommerne sidder Mark Lira, og bassen håndteres af Rob Hultz. Det bliver garanteret heavy. Så heavy, at høreværn ikke slår til. Nyrebælte bør også medbringes til koncertstedet. \m/

 FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama