De var opkaldt efter
en af verdens værste heksejægere. De spillede dommedagsdystert metal. Der var nøgne
piger på deres pladeomslag. De hed Witchfinder General.
![]() |
Matthew Hopkins klar til at brændemærke en heks. |
Længe før de kloge hoveder opfandt genrebetegnelsen doom metal,
eksisterede der et band ude i den engelske provins. Bandet blev dannet i 1979
og kaldte sig Witchfinder General. Stor succes fik Stourbridge-gruppen aldrig.
Det var der flere grunde til. En af grundene var, at Witchfinder General ikke
ligefrem var store tonekunstnere.
Alligevel har Witchfinder General sat
deres fingeraftryk på rockhistorien. Bandet er ikke alene blevet kult, de er
også blevet en slags genreskabere. Og det på trods af, at de var drønhamrende
uoriginale. F.eks. er trommeintroen til Witchfinder Generals ”Last Chance” 100%
identisk med Black Sabbaths ”Iron Man”.
Witchfinder General var ikke det første band, som
efterlignede Black Sabbath. Men akkurat ligesom deres amerikanske kolleger i
Pentagram plagierede Witchfinder General deres forbilleder med så stor indlevelse,
at det var med til at sætte skub i den udvikling, der resulterede i den
tungeste og mest dystre retning inden for heavy metal: doom metal.
Witchfinder General blev ledet af sangeren Zeeb Parkes og
guitaristen Phil Cope. Meget dårligt er der blevet sagt om gruppen. Og ja, Witchfinder
General var øllede og bøvede. De var platte og sjofle, og de benyttede sig af
pinlige, sexistiske tricks.
Men selvom Zeeb Parkes & Co. skrev sange som ”Satan’s
Children” og ”Friends Of Hell”, var de ikke djævledyrkere. Faktisk er ”Friends
Of Hell” en direkte anti-satanistisk sang – på en gyser-agtig måde à la Iron
Maidens ”The Number Of The Beast”, som den kristne højrefløj aldrig rigtig har
forstået.
Det er også værd at bemærke, at Witchfinder General havde
deres klare øjeblikke, hvor de formulerede en skarp samfundskritik. En
samfundskritik, som mange af nutidens metalbands kunne lære noget af.
![]() |
Man skulle ikke tro det, men disse fyre kunne være øllede og bøvede. |
HEKSEJAGT I
1600-TALLET
Det var op ad bakke for Witchfinder General allerede fra
begyndelsen. Og det hjalp ikke, at Witchfinder General pga. bandnavnet kom til
at stå i skyggen af – eller ligefrem blev forvekslet med Witchfynde.
I Kerrang! nr. 28 (november 1982) kunne man f.eks. læse en anmeldelse af Witchfinder Generals single ”Soviet Invasion”. I skyndingen kom journalisten til at omdøbe bandet til – og kig nu rigtigt efter: Witchfynder General. Sic. Og suk.
I Kerrang! nr. 28 (november 1982) kunne man f.eks. læse en anmeldelse af Witchfinder Generals single ”Soviet Invasion”. I skyndingen kom journalisten til at omdøbe bandet til – og kig nu rigtigt efter: Witchfynder General. Sic. Og suk.
Men der var også gode historier at fortælle. Malcolm Dome på
Kerrang! var heavy-journalistikkens læderhals i de år. Dome tog Witchfinder
General til sig og gav debutalbummet ”Death Penalty” fra 1982 en positiv
anmeldelse i Kerrang! nr. 29. Ja, Dome interviewede sågar bandet til selv samme
nummer af magasinet, hvor Kerrang!s skriverkarl forklarede betydningen af
bandnavnet.
Vi skal helt tilbage til det skumle 1600-tals England. Det
var brutale tider, der blev domineret af en livs- og kvindefjendsk, puritansk form
for protestantisme. Man bildte sig ind, at man troede på hekse. Hekse havde det
med at være kvinder, og hekse torterede og henrettede man i datidens England. I
stort tal. Lederen af heksejagterne var en vis Matthew Hopkins, der hævdede, at
han bar den officielle titel Witch-Finder General. Hopkins siges at have henrettet
op mod 300 kvinder. Men tallet er usikkert.
Nu skal man imidlertid ikke tro, at Zeeb Parkes & Co.
var specielt interesseret i engelsk historie. Akkurat ligesom forbillederne i
Black Sabbath tog Witchfinder General deres navn fra en skrækfilm. Selveste Vincent
Price har hovedrollen som Matthew Hopkins i filmen ”Witchfinder General” fra
1968. Filmen fabulerer over det vanry, som Hopkins har fået efter sin død, hvor
han opfattes som skurk og decideret bøhmand. Et passende navn til et heavy
metal-band – eller hvad?
Witchfinder General var det første rockband, som brugte heksejægeren
Matthew Hopkins – ja, de havde sågar en sang, der hed ”Witchfinder General”,
mens deres debutsingle bar titlen ”Burning A Sinner” (1981). Siden da er
Hopkins dukket op i sange som Cathedrals ”Hopkins (The Witchfinder General)”
(1996) og Saxons ”Witchfinder General” (2004). Især Cathedrals sang kan ses som
en hyldest til Zeeb Parkes & Co.
For sandheden er, at Witchfinder Generals ry er vokset og
vokset til mytologiske proportioner i den del af metalundergrunden, hvor man
flirter med kors, stemninger fra kirkegårde og gravpladser samt dødsromantiske
titler som ”R.I.P.” Ryet er vokset så meget, at Witchfinder General i dag
nævnes sammen med Pentagram, Trouble og Saint Vitus som grundlæggerne af doom
metal-stilen.
![]() |
Omslaget til Witchfinder Generals debutsingle. 1981. |
NØGENMODELLER PÅ
OMSLAGET
Det var der ingen, der havde regnet med i 1982, da ”Death
Penalty” blev udsendt. Debutalbummet fik en vis opmærksomhed. Ikke så meget på
grund af musikken, men mere på grund af coveret. Det var nemlig prydet af et
softpornografisk foto, hvor nøgenmodellen Joanne Latham spillede en central
rolle.
Der er allerede skrevet og talt nok om Lathams blottede
attributter på ”Death Penalty”, så lad mig her i forbifarten blot nævne, at
bandet gentog ”succesen” på opfølgeren ”Friends Of Hell” (1983), hvor der dog
ikke kun var én, men hele fire nøgenmodeller, som New Of The World og andre
dele af sladderpressen kunne savle over.
Der er ingen tvivl om, at disse pladeomslag var med til at
ødelægge Witchfinder Generals integritet. De var simpelthen for platte. Men det
kunne pladeselskabet Heavy Metal Records’ direktør, Paul Birch, ikke fatte. Rockskribenten
John Tucker har formentlig ret, når han i bogen ”Suzie Smiled … The New Wave Of
British Heavy Metal” (2005) skriver:
”[F]or hver neutral fan, som så de albumomslag og tænkte
’Wauw, blæret cover, fede patter, jeg må hellere tjekke det band ud’, så var
der ti andre, som tænkte ’Billigt bras’ og gik videre uden at købe pladerne.”
Om coveret med Joanne Lathams blottede barm udtalte Zeeb
Parkes i føromtale Kerrang!-interview:
”Vi ser på Witchfinder General som skæg og ballade. Men det
er også et meget seriøst projekt. Hvert medlem har måttet ofre meget for bare
at nå så langt, som vi er kommet, og vi er fast besluttet på at gå hele vejen
til tops, hvis det ellers er muligt.”
![]() |
Foto fra gammelt pressemateriale på Heavy Metal Records' hjemmeside. |
ET FATTIGT OG SMADRET
ENGLAND
Det viste sig så ikke at være muligt. Witchfinder General
toppede, før de fik begyndt. Det var de ikke alene om. Hovedparten af grupperne
i The New Wave Of British Heavy Metal blev aldrig andet end kult. Og det gjaldt
også betydeligt mere talentfulde bands som Diamond Head og Praying Mantis.
Man skal her huske på, at det hele ikke var så let, som det
er nu om dage. Det var længe før internettet, og der var næsten ingen medier,
som tog heavy metal alvorligt. Og alene det at få en pladekontrakt var nærmest
umuligt. Derfor udgav mange af grupperne deres første plader selv. Eller på de
nye undergrundsselskaber, der skød op: Neat Records, Heavy Metal Records, Ebony
Records.
Men det var ikke kapitalstærke selskaber med veletablerede
distributionsnet og store reklamebudgetter. Det var alt sammen noget, der blev
indspillet, udgivet og lanceret på et skrabet budget. Og det i en tid, hvor det
kostede en mindre formue at indspille et album.
Witchfinder General og de andre New Wave Of British Heavy
Metal-bands kom fra et Storbritannien, som stadig var forarmet og smadret efter
2. verdenskrig. 1970’ernes oliekrise og recession gjorde kun ondt værre. Storbritannien havde mistet sin glans, det var ikke længere et
mægtigt imperium. Der herskede en træg, modfalden stemning, som parret med en
udbredt fattigdom i arbejderklassen gjorde forholdene besværlige for nye bands.
For det var fra samfundets lavere lag, at heavy metal kom i
de tidlige 1980’ere. Og det smittede af på den nerve, der drev musikken frem hos
grupperne i The New Wave Of British Heavy Metal. Man skulle virkelig ville det, hvis man spillede heavy metal
i datidens England – og når Zeeb Parkes fortalte, at Witchfinder
General-medlemmerne havde måttet ofre meget for at udkomme på plade, ja, så var
det ingen overdrivelse. Det var ikke et liv i sus og dus at være metalmusiker i
1980’ernes England.
De usle forhold prægede gruppernes mulighed
for at turnere og indspille plader. I Witchfinder Generals tilfælde betød det,
at deres debutalbum, ”Death Penalty”, blev indspillet på bare tre dage. I et
analogt studie. Det er unægtelig andre betingelser end dem, som vore dages
forkælede middelklasse-bands har til rådighed i digitale studier med Pro Tools-grej
og hele mulletjavsen.
Men det er måske disse usle forhold, som var med til at give
Witchfinder Generals musik et hjerteslag og en sjæl, der er i høj kurs hos metal-feinschmeckere
i dag. Mens meget moderne metal lyder livløst og sterilt i al sin perfektion,
lyder Witchfinder Generals musik fra startfirserne sprællevende. Men
selvfølgelig på en doomy og dødsromantisk måde.
![]() |
Den navnkundige Joanne Latham optrådte også på omslaget til "Friends Of Hell". |
KÆRLIGHED TIL
BETONROCK
Til Hot Rockin’ nr. 2 (primo 1984) skrev jeg nedenstående anmeldelse
af ”Friends Of Hell”:
”Friends Of Hell” er en af 1983’s bedste udgivelser, ingen
diskussion om det. Selvom det umiskendeligt er Witchfinder General, er der dog
en klar udvikling at spore – både mht. kompositioner og arrangementer.
Pladen lægger ud med ”Love On Smack”, som har en rytme à la
”Death Penalty” [titelnummeret på gruppens debutalbum], men som klart viser den
udvikling, Witchfinder General har gennemgået på det sidste. Teksten vil jeg ikke grave i, men kun bemærke, at
den indeholder nogle meget dybe og ømme følelser.
”Last Chance” er mere simpel i sin opbygning, men yderst
lytteværdig. Teksten er en smule gådefuld (og filosofisk), men nok værd at
tænke over: ”you think they’re happy / but you know they only pretend.”
”Music” er et godt eksempel på, hvordan Witchfinder General
lader sig inspirere af tidligt Black Sabbath og samtidig giver musikken den
saltvandsindsprøjtning, som gør Witchfinder Generals musik så frisk og ærlig.
Witchfinder General plagierer ikke Sabbath for at få økonomisk gevinst, men af
ren og skær kærlighed til den gamle, solide betonrock. Dette slutter jeg bl.a.
af den lidt ubehjælpsomt formulerede tekst.
”Friends Of Hell” er et flot arrangeret, nærmest episk
nummer, som ligger meget tæt på Black Sabbath anno 1974-75. Teksten afslører,
at bandet absolut ikke er Satan-tilbedere. Umiddelbart kan jeg ikke se
sammenhængen mellem dette nummer og coveret, som man kan vælge at lade sig
forarge over eller påstå er kvindeundertrykkende … men man kan også vælge at se
det som en ateistisk provokation. Topløse piger foran en kirke er ikke
hverdagskost i det bornerte England. Og prøv engang at sammenholde for- og
bagsiden af coveret – så vil du se, hvordan kirke og politi supplerer hinanden.
”Requiem For Youth” er et afskedsbrev fra en selvmorder,
hvori det fallerede engelske samfund afspejles, som f.eks. i disse linjer: ”to
you I am scum / just a flea in your hair / he pays you no money / the boss
wants it all / oh, answer him back / redundant you fall.” Musikalsk til dette
nummer et af pladens stærkeste.
”Shadowed Images” er det mest Sabbath’ske nummer, som
Witchfinder General har lavet, bl.a. pga. Phil Copes vibrerende guitarspil. I
øvrigt indeholder skæringen nogle lækre vokal-effekter … og teksten filosoferer
over livets mening.
Den akustiske ”I Lost You” er smuk, men Zeeb Parkes’
drævende stemme egner sig desværre ikke til den slags sentimentale
eksperimenter.
Pladen afsluttes med den afvekslende ”Quietus”.
Hvis man er parat til at tilgive Witchfinder General, at de
er Black Sabbath-fans, og hvis man er villig til at lægge sine fordomme (i
forbindelse med coveret) på hylden, kan man få en stor oplevelse med dette
virkelig fede album, som musikalsk nok mest henvender sig til de mere hårdføre Hot Rockers.
\m/