tirsdag den 5. august 2014

Bortrykket til det hellige helvede


Possessed var black, de var døde, og de thrashede for sygt. Sådan var det i 1985. Og sådan var det i går aftes på KB18 i København.

Possessed, som de så ud i Metal Forces nr. 16, 1986.
Det er noget af et særsyn, når Possessed går på scenen. Det sære ligger ikke i det lange garn, lædertøjet og de brede, nittebesatte armbånd. Nej, det sære ligger i det faktum, at sangeren Jeff Becerra growler som en besat … siddende … i en kørestol!

I 1990 befandt Becerra sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Han blev offer for et væbnet røveri. Bang, skudt i rygsøjlen. Og så var det game over med at springe rundt på scenen med bassen hamrende mod låret. 

Becerra er dog en overlever. Han appellerer ikke til medlidenhed. Han har styr på sit liv. Og fra sin kørestol på scenen var han et kraftværk af energi. Gejst. Glæden ved at spille udødelig dødsmetal strålede ud af Jeff lige fra starten af koncerten på KB18 mandag aften.

Possessed hører til metalgenrens mest kultede bands. Gruppen blev dannet i 1983 og hærgede på San Franciscos Bay Area-scene – en scene som i midtfirserne var synonym med thrash metal (Metallica, Exodus m.fl.). Men Possessed var lige fra starten mere end thrash. De var det første band, som skrev en sang med titlen ”Death Metal” (den findes på gruppens debutdemo fra 1984). Der er da også folk, som hårdnakket påstår, at det var Possessed, der opfandt genrebetegnelsen dødsmetal.

Anyway: med deres ekstrabrutale og aggressive stil var Possessed (måske) det allerførste band, som det går an at kalde death metal. Faktisk var de så døde, at Chuck Schuldiner fra Mantas tog notits af det, før han selv gik i gang med at definere dødsgenren med bandet Death.

Possessed havde et storforbrug af omvendte kors og antikristne attituder – i hvert fald i starten. Sangtitler som ”Pentagram”, ”Satan’s Curse” og ”The Beasts Of The Apocalypse” taler for sig selv. Becerra & Co. var en voldsom udladning i en tid, hvor der endnu ikke var sat begrænsende skel mellem death, thrash og black metal. Possessed var black, de var døde, og de thrashede for sygt.

I virkeligheden var Possessed for vilde til det amerikanske thrash-miljø. Possessed havde mere til fælles med den mere kaotiske thrash fra Europa (Sodom, Destruction, Kreator) end med de pæne bands fra Bay Area (Testament, Death Angel). Den latinamerikanske ekstremmetal lod sig også inspirere af Possessed (tænk bare på Sarcófago og tidligt Sepultura), og store portioner af det, som i dag lever under betegnelsen black thrash, står også i gæld til Possessed. Arven fra Possessed strækker ligeledes sin lange arm helt op i Skandinavien, hvor et innovativt band som Dissection digtede videre på Possesseds diabolske dødsthrash.

Possessed var på en måde forud for deres tid. De var rambukken, som brød muren ned til det, der senere hen blev den rendyrkede dødsmetal, der fik så stor succes i starten af 1990’erne.

Den succes kom Possessed dog aldrig til at nyde godt af. Gruppen gik i opløsning umiddelbart efter udgivelsen af ep’en ”The Eyes Of Horror” (1987). Siden da er Possessed blevet gendannet et par gange. I dag er Becerra det eneste originale medlem, som er tilbage i Possessed. I KB18 var det bassisten Robert Cardenas (Agent Steel, Malice m.fl.), guitaristerne Mike Pardi (Draconis m.fl.) og Daniel Gonzalez samt trommeslageren Nicholas Barker (Cradle Of Filth, Dimmu Borgir m.fl.), som bakkede Jeff Becerra op.

Jeff Becerra growler igennem i sin kørestol.
Koncerten demonstrerede, at Possesseds musik hæver sig højt over enhver 1980’er-nostalgi. Alligevel spillede Possessed kun ét nyt nummer. Derudover var samtlige sange på sætlisten hentet fra gruppens to eneste albums, ”Seven Churches” (1985) og ”Beyond The Gates” (1986) samt ep’en ”The Eyes Of Horror”. Lyden var god nok til, at man kunne høre, at der inde bag den musikalske ultravold ligger en del finesser på lur i Possesseds musik – ikke mindst i den yngste halvdel af gruppens produktion.

Det var en intim koncert, hvor de få udvalgte mødte op – mange iført battle-veste med en vrimmel af påsyede stofmærker. De fleste blandt publikum var for unge til at have oplevet Possessed i 1980’erne. Så noget tyder på, at de dødsens sorte thrashere fra Bay Area til stadighed kaprer fans, der er oppe på at headbange fanatisk til numre som ”Holy Hell”, ”Death Metal”, ”Tribulation” og ”Swing Of The Axe”. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Ingen kommentarer:

Send en kommentar