mandag den 18. juli 2011

Verdens mest solgte rock-album

AC/DC-sangeren Bon Scott døde i februar 1980. Det tragiske dødsfald var tæt på at opløse AC/DC. Men i stedet blev det begyndelsen på den hidtil største succes i rockens historie.

Artikel: Peter Béliath (Publiceret første gang i NRG nr. 38, juli 2009)

Der er højspænding i Angus & Co.
Foto fra "Back In Black"
Tænk på et tal: 45 millioner. Nej, det er ikke et tilfældigt tal. 45 millioner er det antal eksemplarer, som AC/DCs 1980-album ”Back In Black” angiveligt er blevet solgt i. Det er en succes, som kun overgås af Michael Jacksons ”Thriller” (1982). Selv ikke meganavne som The Beatles og Led Zeppelin har solgt plader i den størrelsesorden. Og med et samlet salgstal på mere end 200 millioner albums hører AC/DC til i samme liga som ABBA og Celine Dion.

Nu er salgstal ikke et specielt godt parameter at vurdere rock efter. Salgstal og musikalsk kvalitet følges ikke altid ad – det er Madonna og Britney Spears alt for gode eksempler på. Men om ikke andet har AC/DC med ”Back In Black” skudt myten om, at hård rock ikke kan sælges til ”det brede publikum”, ned i flammer. ”Back In Black” dokumenterer, at der på verdensplan findes et kæmpestort publikum for rock, der rykker i understellet, og som har melodier, der borer sig ind i øregangen som skarpslebne diamanter.    
   
DET STOF, SOM MYTER GØRES AF
Historien om ”Back In Black” er lavet af samme stof, som myter gøres af. Og det er intet mindre end et mirakel, at albummet overhovedet blev udgivet. ”Back In Black” er historien om, hvordan død og kunst kan hænge sammen, om hvordan sorg kan forvandles til kreativitet.

Forhistorien lyder i al korthed: AC/DC havde siden gruppens dannelse i 1973 møjsommeligt arbejdet sig et godt stykke op ad den lange vej til toppen – det havde de gjort med en række albums, der indeholdt bundsolid stærkstrøms-rock’n’roll. Pladerne blev alle bakket op af et utrætteligt turnéliv – for som gruppen selv udtrykte det: der er ikke skide skægt at sidde og vente på at blive millionær. I 1979 rykkede AC/DC en division op: de skiftede manager og hvervede Robert John ”Mutt” Lange til at producere albummet ”Highway To Hell”. Og så kunne man pludselig læse de fire bogstaver AC/DC på hitlisterne.

AC/DC glædede sig til at indspille opfølgeren til ”Highway To Hell”.

”Malcolm [Young, rytmeguitarist] og jeg så virkelig frem til at få Bon med i studiet,” udtalte leadguitaristen Angus Young i et interview til magasinet Musician i 1980. ”Vi glædede os mere end nogen sinde før, for efter succesen med den forrige plade ville det blive en virkelig stor udfordring.”

Der var store forventninger til bandets næste album, og ingen havde større forventninger end sangeren Bon Scott. I Susan Masinos biografi ”Let There Be Rock. The Story Of AC/DC” (Omnibus Press, 2006) fortælles det, at: “Det eneste, han snakkede om, var, hvor fed den næste plade ville blive. Han gik rundt med noteshefter fyldt med tekster, og han læste dem højt, så snart han kunne slippe af sted med det. Han snakkede løs om det nye album, om, hvordan det ville blive det bedste, AC/DC nogensinde havde lavet. Han brændte så meget for den plade ... at man ikke kunne undgå at komme til at tro på ham.”

Ja, AC/DC stod over for det endelige gennembrud. Desværre kom Bon Scott ikke til at opleve det, for den 19. februar 1980 blev han fundet livløs i en bil i London, kun 33 år gammel.

DØDSDRUK
Aftenen forinden havde Bon været på druk med vennen Alistair Kinnear. AC/DC-sangeren var kendt for at være en festabe med et stort alkoholforbrug – han kunne efter sigende tømme en hel sprutflaske i én slurk. Kinnear har senere fortalt, at AC/DC-sangeren drak mindst syv dobbelte whisky’er på klubben Music Machine i London.

I medierne har der været bragt modstridende forklaringer på, hvad der egentlig skete op til Bon Scotts død. En detaljeret og troværdig beretning finder man i Susan Masinos ovennævnte biografi.

Ifølge Masino kørte Kinnear Bon Scott hjem i sin bil ved tre-tiden om natten, men Kinnear kunne ikke bugsere den drukne sanger op i dennes lejlighed ene mand. Derfor valgte Kinnear at køre hjem for at overnatte i sin egen lejlighed. Da de ankom til East Dulwich i Sydlondon, var Bon Scott stadig umulig at vække, og vennen lagde bilsædet ned og dækkede sangeren med et tæppe, så denne kunne overnatte i bilen. Næste formiddag, ved elleve-tiden, blev Kinnear vækket af vennen Leslie Loads; Kinnear havde stærke tømmermænd, og han bad derfor Loads om at gå ned i bilen for at tjekke, hvordan det gik med Bon Scott. Loads vendte tilbage med besked om, at bilen var tom. Lettet lagde Kinnear sig til at sove sin brandert ud. Om aftenen, kvart i otte, gik Kinnear ned til bilen for at køre på besøg hos en veninde – og til sin store skræk opdagede han, at Bon Scott lå i nøjagtig samme stilling, som han var blevet efterladt i om natten. Og hvad værre var: AC/DC-sangeren trak ikke vejret. Kinnear kørte straks Bon Scott til nærmeste hospital, hvor han blev erklæret død ved ankomsten.

Mytemaskineriet gik straks i gang, da det blev offentliggjort, at Bon Scott var død. Han var endnu en i den alt for lange række af unge døde rockstjerner: Jimi Hendrix, Jim Morrison, Janis Joplin, Keith Moon, Paul Kossoff, Tommy Bolin osv. Ifølge en af de særeste konspirationsteorier var AC/DC indblandet i Bon Scotts død!

Der har desuden været spekulationer om, at Bon døde af bilens udstødningsgas, at han frøs ihjel i bilen, eller at Scotts astmas spillede en rolle i dødsfaldet. Nogen har ligefrem påstået, at en narkooverdosis var årsag til sangerens død. Det sidste mere end antydes i Malcolm Domes biografi ”AC/DC. The Kerrang! Files” (Virgin, 1995). Dome skriver konspiratorisk: ”Grunden til, at så meget af historien indtil i dag er blevet hyllet i mystik, er simpelthen, at der var nogle ret modbydelige personer i periferien, som ønskede at holde en sikker afstand mellem dem selv og en højprofileret rockstjernes dødsfald.”

Andre steder har man kunnet læse, at Bon Scott havde vendt sig i søvne, hvorefter han var blevet kvalt i sit eget bræk. Men Kinnear fortalte i ”Metal Hammer and Classic Rock Pressent AC/DC Special” i 2005, at han fandt Bon i samme stilling, som han efterlod ham i om natten – og at der intet opkast var i bilen.

På dødsattesten står der om dødsårsagen: ”akut alkoholforgiftning” og ”død ved et ulykkestilfælde.” Obduktionen viste ingen spor af narko i Bons blod – derimod fandt man det, der svarer til en halv flaske whisky i Scotts mavesæk. Det er også kommet frem, at AC/DC-sangeren var under lægebehandling for en leverskade, og at han var blevet væk fra flere konsultationer. Derfor er det formentlig sandt, hvad man kan læse på dødsattesten.

Bon Scott i typisk opknappet stil.
Foto taget fra vinyl-genudgivelsen
af "Highway To Hell".
SORG OG DØDSKULT
Bon Scotts død var dybt tragisk. Ikke mindst, fordi rocksangeren netop stod over for det, som han hele livet havde drømt om: det helt store gennembrud. I et interview i musikbladet Sounds umiddelbart efter dødsfaldet udtalte Angus Young:

”Det var slemt for os. Jeg mener, hans mor sagde, at vi tilbragte mere tid sammen med ham end andre. Bon kom med i bandet i ’74, og han har været med os lige siden. Der har endda været tidspunkter, hvor vi holdt jul sammen [...] Men jeg tror, at det var allermest sørgeligt for fyren selv, for han sagde altid, at han ikke ville dø, før han var berømt. Og det er sørgeligt for ham, for han døde lige før, han var ved at opnå berømmelsen – han havde været musiker meget længere end os, han havde sunget i omtrent 15 år, og det var sørgeligt, at det skulle gå sådan, for han havde ikke nået sit højdepunkt.”

For AC/DC-medlemmerne var det som at blive sparket i tænderne at få nyheden om Bon Scotts død. Sorgen nærmest lammede gruppen. Malcolm Young beskrev AC/DCs tilstand således i Classic Rock, august 2005: ”Vi var så deprimerede. Vi gik bare rundt i stilhed. For der var intet. Intet.” Og lige efter dødsfaldet udtalte Angus, at det at miste Bon, var som ”at miste en arm.”

Bon Scott var folkekær og omgærdet med respekt. Bl.a. fordi han var en helt igennem sympatisk fyr. Det er i hvert fald det ry, han har efterladt sig. Det er så godt som umuligt at opdrive en kritisk udtalelse om Bon Scott. Han var vennernes ven, og eftersom han var en del år ældre end de andre medlemmer af AC/DC, var han også noget af en far for Angus Young & Co.

Der opstod med samme en kult omkring Bon Scott. Han blev betragtet som en slags rock’n’roll-martyr. Rockmagasinernes læserbrevspalter flød over med fanhyldester til den døde sanger, og journalister skrev nekrologer, der var forgyldt med patos.

Hårdrock-bands som Cheap Trick og Angel City hyldede Bon Scott ved at spille coverversioner af ”Highway To Hell” live. Santers spillede ”Shot Down In Flames”, Girlschool føjede ”Live Wire” til deres sætliste, og Nantucket brugte slet og ret ”It’s A Long Way To The Top” som titelnummer på deres 1980-album. Trust skrev ”Antisocial” til minde om AC/DC-sangeren. Ozzy Osbourne udsendte den kontroversielle sang ”Suicide Solution” som en tribut til Bon Scott.

Dyrkelsen af Bon Scott ville ingen ende tage – og den er fortsat helt op i det 21. århundrede: den 24. februar 2008 blev der i Perth, Vestaustralien afsløret en bronzestatue af Bon Scott. Statuen afbilder AC/DC-sangeren stående oven på en Marshall-forstærker, iført den typiske, stramtsiddende cowboyjakke med afklippede ærmer, mens han synger ind i en mikrofon. Statuen står nu i Bon Scotts hjemby, Fremantle, hvor han for resten også ligger begravet. Det er formentlig overflødigt at nævne, at Bons gravsted er et populært valfartssted for AC/DC-fans.

ROCKER OG REBEL
Under begravelsen lænede Bon Scotts far sig ind over Malcolm Young og sagde, at bandet måtte se at komme videre og finde sig en ny forsanger. For det var i Bons ånd at køre på med AC/DC. Men hvordan erstatter man Bon Scott?

Bon var ikke en hvilken som helst sanger, som bandet bare kunne udskifte efter behov. Scott var karakteristisk og karismatisk. Han havde sin egen helt personlige stil, både som sanger og tekstforfatter. Bon Scott satte sit umiskendelige præg på AC/DCs musik. Hans rå stemme passede perfekt til AC/DCs musik, der er enkel og uden dikkedarer. Med Bon Scott i den vokale front havde AC/DC den autentiske lyd af ”Bad Boy Boogie”, af unge lømler, der spiller gavflabet og helhjertet hårdrock. Men Bon Scott var mere end en sanger. Han var en klassisk mikrofonsvinger, og på scenen var han sammen med Angus Young showmaster og blikfang.

Bon Scott havde sin egen drivkraft. Han var både rocker og rebel. I biografien ”AC/DC. The World’s Heaviest Rock” (Boxtree, 1996) skriver Martin Huxley: ”[I] hele sit voksne liv havde han bygget en livsstil op omkring sin afvisning af den konformitet, der kendetegner det trøstesløse, følelsesmæssigt undertrykkende klassesamfund, som han var vokset op i. Og hans altomfattende personlige oprør blev afspejlet i både hans tekster og hans måde at synge på. Rock’n’roll gav ham en ny følelse af at have et formål med livet, og af at have et sted at høre til.”

Så der var hjerteblod i Bons verslinjer, når han i ”Rock ’N’ Roll Singer” stak langemand frem: ”You can stick your nine to five livin’ / And your collar and your tie / You can stick your moral standards / Cause it’s all a dirty lie / You can stick your golden handshake / And you can stick your silly rules / And all the other shit / That you teach to kids in school / Cause I ain’t a fool.”

Bon Scott gjorde oprør mod det etablerede, mod alt det borgerlige, det velfriserede og veltilpassede. Bon snobbede bevidst nedad, og derfor sluttede han også sangen af med at radbrække den engelske grammatik: “I’m gonna be a rock ‘n’ roll / A rock ‘n’ roll star / Yes I are.”
                     
JAGTEN PÅ DEN NYE SANGER
AC/DC indrykkede ikke bare en annonce i et musikblad: ”AC/DC søger ny frontmand.” Nej, de udpegede selv de sangere, som de ville have på prøve. Krokus’ Marc Storace hævder, at han takkede nej til tilbudet, fordi han regnede med, at hans schweiziske band ville blive superstjerner. Gary Holton fra Heavy Metal Kids var så alkoholiseret, at han angiveligt missede hele tre aftaler med AC/DC.

Det bedste bud viste sig at være Allen Fryer fra Fat Lip (senere omdøbt til Heaven) – det blev ligefrem annonceret på lokalt tv, at han havde fået jobbet. Folk, der kender de AC/DC-agtige Heaven, ved, at Fryer som type er meget lig Bon Scott. Men det var måske netop problemet med Fryer: både hvad angår look og lyd lå han for tæt op ad Bon Scott.

”Ja, der var mange folk, som kunne imitere Bon, men vi vidste, at vi ikke var ude efter sådan en. Det var indlysende, at vi var på udkig efter en, der kunne hamle op med Bons evner, men vi ønskede ikke en kopi,” udtalte Angus i et interview, da det endelig kom frem, hvem den nye sanger var.

Forsynet skænkede nemlig AC/DC en ny forsanger ad omveje. Ifølge AC/DC-folkloren sendte en amerikansk fan gruppens management et kassettebånd med det britiske 70’er-glamband Geordie. Og det gav genlyd i AC/DC-lejren. Geordie hittede i 1973 med singlen ”All Because Of You”, men i modsætning til samtidige glambands som Sweet og Slade er Geordie nærmest gået i glemme. Ikke desto mindre gjorde Geordies sanger, Brian Johnson, indtryk på Bon Scott. Angus Young fortalte historien sådan i Classic Rock august 2005:

”Vi vidste bestemt, at Bon var fan af Brian Johnson. Bon havde oplevet Brian i England [i 1973], og han var meget imponeret af ham. Bon var på turné med det band, som han spillede i, før han kom med i AC/DC, et band kaldet Fraternity. Og de var opvarmning for Geordie.”

”Bon var en stor Little Richard-fan – han mente, at enhver, der sang rock’n’roll, måtte kunne hamle op med Little Richard. Jeg kan huske, at Bon sagde, at Brian var en stor rock’n’roll-sanger af Little Richards støbning.”

Så snart AC/DC havde hørt båndet med Geordie-sangerens sandpapirsrøst, ringede de til Brian Johnson i Newcastle. Brian er en jordbunden fyr, så han lagde røret på i den tro, at det var telefonfis. Men til sidst lod Geordie-sangeren sig overtale til at komme til optagelsesprøve. Den 29. marts 1980 troppede Brian Johnson således op i det studie, hvor AC/DC øvede. Brian gav sig straks til at spille pool med nogle af bandets roadier i den tro, at de også skulle til optagelsesprøve. Han gik ud fra, at AC/DC ville komme ned for at hente ham, når det blev hans tur. Halvanden time senere kom Malcolm Young ned, frustreret over, at Johnson åbenbart havde brændt dem af. De var alle sammen flade af grin over, at Geordie-sangeren ikke var kommet længere end til poolbordet. Men alt gik som smurt i olie, så snart Jonna (som Brian Johnson siden er blevet kaldt) gav hals til AC/DC-schlagerne ”Whole Lotta Rosie” og ”Highway To Hell”.

OFFICERSSØN OG FABRIKSARBEJDER
Hvem var han så, denne Brian Johnson? Han var årgang 1947 og kom fra den grå, dystre nordengelske indsustriby Newcastle. Jonna var søn af en officer i den britiske hær, som havde kæmpet mod den berygtede nazi-feltmarskal Rommels tanks i 2. Verdenskrig. Jonnas mor var italiener. Som barn fik Brian smag for rampelyset ved at synge i kirke- og spejderkor, og han havde en rolle som skuespiller på tv. Ligesom Bon Scott, Angus og Malcolm Young kvittede Brian Johnson skolen, da han var i midten af sine teenageår. Han fik et fabriksarbejde, og aftenerne brugte han på at synge i lokale bands.

Med Geordie opnåede Jonna kortvarigt at ride med på glamrockens succesbølge. Men penge tjente Geordie-fyrene ingen af. I 1976 forlod Brian Geordie, træt af at hutle sig igennem livet, bl.a. ved at fortære levninger og halvspiste måltider på indiske restauranter. Han droppede alle drømmene om en karriere som rocksanger, giftede sig (og fik to døtre), og han forsørgede sin familie ved at installere vinyltage på biler.

Og dog var Johnson ikke helt færdig med showbiz: han havde netop sluttet sig sammen med Geordie igen, da AC/DC ringede ham op. Fire og en halv uge efter Bon Scotts død var Brian Johnson sanger i AC/DC. Angus & Co. var så storsindede at betale Geordie en godtgørelse for ”tyveriet” af Brian Johnson.

KASTET FOR LØVERNE
En af optagelsesprøverne, som Jonna skulle igennem, var quizzen: ”Er du klar til, at dine følelser bliver såret?” I det hele taget var det et spørgsmål, om Brian var hårdhudet nok til at klare kløene i pressen, der på det tidspunkt var hårdrock-fjendtlig. Og om han kunne klare forventningspresset – var han parat til at stå ansigt til ansigt med AC/DCs fanatiske tilhængere?                     

Brian Johnson var godt klar over, at det, der ventede ham, mindede om at blive kastet for løverne:

”For at være helt ærlig, så skræmmer det mig fra vid og sans,” udtalte han til Sounds. ”Jeg taler om fremtiden og den der første koncert og alle de der mennesker, der venter på det nye album – de vil med det samme lave sammenligninger. [...] Men det skal nok gå. Det bliver smadderfedt, når vi er færdig med den første turné, og folk begynder at sige: ’Okay, det ham, der er den nye sanger, så vi må acceptere ham’.”

I et andet interview forklarede Brian Johnson, hvad der drev ham: ”I ti år har jeg ikke alene haft den byrde at skulle forsørge mig selv og konen og familien, men jeg har også skullet høre på folk, der hele tiden har fortalt mig, at jeg tog fejl. Så det er fedt at kunne sige ’Ja, det er lidt sent, jeg er ikke ligefrem en ’overnight sensation’, men bedre sent end aldrig’.”

Brian Johnson insisterede fra starten på at blive fotograferet med det, der siden hen er blevet hans varemærke: kasketten. På scenen skubber Jonna uophørligt kasketten frem og tilbage på hovedet – og, nej, den dækker ikke over bare pletter på issen. Men den suger sved som en svamp. Og den signalerer traditionel engelsk arbejderklasse-jordbundethed. For der er ingen rockstjernenykker over Brian Johnson.

Jonna havde imidlertid ikke kun den uprætentiøse attitude tilfælles med Angus & Co. Ligesom AC/DC-medlemmerne var han ikke ligefrem forelsket i punkrocken – for når det kom til stykket, var det punken, der havde sendt Geordie ud i glemslen. Derfor var det med glæde, at Brian Johnson så den hårde rock få et kolossalt comeback i 1980.

”Heavy metal er kommet tilbage, fordi det er ærlig gang-i-den-musik. Punk og alt det der var bare et image, der lokkede pengene fra folk. Johnny Rotten er en gokker, og længere er den ikke,” udtalte Johnson i et interview, før han gik i studiet med ACDC for første gang.

HELVEDES KLOKKER
AC/DC havde travlt, for de skulle hurtigt følge op på den succes, de havde fået med ”Highway To Hell”. Af skattemæssige grunde besluttede AC/DC at indspille den nye plade på det mindst rock’n’roll-agtige sted af alle: i Bahama-øernes hovedstad, Nassau. Gruppen ankom i deres læderjakker, og de kom hurtigt til at svede tran. Og værre endnu: de kedede sig i varmen; de var ikke vant til at solbade og nippe til drinks med kokosmælk.

Især Brian Johnson følte sig ikke hjemme på Bahamas. Susan Masino fortæller i sin AC/DC-biografi, at Brian dappede ind i studiet i shorts og badesandaler, og når han sang, lød det bare for afslappet. Så Jonna bad om en pause og smuttede tilbage på hotellet. Da han vendte tilbage til studiet, var han iført sit scenekluns. Og så var der pludselig mere brøl i den gamle heavy-sanger.

”Jeg blev revet ud af mit kendte arbejderklasse-miljø i Newcastle, og dumpede så ned midt i Bahamas med det hersens sand og sol og palmetræer,” udtalte Jonna i et interview, som er citeret i Martin Huxleys AC/DC-biografi. ”Jeg brød mig ikke om det, og drengene hadede det også. Og så skulle vi tilmed lave et rock’n’roll-album der ...”

Men Bahamas var ikke et rent tropeparadis. I Classic Rock august 2005 udtalte Brian Johnson:

”Denne her gamle, sorte dame regerede stedet med jernhånd. Vi måtte låse dørene om natten, for hun advarede os om disse haitianere, som kom for at røve om natten. Så hun købte nogle seks fod lange fiskespyd, som vi skulle have klar ved de skide døre. Det var langt fra, hvad jeg var vant til i Newcastle, kan jeg godt fortælle dig.”

Der var også rapporter om, at machete-bevæbnede turistmordere huserede på den nærliggende strand – så AC/DC var i høj grad på udebane, mens de indspillede ”Back In Black”.

For resten var vejret slet ikke så idyllisk til at begynde med. Faktisk hærgede en storm, komplet med skybrud og oversvømmelse, mens AC/DC var på Bahamas. Og det inspirerede gruppen til at skrive teksten til åbningsnummeret ”Hells Bells”. Produceren Robert John ”Mutt” Lange foreslog noget med ”rullende torden”, og Brian Johnson kvad straks: ”I’m a rollin’ thunder, a pourin’ rain, I’m comin’ on like a hurricane. My lightning’s flashin’ across the sky, you’re only young but you’re gonna die.”

Det var desuden lidt af et lykketræf, at titelnummeret overhovedet blev til noget. Guitarriffet til “Back In Black” havde naget Malcolm Young i et stykke tid. I Guitar Worlds april-nummer fra 2003 fortalte Angus historien om riffet:

”Jeg kan huske, at det var på ”Highway To Hell”-turnéen, og Malcolm kom ind på mit hotelværelse en dag og spillede et par idéer, som han havde knaldet ned på kassettebånd, og en af dem var riffet til ”Back In Black”. Og han sagde: ’Det har plaget mig, dette nummer. Hvad synes du om det?’ Han var lige ved at slette det og overspille båndet, for kassettebånd var sommetider svære at få fat i for os! Jeg sagde: ’Smid det ikke væk. Hvis du ikke vil have det, så giv det til mig.’ Faktisk var jeg aldrig i stand til at spille det helt på samme måde, som han havde indspillet det på båndet. I mine ører spiller jeg det stadig ikke rigtig!”

”GRAVRØVERI” AF BON SCOTTS TEKSTER?
Der er blevet skumlet og spekuleret meget over teksterne på ”Back In Black”. For det første var det vældig hurtigt efter Bon Scotts død, at sangene lå klar. På pladecoveret er Brian Johnson sammen med Angus Young og Malcolm Young krediteret som sangskriver på samtlige sange. Men kan det nu også passe, at Jonna på rekordtid kunne ryste alle disse tekster ud af ærmet?

Som bekendt var Bon Scott i fuld gang med tekstskrivningen til ”Highway To Hell”s opfølger, da han døde. Havde AC/DC været på ”gravrøveri” i Bons notesbøger – havde de kort og godt hugget hans tekster og givet deres nye sanger, Brian Johnson, æren for rimsmederiet? Svaret blæser i vinden, men AC/DC benægter hårdnakket, at de skulle have brugt den afdøde sangers tekster på ”Back In Black”. Angus & Co. hævder, at alle Bon Scotts ejendele, hans dagbøger, notesblokke og hele mulletjavsen blev overleveret til den døde sangers forældre.

Men Bons japanske kæreste Anna Baba påstår, at notesbøgerne netop ikke hørte med til de personlige ejendele, som forældrene fik. Hun har fortalt, at notesbøgerne indeholdt tekstudkast til bl.a. sangen ”Rock And Roll Ain’t Noise Pollution”.

Journalisten Malcolm Dome fortalte i Classic Rock august 2005, at Bon Scott umiddelbart før sin død viste ham flere ark med tekster. Dome huskede især én verslinje: ”She told me to come, but I was already there” (fra ”You Shook Me All Night Long”). Pudsigt nok nævnte Dome ikke noget om disse minder i sin “AC/DC. The Kerrang! Files”-biografi.

Naturligvis afviste Angus og Malcolm det alt sammen i det nævnte nummer af Classic Rock. Og dog indrømmede Angus, at: ”Mange af idéerne, omkvædene, sangtitler og tekstbidder var på plads, før Brian kom med i bandet.”

Men hvordan lød Brian Johnsons historie om teksterne på ”Back In Black”?

”Jeg tror ikke, at nogen tekstforfatter kunnet have udgået at blive inspireret af de riffs. Man kunne have skrevet hvad som helst, og det ville have lydt godt,” udtalte Brian Johnson, da pladen var ny (citeret efter biografien ”AC/DC. The World’s Heaviest Rock”).

”Jeg mener, at det var professionelle, der mødtes med en amatør af rang som mig, og det gik bare op i en højere enhed. Det var bare et uheld. Bare en amatør, som tænkte: ’Jeg må hellere se at skrive de her tekster i en fart.’ De professionelle havde smurt maskinen, og det passede bare perfekt sammen.”

Jonna forklarede videre: ”Da vi startede med at øve, havde drengene riffene, og vi havde ingen melodier til sangene. De havde ingen melodilinjer. Man kan skrive et riff, men man har brug for en melodilinje, der passer til det, ellers kommer det bare til at lyde ens. Vi fik det hele på plads, mens vi øvede, og vi havde de basale melodilinjer klar, før vi tog til Bahamas. Jeg havde skrevet tekster til alle sangene, men jeg vidste, at de skulle godkendes af drengene. Vi sad så omkring bordet, og drengene sagde: ’Jeg kan ikke li’ den linje, lav den om’, eller de kom op med en idé.”

Det er formentlig umuligt at afgøre, om noget af Bon Scotts lyrik havnede på ”Back In Black”. Men Brian Johnsons indflydelse på AC/DCs musik er indiskutabel. Den tidligere Geordie-sanger bragte de store glamrock-omkvæd med på Bahama-øerne, hvor ”Back In Black” blev indspillet. Og lad os slå fast: det er uhyre lidt af melodimaterialet på ”What Do You Do For Money Honey” og de øvrige sange, som minder det fjerneste om Bon Scotts stil. De bærer alle Jonnas stempel!

HÅRDROCK-REVOLUTION
”Back In Black” blev sendt på markedet i juli 1980 – mindre end seks måneder efter, at Bon Scott var død! Det kan man da kalde rettidig omhu. Og pladen rystede øjeblikkelig rockscenen i dens grundvold. Den var i høj grad katalysator for den hårdrock-revolution, der kom til at præge 1980’erne. Amerikanske radiostationer spillede ”Back In Black” på samlebånd, og de kradsbørstige singler ”You Shook Me All Night Long” og ”Rock And Roll Ain’t Noise Pollution” var i stand til at blande sig med det ledeste disco og popstads på hitlisterne.

Ja, ”Back In Black” gjorde det umulige: albummet holdt sig på den amerikanske Billboard-hitlistes top 10 i fem (5!) måneder. Men reelt er Brian Johnsons første plade med AC/DC aldrig holdt op med at sælge. I modsætning til så meget andet storsælgende 1980’er-heavy var ”Back In Black” alt andet end en døgnflue.

Det er umuligt at gøre op, hvor stor betydning ”Back In Black” har haft for heavy metal og hard rock. Pladen gjorde det ultrapopulært at kombinere rå heavy-riffs med stadionstore omkvæd – enorme mængder af det, der i 1980’erne blev spillet på MTV, stod i gæld til ”Back In Black”. The Cults fortrinlige ”Electric” (1987) ville ikke eksistere, hvis det ikke var for ”Back In Black”. Men alle lige fra det grovhittende sleazeband Guns N’ Roses til death metal-veteranerne i Six Feet Under er blevet inspireret af ”Back In Black”.

Der er heller ingen tvivl om, at Def Leppards karriere var kommet til at se anderledes ud, hvis AC/DC var gået i opløsning efter Bon Scotts død. Ikke alene er der klare ”Back In Black”-påvirkninger at høre på ”High ’n’ Dry” (1981) og andre Leppard-albums, men gruppens megasucces i 1980’erne skyldtes i høj grad, at Joe Elliott & Co. kunne nyde godt af de erfaringer, som produceren Rober John ”Mutt” Lange havde fået under indspilningerne af ”Back In Black”.

”Back In Black” er en milepæl – ikke kun i heavyrocken, men i rocken generelt. De 45 millioner eksemplarer, som albummet er solgt i, taler for sig selv: ”Back In Black”s indflydelse på rocken har været universel, altomfattende.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Ingen kommentarer:

Send en kommentar