Før de blev konfekt på MTV, var Twisted Sister ligeså farlige som slangegift.
Artikel: Peter Béliath (Publiceret i Metalized nr. 92, juni/juli 2014)
Farlige! Man skulle ikke tro det, men der var engang, hvor Twisted Sister var cirka ligeså farlige som slangegift. De fem granvoksne fyre fra New Yorks baggårde spillede hårdt og primitivt. Og med et vist flair for iørefaldende melodier.
Der var muskler bag Twisted Sisters hårde rock. Og der var øretæver i luften, hvis rivaliserende bands svinede Dee Snider & Co. til i pressen. Manowar spillede smarte i et interview og sagde noget om Twisted Sister, de ikke skulle have sagt. Prompte udfordrede Twisted Sister rivalerne til nævekamp. Manowar kom til fornuft. De blev hjemme og sagde pænt undskyld.
Twisted Sisters tekster var konfrontatoriske og langede ud efter enhver form for borgerlighed. Det var enkel, men effektiv poesi, hvor Dee Snider af og til lånte en frase fra hårdkogt litteratur.
Dee Snider var ekspert i at vende det normale på hovedet: ”Det kan godt ske, at vi ser løjerlige ud i jeres øjne, men hvordan tror I, at I ser ud i mine øjne?” spurgte han ”the straights”, altså de åh så pæne mennesker, der pegede fingre ad Twisted Sisters outrerede look: stramtsiddende læderdragter med kulørte frynser garneret med grel Dame Edna-agtig make-up.
Twisted Sister kom fra de samme baggårde som New York Dolls og Kiss, og deres image var glamourøst på en hæslig måde. Selv afviste Dee Snider, at Twisted Sister var glam. De var hid – hid som i forkortelsen af hideous (hæslig).
Dee Sniders tekster var skrevet på en måde, så han kunne fungere som talerør for gruppens fans, der gik rundt og følte afmagt og vrede mod det bestående samfund. Dee Snider satte ord på alt det, der trykkede hos flokken af utilpassede rockfans, som Dee kaldte ”sick motherfuckers.” Når Dee sang: ”We walk the streets in tattered armies,” var det let for de tidlige 1980’eres metalfreaks at identificere sig med hæren i laser og pjalter (=de forrevne jeans og cowboyjakkerne, der var dekoreret med stofmærker med metalbands-logoer etc.).
Twisted Sister blev dannet helt tilbage i starten af 1970’erne. Bandet hærdede sig selv ved at spille i de mest beskidte amerikanske klubber, og deres musik trak på en gammel tradition fra dengang, den hårde rock endnu ikke havde splittet sig selv op i punk vs. metal. Jo, der var punk-attitude og -nerve over det tidlige Twisted Sister. Men musikken, der ikke lå milevidt fra Motörhead og Rose Tattoo, appellerede måske mere til bikere end til punks. ”Ride To Live, Live To Ride” hed en af Twisted Sisters motorcykel-schlagere.
Den egentlige pladedebut fik Twisted Sister i 1982 med ep’en Ruff Cuts, der gav en forsmag på Dee Snider & Co.’s meget personlige blanding af møgbeskidt punkmetal og melodiske hooklines.
Især England kogte af begejstring. Og det var da også bassisten og vildmanden Pete Way fra det engelske betonrock-band UFO, som producerede Twisted Sisters første album, Under The Blade (Secret, 1982). Pete Way var ikke ligefrem nogen stjerne-producer, og det var let at finde fejl og mangler ved lyden på debutalbummet. Men nerven var nogenlunde intakt, og selv efter nutidens standard er der vildskab i Dee Sniders vokal, når han i åbnings-nummeret ”What You Don’t Know Sure Can Hurt You” skriger: ”Don’t look to me for answers, honey / ’Cause I don’t want to lllliiiiiiiiiiiieeeee!”
Det var dog først med to’eren, You Can’t Stop Rock ’N’ Roll (Atlantic, 1983), at Twisted Sister fik deres gennembrud. Pladen fik kun en halvhjertet opbakning fra deres nye major label, Atlantic, men takket være singlehits som ”I Am (I’m Me)” og ”The Kids Are Back” solgte albummet til guld i både USA og Canada. Især maxi-udgaverne af de to singler var eftertragtede blandt fans, for de indeholdt liveoptagelser af numre fra det første album – sådan lød det VIRKELIGE Twisted Sister: livsfarligt!
Achtung! Succesen ødelagde på rekordtid Twisted Sister. De efterfølgende albums, Stay Hungry og Come Out And Play (Atlantic, hhv. 1984 og 1985), indeholdt mestendels harmløs poprock, og i videoerne til store MTV-hits som ”I Wanna Rock” plattede det helt ud for Dee Snider & Co. Budskabet i ”We’re Not Gonna Take It” blev modsagt af musikken – det var ungdomsoprør solgt som konsumvare. Og det blev endnu værre på Love Is For Suckers (Atlantic, 1987). I 1988 gjorde Twisted Sister verden en tjeneste: de gik i opløsning.
Som alle andre bands fra den epoke har Twisted Sister selvfølgelig ladet sig gendanne. Dee Snider, guitaristerne Jay Jay French og Eddie ”Fingers” Ojeda, bassisten Mark ”The Animal” Mendoza og trommeslageren A.J. Pero har dog været for kloge til at indspille nyt materiale (vi forbigår julealbummet fra 2006 i dybeste tavshed). De lever højt på nostalgien fra dengang, Twisted Sister blev voldspillet på MTV. Men forhåbentlig bliver der plads til et par numre fra dengang, Twisted Sister var farlige, når de går på Copenhells Helviti-scene den 12. juni 2014.
Edit: 20. marts 2015 døde trommeslageren A.J. Pero. Han blev erstattet af Mike Portnoy (ex-Dream Theater m.fl.). Twisted Sister spillede deres afskedskoncert den 12. november 2016 i Monterrey, Mexico. <13>
 |
| Artiklen, som den så ud i Metalized i forbindelse med Twisted Sisters optræden på Copenhell 2014. |
