Ondskaben dør aldrig

Vil du have riffs? Jeg mener RIFFS! Bjergkæder af RIFFS, fjeldmassiver af RIFFS?!? Godt, så skal du bare hyre en ung, lyshåret guitarist – og skaffe dig noget parkinson!

Sådan lader logikken til at være. For der er ellers ingen logik i, at et ældgammelt heavy metal-band, som i deres yngre år i perioder virkede udbrændt, begynder at lange mesterlige albums ud til deres fans. Vel at mærke efter, at én af deres to stilskabende guitarister er gået på pension.

”Firepower” er Judas Priests andet album med Richie Faulkner, der i 2011 erstattede K.K. Downing som Glenn Tiptons twin lead-makker. At Priest overhovedet overlevede denne udskiftning, kom bag på de fleste. At den tilmed viste sig at revitalisere bandet på en måde, der minder om det boost, som Scott Travis gav Judas Priest, da han i 1989 overtog trommepodiet efter Dave Holland (R.I.P.), ja, den havde jeg i hvert fald ikke set komme.

Kigger man på Faulkners cv, er han en ubetydelig guitarist. Men Tipton har et mirakuløst gehør, og han kunne altså høre en Judas-broder i Faulkners spil. Eller måske snarere en Judas-søn, for Richie er født samme år, som Priest udgav deres store gennembrudsalbum, ”British Steel” (1980). Det mest imponerende ved Faulkner er, at han er så aldeles uimponeret. At han uden at ryste i læderbukserne kan deltage i sangskrivningen på et niveau, som K.K. næppe kunne overtrumfe.

Men lad os ikke glemme, hvem der er den kunstneriske dynamo i Judas Priest. Det er Glenn Tipton. Præcis hvorfor K.K. havde brug for at mistænkeliggøre Tipton i forbindelse med udsendelsen af ”Firepower”, er ubegribeligt for de fleste fans. ”Hvem spiller reelt guitarerne på albummet?” spurgte KK inkvisitorisk, med henvisning til Tiptons fremskredne sygdom. Læs her.

Rob Halford var hurtigt ude i medierne for at sætte K.K. på plads. Den parkinson-ramte Tipton spiller sine egne parter på ”Firepower”! Og allerede ved første gennemlytning kan man konstatere, at Tiptons fingeraftryk som riffmeister er spredt over hele albummet.

Jeg ønsker ikke at forklejne Faulkners bidrag til sangskrivningen. Men Glenn Tipton tilhører heavy metals absolutte elite, hvad angår det at kreere riffs.

”Firepower” holder en stolt riff-tradition i hævd. ”Riff After Riff” kaldte fans i sin tid ”Sin After Sin” (1977). Og på det punkt følger ”Firepower” trop. Prøv at sidde bumstille under riffet i omkvædet til ”Flame Thrower”. Kropumuligt!

Det nye album har endnu skarpere riffs end forgængeren ”Redeemer Of Souls” (2014). Og mange af sangene på ”Firepower” er struktureret efter episke mønstre, som leder tankerne hen på Judas Priests kunstneriske storhedstid i halvfjerdserne. Sæt ”Sad Wings Of Destiny” (1976) på og hør de store dynamikudsving, se de musikalske farver changere, og føl stemninger kæntre fra smerte til had med et karatehugs præcision.

”Firepower” har nogle af disse kvaliteter. En fiks detalje er fx, at den dystre intro på ”Never The Heroes” flyder ud i Ian Hills basspil, der således er med til lave et underliggende stemningsmaleri.

Det er ikke kun i riffingen, ”Firepower” brillerer. Det er også i melodierne og i solosekvenserne. Effekten af guitarduellen i ”Children Of The Sun” løfter musikken et pænt stykke over ordinært heavy metal.  

På ”Firepower” indgår det episke og det skallesmækkende en alliance – akkurat som det var tilfældet på fx ”Stained Class” (1978).

Lad gå, at ”Firepower”s to åbningsnumre er overivrige efter at please lytteren med nakkegymnastik à la ”Painkiller” (1990). Jeg bilder hverken mig selv eller andre ind, at der er noget egentligt nyskabende på ”Firepower”. Men der er en friskhed i numrene, en kådhed, hvor det hårdslående og det iørefaldende smedes sammen i en ubrydelige enhed. Hør Halfords dolkestød af en hookline i omkvædet” på ”Evil Never Dies”.

Smertensbarnet i Judas Priest har alle dage været Rob Halford. The Metal God, der allerede tidligt i sin karriere havde problemer med at holde de sølverne stemmebånd blanke under det hårde turnéliv. På ”Firepower” gør han det godt. Virkelig godt. Måske det bedste vi har hørt Halford, siden han i 2000 fandt ud af sin midtvejs- og identitetskrise med det fænomenale heavy metal-comeback, ”Resurrection”.

Rob Halford er en stor, om end ujævn rockpoet. Jo, der er tåkrummere på ”Firepower” – altså, hvor mange hårdrocksange har vi ikke allerede om lynnedslag og om aldrig at overgive sig? Men der er sandelig også fejende flot poesi som fx:  

The devil’s moved from Georgia 
His mission’s still the same 
The world’s become his oyster once again

Det er specielle tekster, Halford skriver. Også når han udplyndrer genrens skatkammer af klichéer. Hvis fans virkelig lyttede til, hvad Halford synger på ”Firepower”, tror jeg, der ville rejse sig et ramaskrig. Halford vover at gå imod metalgenrens teologiske trend.

Halford havde allerede i sine unge år en evne til at hugge ordene ud som skulpturer, ligesom hans metalliske form for symbolisme gav plads til en samfundskritik, der var mere flertydig og åben for fortolkning end datidens noget udtrådte socialrealisme.

På ”Firepower” er der også tekster, hvor der inde bag symbolerne gemmer sig kommentarer til den politiske situation og det økologiske ragnarok omkring os. Fx er ”Never The Heroes” et smukt alsangs-egnet nummer, som danner modbillede til den patriotisme, som bl.a. Five Finger Death Punch har blameret sig med de seneste år.

Produktionen? Andy Sneap og Tom Allom hører ikke blandt mine yndlingsproducere. Men ”Firepower” har Priests bedste lyd, siden Chris Tsangarides (R.I.P.) gav Tipton & Co. eksplosionskraften tilbage på ”Painkiller”. Musikken kommer bedre ud af højttalerne, end den gjorde på den noget altmodisch producerede ”Redeemer Of Souls”. ”Firepower” har en moderne sound, men den kvæles ikke i den hyperkompression, som er blevet resultatet af den såkaldte loudness war.

Forbedringerne og fremskridtene når helt ud i coveret. Åh ja, hvordan gik det lige til, at Judas Priest, der oprindelig havde verdens bedste og mest banebrydende pladeomslag, endte med være serielle spredere af grafisk crap?

Nuvel, denne gang har Claudio Bergamin fået opgaven. Et besynderligt valg, vurderet ud fra hans portfolio. Men den italiensk/chilensk kunstner har faktisk skabt et cover, som har (LIDT!) af den futuristiske dynamik, jeg personligt elsker de tidlige Priest-omslag for. Indtil man vender pladen om og kigger på bagsiden … I guder!!!

”Firepower” er ikke et formfuldendt album som fx ”Killing Machine” (1978). Men det er et vitalt og stilsikkert album, hvor der – ahem – ikke rystes på hånden. <13>

Judas Priest: ”Firepower”, dobbelt lp, sort vinyl (Columbia/Sony Music)

Læs flere artikler om Judas Priest her på Rifferama (se tags i venstre spalte).

Judas Priest fra venstre: Travis, Hill, Halford, Tipton, Faulkner.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Præsten regerer med jernhånd

Koncert-optagelse fra 1984 kaster nyt lys over ”Defenders Of The Faith” – det sidste album Judas Priest udgav, før de bukkede under for MTVs hair metal-dille.

Det klassiske foto fra inderposen til vinyludgaven af "Defenders Of The Faith".

”Defenders Of The Faith” har aldrig været ”mit” Judas Priest-album. Pladen kom på et tidspunkt, hvor metalgenren var i opbrud. I 1984 gik udviklingen stærkt: det heavy’e blev heavier og heavier, og det hurtige blev hurtigere og hurtigere for hver måned. Til gengæld blev det poppede også mere og mere poppet for hver gang, et kalenderblad blev vendt.

Judas Priest virkede lidt tamme i 1984, når jeg sammenlignede dem med de løvebrøl, der kom fra unge grupper som Mercyful Fate, Metallica, Slayer, Hellhammer, Trouble, Savatage, Warlord, Helstar, Running Wild og Exciter. Næsten alle disse nye bands var STÆRKT inspirereret af Judas Priest. Exciter og Running Wild var ligefrem opkaldt efter Judas Priest-sange.

Men for mig var Rob Halford & Co. drejet ind i en blindgyde. De sang måske nok, at de var ”Heading Out To The Highway”, men reelt var de på afveje. Ude på en kunstnerisk vildspor.

Deres musik var blevet for mainstream-agtig, for formularisk. Sangene var blevet lovlig éndimensionelle og strømlinede i forhold til den mere episke og progressive stil, som Halford, Tipton, Downing og Hill havde spillet på mine Judas-favoritter: ”Sad Wings Of Destiny”, ”Sin After Sin”, ”Stained Class” og ”Unleashed In The East”, der udkom i perioden 1976-79.   

I min anmeldelse af Witchkiller (Hot Rockin’ vol. IV, august 1984) sammenlignede jeg det canadiske band med ”de seriøse Judas Priest (1976-78).” En hård dom over Judas? Så absolut. Men det var en meget udbredt holdning blandt 1. generations-Priest-fans, at Halford & Co.’s storhedstid lå i gruppens første årti.

Rob Halford var åbenbart bevidst om problemet allerede dengang. I Steve Getts biografi ”Heavy Duty” (1984) udtaler Judas Priest-sangeren:

”Heavy metal er sandsynligvis en af de sværeste former for musik at skrive. Den kan være kompleks, hvis det er det, man ønsker. Men sommetider kan det være svært at være melodisk uden at kassere den robusthed, som metal handler om. Når man har kommerciel succes, åbner det døren til et langt større publikum. Det gjorde ”Screaming For Vengeance” for Priest. Så det er vigtigt at bibeholde den succes, og der er visse måder at gøre det på. En af dem er at skrive sange, der appellerer til et bredere publikum, men uden at miste sin troværdighed i heavy metal-kredse.”

KAOSUHYRET PÅ VÆGGEN    
Judas Priest var begyndt at spille en mere direkte, skallesmækkende metal på ”Killing Machine” (1978) og gennembrudsalbummet ”British Steel” (1980). Men det blev snart tydeligt, at de flotte salgstal og de store publikumsskarer skulle holdes vedlige med en musik, hvor hugtænderne var filet ned.

Kedsomheden begyndte allerede på ”Point Of Entry” (1981). Og jeg tabte hurtigt interessen for ”Screaming For Vengeance”, der udkom i 1982, hvor den skulle konkurrere med mere grumt output som Accepts ”Restless And Wild”, Manowars ”Battle Hymns”, Venoms ”Black Metal”, Witchfinder Generals ”Death Penalty”, Anvils ”Metal On Metal”, Tanks ”Filth Hounds Of Hades”, Pictures ”Diamond Dreamer” og The Rods’ ”Wild Dogs”.

”Screaming For Vengeance” var en rigtig friskfyrs-metallisk plade. Ørehænger efter ørehænger i rapt tempo. Men jeg savnede det kompositoriske drama, som havde givet os power balladen ”Beyond The Realms Of Death” og temposkifts-amokløbende rifferama som ”Tyrant”, ”Genocide” og ”Sinner”. Jeg savnede de glorværdige stræk, hvor Judas Priest tog sig tid til at bygge stemninger op og udvikle numrene i tsunamier af dynamiske udsving.

Kaosuhyret The Metallian, som pryder
coveret til "Defenders Of The Faith".
Vist nok en slags metallisk
tiger med horn og larvefødder ...

Jo, jeg dyrkede stadig Judas Priest i 1984. Pr. automatik købte jeg ”Defenders Of The Faith” samme uge, den udkom (starten af januar 1984). Jeg hængte sågar en plakat med kaosuhyret The Metallian op på min væg, side om side med reproduktioner af Rodney Matthews (kunstneren, der lavede artwork til bl.a. Nazareths ”No Mean City”, Magnums ”Chase The Dragon”, Diamond Heads ”Borrowed Time” og Praying Mantis’ ”Time Tells No Lies”). Og jeg valfartede fra Hjørring til København for at se Judas Priest live i Brøndby-Hallen den 20. januar 1984.

Jeg husker koncerten som ok godkendt. Jeg mindes et velkoreograferet show med synkron-headbanging og macho-poseringer en masse. Jeg husker tågebanker af tøris og et lysshow af Lichterdom-agtige proportioner.

Men jeg kan læse af min kollega Henrik ”Manner” Szymanskis udmærkede koncertanmeldelse i Hot Rockin’ vol. III, at vi senior-Judas-fans savnede nogle flere numre fra den episke epoke. Jeg kan se af Manners ord, at højdepunktet rent faktisk var ”Victim Of Changes” og ”The Green Manalishi (With The Two-Pronged Crown)” – to af glansnumrene fra Judas Priests mere eventyrlystne karrierestart.

VERDENS STØRSTE METAL-FEST     
Hvordan det helt præcis lød der i Brøndby-Hallens beton, kan jeg kun sjusse mig frem til. Men nu er ”Defenders Of The Faith” udkommet i en 30-års jubilæums-udgave, som indeholder en dobbelt-cd som bonus. På disse to cd’er findes den fuldstændige lydoptagelse af Judas Priests optræden i Long Beach Arena den 5. maj 1984.

Den californiske koncert blev bredkastet af ABC Rock Network og har tidligere cirkuleret som bootleg. Publikum bestod af ”30.000 metal maniacs,” hvis man skal tro Rob Halfords velkomsttale. Og via ABC nåede koncerten ud til 5 millioner lyttere.

21 numre fyres af i det, som Halford fra scenen kalder ”the biggest heavy metal party in the world.” Judas Priest er i topform. Tæt sammenspillet. Og lyden er heavy og velafbalanceret. Godt med brunstbrøl sendt gennem stablerne af Marshall-forstærkere.

Klart, Rob Halford lyder slidt på disse optagelser fra Long Beach Arena. Men selv Pavarotti ville lyde slidt, hvis han skulle slæbes hen over Jordens overflade måned efter måned, år efter år på en uendelig turné, som i parentes bemærket var ledsaget af en livsstil med minimal søvn og anselige mængder rusmidler.

Men Halford har en bedre aften i Long Beach, end han havde i Dortmund på den såkaldte Rock Pop-festival i december 1983, hvor Judas Priest i en optagelse, som bl.a. blev vist på dansk tv, optrådte sammen med Iron Maiden, Ozzy Osbourne og Scorpions. Men også i Long Beach kæmper Rob for livet under ”Victim Of Changes”, der har en af heavy rockens mest udfordrende melodistemmer.

Det er således en myte, at Rob mistede sin stemmepragt på sine gamle dage. Allerede i 1980’erne havde det hårde turnéliv taget toppen af den vokal, som mange (med rette!) anser for at være den ultimative heavy metal-røst.

ANTI-FASCISTISK HIT-BEJLER     
Besynderligt nok åbner Judas Priest ikke Long Beach-koncerten med ”The Hellion”/”Electric Eye”. I stedet starter gruppen med den dystre sex-schlager ”Love Bites”, som rummer rigelige basdoser fra Ian Hill. En vovet sang at starte med. Og mindst ligeså vovet af Judas Priest at spille samtlige skæringer fra ”Defenders Of The Faith” denne aften.

Det vil sige: samtlige PÅ NÆR ”Eat Me Alive”, der året efter fik æren af at komme på Tipper Gore og PMRCs liste over rockens 15 mest beskidte sange. ”Eat Me Alive” var nok for uartig at sende ud i den amerikanske æter. Jeg mener: en sang om sex med en verslinje som ”I’m gonna force you at gun point” …

Long Beach-koncerten har givet mig appetit på materialet fra ”Defenders Of The Faith”. Det er, som om sangene får lidt mere albumerum live. Som om de bliver knap så kalkulerede. Hvordan kan man ikke elske ”Sentinel” og biker-hymnen ”Rock Hard Ride Free”? Begge sange bliver ikke mindst løftet til højderne af Glenn Tipton og K.K. Downings guitarparløb, det såkaldte twin lead attack.

Gaspedal-motorikken får motion på ”Freewheel Burning”, og der er pænt med slagkraft i ”Jawbreaker” – en sang, der slet ikke handler om slagsmål, men om noget, som heteroseksuelle mænd næppe bryder sig om at lægge mundhule til.

Fra venstre: Dave Holland (trommer), Glenn Tipton (guitar), Rob Halford
(vokal), K.K. Downing (guitar) og Ian Hill (bas). 

Mere lyrisk substans er der i Bob Halligan, Jr.’s hitliste-bejler ”Some Heads Are Gonna Roll” – en sang, som folk med de ”rigtige” politiske eller religiøse holdninger elsker at fejltolke som voldsforherligende. Men det er altså en advarsel mod fascistiske tilbøjeligheder i samfundet. Præcis de tilbøjeligheder, der placerede ”Eat Me Alive” på PMRCs Filthy Fifteen-liste. Tilbøjeligheder, som for Judas Priests vedkommende kulminerede i 1990 med den forfærdelige retssag i Reno, Nevada, hvor Halford & Co. blev anklaget for via såkaldt backmasking at have påvirket to teenagedrenge til at begå selvmord i 1985.

Den smukke ”Night Comes Down” ruller henover publikum med en gåsehudsfremkaldende stemning. Og det mammut-tunge og militant marcherende titelnummer (”Heavy Duty”/”Defenders Of The Faith”) har faktisk noget epicus metallicus over sig i al sin tilbedelse af den sakrale metal. En af de bedste heavy metal-hymner nogensinde. Og med en tekst, der må have bekræftet den kongelige hof-heavyhader Torben Billes værste fordomme om hård rock.   

TONALT RAGNAROK     

Det er de to live-cd’er, som gør denne ”special 30th anniversary deluxe edition” værd at eje. Remaster-halløjet har vi været igennem før, med bokssæt, bonusnumre og alt det cd-gejl. ”Defenders Of The Faith” lyder stadig bedst i den originale vinylversion, basta!

Men Long Beach-koncerten er værd at gå efter for fans. Alene Judas Priests overdrevne heavy metal-mentalitet gør disse optagelser pengene værd. For hvor mange bands har i dén grad overdrevet tiplæs-afslutningerne, som Priest gør det her? ”The Green Manalishi” og ”Hell Bent For Leather” får aldrig ende. Tipton, Downing, Hill og trommeslager Dave Holland vælter bare kaos ud over publikum i én uendelighed. Vrælende guitarer, trommetorden i ét uafbrudt tonalt ragnarok, før numrene (efter flere minutters øredøvende opbremsning!) slutter i en publikums-ekstase, der truer med at løfte taget af arenaen.

Det var den slags overdrivelser, som gjorde metalgenren forhadt i 1970’erne og 1980’erne. ”Det er for meget,” hed det sig. Men det er jo præcis, hvad ÆGTE heavy metal altid har handlet om: at være for meget. ”Den gyldne middelvej”, ”alt med måde”, ”ved jorden at blive det sømmer sig bedst” og alt det der, det tilhører andre, mere finkulturelle genrer … \m/

Livefotos fra bookletten til den nye jubilæumsversion af "Defenders Of The Faith".

I BAGKLOGSKABENS LYS: Historien viste, at min mavefornemmelse i 1984 holdt stik: Judas Priest var på afveje med både ”Screaming For Vengeance” og ”Defenders Of The Faith”. Og i 1986 indtraf katastrofen, som denne Rifferama-artikel vil forbigå i tavshed.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Velkommen til kaos

”Redeemer Of Souls” er det helt store samtaleemne i metalmiljøet i disse dage. Internettet gnistrer med anmeldelser og kommentarer om Judas Priests 17. studiealbum. Stjernekastere og net-trolde, has-beens og unge løver, skaldepander såvel som folk med garn helt ned til røven – alle skal de absolut MENE noget om ”Redeemer Of Souls”. Hvad albummet reelt handler om, får vi sjældent at vide.

Rifferama bringer her en helt anden vinkel på det nye Priest-album.

Sjælefrelseren, udstyret med skæbnens sørgelige vinger.

De færreste af de anmeldelser og kommentarer, jeg har læst i forbindelse med ”Redeemer Of Souls”, har rent faktisk handlet om andet end folks meninger. Det er uhyre få, som har gjort mig klogere på albummet, som har fortalt mig noget faktuelt om ”Redeemer Of Souls”. Selv anmeldere, som enten har eller engang havde velbetalte stillinger, plaprer bare løs om sig selv, og hvad de mener.

Fair nok, noget skal tiden jo gå med. Min anmeldelse kan læses i det kommende nummer af Metalized (nr. 93) – og den er næppe klogere end gennemsnittet. Men her er en mere nøgtern gennemgang af albummet, der (forhåbentlig) ikke er skæmmet eller hæmmet af meningsmageri, men som (forhåbentlig) kan fungere som en slags guide til dem, som endnu ikke har hørt ”Redeemer Of Souls”.

Allerførst: den kvikke læser har allerede fattet, at ”Redeemer Of Souls” ikke byder på noget nyt. Men at Judas Priest til gengæld bruger albummet til at samle trådene i et væv af lyriske og genremæssige referencer til deres grandiose bagkatalog. På det punkt adskiller albummet sig ikke radikalt fra ”Angel Of Retribution” (2005).

Dragonaut byder velkommen.

”DRAGONAUT” er en metal-traditionalistisk velkomst til kaos. Dragonaut er Judas Priests nye kaosmonster. En pendant til Godzilla (Blue Öyster Cult) eller Mothra (Anvil) er skabt. Et drageuhyre, ildspyende og jagende på flossede vinger à la de helvedeshøge, som JR.R. Tolkiens Nazgul ”rider” på. Hvis man kender bare lidt til Rob Halfords livssyn, så kan man lure en vis alvor bag bøhmands-historien. Men scenen er i hvert fald sat: lytteren føres ind i et infernalsk univers. 

”Welcome to my world of steel,” hilser Dagonaut til tonerne fra en musik, der har mere end overfladiske ligheder med den, man fandt på ”Painkiller” (1990). Altså optempo, power metal-dynamisk rock drevet frem af Scott Travis’ rask marcherende fodarbejde.

”REDEEMER OF SOULS” cykler derud i samme ”Painkiller”-stil. Faktisk refererer teksten til titelnummeret på 1990-albummet, idet Halford lader sjælefrelseren drøne afsted på ”that two wheeler from hell on the wind”. Introteksten på albummets bagside uddyber scenariet: den undergangstruede menneskehed frelses af en soldat, som udstyret med ”skæbnens sørgelige vinger” (=en reference til Priests 1976-album) og en evig kraft kommer metallen til undsætning. Her flyder kryptisk teologi og heavy metal-ideologi sammen. ”Redeemer Of Souls” er et af de mest iørefaldende numre, Judas Priest nogensinde har skrevet.

”HALLS OF VALHALLA” – titlen taler for sig selv. Judas slipper okay fra vikinge-klichéerne. Det er ikke en dybsindig sang. Men en ganske underholdende videreførelse af heavy rockens vikinge-romantik, som vel startede i 1970 med Led Zeppelins ”Immigrant Song” (Robert Plant: ”Valhalla, I’m coming”), og som blev ført ind i 1980’erne af svenske Heavy Load, og som nu om dage føres stolt videre af grupper som Grand Magus og Amon Amarth. Det hærdebrede omkvæd til slut i sangen er noget, der kan få gæve gutter til at hæve mjødhornet i den ene Brageskål efter den anden. Halfords skrig før den forrygende guitarduel er sindssygt – vel det vildeste, manden har lavet på et studiealbum.

”SWORD OF DAMOCLES” er et lidt Iron Maiden-agtigt nummer. Mere keltisk i tonen, mere pompøst – godt med guitar-krånsj i omkvædet. Opbygningen med en stille passage før finalen trækker tråde tilbage til Judas Priests episke stil fra 1970’erne. Og teksten? Det er ikke ”bare” en almindelig sang om heroisme. Finten med Damoklessværdet er bare ét eksempel på, at Halford ikke er en dum rimsmed. Her griber han tilbage til legenden om Damokles, som misundte tyrannen Dionysios’ lykke. Tyrannen tilbød at bytte plads med Damokles, som således blev bænket ved et overdådigt dækket bord. Problemet var bare, at Dionysios havde ladet et skarpslebet sværd hænge op oven over hæderspladsen – sværdet dinglede kun i et tyndt hestehår og truede hvert øjeblik med at tilintetgøre Damokles, som på den måde fik en lektion om, at fyrsten lever i konstant fare.

”MARCH OF THE DAMNED” er noget nær det heavieste, Judas Priest har lavet – ever! Nummeret tonser frem med et riff, der er lillebror til Black Sabbaths ”Zero The Hero” (1983). Mørk i stemningen, men for hurtig til at være egentlig doom. Stilmæssigt ligger ”March Of The Damned” ikke vildt langt fra ”Killing Machine” (1978) og ”British Steel” (1980). Hovedriffet er (vist nok) komponeret af Faulkner, som virkelig har givet de aldrende herrer i Priest fornyet energi. For resten er ”March Of The Damned” en slags slagsang, der handler om Judas Priests dedikerede fans, der marcherer som denne verdens fordømte armé.

”DOWN IN FLAMES” er et mere ordinært nummer. Men før kedsomheden tager over, laver Judas Priest lige et Mercyful Fate-agtigt break og cutter det hele op med et skævt, savtakket riff. Hvis man ikke har bemærket det før, så er det her meget tydeligt, at Judas Priest har lyttet til kritikken af deres sjælløst aflirede onani-soli på de sidste mange plader. Tipton er på det nye album vendt tilbage til den klassiske, melodiske solostil, og parløbet med den nye guitarist Richie Faulkner er som skabt i helvede – for nu at alludere til en sang om heavy metals skabelse, som Halford udsendte solo i 2000: ”Made In Hell”.

”HELL & BACK” starter akustisk, før Ian Hills bas laver rullende torden, som fører over i en gang pumpe-groovende betonrock à la 1970’erne. Teksten er ladet med hærdet livserfaring: ”When I was young life was savage / The leather get scuffed as it’s worn / Rolling along you get damaged / So you grab the bull by the horns.” Nummeret ville ikke være faldet ved siden af stilen på Judas-debuten ”Rocka Rolla” (1974).

”COLD BLOODED” er albummets absolutte stand-out track. Melodisk på den heavy måde. Smukt og drønhamrende uhyggeligt. En psykopatisk ode, hvor ondskab og melankoli smelter sammen i et hjertekrympende epos om, hvordan følelseskulde opstår. Der er full power-drama før guitar-soli-klimakset, når Rob synger: ”You took my life and all I live for / I’m left for dead / Cold blooded and in hell.” Nummeret er melodisk nok til at passe ind på et album som ”Screaming For Vengeance” (1982). Men det virker dybere, og det er en af de få skæringer på albummet, hvor Priest sprænger rammerne for deres tonekunst og tager nyt land.

”METALIZED” … øh, det er måske ikke så kvikt at bruge en titel, som Sabaton satte sit stempel på allerede i 2007. Mere speed metal-fræs fra Judas Priest, en lillebror til ”Rapid Fire” fra ”British Steel” (1980) måske. Ikke specielt melodisk, men højenergisk som bara jäkel. Teksten handler om en af Halfords mange dommedags-skikkelser. Denne her Metalizer er vel i familie med Painkilleren eller Exciteren fra ”Stained Class” (1978). Er historien modelleret efter Jesu genkomst (Metalizeren genopstår fra de døde, Himlen bønkaldes, nogen skal dø, andre lever videre etc.)? Eller er det ren skræk-sci-fi? Svaret blæser i Halfords hjerne, hvor sort eskatologi (=læren om de sidste tider) af og til kaster denne type af sange af sig.

”CROSSFIRE” er en bluesy betonrocker i vene med ”Rocka Rolla”. Halford taler her dunder i en tekst, som er kritisk over for vores samtid. Vi bombarderes med ufordøjelige informationer, vi dopes og fordummes. Hykleri og værdisammenbrud dominerer. Misantropien står på spring, når Rob hvisler: ”Swearing on the bible / Hypocrites and fools / Losing your religion / Breaking all the rules,” mens Hill og Travis holder liv i en rockpuls, som er vældig medrivende.

”SECRETS OF THE DEAD” må være skrevet, lige efter at Judas Priest har skamhørt Led Zeppelins ”Kashmir” (1975). Et majestætisk, episk nummer i 1970’er-stilen. En inciterende orientalsk stemning flyder igennem sangen, som byder på en fin kombination af metallisk tyngde og skønhed i Faulkners og Tiptons soloarbejde. Det er dystre syner, Halford fremmaner i halvmånens skær. Tematisk passer sangen perfekt i forlængelse af ”Crossfire”.

Fra venstre: Ian Hill, Scott Travis, Rob Halford,
Richie Faulkner og Glenn Tipton.

”BATTLE CRY” er klassisk 1980’er-Priest à la ”The Sentinel” fra ”Defenders Of The Faith” (1983). En optempo-slagsang med sværdet trukket i kampgejst og med vinden blafrende i de højt hævede bannere. Hvem kæmper vi imod? Halford siger det ikke præcist, men kampen ledes af en Odysseus-agtig helt, som vender hjem med styrket ry. Det er sword & sorcery for fuld skrue. Det er hørt tusind gange før. Men det var Judas Priest, der opfandt det.

”BEGINNING OF THE END” afslutter albummet på en stilfærdig måde. Det er interessant, at gruppen tager ballade-formen op. Skæringer som ”Epitaph”, ”Last Rose Of Summer” og ”Beyond The Realms Of Death” var jo netop med til at gøre ”Sad Wings Of Destiny”, ”Sin After Sin” og ”Stained Class” til alsidige værker, der gav Priests metalrock et stort kunstnerisk vingespænd. ”Beginning Of The End” er vel en slags begravelses-salme, hvor Rob synger: ”And so we will rise / By the grace of God alone / His words are carved in stone.” \m/

Læs Rifferamas togt gennem Judas Priests diskografi her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama