Midt i et kaos af
slagsmål og provokationer udkom et af de heavieste albums i 1970’erne. Albummet
bar den kontroversielle titel ”Sweet Fanny Adams”, og det har 40-års
jubilæum i dag.
Det var ikke alt for smart at gå på tv med de jakker ... |
London, Rainbow Theater, december 1973. Lyden af noget, der
kunne være en atombombe-sprængning. Dernæst: et aggressivt rock-riff drøner oven
på en militant trommetakt. Det er introen til ”Hell Raiser”, et af de nyeste
hits med Sweet. Sangeren Brian Connolly træder ind på scenen, iklædt glitter
fra top til tå, med bevingede manchetter om håndleddene. Brian griber
mikrofonstativet, hæver det i luften. Et øjebliks sejrspositur, mens publikum
skriger begejstret. Så brækker Brian resolut stativet over knæet, hvorefter han
smider det til jorden med en skramlen. Sådan gør en rigtig rockstjerne sin
entré. (Se klippet her.)
Og i 1973 var sangeren Brian Connolly, guitaristen Andy
Scott, bassisten Steve Priest og trommeslageren Mick Tucker stjerner. Sweet var
megastjerner. Kongerne af glam rock, i hvert fald i Europa.
Men ikke alle elskede Sweet. Forældregenerationen hadede
bandet, som, de mente, ødelagde ungdommen. Rockkritikerne hadede også Sweet. Brian
Connolly & Co. ødelagde den rockmusik, som ellers var ved at udvikle sig
til noget dybt seriøst og noget meget, meget progressivt. Rockmusikken var
lydsporet til den store marxistiske forvandling af Vestens samfund. Og så kom
de her fire pikrockere med sminke og scenekostumer, som fik selv Marc Bolan og
David Bowie til at ligne trist og grå hverdag. Sweet vanærede rocken – de var
en ”Rock ’n’ Roll Disgrace”, for nu at nævne en titel på en af Sweets bøllede
og bissede single-b-sider.
”Men det holder jo ikke,” var kritikerne enige om. Sweet havde
stormet hitlisterne i to-tre år på det tidspunkt. Men de var bare en døgnflue.
Håbede man. Sweet havde dog en anden plan. Planen kom til at hedde ”Sweet Fanny
Adams”. Et album, som udkom i april 1974 – altså for præcis 40 år siden. Og det
er en klassiker med stort K. Mange mener, at ”Sweet Fanny Adams” er det ultimative
glam rock-album. Men det er en forsimpling af virkeligheden …
Sweet, som de så ud forfra ... |
HAGEKORS OG
HITLER-SKÆG
Sweet ønskede egentlig, at albummet skulle hedde ”We’re
Revolting” – en titel, der gik på, at Sweet var klamme, afskyvækkende og vel
også oprørske. Sweet var på et forvokset provokations-trip, de var rebeller
uden en sag. En af sangene på albummet hed ”Rebel Rouser”, meget sigende.
Den titel, som albummet fik, var heller ikke for børn. ”Sweet
Fanny Adams” hentydede til en mordsag fra 1800-tallet, hvor en 8-årig pige blev
bortført og dræbt (=slagtet). Hun hed Fanny Adams. Og talemåden Sweet F.A. er en politisk ukorrekt måde
at sige, at en person er værdiløs, et nul. I Sweet-sangen ”Sweet F.A.” står
forkortelsen f.a. kort og godt for
”fuck all”, og teksten til den voldelige sang lyder bl.a.: ”If she don’t spread
I’m gonna bust her head.”
Sweet var testosteronstruttende sexister, og titelnummeret
og sange som single-b-siden ”Someone Else Will” (med linjen ”If we don’t fuck
you someone else will”) var bestemt ikke med til at give Brian Connolly &
Co. et godt ry. Som om, de tog sig af den slags.
Sweet opførte sig cirka ligeså punket som Sex Pistols efter
dem. Sweet nægtede at trække af deres glitterjakker med sjofle slogans på
ryggen, når de skulle optræde på tv. Mick bar et stort hagekors på ryggen.
”Bollox!” stod der på Andys ryg, og ”Fuck You” lød opfordringen på Steve Priests
jakke. Og den rødhårede bassist mente det.
Da hittet ”Block Buster” (1973) blev lanceret på Top Of The
Pops, gik Steve på scenen med Bismarck-hjelm, hagekors-armbind og
Hitler-overskæg. Sweet var selvfølgelig ikke nazister, men i 1970’erne var den
politiske korrekthed endnu ikke så fremskreden, og det ellers urørlige symbol
(hagekorset) kunne stadig bruges som choktaktik – de borgerlige tog naturligvis
anstød af det vulgære svastika, men det var først og fremmest marxisterne og
smagsdommerne i de finkulturelle medier og samfundsinstitutioner, som blev
provokeret.
Sweet var ikke det første endsige det sidste rockband, som
(mis)brugte hagekorset til at provokere – og egentlig var det Hells Angels og
rebellerne fra bikerkulturen, som skal have fortjenesten for at have ”opfundet”
hagekors-provokationerne, der pr. automatik gjorde, at man blev udstødt af det
pæne selskab. Denne hunger efter at være outcast
lå formentlig også bag Kiss’ og Black Sabbaths brug af den forhadte S-rune i deres
bandlogoer.
Anyway, provokationerne
bremsede unægtelig Sweets karrieremuligheder. Singlen ”Turn It Down” (1974) blev
ligefrem boykottet af BBC, fordi den var proppet med det, som borgerskabet
betragtede som ”bandeord” (glosen punk
indgik for resten også i sangteksten!).
Sådan kom coveret til at se ud... |
SLAGSMÅL ØDELAGDE
STEMMEN
Brian Connolly var smuk, en rock’n’roll-Adonis. Men Brian var
mere end et blikfang. Han var datidens svar på W. Axl Rose, konstant i
sladderbladene. Brian var ikke kun den blonde alfahan og prototypen på den
slags glam-frontmænd, som i 1980’erne blev standard (=Michael Monroe, Vince
Neil, Brett Michaels, Taime Downe, Stevie Rachelle, Steevi Jaimz etc.). Han var
også en udmærket sanger med et pænt stort register. Altså indtil gruppen
indspillede ”Sweet Fanny Adams”.
Brian var en skørtejæger, og på en bytur flirtede han med en
pige. Dumt. For pigens fyr svarede igen ved at danse på taget af Brians
Mercedes. Resultat: slagsmål. Brian fik tørre tæsk (vist nok af tre fyre), og
værst af alt: han blev sparket i struben, gentagne gange. Det tog lige toppen
af Brians vokale præstationsevne, og mens Brian blev behandlet for skaden,
måtte Steve Priest og Andy Scott gribe mikrofonen for at færdiggøre ”Sweet
Fanny Adams”.
Steve var måske Sweets bedste sanger. Priest havde en lys stemme
med masser af power. Og den lod han lyde på ”No You Don’t”, et af det bedst
glam rock-numre nogensinde. Steves nærmest hysteriske vokal på den skæring er second to none, og spørgsmålet er: ville
Brian have kunnet synge den bedre – selv før slagsmålet?
”No You Don’t” var for resten skrevet af hitsmedene Nicky
Chinn og Mike Chapman, der stod bag Sweets første stribe af glamourøse
hårdrock-hits (”Block Buster”, ”Hell Raiser”,” Ballroom Blitz”, ”Teenage
Rampage”, alle udsendt i 1973-74). Men op til indspilningen af ”Sweet Fanny
Adams” var Sweet begyndt at løsrive sig fra Chinichaps hits. Sweet ville selv.
Og de kunne selv. Det demonstrerede de på ”Sweet Fanny Adams”, hvor stilen
bevidst blev drejet væk fra det hitlisteorienterede.
Selvom Sweet optrådte i glitterkostumer på coveret til
”Sweet Fanny Adams”, var musikken gedigen betonrock. Der blev spillet tungt og
hammerhårdt. ”Sweet Fanny Adams” er et af de mest hårdtslående eksempler på heavy
rock fra første halvdel af 1970’erne, basta!
Steve Priest ... |
LYDEN: ET SLAG I
ANSIGTET
Produktionen på ”Sweet Fanny Adams” var fantastisk. Lydmagikeren
Phil Wainman gav Sweet den helt rigtige lyd: skarpkantede klangflader og et
lydbillede med dybde og dynamik, der slog lige i smasken på lytteren.
Disharmoniske, forvrængede guitarer. Mavekildrende brug af violinbue à la Led
Zeppelin. Stereoeffekter galore. Sireneagtige
Moog-udbrud. Stilfulde akustiske guitarer lagt oven på fjelde af metalguitarer.
Hviskende stemmer og vilde korarrangementerne, der drønede fra højttaler til
højttaler. Og så videre.
Sweet var meget dygtigere musikere, end deres rygte ville
vide. Og de havde travlt med at flashe
det på ”Sweet Fanny Adams”. Man bliver helt målløs, når man tænker på, at Sweet
ikke selv fik at lov at spille på deres første sukkerhits (”Funny Funny” og den
slags tonalt affald (1971-72)), som de distancerede sig fra med en mægtig
musikalsk fuck-finger på ”Sweet Fanny Adams”.
Den største force i Sweet var vel trommeslageren Mick
Tucker, hvis spillestil var unik, heavy men inspirereret af jazz. Tucker
brillerede igennem hele albummet, legede sig overlegent igennem de mere simple
sange og var med til at gøre, at Sweets cover version af ”Peppermint Twist”
fuldstændig begravede Joey Dees originaludgave fra 1961.
Senere: Sweet i læder ... |
KÆRESTEN BOLLER UDEN
OM
”AC-DC” var et af de mere kendte numre fra ”Sweet Fanny
Adams”. Det var skåret over Chinn og Chapmans hitliste-læst og handlede om sex.
Om tabuiseret sex. Sangen var et adjø til det traditionelle kærlighedsforhold,
for Brian sang her om, at hans kæreste bollede uden om. Selvfølgelig ikke med
en anden fyr, det ville være utænkeligt for en førsteknepper som Brian C. Nej,
kæresten bedrog ham med en anden pige. Værsgo: biseksualitet i
teenybobber-form. Dét var langt fremme i plateaustøvlerne, selv i de frigjorte
1970’ere. Joan Jett, der som sanger i bandet The Runaways turnerede sammen med
Sweet i 1970’erne, tog senere ”AC-DC” op – sladderpressen vil vide hvorfor.
Det var kun overfladisk, at Sweets sange handlede om
kærlighed. Som oftest beskrev deres sange usunde og direkte syge relationer.
Man finder fx S&M-undertoner i ”Set Me Free”, hvor kærligheden er blevet
til et helvede.
”Set Me Free” tog Saxon sidenhen på sætlisten, og det Deep
Purple-agtige nummer hører blandt Sweets aller-heavieste. Det var for resten
Andy Scott, som egenhændigt skrev ”Set Me Free”. Det samme gælder ”In To The
Night”, hvor Andy tilmed agerede forsanger. Sangen havde en midter-part, som
var nærmest doom-dyster med sin mørke, fortættede stemning.
På ”Restless” var det igen Steve Priest, som sang for i et
arrangement, der var free style, komplet
med en afslutningspassage, som munder ud i et thrash-agtig staccato-riff. Det
lød ikke som noget, der drømte om at komme på hitlisten.
Titelnummeret havde også et arrangement, som var alt for
avanceret til at passe ind i den snævre glam-formel. Og havde det ikke været
for glitterkostumerne på omslaget, ville de færreste have fået den idé, at
”Sweet Fanny Adams” var et glam-album.
På de efterfølgende lp’er, ”Desolation Boulevard” (1974), ”Strung
Up” (1975), ”Give Us A Wink” (1976) og ”Off The Record” (1977), droppede Sweet
da også glam-looket til fordel for et mere hårdrock-typisk denim- og
læder-antræk. Men lige meget hjalp det. Og i dag er der stadig mange (alt for
mange!), som foretrækker at huske Sweet for nonsens som ”Wig Wam Bam”. Synd for
dem, for Sweet var i perioden 1974-76 et af verdens fedeste heavy rock-bands. \m/
Fuidstændigt rigtigt. De var simpelthen fede..........og SFA holder stadig
SvarSletsuperartikel, og jeg er enig. SFA er en overset perle!
SvarSlet