Forvoksede headbanger-muskler

Hvis der findes noget, der kan give midaldrende mænd bumser, så er det lyden af Metallica, der bliver grebet af den gamle metal-militsånd.

Metallica klar til at cliff'e dem alle.

Rigtig gættet. Jeg hører til den generation, der udviklede forvoksede headbanger-muskler af bar Metallica-fanatisme. ”Kill ’Em All” var en åbenbaring, og de første koncerter i Danmark (Saga, Holstebro, Roskilde Festival) gav ud-af-kroppen-fornemmelser af bersærkergangs-begejstring.

I lang tid sagde vi ”metal up your ass” og ”Cliff ’em all” i hver anden sætning, og kaffen, vi trak, blev brygget på en Metal Melitta. Senere blev Lars Ulrich & Co. så store, at vi blev nødt til at dele dem med folk, der stammede fra en anden planet end os. Det tog Metallica desværre skade af. Og siden har det ikke været det samme.

Og dog. For hvis der findes noget, der kan give midaldrende mænd bumser, så er det lyden af Metallica, der bliver grebet af den gamle metal-militsånd. Og det sker stadig. Især når bandet trykker de gamle metalklassikere af – de klassikere, der i sin tid gav James Hetfield & Co. lyst til at spille heavy metal.

Selv i 1990’erne, hvor Metallica totalt tabte tråden, kunne de gamle thrash-pionerer blive grebet af heavy metal-manien. Det kom til udtryk på dobbelt-cd’en ”Garage Inc.”, der blev sendt i handlen op til jul i 1998.

Min anmeldelse kunne læses i Månedsmagasinet À Jour, december 1998. Og den lød sådan her:

Metallica har gjort det til en sport at indspille cover versioner af deres favoritnumre med andre bands. Og i bedste ”vi er Metallica, og vi gør det, som alle andre bands end ikke tør drømme om”-stil smider tungrockens største navn nu en dobbelt-cd med lutter cover versioner på markedet.

Disc 2 er et skrabsammen af alle Metallicas tidligere præstationer udi kopirocken. Her finder man f.eks. den tordnende fede version af Diamond Heads ”Am I Evil?”. Andre highlights på disc 2 er Blitzkriegs speed metal-krigsschlager ”Blitzkrieg” og Queens hårdtrockende ”Stone Cold Crazy”. Og så rummer disc 2 selvfølgelig også hele den legendariske ”Garage Days Re-revisited EP”, der har været uopdrivelig i årevis.

Disc 1 består derimod af nyindspilninger. Og her demonstrerer Metallica, at der ikke er groet mos på dem siden, de udgav de ualmindeligt lamme ”Load”- or ”Reload”-plader. Her rockes der med manér.

Godt nok lugter det af våd hund, når Lars Ulrich & Co. giver sig i lag med sydstatsrock à la Lynyrd Skynyrds ”Tuesday’s Gone”, og deres fortolkning af Nick Caves ”Loverman” er helt ærligt lidt gumpetung.

Men ellers er der masser af plads til begejstring. Diamond Heads blærede ”It’s Electric” får den gode, gamle Metallica-behandling. Det samme gør Black Sabbaths ”Sabbra Cadabra”, og deres elleve minutter lange Mercyful Fate-medley kan få selv KFUM-spejdere til at lave ”satantegnet.”

Versionerne af ”Astronomy” kan sagtens matche Blue Öyster Cults original, og ”Whiskey In The Jar” kan næsten hamle op med Thin Lizzys udgave af den gamle, irske folk-traver.

Jo, ”Garage Inc.” er et overflødighedshorn af heavy-freaks. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Verdens sygeste chok-rocker

Alice Cooper svælgede i menstruationsblod. Han promoverede pædofili og dyrkede sex med lig. Eller gjorde han?

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i EMP/NRG, vintermagasin / katalog 4/2011)

The Coop, som han så ud på sit seneste opus: "Welcome 2 My Nightmare" fra 2011.

Heavy metal nedbryder tabuer og zoomer ind på samfundets skyggesider. Og ingen har gjort lige præcis dét bedre end Alice Cooper.

Der er måske lidt hyggeonkel over Alice Cooper anno her og nu. Men tilbage i 1970’erne var Alice Cooper farlig. Det mente datidens moralvogtere i hvert fald.

Hvad var det egentlig, at Mary Whitehouse (britisk småborgerlig, stokkonservativ moralist og censur-aktivist) og ligesindede så, når de kiggede på Alice Cooper? De så Det Værste!

Brugte Alice Cooper måske ikke uhyrlig, edderkopagtig sminke om øjnene? Optrådte han måske ikke i stramtsiddende, glittet og leopardplettet kluns, og stavrede han måske ikke rundt i langskaftede støvler med tårnhøje hæle, så man fik underlige anelser om, at han var til unaturlige seksuelle aktiviteter?

Gik Alice Cooper måske ikke amok på scenen og huggede baby-dukker i småstykker med en økse? Med en ægte, seriøs, skarpsleben økse! Sang han måske ikke om noget så tystys og helt igennem unævneligt som menstruation? Og hævdede han måske ikke, at det var køleskabs-himmelsk at have sex med en død kvinde? Jo, han gjorde så. Havde man nogensinde set magen? Nej, man havde ikke. Og derfor skulle hans plader ikke spilles i radioen. Og hans koncerter skulle forbydes. Alice Cooper var pervers, basta!

Men trods censur og forbud banede Alice Cooper sig alligevel vej til hitlisterne. Og i midten af 1970’erne var Alice Cooper et af verdens bedst sælgende rocknavne. Der er nemlig ikke noget, ungerne elsker så højt som det, der er forbudt. Men det har moralister aldrig forstået.

Alice Cooper var ekspert i at formulere og iscenesætte de følelser, som hører med til at være ung. Sange som ”I’m Eighteen” (1971) og ”School’s Out” (1972) var de rene pletskud hos en ungdom, som:

1. ønskede at gøre oprør mod forældrenes borgerlige, autoritære og dybt kedsommelige kultur, men som:

2. heller ikke gad have noget at gøre med hippiernes lallede og åh så frigjorde og frelste men alligevel betonmarxistiske dogmatik.

ALICE COOPER SOM USA’S PRÆSIDENT

Da Alice Cooper dukkede op på rockscenen, var han en bizar cocktail af syrerock, glam og punk. Og Alice Coopers shows var et heavy rockens totalteater, eller et psykodrama, som Alice Cooper selv foretrækker at kalde det. Tabuer blev nedbrudt på stribe, og samfundsmæssige og dybdepsykologiske vrangsider blev stillet til skue. Men aldrig på en forkrampet og fordrejet måde.

Alice var med egne ord ”sick”, men ”syg” på en sjov og satirisk måde. Han sørgede altid for at have et glimt i øjet. Hans shows var forløsende, ikke fordærvende. De var tegneserieagtige, og gys og grin gik op i en højere enhed.

Hvis man ikke har humor, vil Alice Coopers show altid være et lukket land. Og man skal helst have sort humor i selskab med Alice Cooper. Men så kan man såmænd også få sig andet og mere end et billigt grin. Man kan få et par ting at tænke over hos Alice Cooper. Desværre har og havde Alices kritikere ikke en eneste humoristisk knogle i skroget, og derfor florerer der stadig de særeste vrangforestillinger om Alice Cooper. På sangen ”Go To Hell” (1976) spiddede Alice sine bornerte og humorforladte kritikere. Men fattede de ironien? Gæt selv.

Alice afspejlede samfundet. Det var sådan set det, sangen ”Reflected” fra 1969 handlede om. ”Reflected” blev ikke et hit. Og dog. For i 1972 omskrev Alice Cooper sangen, så den blev til ”Elected”.

I ”Elected” skrålede Alice Cooper, at han ville vælges. Til præsident i Amerikas forenede stater! Og som publicity stunt stillede Alice Cooper faktisk op til præsidentvalget som modkandidat til Richard Nixon. Der blev skabt fiktive scenarier, hvor Alice Cooper ankom i en limousine, med høj hat og høj cigarføring for at lade sig hylde af de hysteriske masser.

Der var selvfølgelig nogen, der syntes, at det var sygt at stille Alice Cooper op til præsidentvalg. Men Watergate-skandalen skulle året efter afsløre, at det mest syge var, at Nixon vandt valget.

Alice Cooper anno 1973. Satiren antydede, at der var en forbindelse
mellem perversion of den almægtige dollar.

PÆDOFILI OG NEKROFILI I RAMPELYSET

I 1973 udsendte Alice Cooper albummet ”Billion Dollar Babies”. Lp’ens inderpose var udstyret med et meget kontroversielt foto, hvor The Coop sad med et nøgent, grædende spædbarn, hvis kønsorganer var dækket af et figenblad. Det var såmænd slemt nok. Men allerværst var det åbenbart, at figenbladet bar motivet fra en dollarseddel. Satiren antydede, at der er en forbindelse mellem perversion og den almægtige dollar.

I forbindelse med ”Billion Dollar Babies” udtalte Alice Cooper til Creem Magazine, at hans show var et forsøg på at vende tilbage til kabaret-traditionen. Alice forklarede, at han satte spot på dekadence, og at kabareterne netop stammede fra en periode i Tysklands historie, hvor man var meget optaget af dekadence.

”Og det er præcis det, vi laver. Vi laver det bare med rockmusik i stedet for den gamle øldrikningsmusik […] Meningen med ”Billion Dollar Babies”-albummet var at udnytte idéen om, at mennesker faktisk har syge perversioner.”

Det er i det lys, at sange som ”Billion Dollar Babies” og ”I Love The Dead” skal ses. Og på den måde hev Alice Cooper pædofili og nekrofili ind i rampelyset. Det brød det borgerlige etablissement sig ikke om. Der er trods alt visse ting, som det sømmer sig at dyrke i det skjulte.

Men hov, det var ikke kun de borgerlige, der ikke brød sig om ”Billion Dollar Babies”. Det på det tidspunkt meget venstreorienterede magasin Rolling Stone stod også af på ”I Love The Dead”. Men, uha, de havde skam et helt andet ordforråd til at udtrykke den enkle kendsgerning: de var forargede!

SVÆLGEDE ALICE I MENSESBLOD?

Alice Cooper sagde ikke noget for at provokere, men han provokerede for at sige noget. Lad os lige smuglytte til, hvad der reelt var budskabet i nogle af Alice Coopers kontroversielle sange.

Var Alice Cooper en pædofil slagter, når han huggede plastik-babyer i stykker med en økse i sangen ”Dead Babies”? Nixenbixen. Men i stedet for at danne en basisgruppe og skrive en lejrbåls-tralala-sang om børnemishandling, satte Alice Cooper problemet med overgreb mod børn i scene på en horribel måde – en måde, som passer meget bedre til det uhyggelige emne end nok så meget af datidens pussenusse-hippie-kollektiv-lad-os-sætte-os-i-en-rundkreds-muzak.

”Det var den første anti-børnemishandlings-sang,” forklarer Alice Cooper i Metal Hammer nr. 222 (september 2011). ”Men som i de fleste tilfælde, bliver kontroversielle sange misforstået.” Ja, mon ikke.

Og så var der jo den dersens sang om menstruationsblod. ”Only Women Bleed” hed den, og den blev et massivt singlehit i sommeren 1975. Men i Canada skar man lidt i titlen, bare sådan for at undgå alt det griseri med kvindens periodevise blødninger. Så i Canada hed sangen kun ”Only Women”.

Men hvor mange af de bange mennesker lyttede efter teksten til ”Only Women Bleed”? Antallet var vist nul. For svælgede Alice Cooper virkelig i mensesblod? Nul, putte. I virkeligheden var ”Only Women Bleed” en sang om undertrykkelse af kvinder. Der er faktisk nogen, der påstår, at ”Only Women Bleed” er direkte feministisk. Men okay, det gør selvfølgelig ikke sangen mindre problematisk i højreorienterede miljøer …

Alice Cooper var fra 1969-1975 ikke kun navnet på en sanger, men også navnet på Alice Coopers
band. Med kommercielle og kunstneriske op- og nedture har The Coops karriere varet i mere end
fire årtier! Her ses legenden på forsiden af magasinet Sweden Rock.

DA ALICE DRAK HØNSEBLOD PÅ SCENEN

I bookletten til bokssættet ”The Life And Crimes Of Alice Cooper” (1999) siger The Coop: ”Believe the humor, not the rumor”. Altså: tro ikke på alle de vilde rygter om Alice Coopers udskejeler. Tro i stedet på, at der er mening med galskaben.

Allerede tidligt i Alice Coopers karriere gik det galt. I 1969 spillede Alice Cooper og hans lømmelband en koncert i Toronto. En fan smed en levende høne op på scenen. Alice gik ud fra, at høns kunne flyve, så han smed hønen op luften i den tro, at den ville flyve i sikkerhed. I stedet landede den i det frådende hav af Alice-fans. Det stakkels stykke fjerkræ blev øjeblikkeligt flået i stykker.

Pressen fik fat i episoden, og da historien udkom på tryk, kunne man læse, hvordan en pervers mandlig rockstjerne med et kvindenavn havde bidt hovedet af en høne og drukket dens blod på scenen. Alle troede på historien. Selv The Whos rebelske guitarist Pete Townshend fordømte Alice Cooper for at slagte høns på scenen. Ja, han nævnte sågar Alices skændselsgerning i The Who-sangen ”Put The Money Down” (findes på albummet ”Odds & Sods” fra 1974). Men som så meget, der bliver sagt om Alice Cooper, var og er det løgn og halve sandheder.

Vandrehistorierne om Alice Cooper er talløse. For et par somre talte jeg med en ung kvinde fra det danske metalmiljø. Som sædvanlig rablede jeg løs om, hvor fantastisk Alice Cooper er, og så var det, at hun spurgte mig – dybt seriøst: Passer det, at Alice Cooper har slagtet hundehvalpe på scenen? Den arme høne fra Toronto i 1969 lever altså videre som en hundehvalp i den sagnkreds, der omgiver Alice Cooper.

TOTAL SIGNALFORVIRRING – ELLER?

”Jeg har aldrig lavet noget ukristeligt på scenen. Og jeg har bestemt ikke lavet noget pro-satanisk,” udtalte Alice Cooper til Metal Hammer nr. 222. ”Jeg ved ikke, hvorfor den kristne højrefløj leder efter Satan i rock’n’roll – de burde lede efter ham i politik.”

Men hvad er nu det? Spiller Alice Cooper uskyldig? Chokrockeren, der har solgt millioner af plader med sangtitler som ”Killer” (1971), ”Feed My Frankenstein” (1991) og ”I’ll Bite Your Face Off” (2011)!?! Lurer der et paradoks under Alices splattede overflade?

Alice Cooper er ikke for fastholdere. Og det mest chokerende ved den gamle chokrocker er måske, at han er en trofast familiefar, som har været gift med den samme kvinde i noget, der i rockstjernesammenhæng nærmer sig æoner. Og så er han desuden personlig, praktiserende kristen. Ja, du læste rigtig.

Det er da total signalforvirring, vil nogen sikkert mene. Måske. Og dog. For man skal naturligvis gennemskue The Coops choktaktik for at se meningen med galskaben.

Men ind imellem er Alice Coopers kristne budskab ret tydeligt. Nogen gange måske for tydeligt? Nej nej, jeg tænker absolut ikke på ”Hallowed Be Thy Name” (1971), men på sange som ”Prince Of Darkness” (1987) og ”Run Down The Devil” (2005). Og i 1994 udsendte Alice Cooper konceptalbummet ”The Last Temptation”, der havde en noget firkantet, kristen morale.

Alice Cooper er en af den hårde rocks bedste skuespillere. Hans styrke er, at han kan glide ind og ud af skurkerollerne i kraft af sin Alice-maske. Derfor sker det paradoksale: kristne Alice synger af og til sange, der er set fra Satans perspektiv. Som f.eks. ”I’m The Coolest” (1976), ”Gimme” (2000) og ”I Just Wanna Be God” (2001). Alice synger de diabolske sange med pokerfjæs. Men den opmærksomme Alice-fan ser det, som moralisterne ikke ser: glimtet i Alices øje. Derfor er det måske ikke så underligt, at chokrockerens 2003-album hed ”The Eyes Of Alice Cooper”. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Mestersangeren, der kaldte sig Gud

Ronnie James Dio er den største sanger, som heavy rocken nogensinde har fostret. I dag (den 16. maj) er det årsdagen for hans død.

Ronnie James Dio: Et ikon.

Ronaldo James Giovanni Padavona var en af den hårde rocks store stilskabere. Han var i sig selv et ikon, som han stod der på scenen, mens han kastede hornene. Blandt sine fans opnåede Ronaldo nærmest guddommelig status. Og sådan iscenesatte han også sig selv. Som ung tog han et kunstnernavn, der slet og ret betyder Gud på italiensk. Jo, Ronnie James satte ikke sit lys under en skæppe, for nu at bruge bibelske termer om primadonnaen Padavona.

Ronnie James Dios position på heavy rock-scenen kan ikke forstås, hvis man ikke kender hans historie.

MAJESTÆTISK

De første mange år af Ronnie James Dios karriere var ikke opsigtsvækkende. Men i 1974 blev han headhuntet af selveste Ritchie Blackmore. Blackmore var en af 1970’ernes guitarguruer, og han var det musikalske midtpunkt i megabandet Deep Purple. Ritchie var utilfreds med Purples musikalske udvikling. Blackmore var en visionær kunstner, og han ønskede at føre sin tonekunst ind i en ny epoke. Han ønskede at spille en mere hårdtslående, direkte og episk metalrock, der hentede inspiration fra Europas rige tradition for klassisk musik.

Det kom der det majestætiske band Rainbow ud af. Med Dio ved mikrofonen nåede Rainbow bl.a. at udgive klassikerne ”Rainbow Rising” (1976) og ”Long Live Rock ’n’ Roll” (1978).

I afsnit 10 af Sam Dunns tv-serie ”Metal Evolution” (udgivet på dvd i 2011) spores oprindelsen til power metal-genren med dens fantasy-flirt tilbage til bl.a. Rainbows excesser i 1970’erne. Især ”Rainbow Rising” står som en milepæl i heavy metal.

Når folk som Scott ”Not” Ian (Anthrax) giver Judas Priest æren for at have hevet blues-elementerne ud af den hårde rock, er det en halv sandhed. Spøgsmålet er, om Rainbow ikke var mindst ligeså aktive i skabelsen af den ”rene” heavy metal. Der er i hvert fald ikke meget blues eller rock’n’roll over atmosfæriske metaleposer som ”Stargazer” og ”Gates Of Babylon” endsige på power-drevne skæringer som ”Tarot Woman” og ”Run With The Wolf” eller speed metal-fræseren ”Kill The King”.

VILDSKAB

Rainbow gjorde Ronnie James Dio til superstjerne. Men i Rainbow var der kun plads til én stjerne: Ritchie Blackmore. Så efter tre indflydelsesrige studie-albums, sagde Ronnie adjø til Ritchie.

Det var naturligt for Tony Iommi at rekruttere Dio som sanger, da Ozzy Osbourne i 1979 blev sparket ud af Black Sabbath.

Dios påvirkning på Sabbaths musik var stor. Med ”Heaven And Hell” (1980) tog Black Sabbath hul på et nyt kapitel i deres egen historie – og i heavy rockens historie. Den gamle doomy og ind imellem noget tjaldede betonrock fik et anstrøg af elegance, ikke mindst i kraft af Dios himmelstræbende, dramatiske røst. Og Iommi & Co. fulgte fornemt op med ”Mob Rules” (1981), hvor skæringen ”The Sign Of The Southern Cross” slog nye rekorder udi knusende tyngde.

De sædvanlige stjernenykker i superbandet gjorde, at Ronnie James Dio i 1982 brød med Black Sabbath. Mestersangeren tøvede ikke, men tog springet og dannede sit eget band, Dio.

Med sig fra Black Sabbath tog Dio ikke kun en masse erfaring og selvtillid, men også trommeslageren Vinny Appice. Han allierede sig ligeledes med den tidligere Rainbow-bassist Jimmy Bain. Den perfekte guitarist til sit nye band fandt Dio i Vivian Campbell, en ung guitarist fra Belfast, der havde vakt opsigt med bandet Sweet Savage.

Sweet Savage var et af de heavieste og hurtigst spillende bands inden for de tidlige 1980’eres New Wave Of British Heavy Metal. Sweet Savage var som bekendt en af de største inspirationskilder for Metallica.

Campbells guitarspil gjorde underværker for Dios musik. Den irske guitarist tog noget af vildskaben (og vist også nogle af riffene?) fra Sweet Savage med over i Ronnie James Dios traditionelle heavy metal. Campbells rastløse rytmespil og hans ”shred”-soli gav Dios musik en moderne kant. Det hele blev banket på plads af Appices militante og bastante trommespil.

TIGERSTRIBET

Men stjernen i Dio var selvfølgelig: Dio himself. Ronnie James Dio var en fantastisk sanger. Hans sangstil var meget mere maskulin end de fleste af de traditionelle heavy rock-sangere. Dio excellerede ikke i høje, hysteriske skrig, men gav hals som en alfahan. Uden at råbe, uden at brøle, uden at skråle. Dio sang, rent og mandhaftigt, så fanskarens trommehinder blafrede. Totalt unikt. Dios vokale præstationer er nøjagtig ligeså gåsehudsfremkaldende i dag, som de var tilbage i 1980’erne.

Dio insisterede selv på at producere gruppens debutalbum, ”Holy Diver” (1983). Det skulle han ikke have gjort, for produktionen er det eneste, der gør, at ”Holy Diver” ikke er helt tidssvarende og blegner en anelse i forhold til de to andre sublime værker, som Dio har lagt stemme til: ”Rainbow Rising” og ”Heaven And Hell” (begge for resten produceret af Martin Birch, der senere stod bag Iron Maidens største succeser).

Der er flere slående ting ved Dios albums fra 1983 til 1990. Først og fremmest er der sangskrivningen, som på fornem vis fusionerer slagstyrke med tidløse melodier. ”Caught In The Middle” og ”Don’t Talk To Strangers” fra debutalbummet er svimlende melodiske. Nærmest uden sidestykke. Det er måske her, at Dios forkærlighed for klassiske komponister som J.S. Bach og Ludwig van Beethoven kommer ind i billedet. For måden, som Dio var iørefaldende på, lå milevidt fra datidens horde af puddelbands. Der var intet tralala-lal over Dios melodiske metal.

Ronnie James Dio var urokkelig. Han bøjede sig ikke for tidsånden. Den tidligere Rainbow- og Black Sabbath-sanger forsøgte ikke at være ung med de unge. Dio fortsatte med at spille heavy rock uden de fløsetendenser, som var ved at ødelægge den hårde rock i sidste halvdel af 1980’erne. Okay, der er lidt for kommercielle tendenser på enkelte skæringer som ”Mystery” og ”Hungry For Heaven”, men Dio modstod den fristelse, som så mange andre 1970’er-koryfæer (tænk: Kiss, Scorpions, Rainbow, Blue Öyster Cult, Triumph m.fl.) faldt for – nemlig at poppe rocken op med blødgøringsmiddel. Ronnie James Dio bevarede sin kunstneriske integritet i hair metal-ulvetiden.

Dio blev ufortrødent ved med at synge om regnbuer. Dio undgik 1980’er-faldgruben: han skrev aldrig tekster om sex, sprut og stoffer. Dio var en trofast ægtemand, der holdt sig fra rusmidler – den slags rockstjerner var der ikke mange af i 1980’erne. Og de er vist stadig en mangelvare.

Dios tekster er et kapitel for sig. Dio sagde selv, at han malede med ord. Hans tekster var proppet med billeder – metaforer og symboler. Dio er og bliver den hårde rocks mest billedskabende digter. Hans tekster var fantasifulde, en slags ordfabler. Men de var også kryptiske, og ind imellem kunne de let forveksles med ordskvalder og rablerier. Hvem er den hellige dykker i ”Holy Diver”, hvor Dio for resten synger: ”Ride the tiger / You can see his stripes but you know he’s clean / Oh, don’t you see what I mean?” Nej, Dio, jeg fatter ikke en brik!

ÆREFRYGTINDGYDENDE

Man kan mene, at Dios 1980’er-værker er for homogene, og man kan kritisere Dio for ikke at være modig nok til at forsøge noget nyt frem for at holde sig til de sikre sangformler. Og naturligvis er et album som ”Lock Up The Wolves” ikke ligefrem et banebrydende værk som ”Rainbow Rising”, ”Heaven And Hell” eller ”Holy Diver”.

Men alligevel holder samtlige Dios 1980’er-albums en imponerende standard. Og det er svært at høre, at forholdet mellem Campbell og kapelmesteren var brændt sammen under skabelsen af ”Sacred Heart”. Og da Campbell gik og smækkede med døren i 1986, blev bandet Dio aldrig det samme.

Guitaristerne Craig Goldy (der medvirkede på ”Dream Evil” fra 1987) og den purunge Rowan Robertson gjorde det godt, og sangskrivningen er som sagt okay helt op til ”Lock Up The Wolves” (1990), hvor side 2 dog virker uinspireret og forceret.

Hvad Dio (bandet) efterlod sig efter ”Lock Up The Wolves” har ikke gjort det store indtryk på verden. Og det er da også det, som Dio nåede at lave med Black Sabbath, der for alvor reddede hans ære i de seneste år. Heaven & Hell-skiven ”The Devil You Know” er et lille mesterværk, som ikke mindst holdes oppe af Dios vokal. En vokal, som – stort set – bevarede sin ærefrygtindgydende styrke helt frem til Dios død i 2010. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Når headbanging er den eneste hjernegymnastik

Nifelheim fører en nul-tolerance-politik over for den slags nonsens, der står i vejen for headbanging.

Brødrene Hårdrock og venner.

Nifelheim består ikke ligefrem af enhver svigermors drøm. Se bare de frisurer! Her kan hverken professor Balthazar eller Svend Åge Madsen være med. Læg dertil oldschool-sminke og en scene-udsmykning, som er hentet direkte ud af en grovsmeds vådeste drømme.

Drivkræfterne bag Nifelheim er tvillingerne Erik ”Tyrant” Gustavsson (bas) og Per ”Hellbutcher” Gustavsson (vokal). De er kendisser i Sverige, hvor de går under det folkelige navn brødrene Hårdrock.

Der er nogen, der mener, at brødrene Hårdrock ikke er seriøse. Men det er de. På den gamle, oprindelige, undergrunds-dødslarmer-black-thrash-måde. For var Venom, Hellhammer, Bathory og Sodom måske mindre seriøse end Slipknot og Disturbed? Nej, vel.

Nifelheim stammer fra et helt andet solsystem end det, der har fostret nymetal, metalcore og andre former for modemetal, hvor musikerne er udstoppet med emo-følsomhed og politisk korrekthed.

Nifelheim er et af de bands, der har udvist størst immunitet over for de middelklasse-værdier, der invaderede den hårde rock i 1990’erne. Nifelheim har måske et glimt i øjet et sted inde bag aviator-solbrillerne, men de barrikaderer sig ikke bag en såkaldt ironisk distance.

Nifelheim har ikke noget behov for at nærstudere Nietzsche eller andre filosoffer for at give udtryk for den nihilisme, som i bund og grund er sagens kerne i vældig meget undergrundsmetal. ”Only death is real,” som Tom Gabriel Warrior (Hellhammer, Celtic Frost Triptykon) udtrykte det i thrashens stenalder.

SORT HUMOR

Metal er kæder, læder og langt hår. Og masser af kors, omvendte kors. Det kræver ikke en ph.d. i filosofi at fatte, hvad der er fedt her i livet. Nifelheim fører en nul-tolerance-politik over for den slags nonsens, der står i vejen for headbanging. At spille sange med titler som ”No More Life” – det er bare livet.

Heavy metal er ikke noget, der foregår mellem ørerne. Det er noget, der river og flår, noget, der trænger sig på – og som vil ud! Heavy metal er musik for kroppen. Ikke for hjernen – altså med mindre man headbanger helt vildt.

Headbanging er den eneste form for hjernegymnastik, som Nifelheim lægger op til. Det er muligvis primitivt. Og plat. Men det er også fedt og skidesjovt. Hvorfor? Fordi det sparker røv, har power og hvirvler lytter og musiker et pænt stykke ud over hverdagstrivialiteterne.

Men det forstår æggehovederne ikke. De forstår heller ikke Nifelheims humor. Der er tale om sort humor. Som dengang en pæn journalist kom til at overhøre Tyrants retirade mod Cliff Burton og Dimebag Darrell. Så kom den politiske korrekthed i spil på internettet. Og Nifelheim måtte dementere. Og forklare. Se selv her.

DA DET IKKE VAR SEJT AT VÆRE SEJ

Det er for billigt at affærdige Nifelheim som øllet retro-thrash. Der er en ægthed i svenskernes musik, som man ikke kan købe for penge. Brødrene Hårdrock er umiskendelig true. Og frem for alt er Nifelheims musik bandsat medrivende. Riffs, riffs og atter riffs! Af den lede slags, der til sammenligning får metalcore til at lyde som Giro 413.

Mit første møde med Nifelheim skete i 1998 – da deres album nr. 2, ”Devil’s Force”, pludselig lå i min postkasse sammen med et bjerg af andre promoer.

På det tidspunkt var metalscenen ved at forsvinde op i røven på sig selv. Det var ikke længere sejt at være sej. Sangere skulle helst lyde som grædekoner, og metalstjerner plaprede løs om deres spiseforstyrrelser. Man var ikke smart, hvis man ikke fortyndede den stærke metal med techno eller hiphop.

Men så dukkede Nifelheim op. Skamløse. I læder og nitter og med en metallisk friskhed, som stod der stadig 1985 på kalenderbladet. Jeg forsøgte at beherske min begejstring. Men jeg måtte kapitulere ti sekunder før deadline. Jeg dristede mig til at trodse enhver trend og give Nifelheim et firetal i min anmeldelse i en forjaget klumme i NRG nr. 8, 1998. Her er ordene:

”Nifelheim slipper vilddyret løs på ”Devil’s Force”, der tilmed har Dissections Jon Nödtveidt som fornem gæsteguitarist. Nifelheim spiller en rodet, 1980’er-agtig black thrash, der bl.a. er inspireret af brasilianske Sarcofago. Her er nul originalitet og en cirka tilsvarende mængde intelligens, men det er svært ikke at blive revet med, når Nifelheim rykker uhæmmet med skæringer som ”The Final Slaughter” og ”Demonic Evil”.”

UPDATE 2017:

Den 6. juli går Tyranen, Helvedesslagteren & Co. på scenen i Fredericia, hvor bandet er trækplaster på Metal Magic Festivalen. Vi, der ikke dukker op, er selv ude om det. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Det blonde bestie er død

Jeff Hanneman var en riffmeister af metalgudens nåde. Slayer-guitaristen skrev sange, der var halsbrækkende og allerhelvedes medrivende.

Slayer i 1983 med Jeff Hanneman som det naturlige midtpunkt.
(Foto allerydmygst hapset fra Metal Forces' arkiver.)

Slayer-guitaristen Jeff Hanneman døde den 2. maj 2013. Og så var der ellers dømt global landesorg i metalmiljøet. Forståeligt nok. For selvom det som regel er Kerry King, der tegner Slayer offentligt, så var Jeff Hanneman fra starten det californiske bands kreative dynamo.

Hanneman var en riffmeister af metalgudens nåde. Fåmælt og mystisk var den pressesky Hanneman Slayers blonde bestie på scenen. Og når det kom til musikken, fandt man som oftest Hannemans fingeraftryk på rifferamaet i Slayers bedste numre. De fleste er enige om, at Slayers stjernestund var ”Reign In Blood”s åbningsskæring, Hanneman-kompositionen ”Angel Of Death”. Men rækken af klassiske Hanneman-kompositioner rækker herfra og til verdens ende.

For et gammelt metalhoved som undertegnede var Slayers allertidligste år noget ganske særligt. Altså årene før gennembruddet med ”Reign In Blood” (1986). Jeg var til stede under Slayers første koncert i Danmark. Det var grumt. Og tilpas klamt, da Tom Araya for åben mikrofon beskrev, hvordan maddiker og mider kravlede ud af … nå ja, Slayer-fans ved præcis, hvilken kropsåbning, Araya talte om.

Det var også den aften, at jeg opdagede, at Slayer havde lanceret en ny kollektion af t-shirts. Slaytanic Wehrmacht stod der hen over brystet på bluserne, komplet med et rigsørns-agtigt design. Det var dristigt. Ikke mindst fordi Slayer havde en guitarist, som så vældig arisk ud: Jeff Hanneman. Nazi-beskyldningerne har fulgt Slayer siden da. Uretfærdigt. For Slayer er et apolitisk band, på godt og ondt.

Slayers daværende manager, Steven Craig, sendte mig et demo med Slayers proto-thrash nogle måneder før, debutalbummet ”Show No Mercy” kom i handlen. Jeg anmeldte demoet i Hot Rockin’ nr. 2. Det var en mudret fornøjelse, men gennem båndsus og wow and flutter kunne man høre Slayers særlige nerve. Den højspændte aggression, der blev kanaliseret ud gennem et melodisk filter. Musikken blev spillet med tænderskæren og hvide knoer under huden på de knyttede næver. Det var lyden af et ungt band, som ikke var til at stoppe.

Begejstringen ville ingen ende tage, da jeg endelig fik nallerne i ”Show No Mercy”. Med al respekt for Slayers senere meritter, så er ”Show No Mercy” stadig min foretrukne Slayer-plade. Det skyldes ikke mindst Jeff Hannemans bidrag til sangskrivningen. For lige fra starten leverede Hanneman numre, der var halsbrækkende og allerhelvedes medrivende.

Man kan sagtens slippe af sted med at påstå, at Slayer ikke 100% havde fundet deres egen stil på de første par albums. Især på debuten kunne man høre påvirkningen fra Judas Priest og Iron Maiden. Og ikke mindst fra danske Mercyful Fate: temposkift, kantede riffs og sindssyge taktchok en masse.

Hvad er det så, jeg elsker ved det tidlige Slayer? Svar: det er brutal musik, der byggede bro mellem den traditionelle, europæiske heavy metal-tradition og thrash-æraens raseri. Lp’en ”Show No Mercy” (1983), ep’en ”Haunting The Chapel” (1984) og lp’en ”Hell Awaits” (1985) har en speciel stemning. En oldschool-stemning, der ikke kan beskrives med ord. De er emanationer fra en for længst svunden tid, hvor metalrocken stadig var en ung genre. En genre, der endnu ikke havde løbet hornene af sig.

Der er noget magisk ved ungdommens vildskab og fandenivoldskhed, den naive trang til at overskride alle grænser og slå storebrødre og fædre af banen. Og det er vel denne magi, der tryllebinder mig til de første Slayer-udgivelser. Her er tre af mine Slayer-favoritter fra metalgenrens mørke tidsalder i første halvdel af 1980’erne. Alle tre bærer Hannemans umiskendelige særpræg.

1. ”Crionics”: glansnummeret fra ”Show No Mercy”. Skæringen er den musikalske ækvivalent til elektrochok. Hårrejsende fedt! Piskesmælds-fremkaldende og hjerneblødning-provokerende headbanger-eufori. Kompositioner som ”Crionics” gjorde det muligt for Slayer at rive sig fri af beskyldningerne om, at de bare var kopier af Venom og Metallica. Århus-gruppen Crionic var vist opkaldt efter Slayer-sangen. Men Crionic(s) er blevet et kodeord i metalundergrunden – både blandt bands og fanzines.

2. ”At Dawn They Sleep”: tredje skæring fra ”Hell Awaits”. Musikken er skrevet af Hanneman, og det kan høres i riffene. Halvvejs inde i sangen, efter guitarduellen, udvikler ”At Dawn They Sleep” sig til Mercyful Fate-oden ”Return Of The Vampire”s uartige lillesøster. Her er vampyruhygge med en stank af ligkiste og skrækkelige flaks med flagermusevinger. Det er totalt kultmetal. Og et legendarisk fanzine tog navn efter nummeret: At Dawn They Read.

3. ”Chemical Warfare”: Slayer er et middelklasseband. Så de har ikke været stærke, hvad angår samfundskritik. Det er ikke teksterne, der hæver Slayer over flommen af metalbands, der som zombier reproducerer genrens mest skampulede klichéer. Et kort øjeblik havde nogen af os dog et håb om, at Slayer ville droppe det lyriske buh og bøh: ep’en ”Haunting The Chapel” tilbød ikke alene tre umenneskeligt fede numre – et af numrene havde et lyrisk bid. Intet kan være så pacifistisk som det at udmale krigens rædsler. Og ”Chemical Warfare” er en af de mest skræmmende antikrigssange siden Black Sabbaths ”War Pigs”.

Jeffrey John Hanneman (1964-2013) – Requiescat in pace. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama