 |
| Freddie Mercury 1946-1991. R.I.P. |
Sammen med Queen
efterlod Mercury en formidabel sangskat. Rifferama zoomer ind på Queens bagkatalog
fra 1970’erne.
Det var utænkeligt at udgå Queen, hvis man var rockfan i
1970’erne. Queen havde næsten konstant sange på hitlisterne: ”Killer Queen”, ”Bohemian
Rhapsody”, ”Somebody To Love”, ”We Are The Champions” etc.
Ikke alene var selv deres mest larmende hits (fx ”We Will
Rock You”, 1977) at finde i jukeboxen på det lokale cafeteria, men deres musik
havde så gennemtrængende kvaliteter, at det var umuligt at sidde dem overhørig.
Moderne metalfans og folk, der kun kender Queens musik fra
1980’erne, undrer sig måske over at se Queen udråbt til at være et heavy
rock-band. Men når Queen skruede bissen på i 1970’erne, blev der trådt hårdt på
distortion-pedalen, og der blev skruet grundigt op for Marshall-forstærkerne. Der
var derfor, Metallica kunne finde deres thrash-rødder i en sang som ”Stone Cold
Crazy” (1974).
Man må lige have de historiske briller på her. Heller ikke
navnkundige heavy-navne som Led Zeppelin, Uriah Heep, Blue Öyster Cult eller
Rush tonsede løs på samtlige sange i 1970’erne. Det var en epoke med en bred
musikalsk horisont og en høj tolerancetærskel, hvad angår eksperimenter.
Ikke desto mindre blev Queen primært betragtet som et heavy
rock-orkester i 1970’erne. Og typisk nok kunne anmelderne ikke fordrage Queens
spektakel. Jarl Friis-Mikkelsen, mesteren i bredkastning af harmløs
familie-underholdning, skrev således om albummet ”Jazz” i MM, marts 1979:
”Hovedparten af
materialet er langhalmstærskninger på gammelt, uinspireret, udpint stof.
Forskellen fra de ældre plader er, at denne tillader sig at vare 45 minutter,
og det mere i retning af de to første Queen-plader: med et klægt mudder af
maksimalt boostede spader.”
Da Queen gæstede
Brøndbyhallen den 12. maj 1977, fik Ole Rasmussen fra magasinet Rock City bl.a.
følgende ud af det:
”[…] de der var
mødt op lod ikke så meget til at komme for musikkens skyld. Det er Q.s
arrangører åbenbart vant til – der blev solgt alskens kræmmergods, sågar silketørklæder med ”Queen” og der var et
rend ud og ind af – overvejende ungdommelige – publikummere hele tiden, et
gedemarked ligesom til en engelsk fodboldkamp […] Se Freddie Mercury, the
superstar, der trækker i stedse mere sexede kostumer over harlekinternet til
stram, sort trikot – og vimser rundt med en djævelsk aggressiv Rudolf Nurejev
(uden at jeg på nogen måde vil
sammenligne deres format – Mercury har et uhyre stereotypt bevægelsesmønster og
begrænset udvalg af positurer) med arrogante blik ud over publikum, kast med hovedet, kombineret fallos- og
sabel-symbolik både med mikrofonen og med Biran [sic] Mays guitar. Se lyset og
røgen og skræmmes af synet (Mercury
er virkelig til at blive bange for) og af den øredøvende larm man udsætter sig
selv for ved at så så tæt på scenen. En tur i spøgelsestoget, af halvanden
times varighed. […] gruppens ”budskab” er larm.”
Rock City, juni 1977.
QUEEN’S FILTHY FIFTEEN
 |
| Mick Rocks ikoniske skud, som det blev brugt på Queens andet album. |
Da Queen brød igennem, havde de et feminint look, som
matchede tidens glam rock-mode. Queen betyder ”bøsse” oversat til engelsk
slang, og det kunne pressen godt finde på at nævne, sådan i forbifarten. Sex
sælger.
Nuvel, det viste sig, at et af Queen-medlemmerne faktisk VAR
bøsse. Da det slap ud, var ingen overrasket. Jeg husker heller ikke, at nogen
var forarget. Læderklædte ungersvende er som regel mere tolerante, end deres
jargon lader ane. Og heldigvis for det.
Freddie Mercury døde den 24. november 1991. Mercury fyldte meget i Queen. Både på scenen og i
lydbilledet. Men Queen var mere end Freddie Mercury.
Alle fire medlemmer af Queen skrev sange til bandet. Hovedsangskriverne
var selvfølgelig Mercury og guitaristen Brian May. Men trommeslageren Roger
Taylor leverede også heftigt materiale, og den ellers ikke højt profilerede
bassist John Deacon skrev faktisk et af Queens største hits, ”You’re My Best
Friend” (udsendt som single i 1976).
Der var noget kalejdoskopisk over Queens musik. Den rummede
elementer fra genrer, som ikke umiddelbart er kompatible med heavy rock. Ragtime,
dixieland, gospel, music hall, cabaret etc. Og alligevel lød Queens sange altid
som Queen.
Jeg har elsket Queen lige fra de første riffs, jeg hørte med
gruppen i 1975. Og som så mange andre fans af Queens hårdrock fra 1970’erne,
stod jeg af, da Mercury & Co. gik mainstream ved indgangen til 1980’erne.
Anyway, her er Rifferamas heavy rock-fundamentalistiske bud på Queen’s Filthy Fifteen:
 |
| Queen live i 1974. |
Queen debuterede ikke med et frådende metalmonster. Men
deres første album havde sine heavy øjeblikke. Min favorit er ”Great King Rat”,
der starter med en guitar war af Brian May. Pladen har en meget tidstypisk
sen-psykedelisk produktion, der lægger en dæmper på slagkraften. Men sangen,
som er skrevet af Freddie Mercury, rummer mange af de kendte Queen-elementer à
la dramatisk opbygning og store dynamikudsving.
2. ”LIAR” FRA QUEEN (1973)
Her er endnu mere drama, og kompositionen trækker lytteren
gennem flere forskellige stiltræk, som kulminerer i bombastisk rock! Sangen er
skrevet af Freddie Mercury, og som titlerne ”Great King Rat” og ”Liar” antyder,
var Queen ikke ligefrem ude og promovere tidens freds- og kærlighedsbudskab.
Det havde de for resten tilfælles med de fleste af de tidlige 1970’ere
heavy-bands.
3. ”OGRE BATTLE” FRA QUEEN II (1974)
”Queen II” var udstyret med et af rockens mest ikoniske
fotografier (af Mick Rock) – som senere dukkede op i videoen til ”Bohemian
Rhapsody”. Det andet album havde en langt bedre lyd, og produceren Roy Thomas
Baker trådte i karakter her. Pladen er delt op i Side White og Side Black.
”Ogre Battle” åbner den sorte side og er bare et eksempel på, at Queen var optaget
af mytologi, folklore og overnaturlige fænomener. De kloge påstår, at der er
proto-thrash-elementer i ”Ogre Battle”. Det er i hvert fald en af Mercurys
heavieste kompositioner.
4. ”SEVEN SEAS OF
RHYE” FRA QUEEN II (1974)
Queens første singlehit. En fantastisk Mercury-sang med et
arrangement, som må være et af de tidligste eksempler på Sweet-plagiat.
Tekstmæssigt flirter Queen igen med det mytologiske, og der er fuld blæs på
truslerne om guddommelig vrede.
5. ”BRIGHTON ROCK”
FRA SHEER HEART ATTACK (1974)
En klassisk heavy rock-åbning på Queens tredje album. Trods titlen
er sangen ikke baseret på Graham Greenes spændingsroman. En af Brian Mays
allerbedste sange, fyldt med drama: musikken, både Mercurys lyse vokal og Mays
brutale guitar, underbygger perfekt den ulykkelige kærlighedshistorie.
6. ”NOW I’M HERE”
FRA SHEER
HEART ATTACK (1974)
En voldsomt medrivende og helt basal rock’n’roll-sang, med
masser af hug, riv og groove. May skrev sangen, mens han lå på krankenhaus med
leverbetændelse. Teksten handler om Queens tidlige år på landevejen, bl.a. som
support for Mott The Hoople. Sangen blev brugt som single-opfølger til hittet ”Killer
Queen”.
7. ”STONE COLD CRAZY”
FRA SHEER HEART ATTACK (1974)
Proto-thrash metal for fuld udblæsning. Hele bandet er krediteret
som komponister til denne sang, som går amok med referencer til Al Capone og
andet lovløst gangsteri. Metallica gjorde sangen obligatorisk i thrash-miljøet.
8. ”DEATH ON TWO LEGS
(DEDICATED TO …)” FRA A NIGHT AT THE
OPERA (1975)
En af heavy rockens ondeste sange. Mercury raser og bruger
de mest modbydelige metaforer om Queens ex-manager i en sang, hvor end ikke de
elegante korarrangementer kan lægge en dæmper på hadet.
9. ”I’M IN LOVE WITH
MY CAR” FRA A NIGHT AT THE OPERA
(1975)
En af de smukkeste kærlighedserklæringer i hårdrocken. Bare med
den hage, at sangen handler om – en bil. Taylor skrev (og sang!) nummeret som
en hyldest til en af Queens roadies, der angiveligt havde en affære med sin
Triumph TR4. Bilen, man kan høre gasse op, er for resten Taylors egen Alfa
Romeo!
10. ”BOHEMIAN
RHAPSODY” FRA A NIGHT AT THE OPERA
(1975)
Kronen på Queens værk! Er man på udkig efter geni, skal man
bare lede her. Jeg får stadig gåsehud, når sangen kulminerer i det Sweet-agtige
heavy rock-inferno. Nummeret er 100% Mercury, og den sprænger alle rammer,
bryder alle konventioner. Alligevel blev den et megahit i 1975. I dag er den
for lang til at blive spillet på alverdens Radio Ga Ga-stationer.
11. ”TIE YOUR MOTHER
DOWN” FRA A DAY AT THE RACES (1976)
Endnu en May-rocker. Her er angiveligt tyvekoster fra Taste
og T.Rex. Teksten handler om en arketypisk generationskløft. Det er ikke
ligefrem svigermors drøm, der har ordet. Et ungdomsoprør fra en gut, der har
travlt med at komme i gang med lagengymnastikken.
12. ”WHITE MAN” FRA A DAY AT THE RACES (1976)
Knusende tung, lidt doom-agtig sang af Brian May. Skæringen sætter
fokus på det folkemord og den undertrykkelse, som de indfødte havde været udsat
for i Nordamerika. ”White Man” syrer over af indignation. Her er nul
indianer-romantik. Kun sorg og smerte. Og vanære for den hvide mand, ugh!
13. ”WE WILL ROCK
YOU” FRA NEWS OF THE WORLD (1977)
Denne May-sang drev voksne til vanvid, da den hittede i
1977. Først kom alt det punk-larm, og så toppede Queen det hele med en omgang a
cappella tilsat fodstampen og militante klap, der gav associationer til oprør i
et fængsel. May når lige at flå noget metal-riffing af sig, før sangen fader
ud. På ”Live Killers” (1979) har ”We Will Rock You” udviklet sig til et
fuldblods-heavy metal-nummer.
14. ”SHEER HEART
ATTACK” FRA NEWS OF THE WORLD (1977)
Taylors nummer blev ikke færdigt til albummet af samme navn.
Meget passende lå det klar i 1977, hvor punken huserede. Og teksten tager da
også pis på typer som Sid Vicious, som, Queen ikke ligefrem mente, var
velformulerede. For gamle glam rockere lyder sangen dog mere som et pisstake på
Sweet.
15. ”MORE OF THAT
JAZZ” FRA JAZZ (1978)
En tung, dyster sag, hvor Taylor spidder samfundet. Men det
noget trætte beat i sangen udtrykker måske også Taylors lede ved sin superstjernestatus?
”Only football gives us thrills / Rock ’n’ roll just pays the bills,” synger
han. Det lakkede mod enden for det hårdtrockende Queen. <13>
Ingen kommentarer:
Send en kommentar