 |
| Aerosmith på scenen. Slutningen af 1970'erne. |
Aerosmith lavede deres bedste plader, da de var totalt udknaldet på stoffer. Da Steven Tyler & Co. blev afgiftet, skete katastrofen.
Rifferama
zoomer ind på Aerosmiths bagkatalog.
”Vi var ikke særlig ambitiøse
i starten. Vi ville bare være den største ting, der gik på jorden. Det fedeste
rockband nogensinde. Vi ville have det hele, vi ville have alt!”
Sådan beskrev Steven Tyler
engang gruppens ”ydmyge” start på Aerosmith Unwired-hjemmesiden. Og der var
virkelig engang, hvor Aerosmith var kandidater til at bære titlen Verdens
Bedste Hårdrock-Band. Stort set alt, hvad Aerosmith udgav i 1970’erne, var guld
– og solgte til multiplatin.
Den amerikanske kvintet
leverede sleaze rock af en meget høj kvalitet. De fem gavtyve er
drønmusikalske, og i 1970’erne var deres musik fyldt med blærerøvs-swagger og
masser af frækt swap-a-dap og badam-swing. Steven Tyler & Co. var ikke
ligefrem attitude-relativister. De var snarere attitude-absolutister.
Aerosmith var kæphøje. Intet
band har nogensinde haft så megen flabethed i deres musik. Intet band har
nogensinde været så dygtige musikere samtidig med, at de kunne spille så
gennemført beskidt, som Aerosmith gjorde på ”Mama Kin” og flere spandfulde
andre sleaze-klassikere fra 1970’erne. Intet under, at Guns N’ Roses lige måtte
starte karrieren med en cover version af netop ”Mama Kin”.
Aerosmith var ikke kun
kæphøje. De var generelt høje. Husk, at det her foregik i de brølende 1970’ere,
hvor eksistentiel cykelhjelm endnu ikke var lovpligtig, hvor rockgrupper levede
uden sikkerhedsnet, når de sigtede mod stjernerne. Der findes fotografier, hvor
Aerosmith spankulerer rundt i lufthavnsområder bevæbnet med ølflasker og en
fandenivoldsk indstilling til lov og orden.
Men selv når de var allermest
udknaldet på stoffer, lavede Aerosmith den lede, fede rock. Anmelderne var dog
ikke enige.
 |
| Steven Tyler blev et stilikon for Faster Pussycat og mange andre sleaze-bands fra 1980'erne. Billedet er sakset fra bagcoveret til "Rock In A Hard Place" - dvs. før Aerosmith var færdige med at spejle sig ... |
ET
DUMT HEAVY METAL-BAND?
Om pressen hadede Aerosmith?
Gæt. Og nyd dette verbale snigmord fra Tom Carson, Rolling Stone Magazine,
januar 1979:
”På deres første plade fra
1973 fremtrådte Aerosmith som et virkelig dumt heavy metal-band med lånte Led
Zeppelin-greb og en forsanger, som efterabede alle de Mick Jagger-agtige
garagebands-bevægelser. Nu, seks lp’er senere, er de stadig et dumt heavy metal-band
med de samme Led Zeppelin-greb og en sanger, som laver de samme
Jagger-bevægelser. Og de er ikke blevet bedre til det. Man må beundre den slags
vedholdenhed.”
Aerosmiths fans lod sig dog
ikke slå ud af den slags. Især i USA havde Aerosmith en militant fanskare, som
trofast troppede op til koncerter, og som efter gennembruddet i 1975 sendte
gruppens plader op i Billboard-hitlistens øvre luftlag.
Meget passende kaldte
Aerosmith deres fans for The Blue Army. Blue jeans og cowboyjakker var en slags
uniform i de dage, hvor Aerosmith sammen med Alice Cooper, Montrose, Kiss, Blue
Öyster Cult, Ted Nugent, Cheap Trick og Starz hørte blandt guderne i Amerikas
hårdrock-panteon.
Amerikansk hårdrock væltede
sig i klichéer i 1970’erne. Aerosmith var ingen undtagelse. Og dog. Steven
Tyler er en ferm rimsmed. Han kan twiste ordene og få selv hverdagsbanaliteter
til at lyde smart i en fart.
Studerer man Aerosmiths
tekstark, opdager man, at siderne driver af blærede ordspil og slang-ramasjang.
”Back when Cain was able.” ”He was a one horned, unicornucopia.” Eller hvad med
et rim som ”Take me down to a south Tallahassee / Down cross the bridge to my
sweet sassafrassy.” Eller ”Midnight lady / Situation fetal / Vaccinate your ass
with your phonograph needle.”
Selv i interviews dribler
Tyler med ordene. I en kommentar til en af sangene i bokssættet ”Pandora’s Box”
fortæller Tyler om sine frustrationer. Ham der Joe Perry er eddermame svær at
komme ind på livet af.
”Jeg har aldrig kunnet nå ind
til ham. Selv i dag er det, som om han bærer en brynje, men musikken har altid
været det, der reddede os. Og hvis det er den måde, han vælger at lukke mig
ind, så er det fint med mig. Jeg bliver bare nødt til hele tiden at finde på
nye kodeord for at blive lukket ind.”
 |
| Aerosmith i 1973. |
ØDELAGT AF ÅLEGLATTE BRANCHETYPER
Narko, interne stridigheder
m.m. sugede kraften ud af Boston-gruppen. Resultat: guitaristerne Joe Perry og
Brad Whitford skred. Spradebassen og sangeren Steven Tyler fortsatte sammen med
bassisten Tom Hamilton, trommeslageren Joey Kramer og et par nyrekrutterede
guitarister, hvis navne de fleste for længst har glemt.
I 1984 blev parterne
forsonet. Mange af os klappede i vores små hænder. Vi så det ikke komme.
Mareridtet over alle mareridt. Hvis nogle af Aerosmiths fans havde scoret
Nostradamus’ krystalkugle, ville de have skreget: ”Stop det der! Tag ikke narkoen
fra disse rockere!”
Stofferne nedbrød Aerosmith.
Men det var åleglatte branchetyper som produceren Bruce Fairbairn og hitsnedkerne
Desmond Child og Diane Warren, der ødelagde Aerosmith. På foranledning af en
emsig manager og en selvfed A&R-mand.
Branchebossernes kalkule var
tjekket en ekstra gang, da Aerosmith fik deres kommercielle comeback i slutningen
af 1980’erne med en omgang parfumeret puddelrock.
Og siden da er det gået fra
slemt til værre: stylet, pudset og poleret, indpakket i tonalt cellofan,
radiovenligt og MTV-fähigt, så ”rocken” kan sælges til poptøzer og
Armani-smartenheimere, hvis fimrehår i øregangene ikke tåler lyden af ”Nobody’s
Fault” og andre angrebsivrige Aerosmith-skæringer fra storhedstiden.
Hele ungdomsårgange er vokset
op til de sukrede toner af ”I Don’t Want To Miss A Thing” uden at ane, at
bandet, der lægger navn til, engang stod for beskidt rock med sangtitler i stil
med ”Rats In The Cellar” og ”Sick As Dog”.
Ret skal være ret. Jeg ved,
at der derude i myldret af popfjolser findes seriøse og begavede
Aerosmith-fans, som kan finde værdi i musikken på fx ”Permanent Vacation” (Geffen,
1987) og ”Pump” (Geffen, 1989). De er bedre mennesker end mig og burde udstyres
med hver sin elefantorden.
Men her er den så, yours
tr00ly’s kicking boots-fundamentalistiske gennemgang af Aerosmiths bagkatalog
1973-1986. Altså før gruppen blev forvandlet til en klistret handelsvare af
musikdødens købmænd ...
AEROSMITH
(Columbia, 1973)
******
Sleazy rock’n’roll for fuld
skrue. Stilsikre sange med skarpe kindben og masser af flamboyant melodik. Albummet
er mest kendt for skæringerne ”Mama Kin”, power balladen ”Dream On” og cover
versionen af Rufus Thomas’ ”Walkin’ The Dog”. ”Dream On” floppede som single,
men hittede, da den i 1976 blev genudsendt. Ved pulten under indspilningen sad
Adrian Barber (kendt for sine jobs med bl.a. Cream og Velvet Underground). Albummet
har en skramlet produktion med en klang af baggydernes skraldespande – hvilket
gjorde debutalbummet til KVLT blandt mange af 1980’ernes sleazebags, herunder
Guns N’ Roses og Faster Pussycat. Sammen med New York Dolls’ debutalbum er
”Aerosmith” gået over i historien som prototype på sleaze og beskidt glam rock.
GET
YOUR WINGS (Columbia 1974)
******
Et mere modent og selvbevidst
album. Klart Aerosmiths mest alsidige værk, med indslag af horn leveret af
bl.a. de legendariske Brecker-brødre. Steven Tyler diverterer med
mundharmonika-spil, og hans vokal har ændret sig i retning af hans kendte rå
raspen. Sangene er langt mere eventyrlystne end dem på debut’en, men bandet har
bevaret den beskidte attitude. Mesterproduceren Jack Douglas skruede på
knapperne, og det har givet sangene et løft. Albummet fungerer som en helhed med
”Lord Of The Thighs” som bedste bud på et stand-out track. Højdepunktet er de
guitaristiske dueller i ”Train Kept A-Rolling”. Det er dog ikke Perry og
Whitford, men derimod spøgelses-guitaristerne Steve Hunter og Dick Wagner (Lou
Reed, Alice Cooper), som brillerer. Det fremgår imidlertid ikke af omslaget.
TOYS
IN THE ATTIC (Columbia, 1975)
******
Også et afvekslende album,
men noget hårdere i anslaget, toppet med deciderede heavy rockere som ”Sweet
Emotion”, ”Round And Round” og det hyperaktive titelnummer. Jack Douglas’
produktion er superb. Og den hårdere stil gav pote. ”Toys In The Attic” gav
Aerosmith deres endelige gennembrud. I USA blev det deres mest solgte
udgivelse. Singleudtrækket ”Walk This Way” er måske Aerosmiths mest kendte sang
fra 1970’erne: en stoltserende frækhed, der stadig står som den glitzy
glamourøse 1970’er-hårdrocks vægtigste hit. Hvem kunne forudse, at der i 1985
skulle ske grusomme ting med den sang?
ROCKS
(Columbia, 1976)
******
Selvom ”Rocks” kun solgte
halvt så meget som forgængeren (fire millioner i forhold til 8 millioner),
anses den af mange for at være Aerosmiths hovedværk. Indbegrebet af sleaze rock
fra et band, som på dette tidspunkt levede det vilde rockstjerneliv 24/7.
”Nobody’s Fault” er den heavieste skæring på et album, som er mere helstøbt
hårdrock end de tre første lp’er. Klassikerne står i kø: ”Back In The Saddle”,
”Sick As A Dog”, ”Last Child”, ”Lick And A Promise” – fortsæt selv. Douglas’
produktion er en smule mere beskidt end på ”Toys In The Attic”, og det sorte
cover med karikatur-tegningen på inderposen er blevet ligeså klassisk som
musikken på skiven. Men krisen spøgte i kulissen …
DRAW
THE LINE (Columbia, 1977)
******
Ikke alene halverede ”Draw
The Line” Aerosmiths salgstal i forhold til ”Rocks”, den bar også præg af, at
narko, druk og interne stridigheder kombineret med et tætpakket turnéprogram
sled på kreativiteten. Douglas har fortalt, at der ikke kun var stoffer, men
også skydevåben med i studiet. Det uinspirerede album blev lappet sammen af
gæstemusikere og en kopiversion af en blues-traver. Men det er kun det voldsomt
medrivende titelnummer og den grandiose power ballade ”Kings And Queens”, der
stikker hovederne op på en trackliste, som er lovlig formularisk.
LIVE!
BOOTLEG (Columbia, 1978)
******
Et råt og usminket dobbelt
live-album. Her er nul overdubs, til gengæld står klassikerne skulder ved
skulder: fx ”Mama Kin”, ”Lord Of The Thighs”, ”Sweet Emotion”, ”Walk This Way”,
”Dream On”, ”Draw The Line” (skjult nummer) og selvfølgelig ”Train Kept
A-Rolling”, hvis guitararbejde ikke er i nærheden af at kunne matche Hunter og
Wagners på ”Get Your Wings”. Tracklisten er noget af en lappeløsning med
koncertoptagelser fra 1973 (!), 1977 og 1978, og coveret er et forsøg på at
efterligne de mange piratplader med Aerosmith live, som florerede på markedet i
de år.
NIGHT
IN THE RUTS (Columbia, 1979)
******
Midt i et kaos, hvor ikke alene
bandmedlemmer, men også deres koner, slås indbyrdes, indspillede Aerosmith
deres heavieste album. Joe Perry stemplede ud af besætningen midtvejs, og hans
spor blev indspillet af bl.a. Jimmy Crespo og Richie Supa. Douglas fik anvist
en rute på vintervejen, og Gary Lyons (Foreigner m.fl.) overtog produktionen
samtidig med, at management og pladeselskab slog i bordet: ”Nu vil vi se
resultater!”. ”No Surprize”, ”Cheese Cake” m.fl. er skamløst miskendte, og
cover versionen af pigepop-gruppen Shangri-Las’ 1964-hit ”Remember (Walking In
The Sand)” er uforlignelig. Guitar-introen på ”Chiquita” er så rå, at det
lyder, som om Joe Perry spiller på rustne strenge. Og så det kor, der lyder som
gale hunde, der glammer!
ROCK
IN A HARD PLACE (Columbia, 1982)
******
Både Perry og Brad Whitford havde
sagt op, da dette album blev indspillet, og Jimmy Crespo og Rick Dufay havde
fået deres stillinger (Dufay spiller vist ikke på pladen, kun Crespo). Douglas var
blevet taget til nåde, og sammen med Crespos faste greb om sangskrivningen
startede Aerosmith 1980’erne med et album, som er overraskende stærkt.
”Jailbait” og ”Lighning Strikes” er sammen med cover versionen af balladen ”Cry
Me A River” albummets højdepunkter. Men midt i en Spinal Tap-tid boostede et omslag,
der er prydet af et foto af Stonehenge, ikke ligefrem gruppens troværdighed.
Aerosmiths fans ville have Perry og Whitford tilbage. Og det fik de.
DONE
WITH MIRRORS (Geffen, 1985)
******
Titlen hentyder til, at
Aerosmith nu var færdige med at sniffe coke. Det var de vist ikke, den store
afgiftning truede i horisonten. Men inden da indspillede Tyler & Co. et
flabet album med Ted Templeman (troldmanden bag Montroses og Van Halens plade-sound)
ved knapperne og et nyt pladeselskab i ryggen. Højdepunktet er ”Let The Music
Do The Talking”, som i virkeligheden er en omskrevet version af titelnummeret
fra Joe Perrys 1980-soloalbum. En sangtitel som ”My Fist Your Face” røber, at
Aerosmiths attitude stadig var intakt. Kun en halv million fans kunne høre
værdien i albummet …
CLASSICS
LIVE! & CLASSICS LIVE! II (Columbia 1986 og 1987)
******
… men genforeningen var nok
til, at Columbia Records støvede arkiverne af. Ovennævnte er to udmærkede
skiver med koncertoptagelser fra 1978 og 1984. I 1998 blev de to plader smækket
sammen på én cd: ”Classics Live Complete”. Man behøver ikke at være kætter for
at mene, at mange af versionerne på ”Classics” overskygger dem på ”Live!
Bootleg”.
CODA
Der findes flere opsamlinger
med materiale fra Aerosmiths storhedstid. Gå efter de originale, nemlig
”Greatest Hits” (Columbia, 1980) og ”Gems” (Columbia, 1988). For samlere er
bokssættet ”Pandora’s Box” (Columbia, 1991) et must, komplet med diverse
outtakes etc. Her i 2016 er der udkommet et veloplagt live-album optaget på
”Done With Mirrors”-turnéen i 1986. Det hedder ”A Brand New Song And Dance” og
er del af serien Rock Classics USA. <13>
DISCLAIMER:
Læsere vil måske studse over
begrebet sleaze. Min definition af sleaze = beskidt glam;
rock’n’roll-baseret hårdrock parret med et glamourøst look. Sleaze og sleazy var modeord, som blev brugt med større eller mindre
præcision i slutningen af 1980’erne, da bands som Guns N’ Roses og Dogs D’Amour
slog igennem. Grænserne til punk, glam og ordinær rock er flydende, men de
fleste sleaze-bands har en metallisk guitar-sound. Genrens rødder kan føres
tilbage til The Rolling Stones. Uden for musikjargonen knytter begrebet sleaze an til lyssky, usædelig og moralsk
forkvaklet aktivitet, som bl.a. florerer i business og politik.
KILDER:
- Stephen Davis: ”Walk This
Way: The Autobiography Of Aerosmith” (HaperCollins, 1997)
- Rolling Stone, Sounds,
Kerrang!, Classic Rock og andre musikmagasiner
- Diverse internet-snask,
herunder Wikipedia og Allmusic
Ingen kommentarer:
Send en kommentar