Man brænder da hekse

Historien om Witchfynde er historien om heksekunster, sort metal og fotosessions i det mausoleum, hvor stifteren af The Hellfire Club ligger begravet.

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i EMP/NRG forårsmagasin / katalog 1/2012)

Geden fra Mendes prydede omslaget til Witchfyndes debutalbum. Geden skulle senere hen blive et
yndet motiv på heavy metal-pladecovers.

Da Witchfynde udsendte deres debut-single i december 1979, vidste de ikke, at de var i færd med at lægge fundamentet til black metal.

Nu skal læseren ikke få sære idéer. For Witchfynde lød overhovedet ikke som den form for musik, der nu om dage kaldes black metal. Alligevel opfandt det britiske band meget af det, som er hverdag i moderne black metal. Vel at mærke før, at Venom, Mercyful Fate, Hellhammer, Bathory m.fl. løb med æren for at have skabt den sortmetalliske genre.

Vi skruer lige tiden tilbage til dengang, heavy metal var en heksekunst.

Witchfynde ca. 1982: Hokus pokus ...

PÅ UDKIG EFTER HEKSE

Witch var et af de mest (mis)brugte kodeord i heavy metal i begyndelsen af 1980’erne. Nærmest hvert andet band hed noget med Witch.

Ordet heks giver da også de helt rigtige associationer: hemmelige ritualer, sort magi og trolddom. Som følge af kvindefrigørelsen blev der sat fornyet fokus på hekse i de tidlige 1980’ere. Det skete bl.a. i bøger og artikler om hekse af Erica Jong, Suzanne Brøgger og andre feministiske forfattere; her blev hekse forbundet med sexlyst og frihedstrang.

Vi må heller ikke glemme, at heksene spiller offerrollen i et af de sorteste kapitler i Europas historie: forfølgelserne af mennesker, der skilte sig ud, mennesker, som var anderledes og som brød med normer og sædvaner. Alt sammen noget, som den gennemsnitlige heavy metal-fan og -musiker kunne identificere sig med i starten af 1980’erne: heksene var – ligesom metalfolket – de uønskede, de udstødte.

Dette er formentlig en del af forklaringen på, at metal-pladesamlinger dengang var fyldt med musik af Witchfinder General, Angel Witch, Axe Witch, Witch Cross, Witchkiller, Stormwitch etc. Venom skrev et malabarisk nummer om heksetimen. Gruppen A-II-Z sang om ”The Witch Of Berkeley”, og Diamond Head startede ”Am I Evil” med ordene ”My mother was a witch, she was burned alive …” Mercyful Fate opkaldte deres debutalbum efter en heks med navnet Melissa. Og så videre og så videre.

Og hvad har det så med Witchfynde at gøre? Jo, bandbossen Montalo (guitar) var optaget af okkultisme og wicca (en moderne religion for ”hekse”). Han fandt efter sigende på navnet Witchfynde, fordi han ønskede at bruge bandet til at finde hekse, altså ligesindede mennesker. Så på dette punkt minder Witchfynde om vore dages black metal-bands: musik og spiritualitet følges ad.

Det ville dog være en tilsnigelse at kalde Witchfynde for satanister. Men beskyldningerne om, at Witchfynde bare brugte okkulte symboler for at få opmærksomhed, benægter bassisten Andro Coulton i et interview på Battle Helm-hjemmesiden: ”Både Montalo og jeg har udforsket og forstået mange områder inden for okkultismen. Montalo følger wicca-religionen, og jeg har udvidet min viden hinsides det okkulte, så vi hoppede ikke bare med på vognen.”

Men, ahem, da Witchfynde senere hen eksperimenterede med at få taget billeder med afklædte modeller – i en fangekælder! – må de have kunnet se en vis pr-værdi i det sorte image.

BLACK METAL PÅ SYRE

Witchfyndes okkulte tilbøjeligheder aner man i sangtitlerne ”Moon Magic”, ”Blue Devils” og ”Crystal Gazing”, og den teologiske retning mere end antydes i ”Would Not Be Seen Dead In Heaven”.

Den sidstnævnte sangtitel fik kritikere til at flække af grin. Men måske var der noget, som kritikerne ikke forstod. For Witchfyndes musik havde i begyndelsen en dyster stemning. En ekstra dimension, der er helt fraværende i den karikerede form for heavy metal, som anmelderne påstod, at Witchfynde var eksponenter for.

En sang som ”Leaving Nadir” demonstrerede, at Witchfynde ikke var bange for at tage på togter til mørkets hjerte. Nadir er modpolen til zenit (toppunktet). Nadir er altså det laveste punkt, det absolutte nulpunkt; nadir bruges ikke kun i astronomi, men også inden for psykologi: om depression etc.

Witchfynde spillede ikke bøvet Spinal Tap-rock. Bevares, Witchfynde kunne godt trykke den af med fynd og klem; det gjorde de f.eks. på skæringerne ”Gettin’ Heavy” og ”I’d Rather Go Wild”. Men Witchfynde spillede sjældent hæsblæsende metal. Traditionelle 1970’er-inspirationer fra bl.a. Rush, Judas Priest og Black Sabbath blev på forunderlig vis forbundet med syrede indslag. Lyt f.eks. til den episke ”Unto The Ages Of The Ages”, der var en tour de force udi koksede kosmiske ur-stemninger. Det var black metal på syre.

Witchfynde skar dog ned på de psykedeliske elementer, som årene gik. Fra og med deres tredje album, ”Cloak & Dagger” (1983), blev musikken mere enkel og direkte. Men Witchfynde forblev et aparte, mystisk band. Og den slags musikalske randeksistenser går der ofte kult i. Sådan var det i starten af 1980’erne. Og sådan er det stadig.

Den ondeste mand i metal: Luther Beltz.

GEDEN FRA MENDES

I begyndelsen af 1980’erne fandt kunstneren Conrad Thomas Lant på at tegne en rustik udgave af den sorte pave Anton Szandor LaVeys Baphomet-segl: et gedehoved i et pentagram.

Conrad arbejdede på pladeselskabet Neat Records. Han havde imidlertid en skummel hobby: han kaldte sig Cronos og glammede og spillede brutal bas i gruppen Venom. Men før Conrad alias Cronos klaskede gedehovedet på coveret til Venoms debutplade, lod Witchfynde deres pladeomslag pryde af en ged med horn, behørigt udrustet med en femtakket stjerne i panden.

Montalo har forklaret i et interview på hjemmesiden Truemetalfan.org, at illustrationen på Witchfyndes pladeomslag forestiller geden fra Mendes, en fiktiv hedensk guddom fra antikken, som er baseret på religionshistoriske misforståelser og Éliphas Lévis okkulte fantasier (Lévi hed egentlig Alphonse-Louis Constant og skrev en række bøger, som fik stor indflydelse på vestlige okkultister såsom Aleister Crowley; Constant var franskmand og levede fra 1810 til 1875).

Det var ikke ligefrem sidste gang, at geden fra Mendes dukkede op i heavy metal; i 2001 udgav britiske Akercocke således albummet ”The Goat Of Mendes”.

Witchfynde var virkelig et foregangsband inden for sort metal. Før Mercyful Fate inviterede deres fans til at træde ind i ”the coven” (en cirkel af hekse), kaldte Witchfynde deres fanklub for The Coven.

Montalo & Co udvalgte også med omhu de lokaliteter, som gruppen brugte til fotosessions. Witchfynde lod sig f.eks. fotografere i det mausoleum, hvor stifteren af den berygtede Hellfire Club, Sir Francis Dashwood, ligger begravet. Og live kunne man på et tidspunkt opleve en gut iført vikinge-kostume servicere Witchfynde-musikerne på scenen.

JEANNE D’ARC BLEV BRÆNDT SOM HEKS

Witchfyndes hovedværk er debutalbummet ”Give ’Em Hell” (1980). Den inkluderede bl.a. ”The Divine Victim”, en smuk sang om den kvindelige kriger Jeanne d’Arc, der blev brændt som heks i 1400-tallet.

Jeanne d’Arc er mig bekendt den eneste ”heks”, der nogensinde er blevet kåret til helgen af den katolske kirke. Fortællingen om Jeanne d’Arc er en fortælling om konflikten mellem tro og magt, og Witchfynde leverede naturligvis deres sang om Jeanne d’Arcs martyrium med sørgebind og bedemandsminer.

På bagsiden af omslaget til ”Give ’Em Hell” var hvert af de fire medlemmer af Witchfynde i bedste Led Zeppelin-stil blevet udstyret med et mystisk symbol. Mystikken blev ikke mindre på opfølgeren ”Stagefright” (1980). Her var coveret næsten helt sort: der var ingen fotos af bandet, og den minimalistiske forsideillustration forestillede skyggen af en galge oven over et par dæmoniske øjne.

Der var fin overensstemmelse mellem uhyggen på coveret
og musikken i rillerne på "Stagefright".

DEN ONDESTE MAND I METAL

Dæmoniske øjne var der også på omslaget til Witchfyndes fjerde album, ”Lords Of Sin” (1984). Her sad øjnene bare ikke i fjæset på en E.T.-lignende trolderik, men i ansigtet på sangeren Luther Beltz, der unægtelig lignede en vinderkandidat til titlen ”den ondeste mand i metal”.

Luther Beltz var noget af en Jens Langkniv. Live optrådte Witchfynde-sangeren med bar overkrop, iført stramme læderbukser, nittearmbånd og bevæbnet med en dolk i bæltet. På coveret til ”Cloak & Dagger” håndterede han et ceremonisværd, der lignede dem, som Moonspell og andre black metal-grupper svingede med i midten af 1990’erne.

Som bonus yndede Beltz at tvære lidt kul skråt op i øjenregionen – det var ikke egentlig corpse paint, men det det havde samme effekt og gav hans look et ekstra pift af dæmoni.

MYSTISKE KUNSTNERNAVNE

Det hører med til historien, at Luther Beltz afløste den originale Witchfynde-sanger (Steve Bridges) i 1982, altså umiddelbart før indspilningen af ”Cloak & Dagger”.

Beltz var endnu mere mystisk end guitaristen Montalo. Og det var også hensigten med at hyre ham. Luther Beltz forklarede i et interview på hjemmesiden Metal-temple.com, hvorfor Witchfynde valgte at erstatte Bridges med ham: ”De ønskede en mere flamboyant, aggressiv fyr, som også så ond ud. Og da jeg er en grim, led motherfucker, fik jeg jobbet.”

Beltz havde i sandhed en mørk aura. Og ikke mindst for danske headbangere var Luther Beltz interessant, for på sangen ”The Devil’s Playground” lød han nærmest som 75% King Diamond (Mercyful Fate) og 25% Alex Savage (Witch Cross).

For resten hed Witchfynde-sangeren slet ikke Luther Beltz. Hans borgerlige navn var (Graham?) White. Luther Beltz var et pseudonym, et nom de guerre. Akkurat ligesom der bag kunstnernavnet Montalo gemte sig en musiker, der på dåbsattesten hed Trevor Taylor. Så også på dette punkt var Witchfynde med til at grundlægge en black metal-tradition.

  

PLADESELSKABERNE GIK BANKEROT

Desværre skænkede mørkets magter ikke Witchfynde den succes, som de havde fortjent. Det tegnede eller lyst i begyndelsen.

Montalo & Co. fik en lovende start på deres karriere: de var bl.a. opvarmning for Thin Lizzy, de var på turné med Def Leppard, og deres navn optrådte på koncertplakater sammen med Iron Maiden, Saxon og Motörhead. Den berømte dj Tommy Vance var flink til at spille Witchfynde på det meget betydningsfulde program Friday Night Rock Show. ”Give ’Em Hell” lå tilmed i toppen af musikavisen Sounds’ alternative hitliste. Og så videre og så videre.

Men Witchfynde havde ikke en manager af samme kaliber som Iron Maidens Rod Smallwood. Og de var så uforsigtige at skrive under på en kontrakt med et lille luset pladeselskab. Det selskab løb tør for penge, og de to næste selskaber, som Witchfynde skrev kontrakt med, gik bankerot. Den slags hæmmer unægtelig karrieren. Og derfor er Witchfynde i dag kun kendt af meget få uden for den kult, der rådyrker det banebrydende britiske band.

Men det sidste ord i historien om Witchfynde er måske ikke sagt. For tro det eller ej: Witchfynde eksisterer stadig. Selvom Luther Beltz har tabt håret og fået ølvom. \m/

På bagsiden af omslaget til "Give 'Em Hell" var hvert af de fire bandmedlemmer af Witchfynde i
bedste Led Zeppelin-stil blevet udstyret med et mystisk symbol.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama