Profeten Lemmy har ordet

Verdens førende hårdrockskribent har skrevet en biografi om Motörhead. Den er sjusket, men fyldt med vid og bid. Som fx denne udtalelse fra Lemmy:

”De brændte Beatles-plader offentligt. Der er det der berømte klip fra en radiostation i Alabama: ’Rock ’n’ roll skal væk! Tag alle dine Beatles-klenodier og smid dem de her steder i byen, og så kommer vi og samler dem sammen og brænder hele molevitten offentligt.’ Minder det om noget? Om hekse? Nogen, der skal hænges ud og have skylden” (side 116).

Hvis Motörhead flyttede ind i huset ved siden af, ville din græsplæne visne. Sådan lyder en af anekdoterne om Lemmy & Co. For Motörhead er sådan cirka verdens giftigste band. Tilmed et farverigt band, som i knap fire årtier har formået at hærge løs – uden at sælge ud, uden at gå på kompromis, og uden at blive matte i koderne.

Så det ligger lige for at skrive en bog om Motörhead – for Motörhead er godt stof. Også godt læsestof. Den har Joel McIver selvfølgelig set, og så er han gået til tasterne.

McIver er en flittig fyr. Vi kender ham fra magasiner som Metal Hammer og Classic Rock. Men mindst ligeså godt fra hans bøger. Kollegaen Martin Popoff påstår, at McIver er verdens førende rockskribent lige nu.

Joel McIver pumper da også biografier ud på markedet. I min reol står McIvers bøger om Black Sabbath, Slayer og Metallica allerede. Og forleden faldt jeg så over denne bog om Motörhead i discount-stakken i Stereo Studio. Motörhead-biografien er fra 2011, og siden da har skriverkarlen tastet otte (!) bøger ind på sin computer. Det siger sig selv, at resultatet er derefter: ”Overkill: The Untold Story Of Motörhead” (Omnibus Press) er hastværk. Den er sjusket skrevet. På side 76 læser man fx:

Lemmy remembered: ”I remember …”

Og på side 81 bruger han glosen ”featured” tre gange på to linjer! Det er dælme ikke alsidig sprogbrug.

Og sådan går det over stok og sten. De samme oplysninger gentages. Igen og igen. De samme scenarier og temaer beskrives igen og igen, med ganske få forskydninger i formuleringerne. Lemmys pethates og idiosynkrasier udstilles og sættes gabestok. Forståeligt nok, for der er ikke tale om en officiel biografi.

Jo, McIver har interviewet Lemmy, men ikke indgående nok til, at det kan blive til en hel biografi om Motörhead. Derfor må McIver plyndre arkiverne for andre journalisters interviews. De mest interessante passager af bogen er rene citatkollager, hvor McIver har haft saksen fremme og klippet Lemmys bons mots sammen til en fremadskridende fortælling.

Det er selvfølgelig en problematisk arbejdsmetode, men den fungerer faktisk overraskende godt. Store dele af bogen er (i mine øjne) mere interessant end Lemmys selvbiografi ”White Line Fever” (Simon & Schuster, 2002), der var noget tam. Og ikke gik i dybden med Lemmys vid og bid.

McIver giver derimod et meget godt indtryk af det arsenal af visdom, som den bourbon-bællende og kæderygende bassist bærer i sit hammerhjerte. Lemmy kan være syrlig som ingen anden. Han har et falkeblik for menneskehedens grænseløse dumheder. Og han er i besiddelse af en stødsikker lortedetektor. Det er begrænset, hvor meget bullshit medier, pladebranche og magthavere kan servere for Lemmy, før sikringerne i hans detektor springer med festlige knald. Gang på gang lyder Lemmys hæse stemme som en profetisk røst i den ødemark af løgn og bedrag, som omgiver os. Og det fanger McIvers bog vældig godt.

Cirka tusind gange er McIver inde på Lemmys samlermani: nazi-parafernalia. Nej, Lemmy er ikke nazist. Eller racist oder sowas. Det ved vi Motörhead-fans allerede. Vi ved også, at Lemmy har en sort veninde, som ikke tager anstød af hans samling af SS-skrammel. Men for en sikkerheds skyld gentager McIver det lige igen. Og igen. Og igen. Så mange gange, at man ruller med øjnene.

Men midt i denne ubærlige redundans dukker der en sjov passage op, hvor Lemmy sammenligner Hitlers udryddelse af jøderne med de hvide amerikaneres udryddelse af indianerne. Ups. Amerikanerne har flere menneskeliv på samvittigheden end Hitler. Men hvorfor er vi så ikke optaget af massakren på de indfødte amerikanere? Lemmy forklarer lakonisk på side 115:

The Americans killed more people [referring to the Native Americans] than Hitler, it’s just that [the victims] didn’t have any relatives on Wall Street to write to The Times about it.

De fleste læser hen over den udtalelse og nikker samtykkende uden at lægge mærke til, hvad det egentlig er, Lemmy siger med den mundfuld. Politisk korrekt har Lemmy aldrig været. Heller ikke, når han bliver sat under anklage for at have nazisympatier.

Undertitlen ”The Untold Story Of Motörhead” er lovlig flot. For de fleste Motörhead-fans har hørt det meste i forvejen. Der er vældig få afsløringer. Kontroversen med produceren Ed Stasium lancerer McIver som en solohistorie, men der er ikke meget sprængstof i den. Hele Motörheads karriere har været brolagt med kontroverser og sabotage fra branchefolk. Spørgsmålet er, om det i sagen om Stasium ikke er Lemmy, som er skurken? Så lidt sprængstof er der måske alligevel i den historie …

Mikkey Dee (trommer) og Phil Campbell (guitar) er bare bipersoner i fortællingen om Motörhead. For som McIver så rigtigt påpeger: Motörhead er Lemmys band. Lemmy er ærlig (og ikke altid lige høflig) i sin omtale af tidligere medlemmer som ”Fast” Eddie Clarke, Philthy ”Animal” Taylor og Brian Robertson. De fyre kunne måske godt fortjene, at nogen ristede en rune om dem – for de var ikke desto mindre medvirkende til, at Motörhead satte nogle af heavy-historiens bedste værker (”Ace Of Spades”, ”Another Perfect Day” m.fl.) i verden.

Joel McIver er årgang 1971. Og det er ingen alder i Motörhead-sammenhæng. Det kniber da også for McIver at holde styr på den del af rockhistorien, som gik forud for thrashen. Det kager helt for ham, når han skal forklare, hvad New Wave Of British Heavy Metal var. Han påstår fx, at Venom ikke var del af NWOBHM! WTF?!?

McIver har heller ikke helt styr på, hvem der var bassist i Cream og Jimi Hendrix Experience (side 11). Lidt research kunne gøre underværker. For McIver lavede et fabelagtigt grundigt arbejde i beskrivelsen af thrashens tilblivelse (kapitlet ”The Truth About Thrash Metal”) i bogen ”Justice For All: The Truth About Metallica” (Omnibus Press, 2009). Det er tydeligt, at McIver slet ikke har lagt så mange seriøse kræfter i fabrikationen af Motörhead-biografien, som han ofrede på Metallica.

Dét ærgrer man sig over. For historien er her. Man er godt underholdt af McIvers bog om Lemmy & Co. Det meste af bogen var vedkommende læsning for mig, der har fulgt Motörhead, siden de i 1978 var inkluderet på punk(!)-kompilationen ”Catch A Wave” med det, der dengang var verdens hidtil hårdeste rocknummer: ”White Line Fever”.

Konklusion: ”Overkill: The Untold Story Of Motörhead” er absolut værd at læse. Om ikke andet, så fordi den rummer en værdifuld samling Lemmy-citater. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama