søndag den 16. august 2015

Drakonisk strenghed


Ingen sortere. Som Paradise Lost tog sig ud i Jam Magazines artikel.

”Jeg hader at være som andre. Jeg gider ikke ligne en sørgelig forpulet køter, så jeg undgår at agere som normale mennesker.” Nick Holmes har talt! Ordene faldt i 1995, da Paradise Lost udgav hovedværket ”Draconian Times”.

Læs interviewet som optakt til Paradise Losts koncert den 17. oktober.

Interviewartikel: Peter Béliath (publiceret i Jam Magazine nr. 56, juni 1995)

NRG nr. 1. Bladet rummede også min
stort opsatte temaartikel om black metal,
"Slaver af Den Hornede", og et
dybdeborende interview med
Morbid Angel. Alle artiklerne
bar for resten præg af påvirkning
fra Erwin Neutzsky-Wulffs forfatterskab.
[April 1995: jeg mødte drivkræfterne i Paradise Lost på en fashionabel café i København. Det blev en interessant eftermiddag i selskab med sangeren Nick Holmes og guitaristen Greg Mackintosh. Interviewet var sat op for NRG – et helt nyt dansk metalmagasin. Aftalen var, at Paradise Lost skulle pryde forsiden af bladets allerførste nummer, og derfor skulle interviewet have en vis tyngde. Det fik det.

Faktisk blev der stof nok til en fire-siders artikel i NRG. Plus det løse, som jeg brugte til en bihistorie, der kom i Jam Magazine. Det allertungeste skyts (bl.a. det famøse løfte om, at Paradise Lost ALDRIG ville svigte deres fans ved at skifte radikal stil, som Celtic Frost havde gjort på ”Cold Lake” – læs mere ved at klikke her) havnede selvfølgelig i NRG. Men der er et par sjove ting i bihistorien, som jeg bringer her.

Det klikkede virkelig godt mellem Paradise Lost og mig denne eftermiddag. Fadøl booster de sociale kompetencer. Efter interviewet opstod der en længere pause, hvor Greg og Nick satte sig ved mit bord. Den samtale ville jeg gerne have båndet. For de diskede op med mange sjove anekdoter. Bl.a. om turnélivet med det største dødsmetalband i verden.]

”Jeg synes, at folk, der bare følger trop, er idioter. Jeg nyder at betragte menneskelig adfærd. Jeg kan li’ at iagttage fyre, der prøver at score piger – de tér sig ligesom dyr, ligesom hunde! Jeg var på ferie, og der var en tævehund på stranden, og alle de her hanhunde forsøgte at komme i lag med hende. De jagtede hende uafladeligt, og det er det samme med mænd og kvinder.”

Nick Holmes, forsanger i engelske Paradise Lost, har talt sig varm efter en lille halv time. Vi sidder på Krasnapolsky i det indre København en søndag eftermiddag sent i april. De obligatoriske fadøl er inden for rækkevidde.

”Jeg hader at være som andre. Jeg gider ikke ligne en sørgelig forpulet køter, så jeg undgår at agere som normale mennesker. Jeg prøver at optræde cool, ha ha. Når jeg har drukket for mange bajere, bliver jeg mere menneskelig. Jeg tænker meget mere, når jeg er ædru,” siger misantropen Holmes og smiler med sine kønne isblå øjne.

På tryk virker udtalelserne hårde og kolde, men Holmes er en begavet og hjertelig fyr, for hvem livet er et tragikomisk drama. Noget der i høj grad kommer til udtryk i Paradise Losts tunge og dystre musik.

”Vi er pessimister, vi forventer altid det værste,” forklarer Holmes om sit band, der kommer fra The Grey North, nærmere bestemt Bradford i West Yorkshire – et typisk industridistrikt, der dog er omgivet af et smukt landskab.

”Man skal bare køre fem miles, så er man på landet. Det er et meget kuperet terræn med mange bakker og dybe dale,” fortæller Holmes om sin elskede hjemstavn, der har fostret adskillige bands med tendens til doom og gotik.

KAN DE DØDE DANSE?
I starten var Paradise Lost del af doom/death metalscenen, men gruppen har ad åre fjernet sig langt fra dødsgenrens trange rammer. Paradise Losts forrige album, den storladne ”Icon” fra 1993, slog kraftigt an i Europa og har for længst rundet de 300.000 solgte eksemplarer.

Den 12. juni [1995, red.] sendes Paradise Losts femte album, ”Draconian Times”, på markedet, og her lægger gruppe med stor autoritet vægten på de melodiske og de poetiske gotikelementer frem for metallisk hammer. Både de musikalske og kommercielle forventninger til ”Draconian Times” er skyhøje. Men hvad er det, der gør Paradise Lost så radikalt anderledes end andre af tidens metalbands?

”Vi er ikke kun inspireret af metalbands. Vores inspiration kommer fra alle mulige forskellige kilder, og derfor, tror jeg, vi har så original en lyd. Dead Can Dance er vores største inspirationskilde. De spiller den tungeste musik, og de spiller det med følelse. De er heavier end noget death metalband kan drømme om at blive. Men det fatter de yngre fans ikke, for de går bare efter de forvrængede guitarer. Men når man begynder at værdsætte musik, opdager man, at Dead Can Dances musik har så meget mere at byde på end heavy metal.”

Netop det omtalte snæversyn hos metalfans har gjort Paradise Lost til et band, der både er elsket og hadet. Og det i metalsammenhæng så aparte ”Draconian Times”-album indeholder bl.a. en popsang, ”The Last Time”, der uden tvivl vil frastøde en del stivstikkere i metalpublikummet. Bekymrer det mon bandet?

”Ja, men det er jo også den eneste sang af den slags på albummet,” siger Nick Holmes og går straks i forsvarsposition.

”Ja, det bekymrer mig, men man kan jo ikke gøre alle tilfredse, og jeg afskyr folk, der påstår, at vi har solgt ud, for der er så meget sjæl i vores musik. Vi lægger hele vores personlighed i musikken.”

Både bandnavnet (der er titlen på John Miltons storslåede epos ”Paradise Lost”, der udkom i 1667, og som på besynderlig vis skildrer den faldne engel Lucifer som oprørshelt) og albumtitler som ”Shades Of God” og ”Icon” afslører, at Paradise Lost er meget fascineret af religiøse temaer. Nick Holmes understreger dog, at Paradise Lost er et irreligiøst band:

”Jeg har personligt ingen tro, men jeg ville ønske, at jeg havde det. Jeg tror ikke på noget som helst, jeg er meget agnostisk.”

”Vi er meget store modstandere af organiserede religioner. Jeg mener, at folk, der søger efter noget at tro på, til en vis grad er svage. Hvis man klarer sig gennem livet ved at være afhængig af noget, der forstærker tilværelsen, er det selvfølgelig udmærket. Men det er stadig en svaghed. Nogle mennesker behøver ikke stole på andet end sig selv,” causerer Nick Holmes, der har et meget William Blake’sk syn på religion:

”Religion burde være noget personligt, uden at man behøver at gå i kirke og lægge penge i kirkebøssen – hvad fanden har det med sagen at gøre? Hvis jeg var religiøs, skulle det være en personlig og åndelig sag, noget jeg ville holde for mig selv. Kirken er jo så skide korrupt, at det er en vittighed.” \m/

"Draconian Times" har det smukkeste artwork.

ACHTUNG! Den 17. oktober kan Paradise Lost opleves live i Pumpehuset, CPH. Support: Lucifer

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Ingen kommentarer:

Send en kommentar