![]() |
Iron Maiden i 2000: gendannet i stærkeste besætning, fra venstre: Adrian Smith, Steve Harris, Bruce Dickinson, Janick Gers, Dave Murray og Nicko McBrain. |
Både for Iron Maiden og for metalscenen
generelt var ”Brave New World” det vigtigste album i 2000. Guitaristen Janick
Gers fortæller her begejstret om albummet, der blev spået til at skulle frelse
heavy metal.
Interviewartikel: Peter Béliath
(Publiceret i NRG nr. 12, juni 2000)
[Baggrund:
I 2000 trængte heavy metal-genren til et
ordentlig boost. 1990’erne var én lang ørkenvandring, hvor et virvar af
mærkværdig alternativ-rock drev størstedelen af fuldblods-metallen dybt ned i
undergrunden. Ved årtusindskiftet ventede mange på et tidehverv, et mega skift
i tidsånden, som igen kunne gøre heavy metal til den toneangivende musik, som
den var i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne. Og hvem andre en Iron Maiden
kunne træde ind i rollen som den hårde rocks frelsere? Det er denne halleluja-stemning,
som nedenstående interview afspejler.]
”Denne form
for musik – metal, hard rock, eller hvad man nu vælger at kalde den – har lidt
døden efter tusindvis af hug i de seneste år. Den måtte gå under jorden, og det
er på høje tid, at nogen trækker den op i dagslyset igen. Det er her, Iron
Maiden kommer ind i billedet.”
Den bramfrie
udtalelse kommer fra Iron Maidens sanger, Bruce Dickinson, en mand, der ellers
er udstyret med en typisk britisk jordbundethed. Men heavy metal-eksperter
verden over ved godt, Dickinson har ret. Godt nok tyder alt på, at den hårde
rock igen er in vogue: I USA hitter Korn og alle de neometalliske fusionsbands
stort, i Tyskland er hitlisterne pakket med hård rock i diverse afskygninger,
og i Sverige er Peter Tägtgren blevet stjerne med sit Pain-projekt, mens
Hardcore Superstar tog hjemlandet med storm og solgte mere end 10.000
eksemplarer af deres nyeste album, ”Bad Sneakers And A Pina Colada” – på mindre
end en uge!
Men der er
stadig langt op til heavy-genrens storhedstid i 1980’erne, og hvis den
klassiske heavy metal for alvor skal op fra undergrunden igen, kræver det en
blockbuster-succes fra et af de store bands. Der kræves en plade, der kan rejse
sig som en milepæl i stil med Iron Maidens eget 1982-album ”The Number Of The
Beast”.
Og nu her,
hvor det ikke lader til, at Metallica vil kendes ved metalscenen, og hvor
hverken Black Sabbath- eller Kiss-genforeningerne bar de store kunstneriske
frugter, og hvor Judas Priests comeback-album, ”Jugulator”, viste sig at være
for hård kost for gruppens aldrende fans, kan miraklet kun komme fra – Iron
Maiden. Derfor har forventningerne til bandets nye (og tolvte!) studiealbum, ”Brave
New World”, også været nærmest hysteriske. Og Iron Maiden smider da også benzin
på bålet ved som sande genrekonger at kalde deres kommende turné for: ”METAL
2000”!
Om ”Brave New
World” indfrier forventningerne, og om den kan gennemtrumfe det metalrockens
tidehverv, som mange drømmer om, vil tiden vise.
Men det var i
hvert fald en både stolt og tilfreds Janick Gers, der ringede NRG op i
begyndelsen af april. Gers sprudlede – ligesom de fire numre, NRG allernådigst
havde fået lov at høre på forhånd – ligefrem af energi.
- ”Brave New World” lader til at være det
bedste album, som Iron Maiden har udgivet i lang tid.
”Vi er meget
glade for det. Jeg er meget glad for alle vores plader. Vi har aldrig gået ud
og sagt, at ’dette er det bedste album, vi nogensinde har lavet.’ Det gør andre
bands, og det, synes jeg, er forkert. Vi lavede det bedste album, som vi kunne
lave på dette tidspunkt. Vi er meget, meget stolte af det, og vi håber, at alle
nyder det.”
- I lyder meget mere inspirerede, end I
har gjort i årevis.
”Det føles i
hvert fald rigtig godt. Vi drog på en turné [”Ed Hunter”-turnéen, hvor Bruce
Dickinson og guitaristen Adrian Smith blev genforenet med Iron Maiden i 1999 –
red.], vi turnerede tværs over Amerika, og vi lavede en lille turné i Europa.
Postyret omkring bandet var fuldstændig utroligt. Vi kom tilbage fra turnéen og
gik direkte i studiet. Og jeg tror, at det er derfor, vi fik sådan en fed lyd.
Der var stor begejstring omkring hele projektet. Det føltes godt.”
- Da I skrev sangene til ”Brave New
World”, var I så ude på at være nyskabende, eller ønskede I bare at følge Iron
Maiden-traditionen?
”Jeg tror
ikke, at det er et spørgsmål om at følge en tradition. Jeg mener, at hver gang
man laver et album, så er det et udtryk for, hvor bandet befinder sig på det
bestemte tidspunkt. Vi går bare i studiet, og vi forsøger ikke at have nogen
forudfattede ideer. Vi går bare ind og forsøger at lave det bedste album, vi
kan lave. Vi prøver ikke på at få det til at lyde som Iron Maiden. Det kommer
bare til at lyde som Iron Maiden. Vi ønskede at lave det bedste album, som vi
overhovedet kunne lave, og jeg mener, at vi havde heldet med os.”
PLADESELSKABET DESPERAT
- Hvorfor valgte I Kevin Shirley som
producer?
”Vi besluttede
os for at skifte studie. Det har Maiden også gjort tidligere, de har indspillet
en del på Bahama-Øerne [”Piece Of Mind (’83), ”Powerslave” (’84), ”Somewhere In
Time” (’86) – red.], og så flyttede de til Musicland i München, Tyskland
[”Seventh Son Of A Seventh Son” (’88) – red.], og hvad ved jeg. Det er godt at
skifte studie en gang imellem for at holde begejstringen oppe. Og så besluttede
vi os også for at bruge en ny producer. Kevin har arbejdet med en masse
forskellige bands. Hans musikalske evner er ret alsidige. Han har arbejdet med
Aerosmith, Jimmy Page, Silverchair og Journey [ikke at forglemme Dream Theater
og Black Crowes – red.], så det er mange forskellige former for musik, han har
arbejdet med. Og det album, som vi ønskede at lave, følte vi, skulle være alsidigt.
Så han passede bare perfekt.”
- Hvor meget blandede pladeselskabet sig
i sangskrivningen og indspilningen af albummet?
”Det er meget
enkelt: de blandede sig slet ikke. Helt bogstaveligt. Vi gør det, vi har lyst
til. Og det har vi altid gjort. Vi er et af de få bands, som aldrig går på
kompromis på det plan. De får ikke lov til at høre det, før det er færdigt. Vi
har kontrakt med John Kalodners [amerikansk heavy metal- og hard rock-mogul –
red.] selskab i Amerika, Sony-Columbia. Han var helt desperat efter at høre de
nye numre, men vi ville ikke spille noget for ham, før vi var helt færdige.
Hvis vi lader folk blande sig, er det ikke Iron Maiden længere. Jeg mener, at
forskellen mellem en producer som Kevin Shirley og ”Mutt” Lange [AC/DC, Def
Leppard etc.] er, at ”Mutt” Lange kommer ind og forsøger at skrive dele af
sangene. Men sådan er Kevin ikke. Det eneste, Kevin egentlig gjorde, var at
forsøge at fange lyden af Iron Maiden og optage den på bånd. Det lyder meget
simpelt, men det er faktisk meget svært. Og jeg mener, at han har opnået det
med dette album.”
INGEN POPSINGLER
- I har valgt sangen ”The Wicker Man” som
første single. Det er ikke så indlysende et singlevalg som f.eks. ”Run To The
Hills” (iørefaldende maiden-single fra ’82), er det?
”Helt ærligt,
så ser vi os ikke tilbage. Da vi blev gendannet, sagde vi fra starten af, at vi
ville prøve at gå forlæns, ikke baglæns. Vi følte, at vi virkelig ønskede at
føre bandet et skridt fremad, og ikke gå tilbage til det, vi havde lavet i
fortiden. Og jeg mener, at ”The Wicker Man” er en fængende sang – det er det i
hvert fald i mine øren. Og den var velegnet til at være den første single. Og
det er åbningsnummeret på albummet. Den er et fint udtryk for, hvor bandet er i
øjeblikket.”
”Vi tog til
Los Angeles og lavede en video til sangen sammen med instruktøren Dean Karr.
Han har arbejdet med Marilyn Manson og Ozzy Osbourne [Karr har også lavet
coveret til Slipknots debutalbum og videoer til bl.a. Deftones og Cypress Hill
– red.]. Det var skide sjovt, vi optog videoen i løbet af en nat; jeg tror, vi
var oppe til kl. 6.30 om morgenen, hvor vi filmede udenfor i tordenvejr.
Videoen er fantastisk. Jeg er meget tilfreds med den, jeg synes, det er et godt
nummer for albummet. Og den er en god single. Det er umuligt at gå tilbage og
forsøge at skrive en ny ”Run To The Hills”. Jeg tror slet ikke, at vi kunne
gøre det. Jeg tror heller ikke, at Steve [Harris, bassist og bandboss] ønsker
at skrive en sådan sang nu om dage. Jeg tror, man skal være stolt af det, man har
lavet i fortiden, men man må se at komme videre.”
- Så I forsøger ikke med forsæt at skrive
sange, der er velegnede som singler?
”Nej, det tror
jeg ikke, at vi nogensinde har gjort. ”Be Quick Or Be Dead” fra ”Fear Of The
Dark” [’92] er ikke en ’bona fide’ single som sådan. Og hvis man ser på ”Man On
The Edge” fra ”The X-Factor” [’95], så var det jo heller ikke ligefrem nogen
popsingle. Jeg tror ikke, at Iron Maiden er i stand til at skrive en popsingle.
Og når det kommer til stykket, så spiller radiostationerne os alligevel kun
sjældent, og så er det jo omsonst. Jeg mener bare, at vi ikke må lade os rokke
fra vores overbevisning, men fortsætte med at lave det, vi tror på. Og jeg
mener, at vi er et af de få bands, som har gjort det i årenes løb.”
- I har ikke forandret jer meget i tidens
løb. Metallica, f.eks., har jo skiftet radikalt stil …
”Jeg mener, at
vi har forandret os! Jeg mener, at hvis man lytter til f.eks. ”Kilers” [’81] og
så sætter ”The X-Factor” på, så er der en fandens stor forskel, der er en
udvikling. Jeg ser ”Brave New World” som en udvikling i forhold til de to
forrige albums. Den er et skridt fremad for bandet. Jeg synes, det er et meget
progressivt album. Hvis man lytter til ”Seventh Son Of A Seventh Son” og så
bagefter sætter ”Somewhere In Time” på, så er det to helt forskellige albums.
Folk siger, at Maiden lyder som altid. Vi har en meget solid lyd, som er Iron Maiden,
men hvert album er for mig forskelligt fra de andre. Men hvis du spørger os, om
vi ville skifte stil, så vil jeg kategorisk sige: ’NEJ!’ For vi kan li’ at
spille, som vi gør. Hvis nogen kommer anstigende og siger: ’Hvis I spiller lidt
anderledes, gør musikken lidt mere poppet og radiovenlig, så kan i sælge 15
millioner albums,’ så ønskede jeg personligt ikke at gøre det. Jeg ville sige:
’Lad os fortsætte med det, vi gør, og være dem, vi er, for så er vi i det
mindste ærlige.’”
- Er ”The Wicker Man” inspireret af Robin
Hardys film ”The Wicker Man” fra 1973?
”Ja, den er
løst baseret på filmen. Meget løst. Bruce skrev teksten til den. Vi har dyrket
den film i et stykke tid. Det er en slags hedensk film [der indgår bl.a. sexmagi,
menneskeofringer og afbrænding af en kæmpe GOG-dukke – red.]. Det er en
temmelig interessant film. Det er en b-film, men jeg synes, den holder; det er
en underlig film. Sagen med Maiden er, at man kan skrive om poesi, om bøger, om
film, man kan skrive om hvad som helst. Der er ingen reglementer, der siger,
hvordan vi skal skrive, og hvad vi skal skrive om. Det kan bogstaveligt talt
være om hvad som helst.”
- Albumtitlen er ”Brave New World”.
”Ja, igen, den
er løst baseret på bogen ”Brave New World” [1932].”
- Af Aldous Huxley (1894-1963)?
”Ja, ”The
Doors Of Perceptions” [titlen på en Huxey-bog om bevidsthedsudviklende stoffer;
titlen er stjålet fra den engelske mystiker William Blake, der i sit hovedværk
”The Marriage Of Heaven And Hell” (1790) påstod: ’Hvis erkendelsens døre blev
renset, ville alt vise sig for mennesket, som det er, nemlig uendeligt.’ Det er
også herfra, 1960’er-bandet The Doors havde deres navn – red.].
- Er det en science fiction-sang?
”Hvis du vil
nærmere ind på teksten, må du tale med Bruce. Jeg føler, at albumtitlen er
opløftende. Vi fortsætter, vi er seks mand i bandet nu, hvor Adrian og Bruce er
tilbage. Det føles godt. Det er en fager ny tid for os. Vi føler os godt
tilpas. Vi har lavet et album, som vi er meget, meget stolte af. Jeg synes, det
er et progressivt album, der er drevet af den kraft, som Maiden har haft fra
starten. Jeg synes, det er en positiv titel. Den er opløftende.”
- Huxleys bog er ikke særlig opløftende
(en dyster fremtidsvision om et totalitært samfund med dopede og klonede
mennesker).
”Nej, det er
sandt. Den er faktisk noget af en nedtur.”
METALGENRENS FRELSERE?
- Har du nogle yndlingssange på pladen?
”Jeg holder af
dem alle. ”Blood Brothers” er en utrolig sang. Det er en personlig sag, som
Steve har skrevet; den handler om hans far. Der er et nummer, som hedder ”Dream
Of Mirrors”, der vil fungere fantastisk live. Den er jeg meget begejstret for.
Men egentlig er jeg vild med alle sangene. De er ligesom børn, jeg holder af
dem alle sammen.”
- Ser du på ”Brave New World” som bare et
almindeligt Iron Maiden-album, eller mener du, at det er en særlig vigtig plade
for jer?
”Jeg føler, at
det er et meget vigtigt album. Vi tror meget stærkt på det. Men med tiden, om
en to-tre år, kan man se på det med lidt større perspektiv.”
- Mener du, at ”Brave New World” er et
album, der er vigtigt for hard rock- og heavy metal-scenen generelt?
”Det kan jeg
ikke rigtig kommentere. Jeg mener ikke, at vi er de der bannerførende,
hurrapatriotiske heavy metal-folk, vi sommetider fremstilles som. Jeg mener
bare, vi spiller vores musik. Vi er Iron Maiden, og vi foregiver ikke at være
noget som helst andet end Iron Maiden. Og held og lykke til alle andre bands.
Så længe de tror på det, de laver, så Gud velsigne dem. Jeg foregiver ikke at
være leder af en bestemt musikgenre. Jeg er ikke så sikker på, at vi er
bannerførere inden for heavy metal. Vi er bare Iron Maiden, og vi kan ikke tale
på andres vegne.”
- Så du ser ikke Iron Maiden som heavy
metal-genrens frelsere?
”Egentlig
ikke. Men hvis heavy metal ønsker at blive frelst, så er det selvfølgelig i
orden. Men jeg havde det bestemt ikke i tankerne, da vi indspillede pladen.”
- For nyligt udtalte Rob Halford
(ex-sanger i Judas Priest) i et interview i det tyske blad Rock Hard, at den
klassiske heavy metal blev defineret tilbage i 1970’erne og 1980’erne …
”Jeg synes,
han har ret. Jeg må erklære mig enig med ham. Så længe der er melodi i det, kan
jeg værdsætte musik. Hvis det ikke er melodisk, hvis sangeren ikke kan synge,
og han kun laver gutturale lyde, så tænder det mig ikke. Jeg voksede op med
nogle store sangere, jeg lyttede til Ian Gillan [Deep Purple], Robert Plant [Led
Zeppelin] og Paul Rodgers [Free og Bad Company], og jeg synes, vi var heldige
at have disse sangere i 1970’erne. Jeg mener, at påvirkningerne kommer fra dem.
Så jeg mener, at Rob har ret.”
- Rob sagde også, at det ikke længere er
muligt at lave noget fuldstændigt nyt med metalgenren. Er du enig?
”Vi forsøger. Vi
prøver hele tiden at gå nye veje og bringe nye ideer ind i musikken. Hvis jeg
ikke længere følte, at vi kunne gøre det, ville jeg give op. Jeg føler altid,
at vi kan lave noget nyt. Og det mener jeg også, at vi har gjort med ”Brave New
World”.” \m/