Torben Bille var DK’s mest magtfulde
anmelder nogensinde. Han kunne være ondskabsfuld og perfid. Og han påstod, at
heavy metal er voldelig – og fascistisk!
Torben Bille på dansk tv i 1984: "Jeg synes, den værste heavy metal-musik i dag er umenneskelig." |
[Dette er del 2 af en serie om heavy-hadere i medierne. Del 1 kan læses i Metalized nr. 93.]
Dødt kød. Det
var, hvad den hårde rock var i danske medier i 1970’erne og langt op i
1980’erne.
En junta af
smagsdommere sad solidt på magten som anmeldere og DJ’s på dagbladene, i
Danmarks Radio og de få musikmagasiner, der fandtes i landet på det tidspunkt.
Heavy rock og metal blev sjældent spillet i radioen eller vist på tv. Hvis
pressen overhovedet behandlede emnet hård rock, var der ofte tale om rene
karaktermord, både på kunstnerne og deres fans.
Lars Villemoes
og andre notabiliteter i pressen var notoriske heavy-hadere. Men den mest
magtfulde af heavy-haderne var dog Torben Bille. Billes ord var lov!
Da Danmarks
Radio i 1984 lavede to tv-udsendelser om heavy metal, var det påkrævet, at
kameraet lige skulle en tur forbi Torben Bille. Bare sådan for at få en second opinion. Havde det været en
udsendelse om jazz, havde man ladet jazz-folk om at kloge sig om musikken. Men
man turde ikke lade udsagnene fra metalkulturens repræsentanter stå uimodsagt.
Og Bille
leverede varen. Han flashede nogle af sine mest skarpladte fordomme om heavy
metal. Han sagde bl.a.:
”Genren har
fascistiske tendenser i og med, at den har nogle voldelige aspekter, som er undertrykkende.
Jeg nævnte før, at man sætter et skel mellem sig og publikum. Og det skel er
for mig at se med til at forhindre al form for dialog. Det er også det, der er
med til at gøre heavy metal så forskrækkelig fattig.”
Sådan! Så var
ubefæstede sjæle advaret om den hårde rocks sande væsen.
Alice Coopers sceneshow var "usmageligt". Torben Bille var slet ikke imponeret over Alices musik. At "School's Out" var sættets bedste sang, sagde alt om standarden ... |
FRYGT OG BÆVEN
Torben Bille
havde magt, som han havde agt. Mange menneskers karriere afhang af Torben
Billes luner. Og det var ikke kun heavy rocken, som det gik ud over.
Rock- og
popmusikere i lille Dannevang levede i frygt og bæven – hvad ville Torben Bille
mon skrive om deres seneste album i Politiken eller andre medier, hvor han i
årenes løb udgød sin mavesyre over den musik, som han ofte ikke brød sig
om? Mange musikere og branchefolk (for ikke at sige: fans!) blev vrede på
Bille. Forståeligt nok.
”Bille [kunne]
være yderst ondskabsfuld og perfid,” udtalte Steen Sorgenfrei (direktør på
pladeselskabet CBS) i en portrætartikel om Torben Bille i Journalisten i 1999.
Pladeselskabsmanden
Michael Ritto beskrev Torben Billes magt sådan: “hans
rolle var uden sidestykke. I de store år var hans magt enorm. For udsendte du
et produkt, som fik fingeren opad fra Torben Bille og de to-tre andre
anmeldere, som virkelig talte, kunne man skabe sig en karriere! Så stor var
hans betydning” (citat fra Gaffas Torben Holleufers nekrolog på Gaffas
hjemmeside).
Som de fleste
andre musikanmeldere var Torben Bille ikke selv nogen stor musiker. Til gengæld
mente han, at anmelderiet var mindst ligeså vigtigt som selve musikken.
Bifrost-sangeren og komponisten Tom Lundén udtrykte det således i sine mindeord
på Torben Billes blog:
“Torben
mente, at anmeldelsen var en kunstart hævet over den anmeldte kunst. Det anså
jeg for at være et særegent, arrogant og opblæst forhold at have til sin
passion. Det resulterede da osse i en del perfiditeter fra Torbens side over
for den rockmusik, han ikke kunne blive en direkte del af. […] Torbens indgang
til musikken var teksterne. Musikken havde han kun meget lidt forstand på.”
Torben
Billes manglende forstand på musik fik ham nogen gange til at dumme sig på
skrift. Det var således tydeligt, at Billes modvilje mod heavy metal var
omvendt proportional med hans viden om genren. Læs fx denne anmeldelse af Black
Sabbaths ”Technical Ecstasy” (hvis titel han for resten stavede forkert):
”Jamen tænk …
eksisterer betonrocken endnu! Det må have været i 1970, at Black Sabbath havde
et hit med ”Paranoid” eller var det i 1960?
Nå i hvert fald er der ikke sket meget
siden. Gruppen har stadig samme lyd og mangel på fantasi. Riff, raff
filionggonggong går den der ud a’ uden at flytte sig nævneværdigt fra den
stivnede betonrockformel” (MM, december 1976).
Sandheden er som
bekendt, at Black Sabbaths musik udviklede sig forrygende i første halvdel af
1970’erne. Et album som ”Sabbath Bloody Sabbath” (1973) har i dag ry for at
være decideret progressivt. Og ”Technical Ecstasy” havde kun overfladiske
ligheder med ”Paranoid”. Men det kunne Billes øre ikke opfange.
Sensory System brugte rigelige mængder sminke og glamourøse klæder. Her udsnit af foto fra Vi Unge, juli 1973. |
Torben Bille gik
ikke over åen efter vand. Han var ingen journalistisk globetrotter, der
rapporterede fra rockens internationale brændpunkter. Torben Bille blev hjemme
i den nationale andedam. Skal man tro emneregistret for hans bogproduktion, var
hans musikalske fikspunkter kunstnere som Sebastian og Malurt.
På Billes liste
over årets bedste udgivelser i 1976 figurerede bl.a. Shit & Chanel, et
århusiansk rødstrømpeband med Anne Linnet i front. I et for Bille sjældent
øjeblik af begejstring rablede smagsdommeren løs om Shit & Chanels
debutalbum i en anmeldelse, som fyldte næsten en hel (!) side i MM 3/76.
Shit & Chanel var ikke just ekvilibrister på deres instrumenter. Men de havde de rigtige meninger. Og så var deres musik følsom.
Shit & Chanel var ikke just ekvilibrister på deres instrumenter. Men de havde de rigtige meninger. Og så var deres musik følsom.
Bille vovede
aldrig at træde ud af sin egen musikalske comfort zone. Han var
tryghedsnarkoman, og han skyede enhver form for kaos i rocken.
Torben Bille var
uddannet pædagog, og 1970’ernes hønsestrik-pædagogik førte han med over i sine
musikanmeldelser. Det mindste optræk til rå rock og riff-mæssige voldsomheder
fik Bille til at trække sin Luger. Det samme skete, hvis der i rocken bare var
antydningen af tekstmæssige afspejlinger af menneskesjælens skyggesider. Hvis
disse så tilmed blev sat i scene med et dramatisk show, gik det helt galt for
Torben Bille.
En koncert med
Alice Cooper i 1975 faldt ham for brystet. Om Alices sceneoptræden skrev han: ”et
i disse krisetider usmageligt stort, men logisk sceneshow” (MM 5/75). Hvad var
det lige, Bille ønskede at insinuere med det lille ord ”logisk”?
Som sagt kunne
Torben Bille være ondskabsfuld og perfid. Det fik Sensory System – et tidligt
dansk eksempel på hård rock – at føle. Bille nærmest likviderede Sensory
System, da de i 1974 udgav deres debutalbum, ”Sensory!”. Bille skrev indirekte,
at det ikke var rigtig musik, de danske hårdrockere spillede:
”En række
uoriginale riffs og breaks, der får tilføjet stemme og titel, så de kan
foregive at være sange. En ”musik”, der kræver musikalsk autoritet og teknik
ingen af de medvirkende er tilnærmelsesvis i besiddelse af. […] mindst
funderet, for nu at sige det mildt, er afgjort ”sangeren” Brian Burr-Philipp,
der lyder, som jeg kunne forestille mig, en kastreret Robert Plant ville gøre”
(MM 4/74).
Sådan lød Torben
Billes forsøg på at standse det måske første danske optræk til heavy rock.
King Diamond i MM, juni 1984. Den slags fik Torben Bille stoppet. |
SLUT MED HEAVY METAL
Problemet var
dog ikke kun det, som heavy-haderen Torben Bille skrev om den hårde rock.
Problemet var i mindst ligeså høj grad det, han ikke skrev. Eller sørgede for
ikke blev skrevet.
I 1984-85 fik
den hårde rock endelig en talsmand i overgrundspressen. Edward Kulikowski fik
sneget sig ind i musikmagasinet MMs spalter.
Kulikowski skrev indsigtsfuldt om danske navne som Pretty Maids, Witch Cross og Maltese Falcon. Men vildest af det hele: han lavede det første egentlige interview med King Diamond om satanisme. Kulikowski interviewede sågar Lars Ulrich på et tidspunkt, hvor Metallica stadig var kult – men kult på en måde, som alle med forstand på metal vidste ville blive til en megasucces om føje år.
Kulikowski skrev indsigtsfuldt om danske navne som Pretty Maids, Witch Cross og Maltese Falcon. Men vildest af det hele: han lavede det første egentlige interview med King Diamond om satanisme. Kulikowski interviewede sågar Lars Ulrich på et tidspunkt, hvor Metallica stadig var kult – men kult på en måde, som alle med forstand på metal vidste ville blive til en megasucces om føje år.
Det var
banebrydende journalistik på dansk grund. Men så meddelte MM, at Torben Bille
var blevet udnævnt til ny redaktør af musikmagasinet. Og så var det slut med
heavy metal i MM. Exit Edward Kulikowski. På et tidspunkt, hvor heavy metal fik
sit store gennembrud (også i DK!) og kom til at dominere tv-kanalen MTV! Rent
journalistisk var Torben Billes overtagelse af redaktørposten på MM et mega
tilbageskridt for dansk journalistik. Det var tilbage til rockjournalistikkens
mørke middelalder. \m/
DISCLAIMER:
Kritikken, som i denne artikel rettes mod Torben Bille, står 100% for min egen
regning. Hverken Metalized eller andre repræsentanter fra heavy metal-miljøet
kan gøres ansvarlig for artiklens indhold.
Under research-arbejdet med artikelserien døde Torben Bille
pludseligt den 12. april 2013. Dette forhindrer i sagens natur, at Bille får
mulighed for genmæle.
FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama
Ingen kommentarer:
Send en kommentar