Christianshavnsk kraftværk

Rifferamas opportunistiske historie om en ungdom med Gasolin’ som soundtrack.

Gasolin’ var allestedsnærværende i min ungdom i 1970’erne. 

Jeg er årgang 1962, så jeg tilhører den generation, der rent Gasolin’-mæssigt vågnede op til singlehittet ”Bingo” og de andre sange fra ”Stakkels Jim” (udsendt november, 1974). Og fandommen tog til, da Gasolin’ i oktober 1975 udsendte det, som, de selv mente, var deres hovedværk: ”Gas 5”. 

De fleste af os rødder lignede på det tidspunkt statister fra ”Mig og Charly”. Og Gasolin’ var über alles. Jeg husker, hvordan vi i skolen efter juleferien skulle fortælle, hvad vi havde fået i julegave. ”Gas 5”, lød det række op og række ned. 

Gas-feberen steg yderligere, da gruppen i juni 1976 udsendte det dobbelte powerhouse-album ”Gasolin’ Live Sådan”.

STØRRE VINGEFANG

Det var min årgangs ældre søskende, som var til de tidlige Gasolin’-albums. Jeg må indrømme, at jeg er enig med produceren Roy Thomas Baker, der udtalte noget i retning af: 

”Those lousy tunes only work in this pissy country.” 

Når jeg sætter de første to-tre Gas-skiver på, så hører jeg noget, der passer lidt for godt til at stå ved siden af Christiania-pladen (den med vrøvlevisen ”I kan ikke slå os ihjel”). Det er for batikfarvet, for fodformet.

Men det ændrede sig. Radikalt. For Gasolin’ havde held til at kapre superproduceren Roy Thomas Baker, som på sit CV har sværvægtere som Queen, Free, Nazareth, The Cars, The Stranglers, Ozzy Osbourne m.fl. Og med Baker kom der et helt andet format over Gasolin’. Et internationalt format. Melodierne blev skarpere og rytmerne tungere. 

Fx forvandlede Baker ”Rabalderstræde” fra at være en letbenet rock og rul-fjollert til et fænomenalt betonrock-nummer, hvor Søren Berlev fik lov til at buldre løs på sine Led Zeppelin’ske trommer.

Nej, jeg sidder ikke og påstår, at Gasolin’ var et heavy metal-band. Men de spillede stærkstrømsrock i lange stræk, ikke mindst takket være Franz Beckerlees Jimi Hendrix-fiksering.

Roy Thomas Baker gav Gasolin’s musik et større vingefang. Med lidt god vilje kan man høre paralleller mellem Queens grandiose arrangementer (tænk: ”Bohemian Rhapsody”) og orkestreringerne på Gasolin’-skæringer som ”Sct. Emetri”, ”Fatherless Hill” og ”Stenalderjazz”.

AT SIGE DET, DER IKKE KAN SIGES

Jeg husker eftermiddage, efter skoletid, med hovedet inde i højttalerne, hvor jeg forsøgte at finde hoved og hale i Gasolin’s tekster. De var udpræget storbytekster med malende miljøbeskrivelser fra Københavns mere grumsede og tilrøgede kvarterer. Her var der livskunstnere og baggårdspumaer galore.

Ud over de talløse numre med ubeskrivelig fed rock var Gasolin’s stærke side teksterne. Helt ærligt: hvor mange rockbands, danske såvel som udenlandske, har et bagkatalog med så megen og så stor poesi? 

Se dem komme 

en for en 

til de store slotte 

af glas og sten. 

Og se dem handle 

i den kolde krig 

med brugte biler 

og sminkede lig.

(”Sirenesangen”)

I en af de dokumentarer, der er lavet om Gasolin’, citeres bassisten Wili Jønsson for denne perle: ”Poesi, det er at sige det, der ikke kan siges.” Bull’s eye. 

Allerede fra starten havde Gasolin’ flair for poesi. ”Se din by fra tårnets top” og ”Tremastet beton” er bare to eksempler. Men Kim Larsen & Co. fik også kompetent hjælp fra Mogens Mogensen, kaldet den femte Gasolin’. Mogensen var ifølge Kim Larsen en gammel sømand af Kaptajn Haddock-typen. Angiveligt også vicevært og drukkenbolt fra gruppens elskede Christianshavn. 

Mogensen er et slående eksempel på noget, der stadig eksisterede dengang: en poet, som var rundet af arbejderklassen og formet af levet liv. Den type digtere er desværre en uddød race. Erstattet af det middelklassificerede forfatterskoleri, der har lagt sig som en statsautoriseret curling-glasur over dansk litteratur.

IKKE MARXISTISKE METODISTER

Når man hører en strofe som den ovenfor citerede fra ”Sirenesangen”, kan man fristes til kalde Gasolin’ et samfundskritisk band. Men i forhold til den salon-kommunisme og hønsestrikkede kulturmarxisme, som plagede store dele af dansk ”rock” i 1970’erne, kørte Gasolin’ ret meget på frihjul. 

I sange som ”1975” og ”Refrainet er frit” tog de samtiden lige på kornet. Men Gasolin’ prædikede ikke. De var story tellers, de fortalte historier, ofte om livet blandt outsidere og randeksistenser. Som fx historierne om Christoffer eller om Joshua og Ming eller om Kattemor eller om Sjakke og Jens med fanen eller om Billy, der var på speed i Herstedvester. Eller den om Inga, Katinka og smukke Charlie på sin Harley. 

Og hvis man efter at have hørt Kim Larsens rant mod ”hr. Orla Møller plus hans slæng og en hel masse småfascister” på ”Gasolin’ Live Sådan” skulle få sære forestillinger om gruppens partitilhørsforhold, så kan man lige sætte pickuppen i en skæring som den om den marxistiske metodist Pilli-Villi.

Bemærk forresten Kim Larsens ræb halvvejs inde i sangen. Ret punket, ikke sandt? Apropos …

EN CHRISTIANSHAVNSK LANGEMAND

I 1976-78 skete der en revolution i international rock. Punken tiltede rocken. Gasolin’ må have sniffet lidt til tidsånden, for uden på nogen måde at sælge ud, udsendte de i november 1977 albummet ”Gør det noget”. 

Albummet havde en punkagtig grafik: sort/hvidt cover, hvor bandnavnet var skrevet med tusch i kasketten på et mug shot af Wili Jønsson. Albummet var langt mere råt end forgængeren, den lovlig afdæmpede ”Efter endnu en dag” (november, 1976). Jeg husker, at vi rødder, der i mellemtiden havde skiftet bell-bottom-bukserne ud med cigaretlårs-jeans, snakkede begejstret om pladen.

”Det bedste til mig og mine venner” var en vinder. Og da vi kom til ”Kina rock”, var der ingen tvivl: ”Det er sgu da punk, det der!” Så på en underlig måde kilede Gasolin’ sig lige ind imellem Sex Pistols, The Jam, The Clash, Ramones og, hvad vi ellers hørte i den periode.

Og titlen ”Gør det noget”, var den ikke bare en christianshavnsk langemand i stil med det britiske udtryk never mind the bollocks? Jeg mener, verslinjer som ”kigge på en fjerner, hvor store, dumme dengsedrenge fylder dig med nytteløst nyt.” Johnny Rotten ville have nikket anerkendende.

”Gør det noget” var et helstøbt album. Struttende af selvbevidsthed. Roy Thomas Baker var en saga blott i Gasolin’-regi. ”Gør det noget” var produceret af gruppens roadie, Tommy Bogs, og havde en ung Flemming Rasmussen som tekniker. 

Men hvis man lyttede efter en sang som ”Strengelegen”, havde man måske anet, hvad der ventede rundt om hjørnet. ”Strengelegen” handler vel dybest set om tvangen i rocken. Om at kunstneren bliver taget som gidsel i et større spil. 

På det tidspunkt havde Gasolin’ masser af succes. De kørte fra koncert til koncert i limousine. Lastvognstog med grej og gear, der blev stillet op, uden at gasserne skulle røre en finger. Idolplakater, der blev solgt pr. postordre. De fleste rockstjerner ville have kørt pul på den succes. Men ikke Gasolin’.

”Gør det noget” blev deres sidste studiealbum. Gruppen gik i opløsning og spillede deres afskedskoncert den 21. august 1978. 

Allerede dagen efter var Gasolin’ en legende. <13>