 |
| Arthur Brown |
En sanger, der optrådte med en brændende krone på hovedet. En anden sanger, som stagedivede og skar sig til blods foran publikum. En guitarist, der smadrede og brændte sin guitar på scenen. Det er bare et lille udpluk af det, der foregik i 1960’ernes proto-metal.
Heavy metal er en naturlig og gradvis videreudvikling af 1950’ernes rock ’n’ roll. Meget af den aggression, ungdommelige vildskab, frustration,
højhastighedsfryd, kropsbegejstring og generelle eufori og ekstase, som blev bredkastet af Elvis Presley, Chuck Berry, Little Richard, Jerry Lee Lewis,
Eddie Cochran, Gene Vincent, Vince Taylor, Screamin’ Jay Hawkins og andre, lever videre i det, som vi i dag kalder heavy metal.
højhastighedsfryd, kropsbegejstring og generelle eufori og ekstase, som blev bredkastet af Elvis Presley, Chuck Berry, Little Richard, Jerry Lee Lewis,
Eddie Cochran, Gene Vincent, Vince Taylor, Screamin’ Jay Hawkins og andre, lever videre i det, som vi i dag kalder heavy metal.
 |
| Link Wray |
MAN KAN SLÅ ned på et mylder af forløbere for heavy metal:
Den læderklædte Link Wray (debut i 1958 med singlen ”Rumble”), der über-cool spillede grimhedsguitar med ryggen til publikum. Nogen hædrer Wray for at have opfundet den hårde rocks dille med at bruge power-akkorden samt den metallisk-forvrængede guitar-lyd (kaldet fuzz). Wray udgav i 1965 en single med nummeret
The Kingsmen, der i 1963 udgav en version af Richard Berrys ”Louie Louie”, der var så grum, at Motörhead godt ti år senere brugte den som pejlemærke for deres soniske barskhed.
Kinks, der på “You Really Got Me” og ”All Day And All Of The Night” (begge 1964) gav eksempler på arketypiske metal-riffs.
The Who, der med rebelske sange som “My Generation” (1965) og rituel smadring af instrumenter på scenen var med til at kickstarte den udvikling, som førte til alverdens metalrabalder.
The Pretty Things, der allerede i 1965 spillede en garagerock, som datiden må have oplevet som at få trukket rusten pigtråd gennem øregangen.
The Troggs, der i 1966 raspede hitlisterne med ”Wild Thing” – en af de mest kopierede rock-sange nogensinde.
Man kommer heller ikke udenom, at The Beatles bidrog til udviklingen af heavy metal med deres metalfræsende guitarer på ”Helter Skelter” og ”Revolution” (begge 1968). Eller at The Rolling Stones’ djævlerier på ”Sympathy For The Devil” (1968) og hårdtsparkende ramasjang på fx ”(I Can’t Get No) Satisfaction” (1965) og ”Paint It Black” (1966) forudsagde, at heavy metal ville opstå i den nære fremtid.
Man skal også vende det døve øre til for ikke at høre, at The Doors med aggressionen på fx ”Break On Through (To The Other Side)” og ”The End” (begge 1967) var ved at forvilde sig ind i den hårde rock. Hos The Doors var det ned med tabuerne og ind over med myter og mystikere som William Blake. The Doors-sangeren Jim Morrison var klædt i læder fra top til tå, og hans rockstjerne-attituder var en spådom om, hvad der var i vente af rock-destruktion og vilde overdrivelser.
ACHTUNG! Der er en tendens til at identificere heavy metal med den massive mur af forvrængede guitarer. Men heavy metal er meget mere end guitar. Basspillet skal fx også være offensivt. På den front lavede en mand som John Entwistle (The Who) et pionerarbejde, ja, han tog ligefrem over og spillede en slags lead – hør bare ”My Generation”. Lemmys stålhårde Stuka-sound var bl.a. inspireret af Entwistles basspil. Men også det tunge trommespil er essentielt i heavy metal. De dobbelte stortrommer blev introduceret i rocken af bl.a. Ginger Baker (Cream) og Carmine Appice (Vanilla Fudge). Og så er der jo vokalen, der lige siden de tidlige rock ’n’ roll-dage har været influeret af de pressede følelser, som kommer til udtryk i sort musik (blues, soul, gospel etc.). Og allerede i 1960’erne røg den hårde rocks vokal gerne op i det røde felt. Tænk: Paul McCartney på ”Helter Skelter”, Arthur Brown, Iggy Pop eller Doug Ingle (Iron Butterfly) på ”In-A-Gadda-Da-Vida”.
ACHTUNG! Der er en tendens til at identificere heavy metal med den massive mur af forvrængede guitarer. Men heavy metal er meget mere end guitar. Basspillet skal fx også være offensivt. På den front lavede en mand som John Entwistle (The Who) et pionerarbejde, ja, han tog ligefrem over og spillede en slags lead – hør bare ”My Generation”. Lemmys stålhårde Stuka-sound var bl.a. inspireret af Entwistles basspil. Men også det tunge trommespil er essentielt i heavy metal. De dobbelte stortrommer blev introduceret i rocken af bl.a. Ginger Baker (Cream) og Carmine Appice (Vanilla Fudge). Og så er der jo vokalen, der lige siden de tidlige rock ’n’ roll-dage har været influeret af de pressede følelser, som kommer til udtryk i sort musik (blues, soul, gospel etc.). Og allerede i 1960’erne røg den hårde rocks vokal gerne op i det røde felt. Tænk: Paul McCartney på ”Helter Skelter”, Arthur Brown, Iggy Pop eller Doug Ingle (Iron Butterfly) på ”In-A-Gadda-Da-Vida”.
 |
| The Yardbirds |
I DEN TYPISKE fortælling om heavy metals oprindelse zoomes der ind på den britiske scene med De 4 Store: Led Zeppelin, Deep Purple, Black Sabbath og Uriah Heep. Men kigger man på forhistorien, viser det sig, at både britiske og amerikanske bands (tilsyneladende) uafhængigt af hinanden hærdede rocken i 1960’erne. Hvis vi skipper De 4 Store, så ser 1960’ernes proto-metalhistorie således ud i (nogenlunde) kronologisk rækkefølge:
The Yardbirds (London) fostrede superguitaristerne Eric Clapton, Jeff Beck og Jimmy Page samt klassikere som ”Shapes Of Things” (1966). Fra 1965
begyndte The Yardbirds at spænde musklerne; således brugte gruppen dysterheds-bas og fuzz-guitar på ”You’re A Better Man Than I” og gregoriansk-agtige kor på ”Still I’m Sad”. Generelt skubbede The Yardbirds rockens lydbillede i retning af heavy metal med deres brug af guitar-forvrængning og feedback-støj – bestræbelser, der blev svigtet groft af datidens optageteknik. I filmen ”Blowup” (1966) er der en scene, hvor The Yardbirds spiller en hårdtrockende version af ”Stroll On” live – tekniske problemer får en frustreret Jeff Beck til at smadre både guitar og forstærker. Tableau!
Cream (London) debuterede på lp i december 1966 med “Fresh Cream”. Motor-cykelbrillerne, som supergruppen bar på coveret, indikerede, at man ledte forgæves efter fredssalmer på pladen. Det var dog først med ”Disreali Gears” (november 1967), at den hårde rock for alvor trådte i karakter hos Cream – altså på plade. For live, fortæller bulletinerne, skruede Eric Clapton, Jack Bruce og Ginger Baker bissen på fra dag 1. Dokumentation: ”Live Cream” og ”Live Cream Volume II”, som inkluderer koncertoptagelser fra 1967-68. Cream var centrale i skabelsen af heavy metal, de var et af de første bands, hvis publikum headbangede til koncerterne. ”Sunshine Of Your Love” rummer et arketypisk metal-riff, og dundergrupper som Trouble har indspillet cover-udgaver af ”Tales Of Brave Ulysses”.
 |
| The Velvet Underground |
The Velvet Underground (New York) udsendte deres første album i marts 1967. Her kunne man i det fjerne høre heavy metal-torden på Lou Reed-kompositioner som ”I’m Waiting For The Man” og ”Heroin”, ligesom den for metalgenren så typiske subversive trang spillede op til fandango på fx S&M-visen ”Venus In Furs” (”Kiss the boot of shiny, shiny leather …”) og ”The Black Angel’s Death Song”. På albummet ”White Light/White Heat” (1968) var proto-metal-elementerne tydeligere, komplet med dødningehoved på coveret og de forvrængede guitarer, der gjorde lydbilledet til en flosset affære. Og, ja, solbriller og læder var Lous ting.
ACHTUNG! Mange vil sikkert studse over at se The Velvet Underground nævnt i en artikel om metal, men gruppen blev i starten opfattet som et hårdrock-navn. Fx spillede The New Yardbirds/Led Zeppelin en cover version af “I’m Waiting For The Man”. I sommeren 1974 bragte Rolling Stone en oversigtsartikel om det, magasinet døbte ”The Heavy Metal Hall Of Fame”. Dér optrådte VU sammen med MC5 og The Stooges (plus The Yardbirds, Cream, Jimi Hendrix, Led Zeppelin, Deep Purple, Black Sabbath, Blue Öyster Cult, New York Dolls). Men dét var før, punk rocken i 1976-77 vendte alt på hovedet, og rockhistorikerne gik i gang med den revisionisme, som skulle føre VU, MC5 og The Stooges fra ”den dårlige smag” (heavy metal) over i ”den gode smag” (punk) …
 |
| Jimi Hendrix |
The Jimi Hendrix Experience (Seattle/London) lp-debuterede i maj 1967 med ”Are You Experienced”. Her brillerede Hendrix med både spilleteknik og forvrængnings-eksperimenter, som senere blev standardinventar i heavy metal. Selvom Hendrix’ tætspillende trio optrådte på Woodstock Festivalen, var de et atypisk orkester i hippie-tiden. Sangtitler som ”Manic Depression” snakker over sig, hvad det angår, og Jimis fokus på elektriciteten i rocken trådte frem i titlen på dobbeltalbummet ”Electric Ladyland” fra 1968, ligesom metalgenrens interesse for diverse former for okkultisme og mystik har en tidlig afspejling i coveret på ”Axis: Bold As Love” (1967) og sange som ”Voodoo Chile” og ”Gypsy Eyes”. Live var Hendrix en voldsom oplevelse: Jimi var berygtet for at smadre og brænde sin guitar på scenen.
Vanilla Fudge (New York) sidder på et yderligt mandat, hvad angår heavy metal. Deres musik var løs i kødet og præget af tidens freestyle-mentalitet. Syrerock kalder man det vist. Vanilla Fudges lyd var præget af et tungt beat, drevet frem af trommeslageren Carmine Appice (senere Cactus, King Kobra, Blue Murder m.fl.). Gruppen hittede med en cover version af The Supremes’ ”You Keep Me Hangin’ On”, løftet fra debutalbummet (august 1967). Ellers var Vanilla Fudges claim to fame, at deres manager tilhørte mafiaen, at Led Zeppelin fungerede som opvarmningsband for dem, og at Deep Purple scorede idéen til det skurrende Hammond-orgel fra dem.
The Amboy Dukes (Detroit) opfandt ikke en skid, og de optræder primært på denne liste, fordi Ted Nugent var medlem. Ud over cover versioner af The Who og Cream har Nugents syrebasser mest efterladt sig materiale til rockhistoriens pulterkammer i deres utrættelige søgen efter den kosmiske hvidkål. Gruppen, der angiveligt var opkaldt efter en gadebande i Brooklyn, lp-debuterede i november 1967. Med årene kom musikken til at lyde mere og mere som Ted Nugent. Og så kunne The Motor City Madman jo ligeså godt gå solo …
Blue Cheer (San Francisco) var ligesom Cream og The Jimi Hendrix Experience en power trio. Gruppen, der kom fra hippie-højborgen over dem alle, SF, faldt helt ved siden af flower power-moden. Deres manager var sågar ex-medlem af Hells Angels. Vidner fortæller, at hippiernes blomster visnede, når Blue Cheer skruede op for deres fjelde af Marshall-forstærkere. Selv påstod trioen, at de kværnede luften om til hytteost med deres brutale lydstyrke. Blue Cheers album ”Vincebus Eruptum” ramte gaden den 16. januar 1968 og drønede ind på en 11.-plads på den amerikanske hitliste. Dernæst: Masseflugt fra Blue Cheer, og gruppen forblev KVLT, om end den sammen med bl.a. Cream var med til at inspirere bl.a. Rush til at tage livtag med heavy rocken.
Iron Butterfly (San Diego) debuterede den 22. januar 1968 med et album, som slet og ret hed ”Heavy”. Noget større tyngde var der dog i ”In-A-Gadda-Da-Vida” (juni 1968), der solgte i 30 millioner eksemplarer! Stilistisk kan Iron Butterfly i dag virke noget lange i spyttet, og musikkens syreelementer kan med nogen ret beskyldes for at være tidstypiske – en sangtitel som ”Flowers And Beads” er ren hippie-foder. Men Iron Butterfly var før ude end Led Zeppelin med et bandnavn, som kombinerer det metalliske og det flyvske/æteriske. Og titelnummeret fra ”In-A-Gadda-Da-Vida” står tilbage som en af hårdrockens klassikere – bl.a. dækket af Slayer.
 |
| Steppenwolf |
Steppenwolf (Los Angeles) var det første band i verden, som brugte begrebet heavy metal i en sang. Historien er fortærsket, og de fleste ved, at komponisten Mars Bonfire ikke refererede til musik, men til den livssalige lyd, der kommer ud af udstødningsrøret på en amerikansk-fabrikeret motorcykel. Steppenwolfs debut-lp udkom den 29. januar 1968, og gruppen, der havde den antiautoritære og læderentusiastiske John Kay i front, spillede med forvrængning og power i riffs og slagtøj. ”Born To Be Wild” fik herostratisk berømmelse (dækket af Slayer, Slade, Blue Öyster Cult, Raven, The Cult og et astronomisk antal andre bands), men Steppenwolfs bagkatalog er værd at tjekke for meget andet gods end denne knaldperle, som for resten gjorde underværker i motorcykelfilmen ”Easy Rider” (1969).
The Crazy World Of Arthur Brown (London) rumsterede allerede i 1967 med en single, der bar den metalklingende titel ”Devil’s Grip”. Men gennembruddet kom med ”Fire” fra debutalbummet (juni 1968). ”Fire” er blevet spillet af More, Cirith Ungol, God Dethroned, Ozzy Osbourne, Cathedral og en fantasillion andre kunstnere. Arthur Brown var en af de første rockmusikere, som brugte corpse paint-agtig sminke, og på scenen optrådte han med en krone, som brød i brand, mens han sang ”Fire”. Der florerer utallige anekdoter om Arthur Brown og hans skøre verden, både on stage og off stage. Tangentspilleren Vincent Crane fortsatte stilen i gruppen Atomic Rooster.
Jeff Beck Group (London) var en supergruppe med medlemmer som Rod Stewart (vokal) og Ronnie Wood (guitar). Stjernen var dog kapelmesteren og guitarguruen himself. Jeff Beck kom fra The Yardbirds, og dette bands proto-metalliske tendenser fortsatte Beck på albums som ”Truth” (august 1968) og ”Beck-Ola” (1969). Beck lavede med egne ord en ”beskidt og ond” udgave af ”Shapes Of Things”. Men der var flere proto-metalliske nybrud i Becks tunge, blues-baserede rock, og ved højttalerne sad Jimmy Page klar med hørerør, så han kunne aflure Beck visse tricks – tricks, som viste sig at have større kapow-kraft i Led Zeppelin, der oprindelig hed The New Yardbirds.
Gun (London) udsendte deres debut-lp i 1968, der åbenbart var et stort år for proto-metal. ”Gun”-albummet inkluderede hitlistestormeren “Race With The Devil” – et af hårdrockens ikoniske hits, der er blevet hyldet med cover versioner af så forskellige navne som Judas Priest, Black Oak Arkansas, Girlschool og Church Of Misery. Mange år før Motörhead klædte trioen Gun sig i læderjakker med patronbælter over kors i grummeste mexikaner-stil – noget, der kan ses på coveret til gruppens andet album, ”Gunsight” (1969). En sangtitel som ”Runnin’ Wild” fortæller, at Gun i høj grad var med til at forme heavy metal-æstetikken.
 |
| MC5 |
MC5 (Lincoln Park/Detroit) er egentlig en forkortelse af Motor City Five, altså de fem fra motorbyen. Detroit var førhen verdens hovedstad for bilproduktion (Ford, Chrysler etc.), og byens barske industrialisme og arbejderklassementalitet blev afspejlet i MC5s lydbillede. Bandet udgav deres første singler i 1966-1968, men det var med debutalbummet ”Kick Out The Jams” (indspillet live i oktober 1968, udgivet februar 1969), at MC5 for alvor begyndte at sende chokbølger gennem rockmiljøet. Det var højenergisk, politisk ladet og metalbaseret rock, hvor især titelnummeret er gået over i historien som en sang, som bl.a. Blue Öyster Cult, Entombed, Michael Monroe og Monster Magnet har dækket.
Free (London) spillede bluesrock, der var så tung, som kun purunge, hvide fyre kan udklække den. ”Tons Of Sobs” (marts 1969) lød den sigende titel på debutalbummet, hvor man bl.a. finder ”I’m A Mover”, som Iron Maiden indspillede i 1990. Frees heavy-udgave af Albert King-sangen ”The Hunter” må have inspireret Danzig. Ellers er Free kendt for skarpe skæringer som ”All Right Now”, ”Mr. Big” og ”Heavy Load” – de to sidste titler blev senere snuppet som bandnavne af andre musikere i den hårde rock.
Spooky Tooth (Carlisle) er i metalkredse bedst kendt for at have skrevet ”Better By You, Better Than Me”, som i 1990 bragte Judas Priest i fedtefadet. Genremæssigt var Spooky Tooth lidt af et sammenskudsgilde, men på ”Spooky Two” (marts 1969) lagdes der vægt på tung bluesrock og sangtitler som ”Evil Woman”. Ind imellem anvendte Spooky Tooth lyse vokaler, som måske har givet Rob Halford et par idéer. Flere medlemmer af Spooky Tooth kom fra grupperne The V.I.P.s og Art, og de medvirkede på et syrerock-album med titlen ”Featuring The Human Host And The Heavy Metal Kids” (1967). Arts guitarist, Luther Gosvenor, spillede så skummelt, at det inspirerede Tony Iommis doom-stil. Gosvenor transformerede sig senere til Mott The Hooples Ariel Bender. Andre Spooky Tooth-medlemmer spredte sig til Humble Pie, The Only Ones, Foreigner etc.
Alice Cooper (Pontiac/Detroit) blev opdaget af Frank Zappa, som langede dem en kontrakt, fordi de var tilpas bizarre. Debutalbummet ”Pretties For You” (juni 1969) flød over med andensorterings-psykedelia og påtaget avantgardisme. Men ”Reflected” lød som en Alice Cooper-sang – så meget, at gruppen senere omskrev den til ”Elected”. Først med ”Love It To Death” (1971) fandt Alice Cooper sig selv musikalsk, men allerede i 1960’erne bidrog gruppen til metalæstetikken med deres image, som rummede choktaktikker, glam samt stramtsiddende læder og nittebesatte bælter. Alice Cooper endte med at blive et af hårdrockens mest stilskabende bands. Men det ville ingen have gættet i 1969.
 |
| Ron Asheton (The Stooges) |
The Stooges (Ann Arbor/Detroit) udsendte deres debutalbum i august 1969. Gruppens musikere spillede med tungen lige i munden, mens sangeren Iggy Pop sang med tungen ud af halsen. Det var ikke kønt, men det var vildt. De efterfølgende albums var både bedre og vildere. The Stooges’ koncerter var rene selvmordsmissioner, hvor Iggy hev dilleren frem, skar sit bryst til blods med brækkede trommestikker, stagedivede og spadserede rundt på hovederne af sit publikum foran scenen. Guitaristen Ron Asheton filede løs på en Flying V og havde en faible for at optræde i naziuniform. The Stooges’ indflydelse på både punk og heavy metal har været stor, og sange som ”No Fun” og ”I Wanna Be Your Dog” er blevet indspillet af hhv. Sex Pistols og Slayer m.fl.
Grand Funk Railroad (Flint) var en power trio, som vel egentlig skulle forestille at være en amerikansk pendant til Cream. Og I guder, hvor fik de succes! Deres enkle, entusiastiske fodstamper-rock gik rent ind hos arbejderklassens ynglinge. GFRs første mange lp’er høstede guld og platin i godsvognsmængder – til anmeldernes store fortrydelse. Næppe noget band er blevet lagt mere for had af smagsdommere end GFR. Trioen lp-debuterede i august 1969, men det var den røde motherfucker af et album, som slet og ret hed ”Grand Funk” (december 1969), der for alvor gav Flint-trioen deres velfortjente status som en af søjlerne i amerikansk hårdrock.
Humble Pie (Essex) var et af de første bands, som blev kategoriseret som heavy metal. Det skete, da Rolling Stone-journalisten Mike Saunders i 1970 skrev, at Humble Pie var ”et larmende, umelodisk, heavy metal-blytungt lorteband” om gruppens debutalbum ”As Safe As Yesterday Is” (august 1969). Sådan var retorikken typisk i metalgenrens begyndelse – hippie-tidens smagsdommere gik nærmest i panik, da det gik op for dem, at blomstermagten var ved at blive afmægtig i forhold til fremvæksten af en ny hårdtrockende strømning, som havde stor appel til især arbejderklassens unge fyre, der ikke kunne se sig selv i yoga-sandaler og hønsestrik1). Humble Pie, der spillede tung bluesrock med riv i guitarerne, var en supergruppe, som bestod af folk med fortid i The Small Faces, Spooky Tooth m.fl. Steve Marriott og Peter Frampton var lederne. Humble Pie havde mindre hits med bl.a. deres version af ”I Don’t Need No Doctor” – en version, som var så heavy, at den i 1980’erne blev emuleret af W.A.S.P.
Golden Earring (Haag) var et af de få bands fra det europæiske kontinent, som vovede at lægge arm med hårdrocken i 1960’erne. Nederlænderne spillede nederen psykedelisk rock og pop-rodsammen under navnet The Golden Earrings, indtil de begyndte at få styr på deres lort på ”Eight Miles High” (november 1969). Der er doomy og desperate passager på albummet, men der er pænt langt til standarden på ”Radar Love” (1973).
Golden Earring (Haag) var et af de få bands fra det europæiske kontinent, som vovede at lægge arm med hårdrocken i 1960’erne. Nederlænderne spillede nederen psykedelisk rock og pop-rodsammen under navnet The Golden Earrings, indtil de begyndte at få styr på deres lort på ”Eight Miles High” (november 1969). Der er doomy og desperate passager på albummet, men der er pænt langt til standarden på ”Radar Love” (1973).
1) Den hårde rock fik kolossal succes i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne. Cream fungerede som murbrækker, og en lang række bands, heriblandt The Jimi Hendrix Experience, Steppenwolf, Iron Butterfly, Grand Funk Railroad, Led Zeppelin, Black Sabbath, Deep Purple, Free og Mountain solgte plader og koncertbilletter i kvanta, der gav beatmusikkens bløde yogier tics. Den hårde rock blev prompte beskyldt for at være ideologisk ukorrekt og hedonistisk og det, der var værre: mandschauvinistisk og … fascistisk.
 |
| Grand Funk Railroad |
EFTERSNAK!
Nej, jeg mener ikke, at man kan sige, hvem der opfandt heavy metal, eller hvor og hvornår heavy metal opstod. Rocken har en lang udviklingshistorie, som er fyldt med krumspring, sidespring og overspringshandlinger. Og som det er tilfældet med al anden kunst, kan man ikke definere heavy metal. Genregrænserne er flydende, genredefinitionerne er ulogiske i al deres skolemester-logik. Definitionerne vil altid komme til kort, de vil til hver en tid kunne modsiges. Rockens væsen er ikke for fastholdere. Hører fx Mott The Hoople, Taste, Ten Years After, James Gang, Blind Faith og The Move til på en liste over 1960'ernes proto-metal?
På denne liste over 20 proto-metalbands mangler der en del. Fx King Crimsons hammerheavy ”21st Century Schizoid Man” (1969). De oplistede bands tilhører de mest kendte eksempler på proto-metal fra 1960’erne. Neden under fandtes en understrøm af nu glemte og miskendte grupper som fx Bitter Creek, der i 1968 udgav en udmærket single med titlen ”Plastic Thunder”. Man kunne også opliste Screaming Lord Sutch, som dyrkede horror og sang løs om ”Jack The Ripper” (single fra 1963), og som udgav et album, der hed ”Lord Sutch And Heavy Friends”. Men da stod der 1970 på kalenderen, så det falder uden for denne artikel rammer.
På denne liste over 20 proto-metalbands mangler der en del. Fx King Crimsons hammerheavy ”21st Century Schizoid Man” (1969). De oplistede bands tilhører de mest kendte eksempler på proto-metal fra 1960’erne. Neden under fandtes en understrøm af nu glemte og miskendte grupper som fx Bitter Creek, der i 1968 udgav en udmærket single med titlen ”Plastic Thunder”. Man kunne også opliste Screaming Lord Sutch, som dyrkede horror og sang løs om ”Jack The Ripper” (single fra 1963), og som udgav et album, der hed ”Lord Sutch And Heavy Friends”. Men da stod der 1970 på kalenderen, så det falder uden for denne artikel rammer.
HELGARDERING!
Min liste er fejlbarlig. Utilstrækkelig. Og sikkert også rodet. Listen koncentrerer sig om 1960’erne, og den omhandler det, som man nu om dage ynder at kalde proto-metal. Altså: Jeg hævder ikke, at The Yardbirds m.fl. ER heavy metal, kun at deres musik bærer på forstadier til det, vi i dag forbinder med heavy metal.
Belært af erfaringen skal jeg slå fast: Jeg opererer med den oprindelige/klassiske fortolkning af heavy metal. Læsere, der ikke mener, at enkelte eller alle de bands, som denne artikel omtaler, har noget med heavy metal at gøre, henvises til retiraden her.
For at få en historie om heavy metals opståen til at give mening, skal man klippe mange tær og hugge mange hæle, man skal sluge et vist antal kameler og være forberedt på at blive modsagt – også af folk, som rent faktisk har forstand på musik. Og dem er der en del af blandt Rifferamas kernelæsere.
Kommentarer, supplerende historier, korrektioner, begejstring, protester, spørgsmål m.m. modtages på Rifferamas Facebook-side. <13>
 |
| Ginger Baker (Cream) |
KILDER!
* Wikipedia, YouTube, YouSee Musik og svimlende summer af kilder på nettet.
* Adskillige hyldemeter rocktidsskrifter, ikke mindst Classic Rock og Rolling Stone.
* Brian Harrigan & Malcolm Domes ”Encyclopedia Metallica” (Bobcat Books, 1981).
* Jens Jam Rasmussens ”Heavy metal: 40 år med hård rock” (Informations Forlag, 2010).
* 4-dvd'en ”Metal Evolution” (2011) af Sam Dunn & Scot McFadyen.
* Uden at vide det, har Peder Bundgaard fungeret som rockhistoriker-guru.
* Adskillige hyldemeter rocktidsskrifter, ikke mindst Classic Rock og Rolling Stone.
* Brian Harrigan & Malcolm Domes ”Encyclopedia Metallica” (Bobcat Books, 1981).
* Jens Jam Rasmussens ”Heavy metal: 40 år med hård rock” (Informations Forlag, 2010).
* 4-dvd'en ”Metal Evolution” (2011) af Sam Dunn & Scot McFadyen.
* Uden at vide det, har Peder Bundgaard fungeret som rockhistoriker-guru.
