Verdens førende hårdrockskribent har skrevet
en biografi om Motörhead. Den er sjusket, men fyldt med vid og bid. Som fx denne udtalelse fra Lemmy:
”De brændte Beatles-plader offentligt. Der er det der berømte klip fra en radiostation i Alabama: ’Rock ’n’ roll skal væk! Tag alle dine Beatles-klenodier og smid dem de her steder i byen, og så kommer vi og samler dem sammen og brænder hele molevitten offentligt.’ Minder det om noget? Om hekse? Nogen, der skal hænges ud og have skylden” (side 116).
”De brændte Beatles-plader offentligt. Der er det der berømte klip fra en radiostation i Alabama: ’Rock ’n’ roll skal væk! Tag alle dine Beatles-klenodier og smid dem de her steder i byen, og så kommer vi og samler dem sammen og brænder hele molevitten offentligt.’ Minder det om noget? Om hekse? Nogen, der skal hænges ud og have skylden” (side 116).
Hvis Motörhead
flyttede ind i huset ved siden af, ville din græsplæne visne. Sådan lyder en af
anekdoterne om Lemmy & Co. For Motörhead er sådan cirka verdens giftigste
band. Tilmed et farverigt band, som i knap fire årtier har formået at hærge løs
– uden at sælge ud, uden at gå på kompromis, og uden at blive matte i koderne.
Så det ligger
lige for at skrive en bog om Motörhead – for Motörhead er godt stof. Også godt
læsestof. Den har Joel McIver selvfølgelig set, og så er han gået til tasterne.
McIver er en
flittig fyr. Vi kender ham fra magasiner som Metal Hammer og Classic Rock. Men
mindst ligeså godt fra hans bøger. Kollegaen Martin Popoff påstår, at McIver er
verdens førende rockskribent lige nu.
Joel McIver
pumper da også biografier ud på markedet. I min reol står McIvers bøger om
Black Sabbath, Slayer og Metallica allerede. Og forleden faldt jeg så over
denne bog om Motörhead i discount-stakken i Stereo Studio. Motörhead-biografien
er fra 2011, og siden da har skriverkarlen tastet otte (!) bøger ind på sin
computer. Det siger sig selv, at resultatet er derefter: ”Overkill: The Untold
Story Of Motörhead” (Omnibus Press) er hastværk. Den er sjusket skrevet. På side 76 læser man
fx:
Lemmy
remembered: ”I remember …”
Og på side 81
bruger han glosen ”featured” tre gange på to linjer! Det er dælme ikke alsidig
sprogbrug.
Og sådan går det
over stok og sten. De samme oplysninger gentages. Igen og igen. De samme scenarier
og temaer beskrives igen og igen, med ganske få forskydninger i
formuleringerne. Lemmys pethates og
idiosynkrasier udstilles og sættes gabestok. Forståeligt nok, for der er ikke tale om en
officiel biografi.
Jo, McIver har
interviewet Lemmy, men ikke indgående nok til, at det kan blive til en hel
biografi om Motörhead. Derfor må McIver plyndre arkiverne for andre
journalisters interviews. De mest interessante passager af bogen er rene
citatkollager, hvor McIver har haft saksen fremme og klippet Lemmys bons mots sammen til en fremadskridende
fortælling.
Det er
selvfølgelig en problematisk arbejdsmetode, men den fungerer faktisk
overraskende godt. Store dele af bogen er (i mine øjne) mere interessant end
Lemmys selvbiografi ”White Line Fever” (Simon & Schuster, 2002), der var
noget tam. Og ikke gik i dybden med Lemmys vid og bid.
McIver giver derimod
et meget godt indtryk af det arsenal af visdom, som den bourbon-bællende og
kæderygende bassist bærer i sit hammerhjerte. Lemmy kan være syrlig som ingen
anden. Han har et falkeblik for menneskehedens grænseløse dumheder. Og han er i
besiddelse af en stødsikker lortedetektor. Det er begrænset, hvor meget bullshit medier, pladebranche og
magthavere kan servere for Lemmy, før sikringerne i hans detektor springer med
festlige knald. Gang på gang lyder Lemmys hæse stemme som en profetisk røst i
den ødemark af løgn og bedrag, som omgiver os. Og det fanger McIvers bog vældig
godt.
Cirka tusind
gange er McIver inde på Lemmys samlermani: nazi-parafernalia. Nej, Lemmy er
ikke nazist. Eller racist oder sowas.
Det ved vi Motörhead-fans allerede. Vi ved også, at Lemmy har en sort veninde,
som ikke tager anstød af hans samling af SS-skrammel. Men for en sikkerheds
skyld gentager McIver det lige igen. Og igen. Og igen. Så mange gange, at man
ruller med øjnene.
Men midt i denne
ubærlige redundans dukker der en sjov passage op, hvor Lemmy sammenligner
Hitlers udryddelse af jøderne med de hvide amerikaneres udryddelse af
indianerne. Ups. Amerikanerne har flere menneskeliv på samvittigheden end
Hitler. Men hvorfor er vi så ikke optaget af massakren på de indfødte amerikanere?
Lemmy forklarer lakonisk på side 115:
The
Americans killed more people [referring to the Native Americans] than Hitler,
it’s just that [the victims] didn’t have any relatives on Wall Street to write
to The Times about it.
De fleste læser
hen over den udtalelse og nikker samtykkende uden at lægge mærke til, hvad det
egentlig er, Lemmy siger med den mundfuld. Politisk korrekt har Lemmy aldrig
været. Heller ikke, når han bliver sat under anklage for at have nazisympatier.
Undertitlen ”The
Untold Story Of Motörhead” er lovlig flot. For de fleste Motörhead-fans har
hørt det meste i forvejen. Der er vældig få afsløringer. Kontroversen med
produceren Ed Stasium lancerer McIver som en solohistorie, men der er ikke
meget sprængstof i den. Hele Motörheads karriere har været brolagt med
kontroverser og sabotage fra branchefolk. Spørgsmålet er, om det i sagen om
Stasium ikke er Lemmy, som er skurken? Så lidt sprængstof er der måske
alligevel i den historie …
Mikkey Dee
(trommer) og Phil Campbell (guitar) er bare bipersoner i fortællingen om
Motörhead. For som McIver så rigtigt påpeger: Motörhead er Lemmys band. Lemmy
er ærlig (og ikke altid lige høflig) i sin omtale af tidligere medlemmer som
”Fast” Eddie Clarke, Philthy ”Animal” Taylor og Brian Robertson. De fyre kunne
måske godt fortjene, at nogen ristede en rune om dem – for de var ikke desto
mindre medvirkende til, at Motörhead satte nogle af heavy-historiens bedste
værker (”Ace Of Spades”, ”Another Perfect Day” m.fl.) i verden.
Joel McIver er
årgang 1971. Og det er ingen alder i Motörhead-sammenhæng. Det kniber da også
for McIver at holde styr på den del af rockhistorien, som gik forud for
thrashen. Det kager helt for ham, når han skal forklare, hvad New Wave Of
British Heavy Metal var. Han påstår fx, at Venom ikke var del af NWOBHM! WTF?!?
McIver har
heller ikke helt styr på, hvem der var bassist i Cream og Jimi Hendrix
Experience (side 11). Lidt research kunne gøre underværker. For McIver lavede
et fabelagtigt grundigt arbejde i beskrivelsen af thrashens tilblivelse
(kapitlet ”The Truth About Thrash Metal”) i bogen ”Justice For All: The Truth
About Metallica” (Omnibus Press, 2009). Det er tydeligt, at McIver slet ikke
har lagt så mange seriøse kræfter i fabrikationen af Motörhead-biografien, som
han ofrede på Metallica.
Dét ærgrer man
sig over. For historien er her. Man er godt underholdt af McIvers bog om Lemmy
& Co. Det meste af bogen var vedkommende læsning for mig, der har fulgt
Motörhead, siden de i 1978 var inkluderet på punk(!)-kompilationen ”Catch A
Wave” med det, der dengang var verdens hidtil hårdeste rocknummer: ”White Line
Fever”.
Konklusion:
”Overkill: The Untold Story Of Motörhead” er absolut værd at læse. Om ikke
andet, så fordi den rummer en værdifuld samling Lemmy-citater. \m/
FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama
Ingen kommentarer:
Send en kommentar