Heavy metals frelsere

Iron Maiden i 2000: gendannet i stærkeste besætning, fra venstre: Adrian Smith, Steve Harris,
Bruce Dickinson, Janick Gers, Dave Murray og Nicko McBrain.

Både for Iron Maiden og for metalscenen generelt var ”Brave New World” det vigtigste album i 2000. Guitaristen Janick Gers fortæller her begejstret om albummet, der blev spået til at skulle frelse heavy metal.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 12, juni 2000)


[Baggrund: I 2000 trængte heavy metal-genren til et ordentlig boost. 1990’erne var én lang ørkenvandring, hvor et virvar af mærkværdig alternativ-rock drev størstedelen af fuldblods-metallen dybt ned i undergrunden. Ved årtusindskiftet ventede mange på et tidehverv, et mega skift i tidsånden, som igen kunne gøre heavy metal til den toneangivende musik, som den var i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne. Og hvem andre en Iron Maiden kunne træde ind i rollen som den hårde rocks frelsere? Det er denne halleluja-stemning, som nedenstående interview afspejler.]

”Denne form for musik – metal, hard rock, eller hvad man nu vælger at kalde den – har lidt døden efter tusindvis af hug i de seneste år. Den måtte gå under jorden, og det er på høje tid, at nogen trækker den op i dagslyset igen. Det er her, Iron Maiden kommer ind i billedet.”

Den bramfrie udtalelse kommer fra Iron Maidens sanger, Bruce Dickinson, en mand, der ellers er udstyret med en typisk britisk jordbundethed. Men heavy metal-eksperter verden over ved godt, Dickinson har ret. Godt nok tyder alt på, at den hårde rock igen er in vogue: I USA hitter Korn og alle de neometalliske fusionsbands stort, i Tyskland er hitlisterne pakket med hård rock i diverse afskygninger, og i Sverige er Peter Tägtgren blevet stjerne med sit Pain-projekt, mens Hardcore Superstar tog hjemlandet med storm og solgte mere end 10.000 eksemplarer af deres nyeste album, ”Bad Sneakers And A Pina Colada” – på mindre end en uge!

Men der er stadig langt op til heavy-genrens storhedstid i 1980’erne, og hvis den klassiske heavy metal for alvor skal op fra undergrunden igen, kræver det en blockbuster-succes fra et af de store bands. Der kræves en plade, der kan rejse sig som en milepæl i stil med Iron Maidens eget 1982-album ”The Number Of The Beast”.

Og nu her, hvor det ikke lader til, at Metallica vil kendes ved metalscenen, og hvor hverken Black Sabbath- eller Kiss-genforeningerne bar de store kunstneriske frugter, og hvor Judas Priests comeback-album, ”Jugulator”, viste sig at være for hård kost for gruppens aldrende fans, kan miraklet kun komme fra – Iron Maiden. Derfor har forventningerne til bandets nye (og tolvte!) studiealbum, ”Brave New World”, også været nærmest hysteriske. Og Iron Maiden smider da også benzin på bålet ved som sande genrekonger at kalde deres kommende turné for: ”METAL 2000”!

Om ”Brave New World” indfrier forventningerne, og om den kan gennemtrumfe det metalrockens tidehverv, som mange drømmer om, vil tiden vise.

Men det var i hvert fald en både stolt og tilfreds Janick Gers, der ringede NRG op i begyndelsen af april. Gers sprudlede – ligesom de fire numre, NRG allernådigst havde fået lov at høre på forhånd – ligefrem af energi.

STOR BEGEJSTRING

- ”Brave New World” lader til at være det bedste album, som Iron Maiden har udgivet i lang tid.

”Vi er meget glade for det. Jeg er meget glad for alle vores plader. Vi har aldrig gået ud og sagt, at ’dette er det bedste album, vi nogensinde har lavet.’ Det gør andre bands, og det, synes jeg, er forkert. Vi lavede det bedste album, som vi kunne lave på dette tidspunkt. Vi er meget, meget stolte af det, og vi håber, at alle nyder det.”

- I lyder meget mere inspirerede, end I har gjort i årevis.

”Det føles i hvert fald rigtig godt. Vi drog på en turné [”Ed Hunter”-turnéen, hvor Bruce Dickinson og guitaristen Adrian Smith blev genforenet med Iron Maiden i 1999 – red.], vi turnerede tværs over Amerika, og vi lavede en lille turné i Europa. Postyret omkring bandet var fuldstændig utroligt. Vi kom tilbage fra turnéen og gik direkte i studiet. Og jeg tror, at det er derfor, vi fik sådan en fed lyd. Der var stor begejstring omkring hele projektet. Det føltes godt.”

- Da I skrev sangene til ”Brave New World”, var I så ude på at være nyskabende, eller ønskede I bare at følge Iron Maiden-traditionen?

”Jeg tror ikke, at det er et spørgsmål om at følge en tradition. Jeg mener, at hver gang man laver et album, så er det et udtryk for, hvor bandet befinder sig på det bestemte tidspunkt. Vi går bare i studiet, og vi forsøger ikke at have nogen forudfattede ideer. Vi går bare ind og forsøger at lave det bedste album, vi kan lave. Vi prøver ikke på at få det til at lyde som Iron Maiden. Det kommer bare til at lyde som Iron Maiden. Vi ønskede at lave det bedste album, som vi overhovedet kunne lave, og jeg mener, at vi havde heldet med os.”

PLADESELSKABET DESPERAT

- Hvorfor valgte I Kevin Shirley som producer?

”Vi besluttede os for at skifte studie. Det har Maiden også gjort tidligere, de har indspillet en del på Bahama-Øerne [”Piece Of Mind (’83), ”Powerslave” (’84), ”Somewhere In Time” (’86) – red.], og så flyttede de til Musicland i München, Tyskland [”Seventh Son Of A Seventh Son” (’88) – red.], og hvad ved jeg. Det er godt at skifte studie en gang imellem for at holde begejstringen oppe. Og så besluttede vi os også for at bruge en ny producer. Kevin har arbejdet med en masse forskellige bands. Hans musikalske evner er ret alsidige. Han har arbejdet med Aerosmith, Jimmy Page, Silverchair og Journey [ikke at forglemme Dream Theater og Black Crowes – red.], så det er mange forskellige former for musik, han har arbejdet med. Og det album, som vi ønskede at lave, følte vi, skulle være alsidigt. Så han passede bare perfekt.”

- Hvor meget blandede pladeselskabet sig i sangskrivningen og indspilningen af albummet?

”Det er meget enkelt: de blandede sig slet ikke. Helt bogstaveligt. Vi gør det, vi har lyst til. Og det har vi altid gjort. Vi er et af de få bands, som aldrig går på kompromis på det plan. De får ikke lov til at høre det, før det er færdigt. Vi har kontrakt med John Kalodners [amerikansk heavy metal- og hard rock-mogul – red.] selskab i Amerika, Sony-Columbia. Han var helt desperat efter at høre de nye numre, men vi ville ikke spille noget for ham, før vi var helt færdige. Hvis vi lader folk blande sig, er det ikke Iron Maiden længere. Jeg mener, at forskellen mellem en producer som Kevin Shirley og ”Mutt” Lange [AC/DC, Def Leppard etc.] er, at ”Mutt” Lange kommer ind og forsøger at skrive dele af sangene. Men sådan er Kevin ikke. Det eneste, Kevin egentlig gjorde, var at forsøge at fange lyden af Iron Maiden og optage den på bånd. Det lyder meget simpelt, men det er faktisk meget svært. Og jeg mener, at han har opnået det med dette album.”

INGEN POPSINGLER

- I har valgt sangen ”The Wicker Man” som første single. Det er ikke så indlysende et singlevalg som f.eks. ”Run To The Hills” (iørefaldende maiden-single fra ’82), er det?

”Helt ærligt, så ser vi os ikke tilbage. Da vi blev gendannet, sagde vi fra starten af, at vi ville prøve at gå forlæns, ikke baglæns. Vi følte, at vi virkelig ønskede at føre bandet et skridt fremad, og ikke gå tilbage til det, vi havde lavet i fortiden. Og jeg mener, at ”The Wicker Man” er en fængende sang – det er det i hvert fald i mine øren. Og den var velegnet til at være den første single. Og det er åbningsnummeret på albummet. Den er et fint udtryk for, hvor bandet er i øjeblikket.”

”Vi tog til Los Angeles og lavede en video til sangen sammen med instruktøren Dean Karr. Han har arbejdet med Marilyn Manson og Ozzy Osbourne [Karr har også lavet coveret til Slipknots debutalbum og videoer til bl.a. Deftones og Cypress Hill – red.]. Det var skide sjovt, vi optog videoen i løbet af en nat; jeg tror, vi var oppe til kl. 6.30 om morgenen, hvor vi filmede udenfor i tordenvejr. Videoen er fantastisk. Jeg er meget tilfreds med den, jeg synes, det er et godt nummer for albummet. Og den er en god single. Det er umuligt at gå tilbage og forsøge at skrive en ny ”Run To The Hills”. Jeg tror slet ikke, at vi kunne gøre det. Jeg tror heller ikke, at Steve [Harris, bassist og bandboss] ønsker at skrive en sådan sang nu om dage. Jeg tror, man skal være stolt af det, man har lavet i fortiden, men man må se at komme videre.”

- Så I forsøger ikke med forsæt at skrive sange, der er velegnede som singler?

”Nej, det tror jeg ikke, at vi nogensinde har gjort. ”Be Quick Or Be Dead” fra ”Fear Of The Dark” [’92] er ikke en ’bona fide’ single som sådan. Og hvis man ser på ”Man On The Edge” fra ”The X-Factor” [’95], så var det jo heller ikke ligefrem nogen popsingle. Jeg tror ikke, at Iron Maiden er i stand til at skrive en popsingle. Og når det kommer til stykket, så spiller radiostationerne os alligevel kun sjældent, og så er det jo omsonst. Jeg mener bare, at vi ikke må lade os rokke fra vores overbevisning, men fortsætte med at lave det, vi tror på. Og jeg mener, at vi er et af de få bands, som har gjort det i årenes løb.”

- I har ikke forandret jer meget i tidens løb. Metallica, f.eks., har jo skiftet radikalt stil …

”Jeg mener, at vi har forandret os! Jeg mener, at hvis man lytter til f.eks. ”Kilers” [’81] og så sætter ”The X-Factor” på, så er der en fandens stor forskel, der er en udvikling. Jeg ser ”Brave New World” som en udvikling i forhold til de to forrige albums. Den er et skridt fremad for bandet. Jeg synes, det er et meget progressivt album. Hvis man lytter til ”Seventh Son Of A Seventh Son” og så bagefter sætter ”Somewhere In Time” på, så er det to helt forskellige albums. Folk siger, at Maiden lyder som altid. Vi har en meget solid lyd, som er Iron Maiden, men hvert album er for mig forskelligt fra de andre. Men hvis du spørger os, om vi ville skifte stil, så vil jeg kategorisk sige: ’NEJ!’ For vi kan li’ at spille, som vi gør. Hvis nogen kommer anstigende og siger: ’Hvis I spiller lidt anderledes, gør musikken lidt mere poppet og radiovenlig, så kan i sælge 15 millioner albums,’ så ønskede jeg personligt ikke at gøre det. Jeg ville sige: ’Lad os fortsætte med det, vi gør, og være dem, vi er, for så er vi i det mindste ærlige.’”

INSPIRATION FRA FILM OG BØGER

- Er ”The Wicker Man” inspireret af Robin Hardys film ”The Wicker Man” fra 1973?

”Ja, den er løst baseret på filmen. Meget løst. Bruce skrev teksten til den. Vi har dyrket den film i et stykke tid. Det er en slags hedensk film [der indgår bl.a. sexmagi, menneskeofringer og afbrænding af en kæmpe GOG-dukke – red.]. Det er en temmelig interessant film. Det er en b-film, men jeg synes, den holder; det er en underlig film. Sagen med Maiden er, at man kan skrive om poesi, om bøger, om film, man kan skrive om hvad som helst. Der er ingen reglementer, der siger, hvordan vi skal skrive, og hvad vi skal skrive om. Det kan bogstaveligt talt være om hvad som helst.”

- Albumtitlen er ”Brave New World”.

”Ja, igen, den er løst baseret på bogen ”Brave New World” [1932].”

- Af Aldous Huxley (1894-1963)?

”Ja, ”The Doors Of Perceptions” [titlen på en Huxey-bog om bevidsthedsudviklende stoffer; titlen er stjålet fra den engelske mystiker William Blake, der i sit hovedværk ”The Marriage Of Heaven And Hell” (1790) påstod: ’Hvis erkendelsens døre blev renset, ville alt vise sig for mennesket, som det er, nemlig uendeligt.’ Det er også herfra, 1960’er-bandet The Doors havde deres navn – red.].

- Er det en science fiction-sang?

”Hvis du vil nærmere ind på teksten, må du tale med Bruce. Jeg føler, at albumtitlen er opløftende. Vi fortsætter, vi er seks mand i bandet nu, hvor Adrian og Bruce er tilbage. Det føles godt. Det er en fager ny tid for os. Vi føler os godt tilpas. Vi har lavet et album, som vi er meget, meget stolte af. Jeg synes, det er et progressivt album, der er drevet af den kraft, som Maiden har haft fra starten. Jeg synes, det er en positiv titel. Den er opløftende.”

- Huxleys bog er ikke særlig opløftende (en dyster fremtidsvision om et totalitært samfund med dopede og klonede mennesker).

”Nej, det er sandt. Den er faktisk noget af en nedtur.”

METALGENRENS FRELSERE?

- Har du nogle yndlingssange på pladen?

”Jeg holder af dem alle. ”Blood Brothers” er en utrolig sang. Det er en personlig sag, som Steve har skrevet; den handler om hans far. Der er et nummer, som hedder ”Dream Of Mirrors”, der vil fungere fantastisk live. Den er jeg meget begejstret for. Men egentlig er jeg vild med alle sangene. De er ligesom børn, jeg holder af dem alle sammen.”

- Ser du på ”Brave New World” som bare et almindeligt Iron Maiden-album, eller mener du, at det er en særlig vigtig plade for jer?

”Jeg føler, at det er et meget vigtigt album. Vi tror meget stærkt på det. Men med tiden, om en to-tre år, kan man se på det med lidt større perspektiv.”

- Mener du, at ”Brave New World” er et album, der er vigtigt for hard rock- og heavy metal-scenen generelt?

”Det kan jeg ikke rigtig kommentere. Jeg mener ikke, at vi er de der bannerførende, hurrapatriotiske heavy metal-folk, vi sommetider fremstilles som. Jeg mener bare, vi spiller vores musik. Vi er Iron Maiden, og vi foregiver ikke at være noget som helst andet end Iron Maiden. Og held og lykke til alle andre bands. Så længe de tror på det, de laver, så Gud velsigne dem. Jeg foregiver ikke at være leder af en bestemt musikgenre. Jeg er ikke så sikker på, at vi er bannerførere inden for heavy metal. Vi er bare Iron Maiden, og vi kan ikke tale på andres vegne.”

- Så du ser ikke Iron Maiden som heavy metal-genrens frelsere?

”Egentlig ikke. Men hvis heavy metal ønsker at blive frelst, så er det selvfølgelig i orden. Men jeg havde det bestemt ikke i tankerne, da vi indspillede pladen.”

- For nyligt udtalte Rob Halford (ex-sanger i Judas Priest) i et interview i det tyske blad Rock Hard, at den klassiske heavy metal blev defineret tilbage i 1970’erne og 1980’erne …

”Jeg synes, han har ret. Jeg må erklære mig enig med ham. Så længe der er melodi i det, kan jeg værdsætte musik. Hvis det ikke er melodisk, hvis sangeren ikke kan synge, og han kun laver gutturale lyde, så tænder det mig ikke. Jeg voksede op med nogle store sangere, jeg lyttede til Ian Gillan [Deep Purple], Robert Plant [Led Zeppelin] og Paul Rodgers [Free og Bad Company], og jeg synes, vi var heldige at have disse sangere i 1970’erne. Jeg mener, at påvirkningerne kommer fra dem. Så jeg mener, at Rob har ret.”

- Rob sagde også, at det ikke længere er muligt at lave noget fuldstændigt nyt med metalgenren. Er du enig?

”Vi forsøger. Vi prøver hele tiden at gå nye veje og bringe nye ideer ind i musikken. Hvis jeg ikke længere følte, at vi kunne gøre det, ville jeg give op. Jeg føler altid, at vi kan lave noget nyt. Og det mener jeg også, at vi har gjort med ”Brave New World”.” \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Mig N' Gøbbers

At være fan af Guns N’ Roses fik mig til at føle mig som en fribytter, en outlaw eller en skovgangsmand, der vandrede i periferien af det, der var politisk korrekt.

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 36, december 2008)

Guns N' Roses, som de så ud i deres unge, vilde dage.
(Foto sakset fra fansiden http://www.gnfnr.dk/pregnr.html)

Hvilken lyd! Det var lyden af rendesten og glamour, lyden af ægte farlighed og selvmordsdrift. Jeg taler om Guns N’ Roses’ debut-ep, ”Live ?!*@ Like A Suicide”, som nåede til Danmark som import i 1987.

Det var rock med livet som indsats. Det virkede 100% troværdigt, når W. Axl Rose med raspende stemme sang verslinjer som “Livin’ with the danger / I’m always on the edge now/ With million dollars visions that I hold.” Det var rock’n’roll, der blev spillet på kanten. Det var på en måde noget helt nyt, og så alligevel noget meget traditionelt. Det var The Rolling Stones og Aerosmith i opgraderet 1980’er-version.

Og bandet havde et look, der passede til deres sound: touperet hår, eyeliner, smarte skindjakker, similismykker, hatte kækt på sned, stramtsiddende bukser, paisley-mønstrede skjorter og spidse cowboystøvler. Mit yndlingsfoto af GN’R fra den periode var et af guitaristen Izzy Stradlin’, der står i en lang frakke af imiteret leopardskind, mens han renser negle med en springkniv. Det var bare for blæret. Og herlig fandenivoldsk.

Det første oplag af "Appetite For Destruction" var pakket ind i  dette
cover. Bandet vidste godt, at det ville give ballade, så de havde allerede den censurerede
udgave klar i arkiverne.

APPETIT PÅ DESTRUKTION

For mig var GN’R et drømmeband. Det var som om, at alle de rockløfter, som New York Dolls og Hanoi Rocks havde givet, endelig blev indfriet med albummet ”Appetite For Destruction”, der blev sendt på gaden i juli 1987. Den var i mine øren rockens kulmination. Det tog flere år, før jeg kunne komme i tanke om en plade, som jeg elskede højere end den.

Okay, det er bøllerock. Og det er bollerock. Og en hel masse mere, som jeg ikke vil skrive her. Men der er så mange lag i GN’Rs musik. Og sådan må det være, når man har at gøre med et band, som trækker på inspiration fra metal, blues, country og punk, og som er fans af så forskellige former for musik som Elton John og Electric Light Orchestra på den ene side og Slayer og Metallica på den anden side.

Hvis man lytter efter, kan man høre, at det er hard rock, som spilles af fem fyre, som virkelig har suget tradition til sig. Det er musik med dybde. Selvom musikken som oftest er aggressiv, er der også masser af feeling i den – ikke mindst i Slash’s guitarsoli, som er smerteligt smukke, også når sangene ellers raser af sted. Der er ægte vildskab, ægte smerte og vrede i musikken. Der er så mange bestanddele i musikken på ”Appetite For Destruction”: der er blues-rødder, der er punk-frustration, der er metal-aggression, og der er glam-arrogance og -elegance. Ja, der er sågar country-elementer i en ballade som ”Sweet Child O’ Mine”.                     

Mange, selv unge mennesker, var chokeret over ”Appetite For Destruction”. Alene pladens titel stod folk af på. Og det var selvfølgelig også hensigten med den. Men hvor mange unge fyre har aldrig følt en afmagt, der får dem til at knytte næver og skære tænder? Kombinationen af uheldige sociale omstændigheder og rastløs biologi kan hos mange unge give appetit på destruktion. Nogle gange tilter denne appetit over i politisk aktivisme, hvor der kastes med brosten og brændes biler af på Nørrebro. Andre gange kommer afmagten til udtryk i kunst à la ”Appetite For Destruction”. Jeg foretrækker den sidste form for destruktion. Men jeg forstår også den første.

Inderst inde nød jeg, at folk i al almindelighed hadede og frygtede GN’R. At de sagde, at gruppens medlemmer var dekadente, og at deres musik var afstumpet. At være fan af GN’R fik mig til at føle mig som en fribytter, en outlaw eller en skovgangsmand, der vandrede i periferien af det, der på det tidspunkt var politisk korrekt. For mig var det at være fan af GN’R det samme som at være en rebel. En rebel uden en sag.

                     

Sådan her så det censurerede cover til "Appetite For Destruction" ud. Det originale cover med en kvinde,
der voldtages af en robot, var for brutalt.

KARISMATISKE KAMIKAZEROCKERE

”Appetite For Destruction” blev lydsporet til mit liv i årene frem. Jeg vidste instinktivt, hvad det handlede om i ”Out Ta Get Me”, hvor Axl er helt oppe på de høje nagler, når han skråler, at han er noget så ”forbandet uskyldig”. Og jeg kendte følelsen af at være oppe at køre på kartonvin og billig sprut, for det er jo denne oplevelse af ustoppelig optur, som ”Nightrain” handler om. Nightrain er angiveligt navnet på en art amerikansk slavesprut.

Men jeg kunne også spejle mig i GN’R-medlemmerne. Og det var jeg ikke just ene om. For det fede ved Gøbbers, som vi kaldte dem i Jylland, var, at de fem medlemmer godt nok udgjorde en sammentømret enhed, en slags bande. Men W. Axl Rose (vokal), Slash (guitar), Izzy Stradlin’ (guitar), Duff McKagan (bas) og Steven Adler (trommer) var samtidig fem individualister, fem rock-ikoner, som fans kunne spejle sig i.

GN’R bestod af fem forskellige gemytter og personligheder. De var fem karismatiske kamikazerockere, hvilket blev understreget af det alternative cover til ”Appetite”: en slags keltisk kors med tegninger af de fem bandmedlemmers hovedskaller med hår og hatte. Det lignede en slags tatoverings-motiv, og idéen med, at de fem Guns blev afbildet som kranier, passede perfekt til gruppens selvmordsagtige livsstil. De levede jo som et selvmord, jfr. titlen på deres debut-ep.

Jeg spejlede mig i den temperamentsfulde W. Axl Rose, der tydeligvis var den mest dybsindige af de fem Gøbbers. Han havde noget på hjerte: smerte. Jeg kunne spejle mig i hans utilpassethed og i historierne om hans raseriudbrud, hvor værelser blev raseret. Initialerne i hans navn var W.A.R., krig. Jeg var vist lidt af en Béliaxl i de år, komplet med eyeliner, bandana og spidse støvler. Det skete også, at inventaret i min umiddelbare nærhed gik itu.

Danny Sugermans panegyriske biografi om Axl, Slash & Co.

DIONYSISK KULT

GN’R var den hårde rocks konger i slut-80’erne og start-90’erne. Og de stillede deres trone op på toppen af rock’n’roll-livsstilens overdrev. Jeg fulgte ivrigt med i sladderpressen. Hver uge bragte ikke kun metalmagasinet Kerrang!, men også ugeblade og aviser rapporter om GN’Rs eskapader. Og jeg følte med dem, for de var jo mine helte. Og som helte gjorde de jo lige det, som jeg havde allermest lyst til, men ikke altid turde eller bare havde svært ved at slippe af sted med. GN’R befriede sig fra den vestlige civilisations spændetrøje.

Og det var en frihed, som alt for ofte kostede dem dyrt. Det var jo småting alt sammen, syntes jeg. Men der blev gjort et stort nummer ud af det. Som f.eks. da Izzy drak sig stiv i et fly og blev trængende. Okay, toilettet var optaget, og i stedet lod han sit vand i en skraldespand for øjnene af en stewardesse. Han sagde vist også et par uhøviske ord til hende, før han faldt i søvn i sit sæde. Og hvad så? Var det grund nok til, at han absolut skulle overlades i politiets varetægt, da flyet landede? Jeg var oprevet.

Typisk! De ?!*@ borgerdyr skal selvfølgelig kanøfle en rockens Napoleon som Izzy, mente jeg. Borgerdyrene forstod ikke, at rockstjerner som GN’R udgør en menneskelig elite, en kunstnerisk adel, som ikke med nogen ret eller rimelighed kan underkastes almindelige dødeliges love og regler. De er en slags overmennesker. Eller halvguder.

Og det fik jeg bekræftet i 1991, da Danny Sugerman udgav sin panegyriske biografi om Gøbbers: ”Appetite For Destruction: The Days Of Guns N’ Roses”. Sjældent er der blevet brugt så opstyltet en akademisk jargon, og sjældent er der blevet brugt så mange fremmedord og overfortolkninger til at fremme dyrkelsen af rockstjerner, som det er tilfældet i den bog. Og jeg labbede den i mig. Axl & Co. var en ny dionysisk kult, ja, de var så! Og deres koncerter var en slags hedenske gudstjenester.

Derfor var det også skuffende at se GN’R live, da de optrådte i Forum, København den 19. august 1991. Det var der ikke så meget Dionysos over. Ikke alene inkluderede sætlisten en bunke sange fra ”Use Your Illusion”-cd’erne, som jeg ikke kendte, fordi de endnu ikke var udsendt pga. de sædvanlige GN’R-forsinkelser. Men bandet var tydeligvis ved at gå i opløsning. Axl kørte sit eget show (i shorts!), og Izzy var erstattet af Gilby Clarke; Gilby er en fed guitarist og en ferm sangskriver (hør hans Kill For Thrills-album ”Dynamite From Nightmareland” fra 1990 og bliv overbevist), men han er ingen Izzy. Ligesom slåmaskinen Mat Sorum (ex-The Cult) ikke just er en trommeslager med et flabet ramasjang i spillet som Steven Adler.

GN’R live i Forum var en tung og træg affære, og jeg må indrømme, at opvarmningsbandet stjal showet fra Axl & Co. Men det var heller ikke et hvilket som helst band, der var support på den turné. Det var Skid Row, som med den hyperaktive Sebastian Bach i front fejede hen over scenen med al den gejst og nerve, som GN’R manglede.

Axl på forsiden af NRG i 2008.

KREATIV KEJSER

Det var, som om GN’R kom ned på jorden for mig den aften i Forum. Jeg var selvfølgelig vild med ”Use Your Illusion”-cd’erne, der efter mange forsinkelser udkom i september 1991, og jeg skrev begejstrede anmeldelser om dem til Jam Magazine. Jeg gik også rundt og kaldte Axl for rockens Cæsar i nogle år endnu.

GN’R gik aldrig rigtig i glemme. De holdt gryden i kog med et par ret ligegyldige udgivelser (en cd med covernumre og en dobbelt live-cd), og imens forlod medlemmerne gruppen, så Axl kunne køre GN’R videre som kreativ kejser. Godt stof har Axl været hele tiden, og reportager om hans mentale tilstand er dukket op i pressen. Det er rystende læsning. Folk, der har været i kontakt med GN’R-sangeren, fortæller om en isoleret og plaget person, som dårlig nok ved, hvad det vil sige at have fred i sindet. Og som ikke vil gå det mindste på kompromis med sin tonekunst. Axl er perfektionist, og det siges, at han i 1990’erne genindspillede ”Appetite For Destruction” med nye musikere – bare for at selv at kunne høre sangene, som han mener, de skal spilles. Det lyder ensomt.

Når man lytter til den seneste GN’R-cd, ”Chinese Democracy”, kan man fornemme Axls smerte og hans store behov for at udtrykke sig og finde forståelse for sin person igennem musikken. Det er som at få flaskepost fra en mand, der er strandet på en øde ø, som han ikke kan forklare, hvor ligger.

Mit syn på GN’R og især Axl har ændret sig meget, siden jeg første gang hørte ”Live ?!*@ Like A Suicide”. Men jeg er aldrig rigtig kommet ud af Gøbbers-fandommen. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama