torsdag den 22. september 2011

Doom-dommens troldmand

Søndagens koncert på Loppen demonstrerede, at der ikke er nogen over eller ved siden af Yob.

Troldmanden Mike Scheidt 
(Foto: Peter Béliath)
Man ved, at man er kommet det rigtige sted hen, når man kan drikke afkølet Erdinger Weissbier, mens man lytter til ”Lions, Christians” (Bangs stenerrock-kultklassiker fra 1972).

Loppen på Christiania er måske ikke ligefrem noget rocktempel, men denne sene søndag aften blev spillestedet forvandlet til en synagoge for heavyånden. 

Der blev spillet metalrock med sjæl fra start til slut. Intet var overladt til tilfældighederne, og da slet ikke udvælgelsen af musikken, der blev spillet før og mellem Konghs, Dark Castles og Yobs optrædener: Black Sabbaths ”Hand Of Doom”, Diamond Heads ”Am I Evil”, Mercyful Fates ”Evil” og i den dur.

Aftenens første band, den svenske trio Kongh, spillede da også doomy, stenet rock af den gamle skole, om end vokalen afslørede, at svenskerne også har rødder i ekstremmetal. Ikke mindst i løbet af de to sidste numre begyndte Konghs overdrevent tunge musik at lette.

Floridas Dark Castle lavede et hårrejsende spektakel, selvom gruppen kun er en duo. I front stod Stevie Floyd, en ung kvinde med langt, filtret hår, lædervest, nittearmbånd og tatoveringer helt ud til fingerspidserne. Floyd sang som en rivkat og gav mig mistanke om, at hun var det uægte barn af Patti Smith.
 
Floyd (guitar, vokal) og Rob Shaffer (trommer) leverede et totalangreb på trommehinderne, der var ligeså meget avantgarde-rock som dommedagstungt ekstremmetal. Dark Castle blev elsket af publikum, der faktisk var mødt talstærkt op, taget i betragtning at trippelkoncerten udviklede sig til et tabernakel for natteravne.

Der blev for alvor trængsel ved scenekanten, da Yob over midnat satte stikkene i guitarerne. Allerede få takter inde i ”Prepare The Ground” blev det klart, hvorfor Yob var hovednavnet.

Yobs koncert var et trip ind i et transcendent lydkosmos. Syrede ud-space-ninger og galaktisk hammertorden drønede ud af højttalerne. Komposition efter komposition var som et ekko af en vulkansk rumlen fra universets urtidsmorgen. Hele lokalet var ladet med elektricitet.

Seancen blev ledet af Mike Scheidt, en trivelig fyr med mørk manke og sygekassebriller. Denne nat var Scheidt doom-dommens troldmand, og hans Rob Halford-agtige vokal gjaldede som tryllesange ud over det henførte publikum.

Der er ingen over eller ved siden af Yob.

Kongh, Dark Castle og Yob spillede på Loppen, København søndag den 18. september. I aften, torsdag den 22., optræder grupperne på Musikcaféen i Århus.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar