De havde verdens
sejeste look. De var dygtige musikere, og alligevel lykkedes det dem at få
deres musik til at lyde ad helvede til. Altså på den fede måde.
I disse uger er det
30 år siden, at Destruction udsendte deres debutplade, ”Sentence Of Death”.
 |
| Destruction så ud som enæggede trillinger. |
Tiden flyver. Tænk, at det er 30 år siden, at jeg sad i
Hjørring og slikkede på frimærker, som blev sat på breve, der var stilet til et
tysk undergrundsband ved navn Destruction!
Destruction var en trio. Og aldrig før har tre unge fyre
lignet hinanden så meget – uden at være enæggede trillinger. Langt krøllet hår,
MEGET stramtsiddende bukser og læderjakker med patronbælter over kors.
Jeg elskede Destructions look. Og deres musik. Jeg udtalte i
et radiointerview, at jeg gerne ville arbejde med dem. Det kom – som den kvikke
Rifferama-læser allerede har regnet ud – aldrig til at ske. Og den sangtekst,
som jeg i ungdommeligt overmod sendte til dem, var de så høflige at arkivere
lodret. Det er jeg dem meget taknemlig for i dag – det var, så vidt jeg husker,
en stabel poetisk skrald, som Nigro Mantia også rejicerede.
Klappen er for en gangs skyld gået ned her på Rifferama. For
jeg kan ikke huske, hvor jeg skrev om Destruction. Det var åbenbart ikke i Hot
Rockin’, for der var det Henk Leviathan, som lancerede tyskerne (i nr. 5,
november 1984). I Unchained Energy nr. 1 fra februar 1985 kan man lige akkurat
skimte Destructions demo ”Bestial Invasion Of Hell” på min playlist. Men hvor
er anmeldelsen eller interviewet? Havnede de/den i Metallic Beast? Jeg husker
det ikke.
Nuvel, Destructions demo ”Bestial Invasion Of Hell” blev
sluppet løs på det sagesløse marked i august 1984. Og så begyndte det at gå
hurtigt for Marcel ”Schmier” Schirmer (vokal, bas), Tommy Sandmann (trommer) og
Mike Sifringer (guitar). Meget hurtigt efter datidens målestok.
Allerede den 10.
november 1984 lå den tyske trios debutplade klar i butikkerne. Den hed
”Sentence Of Death” og var proppet med så meget black-diskursivt
titelmateriale, som man kunne proppe på coveret til en ep med mindre end 20
minutters spilletid. ”Satan’s Vengeance”, ”Devil’s Soldiers” og den slags. Det
er vist kun Nifelheim, som har været i stand til at overtrumfe denne kavalkade
af djævletitler.
Men sådan må det jo være med et band, som oprindelig kaldte
sig Knight Of Demon – et navn, som (forestiller jeg mig) var inspireret af den
kristne højrefløjs påstand om, at Kiss er en forkortelse af Knights In Satan’s
Service. Og nærlytter man til Destructions tidlige materiale, kan man inde bag
rabalderet høre påvirkningen fra ikke alene Venom, men også mere traditionelle heavy metal-grupper som Iron Maiden og Mercyful Fate.
Sådan måtte det jo være, for Destruction var ikke forud for
deres tid. Weil am Rhein-trioen var børn af deres samtid. Destruction var bare
ét af en stime tyske bands, som senere fik klistret genrebetegnelsen ”thrash”
på sig. Tormentor (som hurtigt skiftede navn til Kreator), Sodom, Living Death og
Holy Moses hed nogle af de andre tyske thrash-bands, som brød frem af
demo-undergrunden i midtfirserne.
Meget tilfælles med den fremherskende thrash metal fra USA
havde de tyske grupper dog ikke. Og de amerikanske og de tyske bands delte
heller ikke altid publikum. Testament, Death Angel og den slags lækkerier fra
San Francisco var da også noget nær easy listening i forhold til Destructions
”Mad Butcher”.
Alligevel var Destruction anderledes. De spillede på et
teknisk plan, som lå langt uden for fx Sodoms rækkevidde. Men selvom
Destruction var dygtige musikere, lykkedes det dem at få deres musik til at
lyde ad helvede til. Altså på den fede måde. Det er en tradition, som især
Skandinaviens black metal-scene videreudviklede fra 1990’erne og frem.
Men ellers har Destruction vist betydet mere for den
såkaldte black thrash. Typisk for datidens europæiske thrash-kunstnere var
deres ”broken English”. På den måde opstod der pudsige gloser som ”Necromansy”
(Bathory), ”Agressor” og ”Massacra” (Hellhammer). Destruction ”opfandt” ordet
Desaster, og som en hyldest til Schmier & Co. har de tyske black thrashere
Desaster taget deres navn fra denne mangel på stavekontrol.
Det meste af den amerikanske 1980’er-thrash var kun ekstrem
på skrømt. Det kunne man ikke sige om Destruction. Selv moderne
ekstremmetal-fans, som lever på denne side af grindcore og blast
beats-infernoer, kan få tilfredsstillet deres behov for tænderskærende
aggression. Der var noget hektisk over Destructions thrash – som om
stress-hormonerne sprøjtede ud af ørerne på Schmier & Co.
Alligevel blev Destruction – ligesom alle de andre
europæiske thrash-bands – ikke ret meget andet end KVLT. Heller ikke selvom de
udgav fremragende albums som ”Infernal Overkill” (1985), ”Eternal Devastation”
(1986) og ”Release From Agony” (1988) i perioden, hvor thrash metal boomede. Var
Destruction for grumme for mainstream-thrasherne? Jeg tror det.
Selvfølgelig eksisterer Destruction stadig. Alt godt om
Schmier & Co.’s anstrengelser her 30 år efter pladedebuten. Men det er
fortidens synder, som Destruction huskes for. Det er den der mærkelige blanding
af teknisk snilde og et allerhelvedes, nærmest forkrampet spektakel, som har været
Destructions bidrag til den TRVE metaltradition. \m/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar