Med stilethæle på fødderne og mord i øjnene

Hun er en af de vildeste kvinder i rockhistorien. Hun skød med riffel og inspirerede alt fra punk rockere til black metal-ekstremister.

Grace Slick, som hun så ud på indercoveret til "Welcome To The Wrecking Ball".

Sjældent. Cirka ligeså sjældent som en snestorm i Athen. Så sjældent skete det, at Danmarks Radio spillede et ægte røvsparkende rocknummer tilbage i 1970’erne og de tidlige 1980’ere. Heavy rocken – eller betonrocken, som den blev kaldt på dansk – var nærmest sortlistet blandt DRs discjockeyer. Punken blev også tiet ihjel – i hvert fald indtil den blev tam og akademisk og blev til såkaldt new wave.

Men en vinteraften i starten af 1981 skete det altså. DJ’en på P3’s aftenflade satte sit gode navn og rygte over styr: han spillede titelnummeret fra Grace Slicks tredje soloalbum, ”Welcome To The Wrecking Ball” (udsendt i januar 1981).

TORTURINSTRUMENT I KÆLDEREN

Grace Slick? ”Hvem er hun?” tænker de fleste Rifferama-læsere sikkert.

Grace Slick var blikfang og vokal-valkyrie i Jefferson Airplane, et af de mest markante amerikanske bands fra hippie-æraen. Jefferson Airplane havde base i hippie-paradiset San Francisco, og bandet, der spillede psykedelisk rock, optrådte på Woodstock og alle de andre store hippie-festivaler.

På mange måder var de første støjende heavy-bands (Blue Cheer, The Stooges, MC5, Bloodrock, Grand Funk, Black Sabbath etc.) selve antitesen til datidens hippie-musik med dens budskab om blomsterfred.

Men der var forskel på hippier. Jefferson Airplane malede ikke deres hovedkvarter i strålende, glade blomsterkulører. Nej, Jefferson Airplane malede deres hovedkvarter sort. De installerede et middelalderligt torturinstrument i deres kælder. Guitaristen kørte på motorcykel, og sangerinden Grace Slick købte sig en riffel og forlystede sig med at plaffe løs fra Jefferson-hovedkvarterets vinduer.

Grace Slick var tidligere fotomodel – hun var smuk som en gudinde. Og ind imellem var der, ahem, krop bag, når hun førte sig frem med provokerende nøgenhed. Slick var også politisk radikal, og hun talte gerne magten midt imod. Men bedst af alt: Grace Slick havde et kraftfuld stemme plus masser af attitude. Slick var i besiddelse af en ph.d. i fuck you. Jefferson Airplane var hippie-musik med kant.

Også musikalsk. Når man genhører Jefferson Airplanes gamle plader, udsættes man for forskellige former for syrerock. Men ind imellem flås lydbilledet i stykker af proto-heavy rock. Altså: elektriske stød af forvrængede guitarer.

HVID KANIN BLEV TIL EN SORT GED

Grrrr ...

Meget passende har In The Woods … (et avantgarde-metalband fra udkanten af 1990’ernes norske black metal-scene) indspillet en mørk version af Jefferson Airplanes store hit fra 1967, ”White Rabbit” (skrevet af Grace Slick!). ”White Rabbit” er et syret nummer, hvor Grace Slick gentager mantraet: ”Feed your head”. Det er bevidsthedsudvidende musik, der drives frem af militante, ”Bolero”-agtige trommer.

Et utal af grupper har spillet coverversioner af ”White Rabbit”, bl.a. punk-pionererne The Damned og alternativ-gruppen Smashing Pumpkins. Andre metalbands, såsom Lizzy Borden, har også prøvet kræfter med sangen, som black metal-gruppen Wind Of The Black Mountains tilmed har fordrejet til ”Black Goat”.

Så det er måske på tide, at Jefferson Airplane (og dermed Grace Slick!) bliver skrevet ind i hårdrock-historien. Det var i hvert fald det indtryk, jeg fik hin vinteraften i 1981, hvor Grace Slicks ”Wrecking Ball” pludselig drønede ud af højttalerne.

Jeg var heldig at få det meste af nummeret optaget på min kassette-båndoptager – og som så mange andre bånd fra dengang spillede jeg nummeret ihjel. Og glemte senere alt om Grace Slicks ”Wrecking Ball”.

Indtil forleden, hvor jeg læste en artikel om Jefferson Airplane-sangerinden i magasinet Classic Rock. Det gav ikke så meget lyst til at høre ”White Rabbit”, ”Somebody To Love” og de andre travere fra hippie-tiden. Nej, jeg klikkede ind på Youtube for at høre ”Wrecking Ball”.

Et glædeligt genhør, komplet med sej lydeffekt fra trykluftboret, der hamrer løs på trommehinderne i slutningen af omkvædet. Bevares, det er ikke original sangskrivning – det er vist temmelig tidstypisk for amerikansk hårdrock i 1981.

Men det, der stadig blæser mig omkuld her godt 30 år senere, er den grrrr-arrige nerve i vokalen. Den stemme er STOR. Og man kan sagtens fornemme, hvorfor Grace Slick er blevet arresteret af panserne et utal af gange. Den kvinde er vild.

Grace Slick: blikfang og vokal-valkyrie. 

OVERSKRÆVS PÅ EN MURBRÆKKER

Vildskab, fare, lyst til at nedbryde. Det er, hvad omslaget til ”Welcome To The Wrecking Ball” signalerer. På indercoveret sidder Grace Slick overskrævs på en murbrækker med et par stænger dynamit i næven. Håret er touperet op i en hysterisk frisure. Der er stilethæle på hendes fødder, men der er mord i hendes øjne.

For resten er titelnummeret slet ikke den bedste skæring på ”Welcome To The Wrecking Ball”. Jens Jørn Gjedsted skriver i Politikens Rockleksikon (1992), at Grace Slick på albummet ”flirtede med heavyrock”. Det tror jeg.

Attituden på albummet er ét stort udråbstegn, og syren driver ned over tekstarket. Musikken er dramatisk og teatralsk og minder her og der om Alice Cooper og The Tubes. ”Welcome To The Wrecking Ball” var uden tvivl et af de bedste amerikanske albums, som udkom i 1981.

Senere hen kom Grace Slick ud i noget snavs med AOR-gruppen Starship (dem med det rædsomme hit ”We Built This City”). Grace har sagt bebe, og hun er i dag en sej, gråhåret dame, som delvist ernærer sig som kunstmaler. Hun har for stor selvrespekt til at gå på scenen og give den som røvvrikkende rockmama. Men hun har bevaret sin attitude. Der er stadig vid og bid i Grace Slick. For den kvinde er vild. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama