Pretty Maids’ 13.
studiealbum, ”Motherland”, tager verden med storm. Med rette!
 |
| Pretty Maids: Intet andet dansk heavy metal-band har været så vedholdende. I tre årtier har Horsens-gruppen holdt en super standard, hvad angår sangskrivning. |
Wauw! Juhu! Hurra! Pretty Maids har lavet et fedt album!
Nogenlunde sådan har reaktionerne været på ”Motherland” (Frontiers Records), Pretty
Maids’ 13. studiealbum. Også jeg klapper i mine små hænder. Men jeg er ikke
overrasket. Min reaktion er snarere: havde I regnet med andet?
Bevares, efter min mening tågede Ken Hammer & Co. rundt
i en tidstypisk identitetskrise i starten af 1990’erne. Men lige siden
”Anything Worth Doing Is Worth Overdoing” kom på markedet i 1999, har jeg levet
i tryg forvisning om, at Pretty Maids fortsat kan levere heavy metal af den klassiske
slags, der går på tværs af modestrømningerne. Skulle tvivlen indfinde sig, kunne
jeg jo bare tjekke de to foregående udgivelser: studiealbummet ”Pandemonium”
fra 2010 og livealbummet ”It Comes Alive (Maid In Switzerland)” fra i fjor.
Pretty Maids var i deres purunge år (i starten af 1980’erne)
et af Skandinaviens banebrydende navne. Længe før der var Hatesphere og
Volbeat, var der Pretty Maids. Og ingen af de nyere danske metaleksporter
kommer nogensinde til at matche Pretty Maids’ sangskat. End of discussion.
Dengang, i start-80’erne, var Danmark Nordens førende
leverandør af hård rock. Klædt i læder fra top til tå spillede den
Horsens-baserede gruppe en knaldhård musik, der måske ikke var specielt
original, men som lige fra starten var kendetegnet af en høj standard inden for
sangskrivning. Hvor mange heavybands har råd til at lade en perle som ”Waiting
For The Time” gå i glemme?
 |
| Pretty Maids, som de så ud på debutpladen fra 1983. |
I Danmark har vi ikke altid været flinke ved Pretty Maids.
Især den kummerlige del af sladderpressen har haft en fest ud af håne Horsens-gruppen.
Jydernes glamourøse frisurer og tøjstil i puddelrockens tidsalder, de
udenlandsk klingende kunstnernavne og meget mere var en torn i øjet på
jantelovens jurister. Men Pretty Maids har overlevet det hele, inklusive de
danske radiokanalers konsekvente boykot af deres iørefaldende metalrock.
Og det er måske denne vedholdenhed, denne ukuelige vilje,
som imponerer så mange i disse sørgelige tider. Og som har fået flere og flere
mennesker til at få ørerne op for god, gedigen sangskrivning i en tid, hvor store
dele af metalscenen domineres af musikanter, som godt nok kan lave et fandens
spektakel, men som ikke kan genkende en holdbar hookline eller et rykkende
riff, om det så voksede op mellem tæerne på dem og bed dem i næsen.
Pretty Maids er gammeldags. Men de er gammeldags på den fede
måde. Man kan ikke bare proppe et album som ”Motherland” ned i en kasse og
stemple den som et 1980’er-levn. Når Pretty Maids er bedst, er deres musik en
videreudvikling af den tonekunst, som Thin Lizzy, UFO, (post-Dio) Rainbow m.fl.
lancerede i 1970’erne og de tidlige 1980’ere. Bemærk: jeg skrev en videreudvikling, ikke en videreførelse!
Pretty Maids er ikke lette at sætte i bås. Der er stor
variation på deres albums. Bandet kører en zigzag-kurs mellem det hårdtslående
og det meget irørefaldende. Sådan var det allerede i starten af Pretty Maids’
karriere, hvor variationen gik fra den bøllebankende ”City Lights” til den
smukke power ballade ”Fantasy”. Og sådan er det også på ”Motherland”.
Her er hårde tacklinger som ”Hooligan”, ”Why So Serious?” og
”Who What Where When Why”, men også mere fredsommelige skæringer som ”Wasted”.
Men, okay, ahem, nogen gange kammer det over, det med det melodiske. Og ”Infinity”
cruiser for tæt på AOR efter min mening.
Albummets glansnummer er åbneren ”Mother Of All Lies”. Det
er et kunstnerisk pletskud. Alene det nummer burde gøre Pretty Maids til rockmillionærer.
Sangen borer sig ind i øregangen allerede ved første gennemlytning. Og den
bliver siddende efter, at ham har hørt albummet hundred gange.
Og så er der jo det med teksterne. Ronnie Atkins har aldrig
været skarpere i sin samfundskritik. Flere af sangene er farvet af
finanskrisen, terrortrusler fra islamister og Breivik-agtige nationalister.
”Mother Of All Lies” er et slående portræt af politikere, der er eksperter i folkeforførelse
og løftebrud.
 |
| Djævlen spiller ingen glorværdig rolle på "Motherland". |
”Why So Serious?” er en uafhængighedserklæring, der tager
pulsen på de fordomme, der stadig er gældende over for mennesker, der ikke
følger samfundets snævre normer. Og der godt med knojerns-power i Pretty Maids’
angreb på autoriteterne i ”Who What Where When Why”.
”The Iceman”, der parres med introen ”Confession”, handler
om lejemorderen Richard Kuklinski (1935-2006). Kuklinski havde et astronomisk
antal menneskeliv på samvittigheden. Eller rettere: samvittighed havde lejemorderen
ingen af. Han var stjernepsykopat. Men i modsætning til Jeffrey Dahmer, John
Wayne Gacy, Ed Gein og de andre farverige seriemordere, som det er blevet så
populært for heavy metal-bands at skrive sange om, var Ismanden ikke drevet af
seksuelle perversioner eller det, der ligner. Kuklinski myrdede for pengenes
skyld. Men han syntes vist ikke, at det var et surt slid.
Er Kuklinski en sang værd? Absolut nej! Og dog. Hvem er ikke
fascineret og mystificeret af tilfælde som Kuklinski, Dahmer & Co.? Deres
historier giver frydefulde gys, og gåderne står i kø: hvordan dælen kunne de
slippe af sted med at myrde så mange mennesker, uden at myndighederne fattede
mistanke til dem? Og hvorfor og hvordan udviklede de sig til dræbermaskiner? Man
finder næppe bedre egnede studieobjekter, hvis man vil forske i den
menneskelige psykologis veje og vildveje.
”The Iceman” er ikke den mest vedkommende sang på
”Motherland”. Det er og bliver ”Mother Of All Lies”. Ikke kun på grund af den
døgnaktuelle tekst, men mindst ligeså meget på grund af musikken. Det er en
sang, som sandsynligvis vil blive fast inventar på Pretty Maids’ sætliste frem
over – side om side med ”Red, Hot & Heavy”, ”Future World” og ”Savage
Heart”. \m/
