Glamourøse kostumer! Smagløs sminke!
Sjofle attituder! Larmende koncerter! Ethvert medie med respekt for sig selv
havde ingen respekt for Sweet i 1970’erne. Men var Sweet virkelig så slemme som
deres blakkede ry?
Sweet var
pressens hadeobjekt nr. 1 i midten af 1970’erne. De blev rakket ned.
Systematisk. Men bag pressens hate speech gemte der sig en provokerende
sandhed: Sweet var pissedygtige musikere. Og sangskrivere. Men anerkendelse fik
de ikke meget af. Og de gjorde ALT, hvad de kunne for at ødelægge gamet for sig
selv. Sweet var ligeglade i en grad, der kunne give Guns N’ Roses kam til deres
hår.
Men: den
fandenivoldske attitude var måske med til at gøre Sweet attraktive for en hård
kerne af fans – fans, som viste sig at være kommende musikere. For …
Utrolig mange hårdrock-musikere
fra den generation, som startede deres liv som rockfans omkring 1973-76, blev
præget af Sweet. Og det gælder ikke kun de musikere, som åbnede sluserne for The
New Wave Of British Heavy Metal. Det gælder også musikere, som var aktive i
1980’ernes thrash metal- og glam/sleaze-scener. Mange af dem var nemlig ”gamle”
Sweet-fans.
Sweet gjorde et
uudsletteligt indtryk på det helt unge heavy rock-publikum. Og derfor blev
gruppens betydning så stor. Sweet havde en høj standard, hvad angår riffs med voldsryk.
De havde et blæret flair for melodier med hooklines så solide som kødkroge. Og
så havde de et naturligt instinkt for at arrangere sange – lyt bare til
arrangementet på hitsinglen ”Action” (1975). Alt sammen fik det en dyb
påvirkning på den generation, som udgjorde det primære segment i 1980’ernes
hårde rock.
Det kan være
svært at opregne et bands betydning. Men cover versioner er en målestok. Og
Sweets sange er blevet spillet af så forskellige kunstnere som:
Nuclear Assault
The Damned/Lemmy
Raven
Saxon
Def Leppard
Black ’N Blue
Stryper
Red Hot Chili
Peppers
Joan Jett
Vice Squad
Scorpions
Cockney Rejects
Girlschool
Heathen
The Rezillos
Krokus
Pat Benetar
Poison
Gamma Ray
Buzzcocks
The Offspring
Vince Neil
Nina Hagen
Crown Of Thorns
Ace Frehley.
Sweet lader til
at have skudt med spredehagl, hvad angår genrepåvirkning. Her er
glam-kunstnere, ja, men også punk rock, thrash metal, bundsolid heavy metal og alternative
rock-navne. M.m.m.
Flere af de
store kanoner blandt den hårde rocks musikere vendte tomlen op for Sweet. Det
gjaldt fx The Who. Deep Purples Ritchie Blackmore gik sågar på scenen og
jammede med Sweet i 1976. Ozzy Osbourne fra Black Sabbath erklærede, at ”Hell
Raiser” var årets single i 1973. Og så videre.
Men
smagsdommerne i pressen … ak! I medierne var der fri jagt på Sweet. Året rundt.
Sweet var en skamplet på rocken, en ”Rock & Roll Disgrace”, for nu at
citere en af gruppens single-b-sider fra 1973. Men det hørte med til historien,
at de færreste medier havde råd til at ignorere Sweet, som i en årrække befandt
sig nærmest konstant på hitlisterne. Nok hadede journalisterne Sweet. Men de
ville o.k.-gerne have en bid af Sweets action, også selvom forsangeren Brian
Connolly, bassisten Steve Priest, trommeslageren Mick Tucker og guitaristen
Andy Scott var indbegrebet af såkaldt dårlig smag.
KNUS NOGLE MYTER
Man hører ofte
påstanden om, at Sweet efterabede Queens hysteriske korarrangementer (”compressed high-pitched backing vocal harmonies,” som de kaldes på
Wikipedia). Og jo, der er
slående ligheder mellem Queen og Sweet. Ofte lyder Sweet kriminelt meget som
det, Queen lavede på en sang som ”Sheer Heart Attack” (1977). Men send
regningen til Queen. For Sweet kom først.
De kor og vokalarrangementer kan spores tilbage til Sweets plader fra starten af deres karriere. Et præmieeksempel på Sweets hysteriske kor kan høres på single-b-siden ”Spotlight”. Den udkom i 1971. Queen pladedebuterede først i 1973 – uden kor!
De kor og vokalarrangementer kan spores tilbage til Sweets plader fra starten af deres karriere. Et præmieeksempel på Sweets hysteriske kor kan høres på single-b-siden ”Spotlight”. Den udkom i 1971. Queen pladedebuterede først i 1973 – uden kor!
Det vakte som
bekendt stort ståhej, da Van Halen brugte keyboards/synth i hård rock på deres
album fra 1984. Tænk på et hit som ”Jump”. Men var det noget nyt? Nix. Allerede
ti år tidligere søbede Sweet deres hitlistesøgende hårdrock ind i synth på
singler som ”Fox On The Run” (1975) og ”The Lies In Your Eyes” (1976). Og
selvfølgelig havde Eddie Van Halen hørt Sweet. For ALLE i den generation havde
hørt Sweet.
Der cirkulerer
også en myte om, at Sweet bare var et tøsepop-band, som hoppede på heavy
rock-vognen. Nix igen. Deres første koncert blev stoppet efter en halv time,
fordi de spillede for højt. Allerede fra starten spillede Sweet hård rock.
Cover versioner af Free og The Who var på repertoiret, fortalte Andy Scott i et
interview i Sounds (juni 1976).
Og hvis Sweets publikum
kom til gruppens koncerter for at høre happy clappy-pop, blev de slemt skuffet.
Når Sweet gik på scenen, spillede de, som havde de drukket blod. Sange blev
omarrangeret, smadret sammen i medleyer, og hits blev hjappet igennem med
noget, som er svært ikke at forbinde med skadefryd. ”Block Buster” (1973) blev
tryllet om til et blues jam, komplet med mundharpe. På flere af Sweets
studieplader finder man numre med jazzede mellemstykker – og jazz-indslagene
blev ikke færre, når Sweet stod på scenen.
Der er i de
seneste år udkommet flere albums med optagelser af Sweet-koncerter fra
1970’erne. Det er ikke lige kønt det hele. I studiet var Sweet skønsangere. Men
live! Der brugte bandet ikke de store kræfter på at synge rent. Meget af
materialet på en optagelse fra Odense 1976 er decideret punket, og mellem
numrene kan man høre en hæs Brian Connolly udbryde ”I’m fucked.”
Læg dertil et
sceneshow, som blev indledt af David Roses 1962-jazzhit ”The Stripper”, mens
nærbilleder af temmelig vovede strip-sekvenser blev blæst op på en storskærm. Nøgenscenerne
blev afsluttet med noget, der nærmest må betegnes som en atomsprængning,
hvorefter Sweets heavy rock tog over. Og … for resten: Sweet var også så
venlige at medbringe en kæmpepenis, der sprøjtede konfetti ud over publikum.
Den til dato
bedste dokumentation af Sweets atomspaltnings-agtige power er live-delen af det
dobbelte opsamlingsalbum ”Strung Up” (1975), hvor man bl.a. kan høre en
tæskeheavy version af ”Hell Raiser”.
SKIZOFRENT BAND
Sweet var fra
1971 og helt op til 1973 et skizofrent fænomen. Deres musik var rettet mod
singlemarkedet, og gruppens fuldtræffere blev skrevet af hitsmedene Nicky Chinn
og Mike Chapman, mens stjerneproduceren Phil Wainman var gruppens lydmager i
studiet. Der var mange tåkrummere imellem. Især i starten.
Med tiden blev
de hits, som Chinn og Chapman skrev til Sweet, dog mere raffinerede, end det
var tilfældet på fjollebollesangene ”Little Willy” og ”Wig-Wam Bam” (begge fra
1972).
På ”The Six Teens”
(1974) var der ligefrem tale om et desillusioneret tidsbillede af de knuste
1968/flower power-drømme. Men det var ikke kun teksten til det nummer, som var
fortræffelig. Musikken var avanceret og hentede inspiration i amerikansk west
coast-rock og hippiemusik á la Jefferson Airplane og Love. Andy Scott mener, at
”The Six Teens” formodentlig var den bedste sang, Chinn og Chapman nogensinde
skrev.
Scott har også
indrømmet, at Sweet var lidt for ivrig efter at få succes i pladebranchen. For
det materiale, som Chinn og Chapman tilbød dem, var slet ikke Sweets stil. Gennembrudshittet
“Funny Funny” (1971) var, hvad det var (=en åndssvag popsang). Men opfølgeren, pseudo-calypso-sangen
“Co-Co” (1971), HADEDE især Andy og den fænomenale trommeslager Mick Tucker.
”Co-Co” var
værre end slem. Og Sweet skar tænder og knyttede næver og insisterede på, at singlens
b-side kom til at stå i grel kontrast til pop-pladderet på a-siden. Det kom der
den efter datidens målestok ret heavy rockede ”Done Me Wrong Alright” ud af.
“Det var på den måde, vi fik luft. Det var det første, vi krævede,” fortalte
Andy Scott i det omtalte interview i Sounds.
Sweet var en
guldfugl, og det var vel grunden til, at pladeselskab, sangskrivere og producer
gik med til det lumpne kompromis: fra da af fik Sweet allernådigst lov at
indspille deres egne sange på singlernes b-sider. Hvis der altså var
overskydende studietid. Og man kan godt høre, at fede heavy-numre som ”Man From
Mecca” (1972), ”New York Connection” (1972), ”Need A Lot Of Lovin’” (1973),
”Someone Else Will” (1974) m.fl. blev indspillet med budgettets helvedeshund
snappende efter bandets hæle.
Situationen blev
dog ikke meget bedre, da Chinn og Chapman begyndte at skrue bissen på med de
hårdere glam-hits (bl.a. ”Block Buster” og “Ballroom Blitz” fra 1973). I Sounds-interviewet
fortæller Andy:
“Vi plejede at
efterlade numre som “Block Buster” så rå som muligt, når vi forlod studiet. Men
når vi hørte det endelige mix, var det hele blevet pudset og poleret i stedet
for at være noget råt.”
Det var især
Mick Tucker og Andy Scott som vogtede over den musikalske kvalitet i Sweet. Og
de blev aldrig tilfredse med det, som andre producere lavede for dem. I Sounds-interviewet
kritiserede Andy Scott lyden på de to ellers ret hårdtslående albums “Sweet
Fanny Adams” og “Desolation Boulevard” (begge fra 1974). Og frustrationerne
endte med, at gruppen fra og med singlen “Fox On The Run” (1975) selv overtog
rollen som producere på deres pladeindspilninger.
Det gjorde, at
albummet “Give Us A Wink” (1976) blev noget af en buldrebasse, som – hvad
angik tyngde og slagkraft – sagtens kunne hamle op med det aller-heavieste på
markedet i den periode.
Men så kom
nedturen. Sweets plader begyndte at rasle ned ad hitlisterne. Brian Connollys druk
og en kollektiv musikalsk identitetskrise sendte Sweet på skovtur i musikalske
territorier, hvor de bare ikke hørte hjemme. Og det var kun momentvis, at
senere albums som ”Off The Record” (1977) og ”Identity Crisis” (1982) kunne
matche den høje standard, som Sweets musik havde i årene 1973-76. \m/
Læs Rifferamas
temaartikel om ”Sweet Fanny Adams” her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar