Det er bedre at smadre koncertsale end at slås i gaderne

Synkron-headbanging. Fårehundefrisurer. Og fart og tempo. Status Quo var en slags forløbere for speed metal og andre former for knald-på-metal.

Status Quo nikkede skaller på coveret til "Piledriver" (1972).

”In The Army Now” og ”Marguerita Time”. Nej, det er ikke ligefrem noget, der giver Rifferamas læsere gode minder om frenetisk headbanging og knytnæver, der jages pumpende i vejret. Ikke desto mindre var Status Quo en slags forløbere for speed metal og andre former for knald-på-metal.

For mennesker, der er årtier yngre end mig (jeg er årgang 1962), lyder det sikkert som mundlort. Men længe før Status Quo begyndte at udgyde popmuzak, som bankelever kunne skråle med på, spillede gruppen rigtig sej heavy rock. Melodisk, javel, og med et boogie-beat, der var så fodstampende bastant, at man skulle tro, at musikken blev pacet frem af bissende bøfler.

Der har næppe eksisteret en musik, der er mere velegnet til headbanging end de gamle Status Quo-plader fra 1970’erne. Og jeg har en mistanke om, at headbanger-kulten for alvor startede med Status Quo. Man kan ligefrem se det på gruppens pladecovers, hvor guitaristerne Francis Rossi og Rick Parfitt og bassisten Alan Lancaster står linet op i en slagorden, mens de flår i hegnet og kaster hovedet frem og tilbage, så mankerne står i kaskader omkring deres hoveder. I baggrunden skimtes John Coghlan bag trommerne, komplet med fårehundefrisure og moustache.

Det var bad boy boogie, før AC/DC slog igennem. Det var festen som ungdomsoprør. Talløse timer brugte vi rødder på at sidder med bajere på bordet, mens vi rystede med hovedet i takt til ”Big Fat Mama”, ”Roll Over Lay Down”, ”Is There A Better Way”, ”Again And Again” og alle de andre betonrock-schlagere, som Status Quo efterlod sig i vores pladesamlinger.

Status Quo var lydspor til biker-
kulturen. 

VI ER IKKE VOLDELIGE

Status Quo var lydsporet til den ungdomskultur, der opstod omkring motorcykler og udborede knallerter. Læderjakker og denimveste med påsyede mærker: Yamahas, Hondas, Suzukis og Kawaskis logoer prydede vores skuldre og rygge. Ofte med angivelse af, hvor mange kubik vores køretøj havde. Status Quo var biker-rock. Men de var mere end det.

Status Quo var lyden af ”fuck you”, før Sex Pistols stak en langemand i fjæset på autoriteterne. Fans af Sex Pistols og andre punkgrupper i 1977 og frem var berygtede for hærværk på spillestederne. Men det var en gammel nyhed for Status Quo.

Status Quo var rock for den rastløse ungdom, for de utilpassede. Rock for unge, der ellers ville brænde inde med deres afmagt og frustrationer. Rock, der afspejlede den indre uro, som virkelig levende unge mænd og drenge har følt lige siden, mennesket blev ”civiliseret”.

Status Quo har ganske givet stimuleret en del udiagnosticeret ADHD i 1970’erne. Ofte lå koncertsalene i ruiner, efter at Status Quo havde forladt scenen. Det gav Status Quo et ry for at være voldelige. Det benægtede Francis Rossi. I magasinet Melody Maker (10. januar 1976) udtalte han:

”Hvis det er det, du kalder vold, så synes jeg, det er godt. Jeg vil hellere se smadrede stole end slagsmål. Jeg hader slagsmål. Vi har alle sammen været oppe at slås. Men alle kan slå et andet menneske ihjel. Personligt er jeg nem at vælte omkuld – men jeg kan myrde ligeså let som alle andre. Bare fordi en fyr er større end mig, er han ikke nødvendigvis bedre end mig. Fint nok, han kan slå mig i gulvet, men han dør på nøjagtig samme måde som mig. Man kan holde hans hoved under vandhanen på badeværelset, og så er han færdig. Måske er det en sjov måde at betragte det på, men selvom det koster os penge, når vores fans ødelægger de spillesteder, så foretrækker jeg det, fremfor at de slås ude i gaderne.”

Rødder kunne forholde sig til budskabet i
"Break The Rules".

RØDDER VIL IKKE HAVE FRED, MEN ACTION

Udtalelser som Rossis var selvfølgelig volapyk for borgerdyrene såvel som for den venstresnoede kulturelite. Og sådan skulle det være. Heavy rocken var i opposition. Den var ikke kun en modkultur til den stive borgerlighed, den var også en modkultur til 1968’ernes modkultur med al dens pis om fred og blomstermagt.

Flower power gav ikke mening, når man var en rebel, hvis krop værkede med begejstring over Status Quos ”Break The Rules”. Langhårede fyre i læderjakker havde lettere ved at identificere sig med det, som Status Quo sang i singlehittet ”Wild Side Of Life”, end i en masse pladder om kærlighed.

Heavy-grupper som Status Quo repræsenterede måske nok en form for eskapisme, en form for virkelighedsflugt, men de var også for store realister til at bilde deres fans ind, at denne verden kan blive et paradis af fred og fordragelighed, pipfugle og blomster.

Og når man er en rod, vil man som bekendt ikke have fred. Man vi have action, gang i den. Status Quo var lig med action. Den direkte overgang mellem ”Backwater” og ”Just Take Me” gav cirka samme oplevelse, som hvis man sad i en Ford Capri, når sømmet blev sparket i bund (jeg taler af erfaring!).

"Down Down" hærgede hitlisterne i 1974-75. For mange
unge blev Status Quos hits indfaldsvejen til den aller-
hårdeste heavy rock.

FANTASTISKE MULIGHEDER I HEAVY ROCK

Når jeg genhører min gamle vinylskive med albummet ”Quo” (1974), bliver jeg slået af forundring. Al den musikalske legesyge! Man forstår, hvorfor man kaldte heavy rocken for riff-rock i 1970’erne. På dette album vælter Status Quo sig i de fedeste riffs, de hugger dem ud i granit med hårde rytmeslag. Og de sætter trumf på med frække breaks og flabede guitarsoli ad libitum.

Det hele spilles så millimeter-præcist og med sådan en intensitet, at heavy-forfatteren Martin Popoff i ”The Collector’s Guide To Heavy Metal” (1997) sammenligner Status Quos spillestil med zenbuddhismen. Status Quo spillede kriminelt simpelt, men med en religiøs disciplin, så hele universet kom i svingninger omkring dem.

Lyt bare til starten af sangen ”Backwater”, der åbner ”Quo”. Det er lyden af et band, der lige har opdaget, hvilke fantastiske muligheder der er i denne nye musikform, som herhjemme fik øgenavnet betonrock. ”Verden ligger åben for os,” må Status have tænkt, og så gik de ellers i gang med at rocke henover jordkloden.

”Rockin’ All Over The World” hed et af deres hits. Og dem havde Francis Rossi & Co. mange af. For Status Quo kunne skrive sange, der appellerede bredt. ”Down Down” og ”Whatever You Want” har alle rigtige rockfans vist hørt.

Kerberos' bror.

EN HELVEDESHUND MED TO HOVEDER

Status Quo var langsomme startere. De havde identitetskriser, før de fandt frem til deres egen stil (som de så desværre droppede i 1980’erne). Først tågede de rundt i noget eftersnakkende psykedelisk beat i slutningen af 1960’erne, hvor de hittede med ”Pictures Of Matchstick Men”.

Men med albummet ”Dog Of Two Head” (1971) fandt Status Quo deres sande jeg som heavy rockere. Albumtitlen er for resten et tidligt eksempel på den hårde rocks flirt med død og kaos. Den tohovedede køter er formentlig Orth(r)os, en bror til helvedeshunden Kerberos fra den græske mytologi. Traditionen med at have flerhovedede hunde på coveret fortsatte Tank og The Rods i 1980’erne. Og motivet er selvfølgelig også dukket op inden for black metal, f.eks. hos tyske Cerberos.

Status Quo var et hyperaktivt band – Rossi, Parfitt, Lancaster og Coghlan bliver ikke for ingenting kaldt The Frantic Four. Der var fart og tempo over mange af deres numre. Og bandet kørte på med krum hals: album fulgte turné fulgte album fulgte turné fulgte album i én uendelighed. Det gjorde Status Quo til et tætsammenspillet band, hvis plader sprudlede af livskraft. Men det høje tempo sløvede også kvalitetskontrollen, og – det må indrømmes: der er en del fyld på deres albums, selv på ”On The Level” (1975) og ”Blue For You” (1976).

Det var altså ikke kun musikken, der svingede. Det gjorde kvaliteten også. Jeg husker den dag, jeg i triumf hjembragte mit eksemplar af den nys udsendte ”If You Can’t Stand The Heat” (1978) for at finde ud af, at der var to voldfede numre på side 1 … og nul på side 2. Sikken nedtur set i forhold til hovedværket ”Quo”, hvor der ikke var mange skæringer, hvor man kunne hvile headbanger-musklerne.

Status Quo kørte pul på deres musikalske formel. Deres musik ændrede sig ikke meget fra 1971 til 1979, hvor en hel ny, sulten generation af britiske heavy metal-bands (The New Wave Of British Heavy Metal) pludselig fik Status Quo til at lyde meget gammeldags. Dét problem klarede Rossi & Co. fikst ved at gå pop og levere hit på hit i tidens toneklang. For mange gamle fans blev ”In The Army Now” en hadesang.

Anyways, tilbage i 1970’erne gik jeg som regel rundt med et kassettebånd i brystlommen. En overgang rummede kassetten et båndmix med Status Quo-rockere, som jeg brugte forskellige former for diplomati, pression og bestikkelse for at få spillet, hvor jeg kom frem (det var længe før walkmen, iPods og mobiltelefoner). Jeg husker ikke præcist, hvad der var på båndet, men det kunne have set sådan her ud … værsgo’:

STATUS QUO’S FILTHY FIFTEEN

1. ”Paper Plane” (fra ”Piledriver”, 1972)

2. ”Roll Over Lay Down” (fra ”Hello!”, 1973)

3. ”Blue Eyed Lady” (fra ”Hello!”, 1973)

4. ”Caroline” (fra ”Hello!”, 1973)

5. ”Backwater” (fra ”Quo”, 1974)

6. ”Just Take Me” (fra ”Quo”, 1974)

7. ”Drifting Away” (fra ”Quo”, 1974)

8. ”Down Down” (fra ”On The Level”, 1975)

9. ”Is There A Better Way” (fra ”Blue For You”, 1976)

10. ”Mystery Song” (fra ”Blue For You”, 1976)

11. ”Rain” (fra ”Blue For You”, 1976)

12. ”Big Fat Mama” (fra ”Quo + Live!”, 1977)

13. ”Let’s Ride” (fra ”Rockin’ All Over The World”, 1977)

14. ”Again And Again” (fra ”If You Can’t Stand The Heat”, 1978)

15. ”Whatever You Want” (fra ”Whatever You Want”, 1979)  \m/

Synkron-headbanging på indercoveret til "Blue For You" (1976).