Da Metallica revolutionerede metallen

Unge mennesker kan garanteret ikke fatte det. Men i 1983-84 var Metallica det vildeste pis.

Rifferama skruer tiden tilbage til dengang, metalscenen var ny, og hvor man gik til koncert med livet som indsats.

Starten af 1980’erne var en periode, hvor der skete vanvittigt meget på metalscenen. Den hårde rock var en kaosstjerne, som skød i alle retninger. Metallen udviklede sig i heftige ryk, år for år, måned for måned, ja, uge for uge.

Genren var stadig så ny, at der var rige muligheder for at spille rock, som både var traditionsbevidst og nyskabende. Alt var ikke gjort før, til døde. Heavy metal var stadig en ny genre. Der var masser af albuerum til at skrue tempoet op og ned og til at sætte akkorderne sammen på en måde, der ikke allerede var hørt til bevidstløshed.

Accepts ”Fast As A Shark” (1982) og Jaguars ”Axe Crazy” (1982) var bare to eksempler på hastighedsrekorder. For inspirationen fra punken fik konstant metalgrupperne til at sparke sømmet i bund.

Meget af den verserende speed metal var charmerende. Men i sommeren 1983 udkom et album, som var mere end bare charmerede højhastighedsmetal. Albummet hed ”Kill ’Em All”, og man skal være meget tykhudet og hårdhalset for at benægte, at det var verdens første rendyrkede thrash metal-album.

Bevares, vi havde allerede fået grupper som Exciter, der leverede barsk metal, spillet i højt tempo. Men ”Kill ’Em All” var bare anderledes. Kombinationen af det høje tempo, den tænderskærende aggression og den medrivende riffing var ny. Helt ny.

Det er vist kun en lille klike af KVLT’ede TRVE-fundamentalister, som vil påstå, at ”Kill ’Em All” er Metallicas bedste album. Men det er deres vigtigste album – for metalscenen.   

JEG VIL PÅSTÅ, at der var et før og et efter ”Kill ’Em All”. Iron Maiden og Judas Priest lød knap så skarpe, efter at man havde haft pick-uppen i ”Phantom Lord”, ”Seek And Destroy” og ”Metal Militia”.

”Kill ’Em All” blev en game changer. En kickstarter af en helt ny bevægelse, som med årene fik betegnelsen thrash metal.

Kloge-Åger skændes om, hvorvidt det var Metallica eller Exodus eller Skallesmækker United, som var det første thrash-band. Jeg boede pænt langt væk fra Californien, så jeg kan ikke afgøre skænderiet. Men sandheden er, at Exodus først fik deres (stærkt forsinkede) debutalbum på gaden, da Metallica var i gang med at smede sange sammen til deres tredje album.

Sandheden er også, at ”Hit The Lights”, Metallicas bidrag til Metal Blade Records’ legendariske kompilation ”Metal Massacre” (1982), inspirerede Slayer til at skrue bissen på. Samt at Metallica var årsagen til, at Jon Zazula stiftede Megaforce Records – selskabet, som Anthrax debuterede på. Så to af thrashens Big 4 blev altså ført frem i Metallicas slipstrøm.

Hvor primitiv og senpubertær ”Kill ’Em All” end er, så er det et af de mest stilskabende albums i heavy metals historie. Albummet sendte chokbølger af vildskabs-inspiration helt ud i udkants-områder som Latinamerikas slum og tyske industridistrikter.

Fordi ”Kill ’Em All” ramte purunge mennesker med et højt energiniveau, gik det vildt hurtigt. Og allerede i 1984 kunne man se konturen af en mere eller mindre global thrash metal-strømning. En strømning, som allerede i midten af 1980’erne fik højhastigheds-bands som Tank til at virke sådan lidt, ahem, forældede.

Tank var et sejt band, ledet af læderhalsen og punk-pioneren Algy Ward. De var en slags Motörhead II i The New Wave Of British Heavy Metal. Deres debutalbum, ”Filth Hounds Of Hades” (1982), blev regnet for et nyklassiker allerede på udgivelsesdagen. Mine venner og jeg var ellevilde med Tank. I Black Vejle kørte Algy & Co. på repeat.

Men hverken Tanks debutalbum eller deres senere output var i vores tanker tirsdag den 11. december 1984, hvor Metallica spillede deres første koncert på dansk grund. I Saga, CPH.

Jo, Tank var opvarmning, men jeg husker ikke rigtig noget af deres gig. Derimod husker jeg, at Metallica i den ene side af scenen havde opstillet en slags fotostat med den der headbanger-djævel, som prydede omslaget til maxisinglen ”Jump In The Fire” (1984).

Jeg husker også, at Metallica den aften spillede en af de vildeste koncerter, jeg nogensinde har overværet. Et hæsblæsende sæt bestående af tracks fra deres to første (og to bedste!) albums. Se sætlisten her.

Publikum var ungt, meget ungt. Fans af grupper som Metallica kom fortrinsvis fra de lavere samfundslag, hvor man ikke havde pæne manerer eller ligefrem talte girafsprog. Så koncerter var ofte en action-spækket affære, hvor fans gav den gas i en rus af lige dele sprut, frustration og hormonelt overdrive.

Jeg var med inde i pitten. Jeg husker følelsen af panik, da en bølge rullende hen over mig. Jeg mistede fodfæstet og blev løftet op og lå nærmest vandret i klumpen af headbangende maniacs, før jeg landede på gulvbrædderne med bissende kondisko trampende tæt ved mit hoved. Rummet med svedende og ekstatiske fyre lukkede sig omkring mig, mine arme og ben var lammet af folkemængdens tæthed.

”Jeg bliver trampet ihjel,” nåede jeg lige at tænke, før en stærk hånd hev mig op, og jeg så ind i et storgrinende fjæs med filipenser. Metallisk broderskab havde reddet mig. Pyh.

Metallica i Saga var fantastisk. Vi snakkede om den koncert i flere kalpaer bagefter. Vi dyrkede James, Lars & Co.

Metallica var verdens største band i min verden, da de udsendte maxien ”Creeping Death” umiddelbart før Saga-koncerten. Skiven indeholdt to rasende cover versioner: Diamond Heads ”Am I Evil?” og Blitzkriegs ”Blitzkrieg”. Det var noget nær de fedeste skæringer fra NWOBHM. Men Metallica gav dem lige et ekstra los i røven. Prikken over i’et var Lars’ flabede trommespil, komplet med crash-bækken.

Jeg var så betaget af den skive, at jeg efter at have studeret bandfotoet på maxiens bagside købte mig et par hvide Converse. Så var jeg ægte thrasher!   

METALLICA VAR STJERNER allerede fra starten. I hvert fald for dem, som fulgte med. Jeg var leder af HM/HR Clique DK – en sammenslutning af danske metalfans. Klikens nyhedsbrev udviklede sig i 1983 til DKs første metalmagasin, Hot Rockin’.

Kliken havde medlemmer fra hele landet. På indmeldelsesblanketten skulle folk notere deres favorit-guitarist, -sanger, -album etc. Jeg kunne groft sagt dele medlemmerne op i to bunker: gammelrockerne, som hægede om Deep Purple og den klassiske heavy rock fra 1970’eren, og så avantgarden, som var opdateret om alt det nye i metallens vækstlag.

I bunken med avantgardister stod der ALTID Metallica som favoritband. ”Kill ’Em All” var uomgængelig, og jeg husker ikke en eneste i mit sjak af metalbrødre, som ikke købte og voldspillede albummet fra dag 1 (jeg tror, vi fik den som import, sikkert via Ken Anthony i Bristol Music Center). Min Hot Rockin'-anmeldelse af ”Kill ’Em All” kan læses her.

En af mine venner var sågar tapetrader, og han havde et livebånd, hvor James Hetfield på et tidspunkt råber noget i retning af: ”Let’s slow down to mark 10 for the love song!” Jo, Metallica spillede på fuld lydstyrke. Der var knald på fra start til slut. Nul ballader!

Det var så råt og kompromisløst, at det var umuligt at forestille sig, at Metallica knap ti år senere skulle blive rockmillionærer. Metallica var patronbælter og cowboyjakker med afklippede ærmer. Metallica var hirdmænd for alt, hvad der var hårdt og sejt (fra Venom til Misfits).

Holland var berygtet for at have verdens mest fanatiske metalfans i de år. Og Metallica optrådte tidligt på en festival i Zwolle (Aardschokdag, 11. februar 1984). Kerrang! var på pletten og rapporterede, at Metallica var ”too much for humanity to absorb.” SÅ vilde var James Hetfield, Lars Ulrich, Kirk Hammett og Cliff Burton. Menneskeheden kunne ikke kapere deres musik. Den var umenneskelig hård.

Der var noget overmenneskeligt over Metallica. Og så alligevel. Metallica appellerede ikke til starfuck. Metallica var nede på jorden. De var tilgængelige. Det skete, at de dukkede op i metalmiljøet i København, bl.a. til koncerter med andre bands. Så kunne man få sig en sludder (og en joint) med Cliff.

Pigerne ville gerne pille, men Cliff gad ikke. ”Don’t touch my hair. I just washed it. I even combed it,” kvad han.

Det er en velkendt historie, at Metallica boede i Ken Anthonys lejlighed, mens de indspillede ”Ride The Lightning”. En dag ringede jeg til Ken, som holdt mig opdateret med det nyeste nye inden for heavy metal, og som var flink nok til at indspille sjældenheder til mig (W.A.S.P.’s demo, Mötley Crües debutsingle etc).

Det var dog ikke Ken, der tog telefonen. ”Hello, this is Kirk,” blev der sagt. Så skulle man lige tage den dybe vejrtrækning og sige noget klogt og rosende, før man lagde på. Og næste gang man så vennerne, kunne man henslængt sige: ”Åh, jeg snakkede forresten med Kirk Hammett den anden dag.”

Faktisk lavede jeg et telefoninterview med Lars Ulrich, mens de indspillede ”Ride The Lightning”. Det blev et pisselangt interview, som jeg – det må jeg indrømme – lavede i min arbejdstid. Sorry Elsagerskolen, Hjørring. Det blev til to sessioner. Den anden session blev til på den måde, at Lars ringede mig op. Han fortalte mig detaljeret om numrene på det kommende album. Og om sin kærlighed til bl.a. Deep Purple.

Det interview var guld værd, det vidste jeg. Senere hørte jeg, at Lars havde spurgt efter mig. Hvor blev den interviewartikel i Hot Rockin’ af?     

Ups! Jeg fik aldrig skrevet den artikel. Men båndet ligger i mit arkiv som en klump af sort samvittighed. Det største drop i min ”karriere” som rockjournalist.  <13>

 FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama