Mötley Crüe var Generation Her & Nu, da de refrænfræsede sig vej ud af Sunset Strip i starten af 1980’erne. De så seje ud på en syg måde (eller så de syge ud på en sej måde?). De lignede en californisk metaludgave af det New York Dolls, som ti år tidligere startede deres dødstrip på USA’s østkyst.
Der kom flere lig på bordet hos dukkerne, om end Crüe-sangeren Vince Neil i 1984 kørte Razzle (Hanoi Rocks’ trommeslager) i døden. Tragik og rock and roll har alle dage hørt sammen (tænk: Buddy Holly, Eddie Cochran, Brian Jones og frem). Men Mötley Crüe reflekterede ikke mere over dette, end New York Dolls gjorde, da deres trommeslager, Billy Murcia, døde i badekarret i 1972.
Der var drøn på Mötley. Crües højhælede støvler rørte dårlig nok jorden op gennem 1980’erne, hvor de bl.a. takket være EmtyTV og en dødsdromagtig turnévirksomhed nåede toppen af hitlisterne.
Men vi ved alle, hvad der skete med hårdrockens flitterstads i september 1991. Fra den ene dag til den anden var Mötley Crüe ikke længere Generation Her & Nu.
Mötley Crüe havde lige fra deres karrierestart været hadeobjekt nr. 1. Men historien har vist, at det netop er i dén position, at hitpotentialet venter (tænk bare på Sex Pistols). I 1990’erne var Mötley Crüe ikke længere værd at hade, og de politisk sprængfarlige Manic Street Preachers var den eneste form for glam, som medierne gad beskæftige sig med.
Kæmpe identitetskrise dér. Crüe smed Vince Neil ud og prøvede lykken med en relativ ukendt L.A.-sanger (John Corabi), der lød mere som Nazareths Dan McCafferty end som Marc Bolan (prototypen på glam-vokal). Mængden af hårlak blev reduceret, og Nikki Sixx & Co. positionerede sig ikke længere som teen-idoler (læs Rifferama-historien om Mötleys nedtur i grunge-alderen her).
Lige meget hjalp det. Grunge-generationen ville have stjerner iklædt luvslidt fløjt med dårlig pasform. Stack heels, stramt læder og spandex var til grin. Og Mötleys gamle fans fra 1980’erne tog en kold rocktyrker: de giftede sig, fik børn og begyndte at møde på job til aftalt tid. Game over med det der rock and roll.
Muligheden for, at Nikki Sixx kunne lave samme stunt, forelå ikke. Så han gik i tænkeboks. Han havde set, hvilket mirakel der skete, da Kiss i 1996 (iført rumdragter og sminke!) lod sig genforene med Ace og Peter. Bankrådgiveren ville have givet samme råd:
Mötley Crüe uden heliumskrigeren Neil var ligeså sexet som Kiss uden make-up. Så nøden drev Nikki Sixx, Tommy Lee og Mick Mars til at tage Vince til nåde.
Men … Mötley Crüe var ikke Kiss. Kiss var ikke et 1980’er-hair band. Og tiden var en anden. Især Tommy Lee var søgt væk fra den stereotype hair metal. Lee legede med ”nye lyde”, samples og så’n. Industial var den nye dille – også for en dulle som Marilyn Manson. Bandboss Nikki var frisk, så Mötley Crüe satte saksen i håret, lod sig fotografere med bare tæer, stjal et par tricks fra Backyard Babies (tjek cd-coveret!) og vupti: den 24. juli ramte ”Generation Swine” gaden …
Det skete der absolut intet ved. Ikke alene var Mötley Crüe ikke længere Generation Her & Nu. De var ikke engang Generation Svin. De var Generation Nul & Niks.
I dag: det er som om, ”Generation Swine” slet ikke findes. Sidst jeg tjekkede på youSees streaming-tjeneste, kunne jeg ikke engang finde en karaoke-version af ”Generation Swine”. Samtlige andre Crüe-albums kan man sætte snyltesnablen i. Bare ikke ”Generation Swine”.
”Generation Swine” solgte til en sølle guldplade. Den slags er næppe værd at samle op for et band, som i 1980’erne slæbte så mange platinplader til huse, at de havde råd til at bruge dem som frisbees i baghaven i deres Beverly Hills-hjem.
Anmeldelserne af ”Generation Swine” var generelt et blodbad. Ikke mindst i hårdrock-medierne. Herhjemme donerede Lars Schmidt to ud af seks stjerner til ”Generation Swine” i Zoo Magazine (nr. 10, okt./nov. 1997). Tue Madsen var mere gavmild. Han gav fem ud seks stjerner i NRG (nr. 7, 1998). Her kan Rifferama-læsere mæske sig i min anmeldelse fra Jam Magazine (#66, aug./sept. 1997). Værsgo og had!
 |
| Mötley Crüe anno 1997. Ikke ligefrem looks that kill. |
Glam-glammeren Vince Neil er tilbage i Mötley Crüe, ja, selv omlydene i bandnavnet er dukket op igen [Crües umlauts var fjernet på det foregående album fra 1994, red.]. Og Mötley er tilmed vendt tilbage på hitlisterne med Generation Swine (Elektra/Warner).
Mötley Crüe var 1980’ernes teen/glam metal-superstjerner. I 1990’erne er de metalscenens underdogs, latterliggjorte og udskældte, men også ret ligeglade. Generation Swine er glamourøs jetset-punk, spillet af fire overtatoverede rockmillionærer, der ynder at omgive sig med sportsvogne og starletter med silikonebryster. Generation Swine er glam rock moderniseret med 1990’er-aggression, her og der endda shinet op med industrial-narrestreger. Den industrielle og kælne ballade ”Glitter” er således et godt bud på, hvordan Marc Bolan ville have lydt i 1997.
Den forrige plade, Motley Crue(1994) – gruppens forsøg på at justere deres glam metal til 1990’erne ved at skifte forsanger og lade modeproduceren Bob Rock pumpe musikken op med tungmetalliske hormoner – var noget af en kolos. Der er meget mere letbenet punkfræs over Generation Swine. Det er lige før, at man skal helt tilbage til Mötleys unge dages lømmelplader, Too Fast For Love (1982) og Shout At The Devil (1983), for at finde et mere anarkistisk og fandenivoldsk Crüe end på skæringer som ”A Rat Like Me”, ”Find Myself”, ”Afraid” og den hammer-heavy aggro-industrial-hærger ”Let Us Prey”.
Generation Swine er ikke noget mesterværk, men bare et svinefedt rock og rul-album. <13>
FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama
Ingen kommentarer:
Send en kommentar