Topløse modeller gav bagslag

De var opkaldt efter en af verdens værste heksejægere. De spillede dommedagsdystert metal. Der var nøgne piger på deres pladeomslag. De hed Witchfinder General.

Matthew Hopkins klar til at brændemærke en heks.

Længe før de kloge hoveder opfandt genrebetegnelsen doom metal, eksisterede der et band ude i den engelske provins. Bandet blev dannet i 1979 og kaldte sig Witchfinder General. Stor succes fik Stourbridge-gruppen aldrig. Det var der flere grunde til. En af grundene var, at Witchfinder General ikke ligefrem var store tonekunstnere.

Alligevel har Witchfinder General sat deres fingeraftryk på rockhistorien. Bandet er ikke alene blevet kult, de er også blevet en slags genreskabere. Og det på trods af, at de var drønhamrende uoriginale. F.eks. er trommeintroen til Witchfinder Generals ”Last Chance” 100% identisk med Black Sabbaths ”Iron Man”.

Witchfinder General var ikke det første band, som efterlignede Black Sabbath. Men akkurat ligesom deres amerikanske kolleger i Pentagram plagierede Witchfinder General deres forbilleder med så stor indlevelse, at det var med til at sætte skub i den udvikling, der resulterede i den tungeste og mest dystre retning inden for heavy metal: doom metal.

Witchfinder General blev ledet af sangeren Zeeb Parkes og guitaristen Phil Cope. Meget dårligt er der blevet sagt om gruppen. Og ja, Witchfinder General var øllede og bøvede. De var platte og sjofle, og de benyttede sig af pinlige, sexistiske tricks.

Men selvom Zeeb Parkes & Co. skrev sange som ”Satan’s Children” og ”Friends Of Hell”, var de ikke djævledyrkere. Faktisk er ”Friends Of Hell” en direkte anti-satanistisk sang – på en gyser-agtig måde à la Iron Maidens ”The Number Of The Beast”, som den kristne højrefløj aldrig rigtig har forstået.

Det er også værd at bemærke, at Witchfinder General havde deres klare øjeblikke, hvor de formulerede en skarp samfundskritik. En samfundskritik, som mange af nutidens metalbands kunne lære noget af.

Man skulle ikke tro det, men disse fyre kunne være øllede
og bøvede.

HEKSEJAGT I 1600-TALLET

Det var op ad bakke for Witchfinder General allerede fra begyndelsen. Og det hjalp ikke, at Witchfinder General pga. bandnavnet kom til at stå i skyggen af – eller ligefrem blev forvekslet med Witchfynde. 

I Kerrang! nr. 28 (november 1982) kunne man f.eks. læse en anmeldelse af Witchfinder Generals single ”Soviet Invasion”. I skyndingen kom journalisten til at omdøbe bandet til – og kig nu rigtigt efter: Witchfynder General. Sic. Og suk.

Men der var også gode historier at fortælle. Malcolm Dome på Kerrang! var heavy-journalistikkens læderhals i de år. Dome tog Witchfinder General til sig og gav debutalbummet ”Death Penalty” fra 1982 en positiv anmeldelse i Kerrang! nr. 29. Ja, Dome interviewede sågar bandet til selv samme nummer af magasinet, hvor Kerrang!s skriverkarl forklarede betydningen af bandnavnet.

Vi skal helt tilbage til det skumle 1600-tals England. Det var brutale tider, der blev domineret af en livs- og kvindefjendsk, puritansk form for protestantisme. Man bildte sig ind, at man troede på hekse. Hekse havde det med at være kvinder, og hekse torterede og henrettede man i datidens England. I stort tal. Lederen af heksejagterne var en vis Matthew Hopkins, der hævdede, at han bar den officielle titel Witch-Finder General. Hopkins siges at have henrettet op mod 300 kvinder. Men tallet er usikkert.

Nu skal man imidlertid ikke tro, at Zeeb Parkes & Co. var specielt interesseret i engelsk historie. Akkurat ligesom forbillederne i Black Sabbath tog Witchfinder General deres navn fra en skrækfilm. Selveste Vincent Price har hovedrollen som Matthew Hopkins i filmen ”Witchfinder General” fra 1968. Filmen fabulerer over det vanry, som Hopkins har fået efter sin død, hvor han opfattes som skurk og decideret bøhmand. Et passende navn til et heavy metal-band – eller hvad?

Witchfinder General var det første rockband, som brugte heksejægeren Matthew Hopkins – ja, de havde sågar en sang, der hed ”Witchfinder General”, mens deres debutsingle bar titlen ”Burning A Sinner” (1981). Siden da er Hopkins dukket op i sange som Cathedrals ”Hopkins (The Witchfinder General)” (1996) og Saxons ”Witchfinder General” (2004). Især Cathedrals sang kan ses som en hyldest til Zeeb Parkes & Co.

For sandheden er, at Witchfinder Generals ry er vokset og vokset til mytologiske proportioner i den del af metalundergrunden, hvor man flirter med kors, stemninger fra kirkegårde og gravpladser samt dødsromantiske titler som ”R.I.P.” Ryet er vokset så meget, at Witchfinder General i dag nævnes sammen med Pentagram, Trouble og Saint Vitus som grundlæggerne af doom metal-stilen.

Omslaget til Witchfinder Generals debutsingle. 1981.

NØGENMODELLER PÅ OMSLAGET

Det var der ingen, der havde regnet med i 1982, da ”Death Penalty” blev udsendt. Debutalbummet fik en vis opmærksomhed. Ikke så meget på grund af musikken, men mere på grund af coveret. Det var nemlig prydet af et softpornografisk foto, hvor nøgenmodellen Joanne Latham spillede en central rolle.

Der er allerede skrevet og talt nok om Lathams blottede attributter på ”Death Penalty”, så lad mig her i forbifarten blot nævne, at bandet gentog ”succesen” på opfølgeren ”Friends Of Hell” (1983), hvor der dog ikke kun var én, men hele fire nøgenmodeller, som New Of The World og andre dele af sladderpressen kunne savle over.

Der er ingen tvivl om, at disse pladeomslag var med til at ødelægge Witchfinder Generals integritet. De var simpelthen for platte. Men det kunne pladeselskabet Heavy Metal Records’ direktør, Paul Birch, ikke fatte. Rockskribenten John Tucker har formentlig ret, når han i bogen ”Suzie Smiled … The New Wave Of British Heavy Metal” (2005) skriver:

”[F]or hver neutral fan, som så de albumomslag og tænkte ’Wauw, blæret cover, fede patter, jeg må hellere tjekke det band ud’, så var der ti andre, som tænkte ’Billigt bras’ og gik videre uden at købe pladerne.”

Om coveret med Joanne Lathams blottede barm udtalte Zeeb Parkes i føromtale Kerrang!-interview:

 

”Vi ser på Witchfinder General som skæg og ballade. Men det er også et meget seriøst projekt. Hvert medlem har måttet ofre meget for bare at nå så langt, som vi er kommet, og vi er fast besluttet på at gå hele vejen til tops, hvis det ellers er muligt.”

Foto fra gammelt pressemateriale på Heavy Metal
Records' hjemmeside.

ET FATTIGT OG SMADRET ENGLAND

Det viste sig så ikke at være muligt. Witchfinder General toppede, før de fik begyndt. Det var de ikke alene om. Hovedparten af grupperne i The New Wave Of British Heavy Metal blev aldrig andet end kult. Og det gjaldt også betydeligt mere talentfulde bands som Diamond Head og Praying Mantis.

Man skal her huske på, at det hele ikke var så let, som det er nu om dage. Det var længe før internettet, og der var næsten ingen medier, som tog heavy metal alvorligt. Og alene det at få en pladekontrakt var nærmest umuligt. Derfor udgav mange af grupperne deres første plader selv. Eller på de nye undergrundsselskaber, der skød op: Neat Records, Heavy Metal Records, Ebony Records.

Men det var ikke kapitalstærke selskaber med veletablerede distributionsnet og store reklamebudgetter. Det var alt sammen noget, der blev indspillet, udgivet og lanceret på et skrabet budget. Og det i en tid, hvor det kostede en mindre formue at indspille et album.

Witchfinder General og de andre New Wave Of British Heavy Metal-bands kom fra et Storbritannien, som stadig var forarmet og smadret efter 2. verdenskrig. 1970’ernes oliekrise og recession gjorde kun ondt værre. Storbritannien havde mistet sin glans, det var ikke længere et mægtigt imperium. Der herskede en træg, modfalden stemning, som parret med en udbredt fattigdom i arbejderklassen gjorde forholdene besværlige for nye bands.

For det var fra samfundets lavere lag, at heavy metal kom i de tidlige 1980’ere. Og det smittede af på den nerve, der drev musikken frem hos grupperne i The New Wave Of British Heavy Metal. Man skulle virkelig ville det, hvis man spillede heavy metal i datidens England – og når Zeeb Parkes fortalte, at Witchfinder General-medlemmerne havde måttet ofre meget for at udkomme på plade, ja, så var det ingen overdrivelse. Det var ikke et liv i sus og dus at være metalmusiker i 1980’ernes England.

De usle forhold prægede gruppernes mulighed for at turnere og indspille plader. I Witchfinder Generals tilfælde betød det, at deres debutalbum, ”Death Penalty”, blev indspillet på bare tre dage. I et analogt studie. Det er unægtelig andre betingelser end dem, som vore dages forkælede middelklasse-bands har til rådighed i digitale studier med Pro Tools-grej og hele mulletjavsen.

Men det er måske disse usle forhold, som var med til at give Witchfinder Generals musik et hjerteslag og en sjæl, der er i høj kurs hos metal-feinschmeckere i dag. Mens meget moderne metal lyder livløst og sterilt i al sin perfektion, lyder Witchfinder Generals musik fra startfirserne sprællevende. Men selvfølgelig på en doomy og dødsromantisk måde.

Den navnkundige Joanne Latham optrådte også på
omslaget til "Friends Of Hell".

KÆRLIGHED TIL BETONROCK

Til Hot Rockin’ nr. 2 (primo 1984) skrev jeg nedenstående anmeldelse af ”Friends Of Hell”:

”Friends Of Hell” er en af 1983’s bedste udgivelser, ingen diskussion om det. Selvom det umiskendeligt er Witchfinder General, er der dog en klar udvikling at spore – både mht. kompositioner og arrangementer.

Pladen lægger ud med ”Love On Smack”, som har en rytme à la ”Death Penalty” [titelnummeret på gruppens debutalbum], men som klart viser den udvikling, Witchfinder General har gennemgået på det  sidste. Teksten vil jeg ikke grave i, men kun bemærke, at den indeholder nogle meget dybe og ømme følelser.

”Last Chance” er mere simpel i sin opbygning, men yderst lytteværdig. Teksten er en smule gådefuld (og filosofisk), men nok værd at tænke over: ”you think they’re happy / but you know they only pretend.”

”Music” er et godt eksempel på, hvordan Witchfinder General lader sig inspirere af tidligt Black Sabbath og samtidig giver musikken den saltvandsindsprøjtning, som gør Witchfinder Generals musik så frisk og ærlig. Witchfinder General plagierer ikke Sabbath for at få økonomisk gevinst, men af ren og skær kærlighed til den gamle, solide betonrock. Dette slutter jeg bl.a. af den lidt ubehjælpsomt formulerede tekst.

”Friends Of Hell” er et flot arrangeret, nærmest episk nummer, som ligger meget tæt på Black Sabbath anno 1974-75. Teksten afslører, at bandet absolut ikke er Satan-tilbedere. Umiddelbart kan jeg ikke se sammenhængen mellem dette nummer og coveret, som man kan vælge at lade sig forarge over eller påstå er kvindeundertrykkende … men man kan også vælge at se det som en ateistisk provokation. Topløse piger foran en kirke er ikke hverdagskost i det bornerte England. Og prøv engang at sammenholde for- og bagsiden af coveret – så vil du se, hvordan kirke og politi supplerer hinanden.

”Requiem For Youth” er et afskedsbrev fra en selvmorder, hvori det fallerede engelske samfund afspejles, som f.eks. i disse linjer: ”to you I am scum / just a flea in your hair / he pays you no money / the boss wants it all / oh, answer him back / redundant you fall.” Musikalsk til dette nummer et af pladens stærkeste.

”Shadowed Images” er det mest Sabbath’ske nummer, som Witchfinder General har lavet, bl.a. pga. Phil Copes vibrerende guitarspil. I øvrigt indeholder skæringen nogle lækre vokal-effekter … og teksten filosoferer over livets mening.

Den akustiske ”I Lost You” er smuk, men Zeeb Parkes’ drævende stemme egner sig desværre ikke til den slags sentimentale eksperimenter.

Pladen afsluttes med den afvekslende ”Quietus”.

Hvis man er parat til at tilgive Witchfinder General, at de er Black Sabbath-fans, og hvis man er villig til at lægge sine fordomme (i forbindelse med coveret) på hylden, kan man få en stor oplevelse med dette virkelig fede album, som musikalsk nok mest henvender sig til de mere hårdføre Hot Rockers. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Man brænder da hekse

Historien om Witchfynde er historien om heksekunster, sort metal og fotosessions i det mausoleum, hvor stifteren af The Hellfire Club ligger begravet.

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i EMP/NRG forårsmagasin / katalog 1/2012)

Geden fra Mendes prydede omslaget til Witchfyndes debutalbum. Geden skulle senere hen blive et
yndet motiv på heavy metal-pladecovers.

Da Witchfynde udsendte deres debut-single i december 1979, vidste de ikke, at de var i færd med at lægge fundamentet til black metal.

Nu skal læseren ikke få sære idéer. For Witchfynde lød overhovedet ikke som den form for musik, der nu om dage kaldes black metal. Alligevel opfandt det britiske band meget af det, som er hverdag i moderne black metal. Vel at mærke før, at Venom, Mercyful Fate, Hellhammer, Bathory m.fl. løb med æren for at have skabt den sortmetalliske genre.

Vi skruer lige tiden tilbage til dengang, heavy metal var en heksekunst.

Witchfynde ca. 1982: Hokus pokus ...

PÅ UDKIG EFTER HEKSE

Witch var et af de mest (mis)brugte kodeord i heavy metal i begyndelsen af 1980’erne. Nærmest hvert andet band hed noget med Witch.

Ordet heks giver da også de helt rigtige associationer: hemmelige ritualer, sort magi og trolddom. Som følge af kvindefrigørelsen blev der sat fornyet fokus på hekse i de tidlige 1980’ere. Det skete bl.a. i bøger og artikler om hekse af Erica Jong, Suzanne Brøgger og andre feministiske forfattere; her blev hekse forbundet med sexlyst og frihedstrang.

Vi må heller ikke glemme, at heksene spiller offerrollen i et af de sorteste kapitler i Europas historie: forfølgelserne af mennesker, der skilte sig ud, mennesker, som var anderledes og som brød med normer og sædvaner. Alt sammen noget, som den gennemsnitlige heavy metal-fan og -musiker kunne identificere sig med i starten af 1980’erne: heksene var – ligesom metalfolket – de uønskede, de udstødte.

Dette er formentlig en del af forklaringen på, at metal-pladesamlinger dengang var fyldt med musik af Witchfinder General, Angel Witch, Axe Witch, Witch Cross, Witchkiller, Stormwitch etc. Venom skrev et malabarisk nummer om heksetimen. Gruppen A-II-Z sang om ”The Witch Of Berkeley”, og Diamond Head startede ”Am I Evil” med ordene ”My mother was a witch, she was burned alive …” Mercyful Fate opkaldte deres debutalbum efter en heks med navnet Melissa. Og så videre og så videre.

Og hvad har det så med Witchfynde at gøre? Jo, bandbossen Montalo (guitar) var optaget af okkultisme og wicca (en moderne religion for ”hekse”). Han fandt efter sigende på navnet Witchfynde, fordi han ønskede at bruge bandet til at finde hekse, altså ligesindede mennesker. Så på dette punkt minder Witchfynde om vore dages black metal-bands: musik og spiritualitet følges ad.

Det ville dog være en tilsnigelse at kalde Witchfynde for satanister. Men beskyldningerne om, at Witchfynde bare brugte okkulte symboler for at få opmærksomhed, benægter bassisten Andro Coulton i et interview på Battle Helm-hjemmesiden: ”Både Montalo og jeg har udforsket og forstået mange områder inden for okkultismen. Montalo følger wicca-religionen, og jeg har udvidet min viden hinsides det okkulte, så vi hoppede ikke bare med på vognen.”

Men, ahem, da Witchfynde senere hen eksperimenterede med at få taget billeder med afklædte modeller – i en fangekælder! – må de have kunnet se en vis pr-værdi i det sorte image.

BLACK METAL PÅ SYRE

Witchfyndes okkulte tilbøjeligheder aner man i sangtitlerne ”Moon Magic”, ”Blue Devils” og ”Crystal Gazing”, og den teologiske retning mere end antydes i ”Would Not Be Seen Dead In Heaven”.

Den sidstnævnte sangtitel fik kritikere til at flække af grin. Men måske var der noget, som kritikerne ikke forstod. For Witchfyndes musik havde i begyndelsen en dyster stemning. En ekstra dimension, der er helt fraværende i den karikerede form for heavy metal, som anmelderne påstod, at Witchfynde var eksponenter for.

En sang som ”Leaving Nadir” demonstrerede, at Witchfynde ikke var bange for at tage på togter til mørkets hjerte. Nadir er modpolen til zenit (toppunktet). Nadir er altså det laveste punkt, det absolutte nulpunkt; nadir bruges ikke kun i astronomi, men også inden for psykologi: om depression etc.

Witchfynde spillede ikke bøvet Spinal Tap-rock. Bevares, Witchfynde kunne godt trykke den af med fynd og klem; det gjorde de f.eks. på skæringerne ”Gettin’ Heavy” og ”I’d Rather Go Wild”. Men Witchfynde spillede sjældent hæsblæsende metal. Traditionelle 1970’er-inspirationer fra bl.a. Rush, Judas Priest og Black Sabbath blev på forunderlig vis forbundet med syrede indslag. Lyt f.eks. til den episke ”Unto The Ages Of The Ages”, der var en tour de force udi koksede kosmiske ur-stemninger. Det var black metal på syre.

Witchfynde skar dog ned på de psykedeliske elementer, som årene gik. Fra og med deres tredje album, ”Cloak & Dagger” (1983), blev musikken mere enkel og direkte. Men Witchfynde forblev et aparte, mystisk band. Og den slags musikalske randeksistenser går der ofte kult i. Sådan var det i starten af 1980’erne. Og sådan er det stadig.

Den ondeste mand i metal: Luther Beltz.

GEDEN FRA MENDES

I begyndelsen af 1980’erne fandt kunstneren Conrad Thomas Lant på at tegne en rustik udgave af den sorte pave Anton Szandor LaVeys Baphomet-segl: et gedehoved i et pentagram.

Conrad arbejdede på pladeselskabet Neat Records. Han havde imidlertid en skummel hobby: han kaldte sig Cronos og glammede og spillede brutal bas i gruppen Venom. Men før Conrad alias Cronos klaskede gedehovedet på coveret til Venoms debutplade, lod Witchfynde deres pladeomslag pryde af en ged med horn, behørigt udrustet med en femtakket stjerne i panden.

Montalo har forklaret i et interview på hjemmesiden Truemetalfan.org, at illustrationen på Witchfyndes pladeomslag forestiller geden fra Mendes, en fiktiv hedensk guddom fra antikken, som er baseret på religionshistoriske misforståelser og Éliphas Lévis okkulte fantasier (Lévi hed egentlig Alphonse-Louis Constant og skrev en række bøger, som fik stor indflydelse på vestlige okkultister såsom Aleister Crowley; Constant var franskmand og levede fra 1810 til 1875).

Det var ikke ligefrem sidste gang, at geden fra Mendes dukkede op i heavy metal; i 2001 udgav britiske Akercocke således albummet ”The Goat Of Mendes”.

Witchfynde var virkelig et foregangsband inden for sort metal. Før Mercyful Fate inviterede deres fans til at træde ind i ”the coven” (en cirkel af hekse), kaldte Witchfynde deres fanklub for The Coven.

Montalo & Co udvalgte også med omhu de lokaliteter, som gruppen brugte til fotosessions. Witchfynde lod sig f.eks. fotografere i det mausoleum, hvor stifteren af den berygtede Hellfire Club, Sir Francis Dashwood, ligger begravet. Og live kunne man på et tidspunkt opleve en gut iført vikinge-kostume servicere Witchfynde-musikerne på scenen.

JEANNE D’ARC BLEV BRÆNDT SOM HEKS

Witchfyndes hovedværk er debutalbummet ”Give ’Em Hell” (1980). Den inkluderede bl.a. ”The Divine Victim”, en smuk sang om den kvindelige kriger Jeanne d’Arc, der blev brændt som heks i 1400-tallet.

Jeanne d’Arc er mig bekendt den eneste ”heks”, der nogensinde er blevet kåret til helgen af den katolske kirke. Fortællingen om Jeanne d’Arc er en fortælling om konflikten mellem tro og magt, og Witchfynde leverede naturligvis deres sang om Jeanne d’Arcs martyrium med sørgebind og bedemandsminer.

På bagsiden af omslaget til ”Give ’Em Hell” var hvert af de fire medlemmer af Witchfynde i bedste Led Zeppelin-stil blevet udstyret med et mystisk symbol. Mystikken blev ikke mindre på opfølgeren ”Stagefright” (1980). Her var coveret næsten helt sort: der var ingen fotos af bandet, og den minimalistiske forsideillustration forestillede skyggen af en galge oven over et par dæmoniske øjne.

Der var fin overensstemmelse mellem uhyggen på coveret
og musikken i rillerne på "Stagefright".

DEN ONDESTE MAND I METAL

Dæmoniske øjne var der også på omslaget til Witchfyndes fjerde album, ”Lords Of Sin” (1984). Her sad øjnene bare ikke i fjæset på en E.T.-lignende trolderik, men i ansigtet på sangeren Luther Beltz, der unægtelig lignede en vinderkandidat til titlen ”den ondeste mand i metal”.

Luther Beltz var noget af en Jens Langkniv. Live optrådte Witchfynde-sangeren med bar overkrop, iført stramme læderbukser, nittearmbånd og bevæbnet med en dolk i bæltet. På coveret til ”Cloak & Dagger” håndterede han et ceremonisværd, der lignede dem, som Moonspell og andre black metal-grupper svingede med i midten af 1990’erne.

Som bonus yndede Beltz at tvære lidt kul skråt op i øjenregionen – det var ikke egentlig corpse paint, men det det havde samme effekt og gav hans look et ekstra pift af dæmoni.

MYSTISKE KUNSTNERNAVNE

Det hører med til historien, at Luther Beltz afløste den originale Witchfynde-sanger (Steve Bridges) i 1982, altså umiddelbart før indspilningen af ”Cloak & Dagger”.

Beltz var endnu mere mystisk end guitaristen Montalo. Og det var også hensigten med at hyre ham. Luther Beltz forklarede i et interview på hjemmesiden Metal-temple.com, hvorfor Witchfynde valgte at erstatte Bridges med ham: ”De ønskede en mere flamboyant, aggressiv fyr, som også så ond ud. Og da jeg er en grim, led motherfucker, fik jeg jobbet.”

Beltz havde i sandhed en mørk aura. Og ikke mindst for danske headbangere var Luther Beltz interessant, for på sangen ”The Devil’s Playground” lød han nærmest som 75% King Diamond (Mercyful Fate) og 25% Alex Savage (Witch Cross).

For resten hed Witchfynde-sangeren slet ikke Luther Beltz. Hans borgerlige navn var (Graham?) White. Luther Beltz var et pseudonym, et nom de guerre. Akkurat ligesom der bag kunstnernavnet Montalo gemte sig en musiker, der på dåbsattesten hed Trevor Taylor. Så også på dette punkt var Witchfynde med til at grundlægge en black metal-tradition.

  

PLADESELSKABERNE GIK BANKEROT

Desværre skænkede mørkets magter ikke Witchfynde den succes, som de havde fortjent. Det tegnede eller lyst i begyndelsen.

Montalo & Co. fik en lovende start på deres karriere: de var bl.a. opvarmning for Thin Lizzy, de var på turné med Def Leppard, og deres navn optrådte på koncertplakater sammen med Iron Maiden, Saxon og Motörhead. Den berømte dj Tommy Vance var flink til at spille Witchfynde på det meget betydningsfulde program Friday Night Rock Show. ”Give ’Em Hell” lå tilmed i toppen af musikavisen Sounds’ alternative hitliste. Og så videre og så videre.

Men Witchfynde havde ikke en manager af samme kaliber som Iron Maidens Rod Smallwood. Og de var så uforsigtige at skrive under på en kontrakt med et lille luset pladeselskab. Det selskab løb tør for penge, og de to næste selskaber, som Witchfynde skrev kontrakt med, gik bankerot. Den slags hæmmer unægtelig karrieren. Og derfor er Witchfynde i dag kun kendt af meget få uden for den kult, der rådyrker det banebrydende britiske band.

Men det sidste ord i historien om Witchfynde er måske ikke sagt. For tro det eller ej: Witchfynde eksisterer stadig. Selvom Luther Beltz har tabt håret og fået ølvom. \m/

På bagsiden af omslaget til "Give 'Em Hell" var hvert af de fire bandmedlemmer af Witchfynde i
bedste Led Zeppelin-stil blevet udstyret med et mystisk symbol.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama