 |
| Eric Bloom og Buck Dharma. Foto: John-son. |
Pagten mellem Blue Öyster
Cult og deres danske fans blev fornyet i Amager Bio fredag aften.
BLUE ÖYSTER CULT
AMAGER BIO, CPH
FREDAG DEN 5. AUGUST 2016
Hvem skulle have troet det? At Blue Öyster Cult har så stærk
en fanbastion i DK!
Klart, BÖC hører blandt heavy rockens 1970’er-legender, og
de har givet deres vægtige bidrag til udviklingen af metalgenrens formsprog. Både
hvad angår ord, toner og symboler.
Dét har bl.a. Metallica demonstreret ved at hylde BÖC med cover
versioner. Og senest har især Ghost ført BÖCs særlige nedtonede, mørke
metalstil videre i moderne hårdrock.
Men fredag aften fik jeg syn for sagn. Danske BÖC-fans var
mødt talstærkt frem i Amager Bio for at opleve Eric Bloom og Buck Dharma og
deres håndgangne mænd give det, der formentlig var BÖCs sidste koncert på dansk
grund.
For alderen trykker hos BÖC. Eric Bloom har ikke meget
stemme tilbage. Desværre er karismaen også ved at være slidt af Bloom, der i BÖCs
storhedstid gav den som gruppens læderklædte rock ’n’ roll animal.
Bloom er på vej mod sit 72. år. Han er altså ældre end de
andre hårdrock-veteraner, der har gæstet DK i år (Black Sabbath, Alice Cooper,
Scorpions, Uli Roth, David Coverdale). Mod koncertens slutning måtte Bloom
ligefrem træde til side, for at mere rørige kræfter (in casu Richie Castellano,
keyboard, guitar, vokal) kunne rocke igennem på scenen.
Buck Dharma er et par år yngre end Bloom, og både hvad angår
stemmepragt og guitaristisk håndelag var han i bedre form end Bloom. Det kom
ikke mindst til udtryk i hans tour de force ”Buck’s Boogie”.
Dharma virkede i perioder frustreret, for BÖCs gear var ikke
dukket op (noget med flyselskaber og lufthavne), så de spillede på lånte
instrumenter.
Trods udfordringer som alder og fremmed gear spillede BÖC
sig heroisk igennem sættet, der især i starten var plaget af en spinkel lyd,
der saboterede det sucker punch, som ”This Ain’t The Summer Of Love” skulle have haft
på publikum.
Og det, der skulle have været et ordentligt vrooom i ”Golden
Age Of Leather”, blev bare til et sølle tøf-tøf.
Men når man drager på turné som knap 72-årig, er man ingen quitter. Og Eric Bloom holdt masken og
kiggede ufravendt på publikum gennem sine mørke solbriller. Det var dog Buck
Dharma, som stjal showet.
Dharma kan næppe kaldes en guitargud i samme liga som Eddie
Van Halen eller Ritchie Blackmore. Men Dharma har sin egen personlige stil. Sin
egen signaturlyd og et unikt flair for melodier, der konstant flyder fra hans
seksstrengede.
Koncerten i Amager Bio understregede, at BÖC i virkeligheden
stammer fra en helt anden tradition end den typiske britiske eller New York- og
Detroit-dominerede hårdrock fra 1970’erne. BÖC er et musikalsk misfoster. I positiv forstand.
BÖCer et østkystband, der spiller vestkystrock. Med kant! Når
BÖC i Amager Bio cyklede deruda’ i instrumental-passagerne, var det særlig
tydeligt, at påvirkningen fra især Grateful Dead spøgte i kulissen.
Det er dette aparte islæt, der gør BÖC så enestående. Anti-hippie
hippie-heavy. Wtf!?!
Den sangskat, som Dharma & Co. trak på i Amarger Bio, er
imponerende, hvad enten vi taler om de monstrøse rocknumre som ”Godzilla” og ”Cities
On Flame With Rock And Roll” eller de mere lyriske sange som ”(Don’t Fear) The
Reaper” eller ”Burnin’ For You”.
Et band har sq et stærkt bagkatalog, når det har råd til at
springe numre som ”Astronomy”, ”Black Blade”, ”Subhuman”, ”Career Of Evil”, ”Harvester
Of Eyes”, ”Dr. Music” og ”Veteran Of The Psychic Wars” over.
Vurderet ud fra sætlisten var BÖC i Amager Bio en af de
bedste koncerter på dansk grund i år. For det var mere sangene end flamboyant
optræden, der bar koncerten. ”ME 262”, ”Then Came The Last Days Of May”, ”Vampire
Tattoo”, ”The Vigil”, ”Hot Rails To Hell”. Fantastiske sange, som har stået
mejslet i de fleste BÖC-fans’ bevidsthed i årtier.
BÖCs sange har altid haft et udenjordisk perspektiv. Og den
største stjerne til koncerten i Amager Bio var måske i virkelighed den ånd, der
gennemtrænger BÖCs fanbase. Kærligheden til disse udødelige sange skaber et
broderskab, som er typisk for heavy metal, når genren er bedst.
Loyaliteten, ja, solidariteten med bandet, som havde mistet
deres gear, var så stor, at publikum trods den vakkelvorne start taktfast
fortsatte med at opildne Bloom & Co., indtil de fik sig spillet op på et
niveau, der var værdigt for både band og fandom.
At det kun blev til to ekstranumre, var ikke publikums
skyld. Opløftet strømmede fanskaren ud i storbynatten, da de sidste klapsalver
havde lagt sig. Der er et stærkt bånd mellem BÖC og deres fans. En pagt, som
blev fornyet denne aften i CPH. <13>
Line-up: Buck Dharma
(guitar, vokal); Eric Bloom (guitar, keyboards, vokal); Richie Castellano
(keyboards, guitar, vokal); Jules Radino (trommer); Kasim Sulton (bas, vokal)
Se BÖCs sætliste her.
Jeg tror Eric Bloom vil drosle ned efter afslutningen af den nuværende tour og så kun dukke op og vise flaget på de store steder, han er som du siger 72 år og nok lidt træt. Han kan give faklen videre til Richie Castellano og måske kan BÖC finde endnu et medlem som supplement. Derimod tror jeg ikke at Donald "Buck Dharma" Roeser har nogen planer om at stoppe, der var en glød i hans optræden både i London, København og Helsinki som absolut ikke vidner om træthed, han har stadig en masse at give verden og må BÖC omsider få den anerkendelse de fortjener, som et af de helt store bands.
SvarSlet