Mig N' Gøbbers

At være fan af Guns N’ Roses fik mig til at føle mig som en fribytter, en outlaw eller en skovgangsmand, der vandrede i periferien af det, der var politisk korrekt.

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 36, december 2008)

Guns N' Roses, som de så ud i deres unge, vilde dage.
(Foto sakset fra fansiden http://www.gnfnr.dk/pregnr.html)

Hvilken lyd! Det var lyden af rendesten og glamour, lyden af ægte farlighed og selvmordsdrift. Jeg taler om Guns N’ Roses’ debut-ep, ”Live ?!*@ Like A Suicide”, som nåede til Danmark som import i 1987.

Det var rock med livet som indsats. Det virkede 100% troværdigt, når W. Axl Rose med raspende stemme sang verslinjer som “Livin’ with the danger / I’m always on the edge now/ With million dollars visions that I hold.” Det var rock’n’roll, der blev spillet på kanten. Det var på en måde noget helt nyt, og så alligevel noget meget traditionelt. Det var The Rolling Stones og Aerosmith i opgraderet 1980’er-version.

Og bandet havde et look, der passede til deres sound: touperet hår, eyeliner, smarte skindjakker, similismykker, hatte kækt på sned, stramtsiddende bukser, paisley-mønstrede skjorter og spidse cowboystøvler. Mit yndlingsfoto af GN’R fra den periode var et af guitaristen Izzy Stradlin’, der står i en lang frakke af imiteret leopardskind, mens han renser negle med en springkniv. Det var bare for blæret. Og herlig fandenivoldsk.

Det første oplag af "Appetite For Destruction" var pakket ind i  dette
cover. Bandet vidste godt, at det ville give ballade, så de havde allerede den censurerede
udgave klar i arkiverne.

APPETIT PÅ DESTRUKTION

For mig var GN’R et drømmeband. Det var som om, at alle de rockløfter, som New York Dolls og Hanoi Rocks havde givet, endelig blev indfriet med albummet ”Appetite For Destruction”, der blev sendt på gaden i juli 1987. Den var i mine øren rockens kulmination. Det tog flere år, før jeg kunne komme i tanke om en plade, som jeg elskede højere end den.

Okay, det er bøllerock. Og det er bollerock. Og en hel masse mere, som jeg ikke vil skrive her. Men der er så mange lag i GN’Rs musik. Og sådan må det være, når man har at gøre med et band, som trækker på inspiration fra metal, blues, country og punk, og som er fans af så forskellige former for musik som Elton John og Electric Light Orchestra på den ene side og Slayer og Metallica på den anden side.

Hvis man lytter efter, kan man høre, at det er hard rock, som spilles af fem fyre, som virkelig har suget tradition til sig. Det er musik med dybde. Selvom musikken som oftest er aggressiv, er der også masser af feeling i den – ikke mindst i Slash’s guitarsoli, som er smerteligt smukke, også når sangene ellers raser af sted. Der er ægte vildskab, ægte smerte og vrede i musikken. Der er så mange bestanddele i musikken på ”Appetite For Destruction”: der er blues-rødder, der er punk-frustration, der er metal-aggression, og der er glam-arrogance og -elegance. Ja, der er sågar country-elementer i en ballade som ”Sweet Child O’ Mine”.                     

Mange, selv unge mennesker, var chokeret over ”Appetite For Destruction”. Alene pladens titel stod folk af på. Og det var selvfølgelig også hensigten med den. Men hvor mange unge fyre har aldrig følt en afmagt, der får dem til at knytte næver og skære tænder? Kombinationen af uheldige sociale omstændigheder og rastløs biologi kan hos mange unge give appetit på destruktion. Nogle gange tilter denne appetit over i politisk aktivisme, hvor der kastes med brosten og brændes biler af på Nørrebro. Andre gange kommer afmagten til udtryk i kunst à la ”Appetite For Destruction”. Jeg foretrækker den sidste form for destruktion. Men jeg forstår også den første.

Inderst inde nød jeg, at folk i al almindelighed hadede og frygtede GN’R. At de sagde, at gruppens medlemmer var dekadente, og at deres musik var afstumpet. At være fan af GN’R fik mig til at føle mig som en fribytter, en outlaw eller en skovgangsmand, der vandrede i periferien af det, der på det tidspunkt var politisk korrekt. For mig var det at være fan af GN’R det samme som at være en rebel. En rebel uden en sag.

                     

Sådan her så det censurerede cover til "Appetite For Destruction" ud. Det originale cover med en kvinde,
der voldtages af en robot, var for brutalt.

KARISMATISKE KAMIKAZEROCKERE

”Appetite For Destruction” blev lydsporet til mit liv i årene frem. Jeg vidste instinktivt, hvad det handlede om i ”Out Ta Get Me”, hvor Axl er helt oppe på de høje nagler, når han skråler, at han er noget så ”forbandet uskyldig”. Og jeg kendte følelsen af at være oppe at køre på kartonvin og billig sprut, for det er jo denne oplevelse af ustoppelig optur, som ”Nightrain” handler om. Nightrain er angiveligt navnet på en art amerikansk slavesprut.

Men jeg kunne også spejle mig i GN’R-medlemmerne. Og det var jeg ikke just ene om. For det fede ved Gøbbers, som vi kaldte dem i Jylland, var, at de fem medlemmer godt nok udgjorde en sammentømret enhed, en slags bande. Men W. Axl Rose (vokal), Slash (guitar), Izzy Stradlin’ (guitar), Duff McKagan (bas) og Steven Adler (trommer) var samtidig fem individualister, fem rock-ikoner, som fans kunne spejle sig i.

GN’R bestod af fem forskellige gemytter og personligheder. De var fem karismatiske kamikazerockere, hvilket blev understreget af det alternative cover til ”Appetite”: en slags keltisk kors med tegninger af de fem bandmedlemmers hovedskaller med hår og hatte. Det lignede en slags tatoverings-motiv, og idéen med, at de fem Guns blev afbildet som kranier, passede perfekt til gruppens selvmordsagtige livsstil. De levede jo som et selvmord, jfr. titlen på deres debut-ep.

Jeg spejlede mig i den temperamentsfulde W. Axl Rose, der tydeligvis var den mest dybsindige af de fem Gøbbers. Han havde noget på hjerte: smerte. Jeg kunne spejle mig i hans utilpassethed og i historierne om hans raseriudbrud, hvor værelser blev raseret. Initialerne i hans navn var W.A.R., krig. Jeg var vist lidt af en Béliaxl i de år, komplet med eyeliner, bandana og spidse støvler. Det skete også, at inventaret i min umiddelbare nærhed gik itu.

Danny Sugermans panegyriske biografi om Axl, Slash & Co.

DIONYSISK KULT

GN’R var den hårde rocks konger i slut-80’erne og start-90’erne. Og de stillede deres trone op på toppen af rock’n’roll-livsstilens overdrev. Jeg fulgte ivrigt med i sladderpressen. Hver uge bragte ikke kun metalmagasinet Kerrang!, men også ugeblade og aviser rapporter om GN’Rs eskapader. Og jeg følte med dem, for de var jo mine helte. Og som helte gjorde de jo lige det, som jeg havde allermest lyst til, men ikke altid turde eller bare havde svært ved at slippe af sted med. GN’R befriede sig fra den vestlige civilisations spændetrøje.

Og det var en frihed, som alt for ofte kostede dem dyrt. Det var jo småting alt sammen, syntes jeg. Men der blev gjort et stort nummer ud af det. Som f.eks. da Izzy drak sig stiv i et fly og blev trængende. Okay, toilettet var optaget, og i stedet lod han sit vand i en skraldespand for øjnene af en stewardesse. Han sagde vist også et par uhøviske ord til hende, før han faldt i søvn i sit sæde. Og hvad så? Var det grund nok til, at han absolut skulle overlades i politiets varetægt, da flyet landede? Jeg var oprevet.

Typisk! De ?!*@ borgerdyr skal selvfølgelig kanøfle en rockens Napoleon som Izzy, mente jeg. Borgerdyrene forstod ikke, at rockstjerner som GN’R udgør en menneskelig elite, en kunstnerisk adel, som ikke med nogen ret eller rimelighed kan underkastes almindelige dødeliges love og regler. De er en slags overmennesker. Eller halvguder.

Og det fik jeg bekræftet i 1991, da Danny Sugerman udgav sin panegyriske biografi om Gøbbers: ”Appetite For Destruction: The Days Of Guns N’ Roses”. Sjældent er der blevet brugt så opstyltet en akademisk jargon, og sjældent er der blevet brugt så mange fremmedord og overfortolkninger til at fremme dyrkelsen af rockstjerner, som det er tilfældet i den bog. Og jeg labbede den i mig. Axl & Co. var en ny dionysisk kult, ja, de var så! Og deres koncerter var en slags hedenske gudstjenester.

Derfor var det også skuffende at se GN’R live, da de optrådte i Forum, København den 19. august 1991. Det var der ikke så meget Dionysos over. Ikke alene inkluderede sætlisten en bunke sange fra ”Use Your Illusion”-cd’erne, som jeg ikke kendte, fordi de endnu ikke var udsendt pga. de sædvanlige GN’R-forsinkelser. Men bandet var tydeligvis ved at gå i opløsning. Axl kørte sit eget show (i shorts!), og Izzy var erstattet af Gilby Clarke; Gilby er en fed guitarist og en ferm sangskriver (hør hans Kill For Thrills-album ”Dynamite From Nightmareland” fra 1990 og bliv overbevist), men han er ingen Izzy. Ligesom slåmaskinen Mat Sorum (ex-The Cult) ikke just er en trommeslager med et flabet ramasjang i spillet som Steven Adler.

GN’R live i Forum var en tung og træg affære, og jeg må indrømme, at opvarmningsbandet stjal showet fra Axl & Co. Men det var heller ikke et hvilket som helst band, der var support på den turné. Det var Skid Row, som med den hyperaktive Sebastian Bach i front fejede hen over scenen med al den gejst og nerve, som GN’R manglede.

Axl på forsiden af NRG i 2008.

KREATIV KEJSER

Det var, som om GN’R kom ned på jorden for mig den aften i Forum. Jeg var selvfølgelig vild med ”Use Your Illusion”-cd’erne, der efter mange forsinkelser udkom i september 1991, og jeg skrev begejstrede anmeldelser om dem til Jam Magazine. Jeg gik også rundt og kaldte Axl for rockens Cæsar i nogle år endnu.

GN’R gik aldrig rigtig i glemme. De holdt gryden i kog med et par ret ligegyldige udgivelser (en cd med covernumre og en dobbelt live-cd), og imens forlod medlemmerne gruppen, så Axl kunne køre GN’R videre som kreativ kejser. Godt stof har Axl været hele tiden, og reportager om hans mentale tilstand er dukket op i pressen. Det er rystende læsning. Folk, der har været i kontakt med GN’R-sangeren, fortæller om en isoleret og plaget person, som dårlig nok ved, hvad det vil sige at have fred i sindet. Og som ikke vil gå det mindste på kompromis med sin tonekunst. Axl er perfektionist, og det siges, at han i 1990’erne genindspillede ”Appetite For Destruction” med nye musikere – bare for at selv at kunne høre sangene, som han mener, de skal spilles. Det lyder ensomt.

Når man lytter til den seneste GN’R-cd, ”Chinese Democracy”, kan man fornemme Axls smerte og hans store behov for at udtrykke sig og finde forståelse for sin person igennem musikken. Det er som at få flaskepost fra en mand, der er strandet på en øde ø, som han ikke kan forklare, hvor ligger.

Mit syn på GN’R og især Axl har ændret sig meget, siden jeg første gang hørte ”Live ?!*@ Like A Suicide”. Men jeg er aldrig rigtig kommet ud af Gøbbers-fandommen. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama