Gene Simmons er et ikon. Med sin dæmoniske sminke er han det mest kendte ansigt i Kiss. Han er ikke alene heavyrockens svar på Boris Karloff, han er simpelthen blevet et monster i amerikansk populærkultur, på linje med King Kong og Godzilla.
Artikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 30, november 2006)
Verden over er Gene Simmons berømt – eller måske mere berygtet? – for sin overdimensionerede tunge, som han spiller med, som var han et krybdyr. Simmons’ glansnummer på scenen er, når han til lyden af bassens ildevarslende rumlen begynder at gestikulere og grimmassere på skrækfilm-manér, inden han som det store klimaks brækker blod i stride strømme. Herefter går det løs: med tykt, levret blod løbende ned ad hage og bryst og med et grumt blik i øjnene strækker Gene armene ud til siden i sejrspositur, så de store flagermuse-agtige lædervinger folder sig ud. Og akkompagneret af publikums vilde jubel letter Kiss-monstret fra scenegulvet og svæver elegant op på en repos højt oppe under koncertbygningens tag, hvorfra han med dyb dæmonrøst synger sin signatur-sang (”God Of Thunder” eller ”Unholy”).
På scenen bærer Gene Simmons en skridtbeskytter af sømbeslået læder. Bag den gemmer han sin manddom, og den er mindst ligeså uhyrlig som den spillende øgletunge. For Gene Simmons er ikke kun et monster på scenen. Privatpersonen Gene Simmons er nemlig også et uhyre. Et sex-uhyre. Gene Simmons’ sexlyst er efter sigende utæmmelig. Selv påstår han, at han har gjort det frække med 4.600 kvinder Og selvom Viagra-alderen nærmer sig, tæller han stadig. Som en anden bogholder fører han statistik over sine erobringer – han tager sågar fotografier af dem. Gene stiver altså sit ego af ved at dokumentere stivelsen i skridtbeskytterens indhold. Dokumentationen er sågar udkommet i bogform.
Gene er imidlertid ikke ungkarl. Han har en samlever: den canadiske Playboy-model og softcore-skuespillerinde Shannon Tweed, med hvem han har to børn. Shannon og Gene er ikke gift, for den slags troskabsløfter giver Gene ikke: ”Jeg er ingen løgnhals.”
KONCERNLEDER
Men ellers er Gene Simmons puritaner. I Simmons-hjemmet koster det dummebøder at sige f-ordet. Oven i dette er Kiss-bassisten fanatisk ikke-ryger. Og afholdsmand. Han hævder i hvert fald, at han aldrig har været fuld. Lidt besynderligt, eftersom det er ham, som synger Kiss’ store sprut-schlager, ”Cold Gin”. Forklaringen er dog, at Kiss’ ode til gin-drikningen er skrevet af leadguitaristen Ace Frehley, der ligesom trommeslageren Peter Criss må siges at have et førstehåndskendskab til alkoholens glæder. Og sorger.
Ud over kvinder – gerne voluminøse eksemplarer med brystvorter så store, ”at man kan hænge sin frakke på dem” – har Kiss-bassisten en anden stor lidenskab: penge. ”Penge er den vigtigste ting på denne planet,” lyder det provokerende fra Simmons, som gerne giver autografer, hvor S’et i hans efternavn er formet som et dollar-tegn.
Simmons er den entreprenante type, som nødig spilder tiden. Når naturen tvinger ham på toilet, tager han helst blyant og notesblok med. Mens det plumper lystigt under ham, skribler Kiss-bassisten idéer ned. For Kiss er i år 2006 meget mere end et rock’n’roll-band. Kiss er en koncern, hvor hver dag er dedikeret til idéudvikling. Der er næppe den vare, som ikke kan sælges med et Kiss-logo. Dukker, tegneserier, pinball-maskiner, madkasser, modelbiler og alskens habengut hører til den alenlange liste af Kiss-handelsvarer.
Den tidligere Pantera-guitarist ”Dimebag” Darrell Abbott, som døde under tragiske omstændigheder i 2004, var en stor Kiss- og Ace Frehley-fan, og han blev meget passende begravet i en såkaldt Kiss Kasket. Og for nylig åbnede der i South Carolina et Kiss Coffeehouse, som foruden at tilbyde særlig Kiss-kaffe med Kiss-tilbehør m.m.m. også fungerer som rekrutteringssted for kommende medlemmer af fanklubben Kiss Army.
Gene Simmons har også fungeret som talentspejder. Faktisk var det ham, som opdagede Van Halen! Og Cinderella. I 1980’erne legede Simmons tilmed pladeselskabs-boss og producer, og i den forbindelse tog han sig kærligt af både punk-valkyrien Wendy O Williams og den teutoniske heavy-skjoldmø Doro.
Skuespilkunsten er heller ikke fremmed for Gene Simmons. Han har medvirket i flere film, men indtil videre er det ikke blevet til Oscars. Af gode grunde. På tv har Gene bl.a. optrådt i dokumentar-serien ”Rock School”, hvor han forsøger at lave et rockband ud af en flok skolebørn. Det er naturligvis åndssvagt tv, men det er med til at holde Kiss-maskinen kørende. Og, nå ja, der er såmænd planer om at lave en reality-tv-serie om Simmons og hans familie – i stil med ”The Osbournes”. For alt, hvad Kiss rører ved, er stort. Og omvendt.
PSYCHO-CIRKUS
Kiss er store. Megastore. I hvert fald i USA. Ikke alene er deres teatralske shows de rene tilløbsstyker, men deres plader sælger også ganske godt. I en periode på over 30 år, har Kiss udsendt mere end 35 albums, og bandets samlede salgstal har nu rundet 75 millioner på verdensplan. Oven i dette blev Kiss i 2002 kåret til ”America’s #1 Gold Record Champions.” Det vil ikke alene sige, at de er det band, som har erhvervet sig flest guldplader på det amerikanske marked, det vil også sige, at de har slået selveste Beatles på dette felt.
- I ønsker altså at være større end Beatles?
”Jeg vil være større end alle andre. I Amerika handler det kun om det. Det er ikke bare en konkurrence med andre, det er en konkurrence med os selv. Og det er størrelsen, det handler om. Undskyld piger, I ved, at alle fyrene siger ’Det er ikke størrelsen, det kommer an på.’ De lyver. Størrelsen gør en forskel,” siger Gene Simmons, der taler tydeligt og med myndig og mandig stemmeføring.
”Men lad mig sige noget om disse salgstal. Vi er meget heldige, vi er blevet velsignet, for uanset hvor godt en plade sælger, så er det ikke ensbetydende med, at folk kommer til koncerterne. Vi er stadig det mest succesrige turnéband i USA. Og det er det, som Kiss altid har handlet om. Vi har altid gjort vort yderste for at give det bedste show, vi kan, og det inkluderer teknologi, ikke musikalsk teknologi, men fyrværkeri og alt muligt andet, som er med til at gøre, at folk siger ’Wow!’ Så hvis pladerne sælger, er det fedt, men sælger de ikke, så er vi stadig nr. 1.”
Ingen tvivl om, at den visuelle side af Kiss har været med til at gøre bandet stort. Gruppens koncerter udviklede sig op gennem 1970’erne til et rockens verdenscirkus. Når Kiss ankom til en by, blev den forvandlet til en blanding af karneval, tivoli og cirkus. Eller som Kiss meget betegnende kaldte deres genforeningsalbum fra 1998: et ”Psycho Circus”. Det er et show, hvor tilskuernes sanser konstant bombarderes, hvor øredøvende rockmusik trykkes af i et inferno af røgbomber, kanonslag, fyrværkeri, konfettistorme, flere meter høje ildsøjler, og hvor Gene Simmons puster ild osv., osv.
- På titelsangen til ”Psycho Circus” er der en verslinje, som lyder: ”The carnival has just begun.” Betragter I Kiss-shows en slags karneval, hvor jeres fans kan udleve deres drømme og flygte fra hverdagens problemer?
”Ja. Kiss har altid handlet om det. Når man kommer til vore shows, håber vi, at man oplever magien og glemmer problemerne i verden udenfor. Man glemmer alt om det, der bekymrer en. I et par timer føres man til et magisk land, næsten ligesom i ”Peter Pan”, hvor han tager børnene med til Drømmeland,” forklarede Gene Simmons om drømmefabrikken Kiss.
- Du er født i ’49 …
”Ja, i 1849, haha.”
- Okay, høhø, og du spiller stadig rock. Hvordan holder du dig ung?
”Åh, at holde sig ung er fjollet. Det handler om at holde sig sund og stærk. Man kan være svag og usund som ung – og omvendt. Ens alder har intet at gøre med, hvor stærk man er. Vi sammenligner det at drage på turne med at deltage i de olympiske lege. Vi øver ikke kun musikken igennem, vi gennemgår også hård fysisk træning. Vi styrketræner, dyrker aerobics osv. For vores shows skal være professionelle, for vores fans fortjener det bedste. Der er ingen dårlige undskyldninger, for vores fans er vores bosser,” påstår Gene Simmons, der i skrivende stund er i fuld gang med forberedelserne til Kiss’ sommer-turné i Japan.
ROCK’N’ROLL SOM REDNING
Kiss er et af de få rockbands, som støtter USA’s krig i Irak. For Kiss er indbegrebet af amerikansk populærkultur, og bandet hylder hjertens gerne den amerikanske livsstil. Gruppen mener, at man med næb og klør skal forsvare ”verdens bedste land.” Derfor støtter Kiss de amerikanske tropper. Ikke alene har Kiss spillet for tropperne, bandet har også sendt rationer af deres Kiss Army Blend-kaffe til Irak.
”Vi vil gøre alt for at lade vore tapre, væbnede styrker vide, at de altid er i vore hjerter og tanker. Vi ønsker at vise, at vi værdsætter, at de ofrer sig for os hver dag. Vi beder for, at de må vende hjem i god behold,” har Kiss’ sanger og rytmeguitarist Paul Stanley udtalt.
Igennem hele deres Kisstorie har Paul Stanley & Co. rådyrket myten om rock’n’roll. De er dog aldrig hoppet på skrønen om, at rocken er djævlens musik. Tværtimod. I 1992 omskrev de et gammelt Argent-nummer, og det kom der hittet ”God Gave Rock ’N’ Roll To You II” ud af.
På den nys udsendte live-dvd ”Rock The Nation Live!” kammer Kiss helt over i amerikansk patriotisme, og i den forbindelse gør Kiss netop ”God Gave Rock ’N’ Roll To You II” til en slags nationalsang for amerikanske fans.
- På “Psycho Circus” har I en sang med titlen ”I Pledge Allegiance To The State Of Rock & Roll”. Handler den om, at I ser rock’n’roll som en stat i staten, et univers for sig selv?
”Det er mere en kærlighedserklæring. Rock’n’roll har fået et dårligt ry i den seneste tid. Men den forsvinder ikke. Vi ønskede at genbekræfte vort forhold til rock’n’roll. Vi begyndte som et rock’n’roll-band. Forstår du, før der var heavy metal, var der Kiss. Vor troskab går tilbage til Little Richard, Chuck Berry og rock’n’rollens første forfædre. Vi ynder at forestille os, at hvis Elvis var i live i dag, så ville han være medlem af Kiss og spille igennem Marshall-forstærkere. Så det er bare et statement om, hvem vi er.”
- På hvilken måde mener du, at rock’n’roll har fået et dårligt ry?
”Folk begyndte at kalde det, de lavede, forskellige ting. Nu hedder det grunge eller new wave eller dit eller dat. Det er noget vrøvl! Det er alt sammen rock’n’roll, fordi man spiller på elektriske guitarer igennem forstærkere. Og rock’n’roll er en stor genre, hvor al slags rock, selv punk, passer ind. Jeg mener: Beatles og Led Zeppelin spillede begge rock’n’roll, men de har ikke noget med hinanden at gøre.”
Rock’n’roll og den tilhørende usunde livsstil har kostet mange menneskeliv, ingen tvivl om det. Men rock’n’roll har også reddet mange mennesker fra en ellers grum skæbne i livet. I 1968 sang Rolling Stones i ”Street Fighting Man”: ”What can a poor boy do / except to sing for a rock’n’roll band?” Rock’n’roll tilbyder karrieremuligheder, hvor den sociale deroute ellers truer. Tænk blot på skæve eksistenser som Ozzy Osbourne eller Motörheads Lemmy – hvor ville de have været i livet uden rocken?
Det samme spørgsmål har Gene Simmons stillet i forbindelse med Kiss’ uregerlige guitarist, Ace Frehley. Det kom der noget af en kultsang ud af. Kult, fordi den kun findes som b-side til singlen ”We Are One” og på den japanske udgave af ”Psycho Circus”.
”Jeg skrev den til Ace,” fortæller Gene Simmons om ”In Your Face”. ”Sandheden er, at hvis ikke Ace havde en guitar rundt om halsen, ville han være bag tremmer, i fængsel et eller andet sted. For Ace er guitaren næsten en religion. Han elsker den guitar mere end noget andet. Teksten lyder: ’I know I always go too far / but I’ve been saved by my guitar.’ Han har haft problemer både mit sit helbred og med loven, mange problemer endda, men hver gang har guitaren reddet ham.”
I dag er Ace dog erstattet af leadguitaristen Tommy Thayer, som iklædt Aces kostume og krigsmaling på scenen har en slående lighed med Frehley. På samme måde er Peter Criss skiftet ud med Eric Singer, der også slog på krigstrommerne i perioden 1991-96.
ROCKGUDER UDEN PRÆK
- Du nævner ordet religion. Kiss har altid fremstillet sig som ”larger than life” – I har sågar en sang med den titel (på ”Alive II”). Og en af jeres bedst kendte sange hedder ”God Of Thunder”, hvor du synger, at du er gud for torden og rock’n’roll. På jeres pladecovers er I portrætteret som kæmper sammenlignet med almindelige mennesker. Betragter I Kiss-karaktererne som en slags guder eller superhelte?
”Ja. Jeg foretrækker guder. Og hvorfor ikke? Hvis Jesus kan mene, at han er en gud, hvorfor kan jeg så ikke også? Vi er begge jøder, hehe.”
- Mange fans ser op til jer, som var I virkelige guder.
”Vi forsøger at lade være med at prædike.”
- Men I er vel en slags rollemodeller?
”Det håber jeg. Jeg håber, vi praktiserer, hvad vi prædiker. Jeg håber ikke, at vi misbruger den magt, vi har. Jeg håber ikke, at vi, bare fordi vi er med i Kiss, også har en kommentar klar om det, der sker i verdens brændpunkter. Vi ønsker ikke at tale om regnskoven, hvalerne eller at blive ambassadører for noget land. Vi er kloge nok til at indse, at det er vores job at underholde og så ellers holde kæft. Og jeg ville ønske, at flere rockstjerner ville have det på den måde. Jeg er ofte flov over andre kunstnere, som gør sig selv til grin, når de giver til velgørenhed, og de holder de der store checks op for at vise alle, hvor gode de er. Det er så pinligt. Jeg mener, når du giver til velgørenhed, hiver du så folk i ærmet og siger ’Jeg har lige givet penge til en god sag’? Det gør jeg i hvert fald ikke.”
- Så du kunne ikke li’ Band Aid og Live Aid [plade og tv-transmitterede koncerter, arrangeret af sir Bob Geldof i hhv. 1984 og ’85, hvor overskuddet gik til velgørenhedsarbejde i Afrika]?
”Åh, Live Aid var nogle fremragende koncerter, men det var alt, hvad de var. Ingen af dem, der deltog, tænkte på velgørenhed eller på sultende mennesker. Hvis nogle af pengene gjorde gavn, så er det selvfølgelig fint. Men de koncerter havde intet med velgørenhed at gøre. De handlede derimod om karrierer. Årsagen til, at grupperne optrådte, var, at det gavnede deres karrierer, basta. Jeg foretrækker at tage på turne frem for at lave velgørenhed. Og hvis jeg ønsker at donere penge til et godt formål, så gør jeg det i al stilfærdighed som almindelig borger. Men jeg indkalder ikke til en pressekonference og siger: ’Mine damer og herrer, jeg har lige doneret penge til en god sag.’ Det er pinligt. Velgørenhed handler ikke om dit ego. Velgørenhed handler om at hjælpe andre, som har brug for pengene.”
SELVSIKKERHEDSMASKER
Alle medlemmerne i Kiss er kendte for at være selvsikre personer. Også når de ikke er på scenen, er der noget overlegent og urørligt om end charmerende over deres fremtoning og fremfærd. Det er blevet sagt om Gene Simmons, at når han træder ind i et lokale, kan man ligefrem mærke hans tilstedeværelse.
I Kiss’ kriseår i 1980’erne droppede bandet godt nok sminken, men de tog aldrig deres selvsikkerhedsmasker af. Uanset, hvornår man spørger Kiss, så er de de bedste og de største. Kiss er og bliver en maskerade, og det er yderst sjældent, at man får et hudløst ærligt svar fra dem. Kiss er eksperter i at vende og dreje en situation, så de ikke taber ansigt.
- Hvordan opbyggede I den selvsikkerhed?
”Jeg er enebarn, så jeg havde ingen brødre eller søstre til at støtte mig,” fortæller Gene Simmons, som er af jødisk-ungarsk afstamning og immigrerede til USA sammen med sin mor i 1957. ”Og da jeg kom til Amerika, gjaldt det om enten at flyde eller synke. Jeg havde valget mellem at lære at tale engelsk og overleve eller at gå rabundus og dø. Det er lettere at give op, men jeg er meget stædig, så jeg foretrækker at kæmpe – og at bekæmpe systemet i kampen. Jeg mener, hvis man ikke er selvsikker, så må man i det mindste simulere, at man er det.”
Den lader vi lige stå et øjeblik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar