Jeg er parat til at dræbe

”I modsætning til de kristne, der fortrænger den mørke side i deres indre, accepterer vi vores mørke sider,” hævdede Dissections Jon Nödtveidt i 1995. Historien viste, at han talte sandt.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 3, primo 1996)

Dissection: Måske Europas bedstspillende death metal-band.

[Baggrund: Nedenstående interview blev lavet på en metalfestival i Ålborg i 1995. Interviewet gav indtryk af, at Nödtveidt & Co. var meget seriøse – både med deres musik og med deres religion. Et par af Nödtveidts udtalelser får en ekstra skygge af sort alvor, når man læser dem i lyset af de tragiske begivenheder, der fulgte i hhv. 1997 og 2006. Folk, der er interesserede i tragedierne, kan læse nærmere her. Interviewartiklen blev bragt i NRG og kan læses under denne intro.]

I 1993 udkom et album, der skabte stor opstandelse i den sorte metalundergrund. Albummet hed ”The Somberlain”, og ophavsmændene til pladen var svenske Dissection. Stilen var en kryptisk krydsning mellem death metal og black metal, og Dissection kaldte selv deres melodiske og teknisk ferme musik for en ”Metallic Black Symphony Of Death”.

Alle medlemmer i Dissection er dygtige musikere, og teknisk er Dissection et af Skandinaviens – måske også Europas – bedst spillende dødsmetalbands.

”Vi er vældig dedikerede til musikken,” fortæller bandleder og lead guitarist/vokalist Jon Nödtveidt.

”Death metal er en livsstil for os. Musikken er den kreative side, og teksterne er den filosofiske side. Og vi tager det vældig seriøst, det er vores skæbne at spille death metal.”

At denne skæbnesnak ikke bare er tomme bravader, kan man høre på Dissections aktuelle album, ”Storm of The Light’s Bane”, der er en både storladen og sortladen dødsmetalplade, hvor numrene spilles med t’ai chi-agtig præcision.

Især på ”The Somberlain”-albummet, men også på bl.a. ”Thorns Of Crimson Death” og titelnummeret fra ”Storm Of The Light’s Bane” kan der spores inspiration fra danske Mercyful Fate.

”Ja, det er et band, som har betydet meget for os. Men vi har også rødder i tidlig heavy metal som Iron Maiden, Judas Priest, Manowar og gammelt thrash metal. Vi er dog ikke kun inspireret af metal, men af alt, som, vi synes, er godt. Det kan være alt lige fra obskur synth-musik, industrielle, ambiente sager til skræk-filmsoundtracks og klassisk musik,” afslører Nödtveidt, der også synes, at Celtic Frost, Slayer og helt gamle bands som Deep Purple, Black Sabbath og Rainbow er ”jävlig bra.”

For Dissection stod mørket for styrke.

TRANSSYLVANSK MYSTIK

Titlen på Dissections debutalbum er omgærdet med en vis mystik. Nödtveidt forklarer:

”Det er svært at beskrive kortfattet i et interview, for der ligger vældig meget bag ved den titel. Men Somberlain er navnet på den person, som titelnummeret handler om. Sangen er en vision om døden og hvad, der hænder efter døden for den person, som sangen handler om. Han kommer til en dimension, som han hersker over – man kan kalde det en dimension af helvede. Vores tekster er vel mere eller mindre tanker, funderinger og visioner angående døden. Døden er en uudtømmelig inspirationskilde.”

inde i omslagsheftet til ”The Somberlain” er der et smukt og meget gotisk fotografi af en borg, der toner frem på en baggrund af tunge, truende skyer.

”Det er Castle Dran i Transsylvanien. Vi syntes godt om billedet, det er vældig mørkt. Transsylvanien har været omgivet af så megen mystik i årenes løb pga. alle beretningerne om Dracula og vampyrer. Der fandtes jo en rigtig Dracula, Vlad Tepes, og Elisabeth Bathory – hun boede dog ikke i Transsylvanien, men i Karpaterne. Jeg har læst meget om det og finder det temmelig interesssant. Det er ting, der ikke så velkende her i Norden. Mennesker som Vlad Tepes [blodtørstig fyrste af Valakiet i det 15. århundrede, fik tilnavnet Spidderen, fordi han yndede at spidde sine ofre på pæle] og Elisabeth Bathory [grevinde, der i 1611 blev muret inde i sit slots tårnværelse, efter at hun havde myrdet og torteret 650 jomfruer, i hvis blod hun badede for at bevare sin hensygnende skønhed] er ’jävlig’ bizarre,” beretter Nödtveidt.

ERKLÆRET SATANIST

I Dissections tekster tales der om mørkets kamp mod lyset. Lyset symboliserer Kristus, mens Satan symboliseres af mørket. Det er også Satan, der hyldes som lysets banemand i titlen på Dissections nye album.

”Det er jo en definitionssag, hvordan man opfatter lys og mørke. For mig betyder kristendom svaghed, og mørket styrke,” forklarer Dissections ankermand, som er erklæret satanist, og som henter inspiration fra forskellige okkulte øvelser som f.eks. astralrejser. Som okkultist er Nödtveidt dog beskeden:

”Jeg må hellere pointere, at jeg ikke ser mig selv som en stor magiker. Det er bare en interesse, som jeg bruger en masse tid på, og inden så længe er jeg vel mere eller mindre novice. Men det er jo en livslang læreproces.”

”Det er en personlig livsanskuelse,” siger Nödtveidt om satanismen. ”Vi anvender ikke satanismen som et image for bandet, som mange andre black metal-bands gør. Satanismen gennemsyrer givetvis teksterne, og musikken er vældig mørk, men som band er det musikken, der kommer i første række.”

”I modsætning til de kristne, der fortrænger den mørke side i deres indre, accepterer vi vores mørke sider,” erklærer Nödtveidt. ”Jeg tror meget mere på et ondskabsfuldt standpunkt med klarsyn i stedet for forblindet kærlighed og en tro på, at hele verden kan blive et slags paradis. Det er jo fuldkommen vanvittigt at have en sådan opfattelse, det er jo bare en idiots drømme.”

Dissections krigsførelse mod kristendommen er åndelig. Men: ”Givetvis er jeg parat til at dræbe. Personligt er jeg parat til at kæmpe for det, jeg står for, i stedet for at acceptere underkastelsen,” hævder Nödtveidt, der – selvom han er en notabilitet i black metal-kredse – ikke tillægger den norske Black Metal Mafias kirkebrande den store betydning i kampen mod kristendommen.

”At brænde en kirke eller tyve fjerner jo ikke kristendommen. Men jeg bliver heller ikke specielt ked af det, når de brænder kirker i Norge. Spørgsmålet er, om man vil risikere en fængselsdom bare for at brænde en kirke. Folk, der brænder kirker, skal ikke nedgøres på nogen måde, men det har jo ikke den store effekt. Jo, et band som Burzum får en masse 14-årige fans, som synes, det er ’jätte tufft’. Men er man seriøs, så sætter man ikke sin frihed over styr med småting.” \m/

Nyt spændende Dissection Forum findes her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama