 |
| Noget af en Kundalini-slange der ... |
Metallica. Deres
sorte album. Hvad skal man egentlig mene om det?
Rifferama spoler tiden tilbage til oktober 1991, da revolutionen viste sig at være i fuld gang ...
Rifferama spoler tiden tilbage til oktober 1991, da revolutionen viste sig at være i fuld gang ...
Oktober 1991. Den hårde rock stod i stampe. To scener
nikkede hinanden skaller: thrash og glam/sleaze. MTV regerede på Machiavellisk
maner: nul video på musikkanalen = nul gennembrud. Og for at komme på MTV
skulle både look og sound strømlines. Resultatet mindede mest af alt om en
pølsemaskine.
Man skulle være lidt af en Nostradamus for at vide, hvad de
kommende måneder ville bringe. Måneden før havde Nirvana udsendt hitsinglen ”Smells
Like Teen Spirit” og albummet ”Nevermind”. I august havde Pearl Jam udgivet
albummet ”Ten”. Og nu udgav Metallica et album, som slet ikke matchede de
stereotype forventninger, som thrash-KVLT’en havde til mosh-pionererne fra Bay
Area, SF.
Men jeg anede ikke uråd. Jeg drak min kartonrødvin (tilbud:
kr. 20 i DSB-kiosken efter lukketid) og skrev, som om jeg levede klos op ad Sunset
Strip, Los Angeles.
Jeg havde en fast hårdrock-klumme i Musiktidsskriftet Jam (der senere blev kuppet og muterede til Jam Magazine). Den hed Live Wire (kvikt
gættet: reference til både AC/DC og Mötley Crüe). Jeg sad omviklet med bandana
og vippede mine spidse støvler i takt til den musik, jeg omtalte i min klumme i
Jam. I oktober 1991 var jeg mest optaget af Guns N’ Roses, L.A. Guns, Skid Row,
Cheap And Nasty og danske =Y=.
Live Wire havde et logo, der viste en stiliseret guitarsvinger
med højt hår. Vi nåede knap nok til juleaften 1991, før de fleste hårfagre
metal-musikanter og -fans havde vekslet manken til fladt hår. Og fodtøjet var i
fuld gang med at blive mere ortopædisk. Så hvis man ville følge moden, var det game over med at spille the last bandit med eyeliner og
paisley-mønstret skjorte.
Det gik sindssygt hurtigt. Revolutionen foregik med lynets
hast. Alle Bon Jovi-kopierne forsvandt fra MTVs sendeflade, og en hel hær af
grunge-kloner vadede ind foran kameraerne. Ternede skjorter, luvslidt fløjl –
og absolut ingen spandex! Sådan lød dekretet, næsten over night.
Klart! Den ultrakommercielle metalkultur trængte til mere
end et par dummeflade. Den fortjente en lammer, der var ligeså hård som den, dinosaurerne
angiveligt fik engang i tidernes morgen. Men at det skulle gå så hurtigt, og at
den hårde rock skulle forvandle sig så voldsomt, havde jeg godt nok ikke
gættet.
Op fra undergrunden bragede især dødsmetallen fra Florida og
black metallen fra Norge. Alle glamstjernerne fik flået medaljerne af, og selv
stilikonet W. Axl Rose begyndte at optræde i underligt tøj. Shorts på scenen! Til
lyden af ”Welcome To The Jungle”!!!
Jeg vendte skråen. Fik forsålet mine cowboystøvler og
prøvede at styre udenom unoderne. Men det var svært. Jeg syntes også, at de
fleste MTV-pudler var latterlige. Men jeg hadede synet (for ikke at tale om
lyden) af Faith No More og Pearl Jam.
Året efter søgte jeg asyl i norsk black metal. I dag
indrømmer jeg gerne, at det var en formildende omstændighed, at jeg kunne dulme
mine kicking boots-abstinenser ved at kigge på fotos af de corpse paintede
nordmærd. Både Darkthrone og Emperor gik i cowboystøvler! Og her var ingen
flannelsskjorte i syne. Godt så.
Men i oktober 1991 var jeg i syv sind mht. den nye
Metallica. Ved første gennemlytning hadede jeg den. Men den groede på mig. Og jeg
hamrede en begejstret anmeldelse ned på mit hakkebræt af en transportabel
skrivemaskine. (Se nedenstående bravade fra Jam nr. 34, oktober/november 1991.)
Hvis jeg havde vidst, hvad den sorte laban af et album
skulle afstedkomme, havde jeg nok ikke råbt helt så højt op om dens
fortrinligheder …
METALLICA
”Metallica”
(Vertigo 510 022-2)
I starten af 80’erne skabte Metallica thrash metal-stilen
ved at kombinere Diamond Head og andre NWOBHM-inspirationer med Motörhead-speed.
Og lige siden ”Kill ’Em All” – deres brøl af en neandertaler-debut-lp – har de
brugt deres kræfter på at raffinere genren og sprænge dens rammer.
Den foregående lp, ”… and Justice For All”, viste Metallica
som et krypto-nihilistisk band med store ambitioner udi teknisk snilde. Resultatet
blev mildest talt dødkedeligt, og i dag går Lars Ulrich & Co. til sagen fra
en helt anderledes minimalistisk vinkel.
Det progressive metal er skrottet, og i stedet koncentrerer
Metallica sig om at spille en ligefrem og ekstremt slagkraftig heavy metal, der
ikke levner plads til klichéer.
Fyrrige numre som ”Holier Than Thou” og ”Of Wolf And Man”
(med en fremragende tekst om James Hetfields store lidenskab: jagt) er det mest
medrivende, gruppen har sluppet løs siden ”Leper Messiah” fra ”Master Of
Puppets”. Og ”Enter Sandman” og ”Wherever I May Roam” er måske de to bedste
Metallica-numre – nogensinde.
”Metallica” giver måske ikke ligefrem ny betydning til
begrebet heavy metal, men den sætter en helt ny standard for, hvor enkelt og
originalt tung rock kan spilles. En klassiker!
<13>
Sjovt, sjovt, sjovt at læse i bagklogskabens ulidelige lethed :-) Men jeg må sige at når jeg hiver albummet frem fra tid til anden, eller ligefrem hører introen til Enter Sandman live hin horrible fredag aften i Royal Arena, så bliver jeg sgu grebet. Det sgu et godt album. Med op til flere klassikere som The Unforgiven, Sad But True og førnævnte Enter Sandman. Jeg har med vilje ikke taget Nothing Else Matters, for den blev jeg røvtræt af allerede dengang, men det er vel egentligt et ret godt nummer, bare en anelse, skal vi kalde det overspillet... Alle bands har deres "store " album og Metallicas blev altså Black Album. Og vel osse Master Of Puppets, eller hvad (?) Så der jo Kill´Em All, Ride The Lightning...Shit de har lavet mange fremragende skiver.
SvarSletFed beskrivelse af grungebølgen som jeg selv var helt oppe på med bandana, skovmandskjorte og Dr Martens + alt den fede musik der kom ud af den. Savner sgu stadig den tid og ikke mindst musikken.
Ps. I øvrigt var jeg så dum dengang i start 90´erne at få tatoveret en røvgrim replica af Black Album slangen. Den var billig men ser til gengæld osse ud derefter ;-)