Tilbage i 1980’erne var det københavnske
thrash metal-band omgærdet af høj international agtelse. Faktisk var de det
sidste danske metalband, der – i kølvandet på Mercyful Fate, Pretty Maids og
King Diamond – lod til at kunne bryde igennem i udlandet.
Metalpressens anmeldere begravede nærmest
Artillery i roser, og kigger man i annalerne, ser man danskerne figurere på
playlister side om side med navne som Black Sabbath, Slayer, Sepultura,
Possessed, Celtic Frost og Metallica. Ja, Metallicas James Hetfield havde dem
ligefrem på sin egen favoritliste sammen med Misfits, Thin Lizzy og Alice
Cooper! Hvor meget mere kult kan man være?!
Desværre blev Artillery aldrig andet end
kult, og bandet løb tør for skyts efter en skuffende alliance med Roadrunner.
METALEUFORISKE
SPASMER
Ovenstående er sakset fra en
interviewartikel i NRG nr. 11 (ultimo 1999). Her forklarede den daværende
Artillery-sanger, Flemming Rønsdorf, hvorfor Artillery gik i opløsning, efter
at Roadrunner udsendte det, der velsagtens er københavnernes hovedværk: ”By
Inheritance” (1990). Men inden vi vender tilbage til det interview, skruer
Rifferama tiden tilbage til det Herrens metalår 1984.
På det tidspunkt var en hel falanks af
hurtigtspillende, aggressive metalbands i fremmarch. Metallica, Slayer,
Anthrax, Exciter, Overkill, Hellhammer, Nasty Savage m.fl. stormede frem.
Stilen fik betegnelsen thrash metal, og Artillery var med i frontlinjen, der tonsede
fremad med en hidtil uhørt musikalsk brutalitet.
Jeg anmeldte Artillerys demo ”Shellshock”
i Hot Rockin’ nr. 4 (august 1984). Jeg var begejstret. Med rette. Jeg skrev
bl.a.: ”Artillery er Danmarks heavieste og mest beskidte band. Deres musik
ligger et sted mellem og under Metallica og Mercyful Fate.” Og så gik jeg
ellers amok med sammenligninger og superlativer. ”Shellshock” var lavet af det
stof, som banede sig vej til min playlist i de år.
Jeg husker flere gode koncertoplevelser
med Artillery i 1980’erne. Jeg var bl.a. med til at arrangere en koncert med de
københavnske thrashere på Sysseltinget i Hjørring. Det blev en minderig aften
med halsbrækkende headbanging og ølbælleri ad libitum. Gennem tågerne husker
jeg især ét tableau: sangeren Carsten Lohmann kom ind på scenen udklædt som
Manden med Leen. Og før nummeret var ovre, lå Lohmann på scenegulvet og bed i
kablerne, mens han vred sig i noget, der må have været metaleuforiske spasmer.
EN
KOSAKDANS AF FYRIG THRASH METAL
1980’ene var demoernes tidsalder. Det var
årtier før, at metalfans kunne få fat i den nyeste musik ved at klikke et par
gange på computer eller iPhone. Dengang måtte man engagere sig i tape-trading,
hvis man ville holde sig ajour med metalrockens vækstlag. Og der skete en ivrig
udveksling af demoer blandt thrash metal-fans.
Tape-traderne dannede netværker på kryds
og tværs af landegrænser, og man sendte lange lister til hinanden med det vildeste
spektakel, man havde på lager. Og lageret befandt sig på lange rader af kassettebånd.
Demoer blev kopieret efter kopier af kopier af kopier, igen og igen, og disse
kopiernes kopier blev sendt videre (pr. snail mail, email fandtes jo ikke!) til
pennevenner fra nær og fjern. Det blev lyden ikke just bedre af, og det skete
ikke sjældent, at musikken, som man modtog med posten, bestod af 50% båndsus. Men
man fik da et indtryk af, hvad der foregik – som oftest et stykke tid, før
musikken kunne købes på lp i pladebutikkerne.
Nu er kassettebånd en saga blot, men hvis
man vil have et indtryk af, hvad der skete på 1980’ernes demoscene, kan man med
fordel sætte Artillerys ”Deadly Relics”-cd i afspilleren. ”Deadly Relics” blev
udsendt i 1998, og her finder man Artillerys prototype-thrash-demoer fra årene
1984-1989. Det er ren kult. Og bedst af alt: Det lyder af rigtigt metal og er
behageligt fri for nymodens pro-tools-sterilitet. I min anmeldelse af ”Deadly
Relics” (Zoo Magazine nr. 16, oktober/november 1998) skrev jeg bl.a.:
”Artillery spillede en meget original
form for thrash, der var møgbeskidt, men ikke uden raffinementer. Sange som
”Khomaniac”, ”Deeds Of Darkness” og ”Time Has Come” rummer nogle nederdrægtigt
giftige riffs, og ”Don’t Believe” er en ren kosakdans af fyrig thrash metal.”
DEN
STORE AMBITION
Pladekontrakter var relativt svære at få
fingre i dengang. Mange bands forblev på demo-stadiet. Men Artillerys demoer
gav resultat. Det engelske metalpladeselskab Neat Records skrev kontrakt med københavnerne.
Bekendtskabet med Neat blev dog en skuffelse for Artillery. I interviewet fra
den NRG-artikel, som dette blogindlæg starter med, udtalte Flemming Rønsdorf:
”Min store ambition, min drivkraft trods
det, at vi blev fucket af Neat, var, at vi skulle et halvt år til USA og ture
hele lortet tyndt og virkelig vise, at vi var der. Det blev aldrig til noget.”
Nej, Neat magtede ikke at promovere
Artillery på en sådan måde, at det københavnske band kom op på det niveau, som de
fortjente. Men Neat udgav dog to af 1980’er-thrash-æraens mest slidstærke
albums: ”Fear Of Tomorrow” (1985) og ”Terror Squad” (1987).
De to Artillery-skiver optræder på listen
over de 250 albums, som enhver seriøs thrash-fan skal have hørt. Listen finder
man i den 32-siders thrash-special, som blev bragt i det tyske magasin Rock Hards
juni 2009-nummer.
I Terrorizers seneste særnummer, kaldet Thrash
Metal, fra juni 2011 finder man Artillery i thrash-eliten. ”Terror Squad” er
nemlig nummer 32 på listen over ”The Ultimate Thrash 50”-albums. Det skal lige
påpeges, at Artillery-albummet på denne liste rangerer højere end udgivelser
som Sepulturas ”Arise” (1991) og Destructions ”Infernal Overkill” (1985).
Så helt forgæves var Artillerys kontrakt
med Neat altså ikke.
NÆSTEN
LIGESOM AT VÆRE STJERNE
I 1989 så det endelig ud til, at
Artillery stod foran deres gennembrud. Københavnerne skrev kontrakt med
selveste Roadrunner, og ingen ringere end Flemming Rasmussen blev sat til at
producere ”By Inheritance”. Rasmussen havde tidligere lavet metallisk lyd på
skiver med Rainbow og Metallica, så forventningerne var i top. Men
skuffelsernes tid var ikke forbi for Artillery. Flemming Rønsdorf fortalte i NRG
nr. 11:
”Alle snakkede og gav os fem stjerner.
’Jeres plade bliver et hit,’ og alle syntes jo, at vi var eddergode. Der skete
bare aldrig en skid. Vi hørte ikke noget, vi fik ikke nogen tal, vi fik slet
ikke nogen penge – det har vi jo aldrig fået, men det er jo en anden snak. Vi
fik ikke nogen briefing, der var ikke nogen, der holdt os informeret, og når vi
ringede op til pladeselskabet, så kunne vi ligeså godt have ringet til en telefonsvarer,
fordi vi fik bare det samme svar hver gang. Vi skulle have været på en stort
anlagt tur i USA, det blev ikke til noget som helst. Det endte med, at de kom med
et forslag om, at hvis vi kunne rejse 30.000 hver, så kunne vi da godt komme af
sted.”
Det var unægtelig et antiklimaks i
forhold til det begejstrings-scenarium, der omgav Artillery, da de indspillede
”By Inheritance”. Rønsdorf:
”Når vi var i studiet, var det næsten
ligesom at være stjerne. Vi indspillede ”By Inheritance” i Sweet Silence” [et studie,
hvor bl.a. Morbid Angel siden hen har indspillet, red.], og de kom rendende fra
nær og fjern. Alle journalisterne fra hele verden var ude i studiet. Og vi
tænkte: ’Tak skal du eddermame ha’, nu sker der virkelig noget! Nu er vi kommet
på et major label.’ Og så kom pladen ud, og den fik kanonanmeldelser, og folk
snakkede, ih, hvor var den god. Der skete bare ikke noget. Ingenting. Vi stod
og var klar. ’Vi er klar, hvornår skal vi på tur, ud og bevise, hvem vi er?’ Og
der skete ingenting. Da der var gået et halvt år, var det ikke sjovt mere. Og da
var pladen ligesom heller ikke ny mere. Så slukkede interessen ganske
enkelt. Men det var ikke hjertet
til metallen, der slukkede, det var bare en form for resignation.”
TJEKKET,
TOPTUNET BAND
Her kunne historien om Artillery let være
sluttet. Men det gør den ikke. For i 1998 fik det danske metalselskab Diehard
Music en genial idé: at friste Artillery-lederne Morten og Michael Stützer
(begge guitar) til at gendanne Artillery.
Det kom der albummet ”B.A.C.K.” (1999) ud
af. Musikken på ”B.A.C.K.” holdt, men det gjorde bandet ikke, og allerede i
2000 var Artillery igen opløst. I 2007 kom Artillery dog til fornuft, og bandet
blev gendannet i en lidt ændret konstellation. Det betød ikke mindst, at gruppen
rekrutterede deres suverænt bedste sanger nogensinde, Søren Adamsen. Med
Adamsen ved mikrofonen har Artillery udsendt en live-cd/dvd plus to forrygende
studiealbums, senest ”My Blood” (2011).
Kasper Kudsk skrev i NRG/EMP-katalog 2/2011, at ”My Blood” er ”et studie i stilsikkerhed”, og at albummets åbningsnummer, ”Mi Sangere (The Blood Song)”, burde ”indgå i thrashens abc om, hvordan et ægte metalnummer skal skrives.”
Kasper Kudsk skrev i NRG/EMP-katalog 2/2011, at ”My Blood” er ”et studie i stilsikkerhed”, og at albummets åbningsnummer, ”Mi Sangere (The Blood Song)”, burde ”indgå i thrashens abc om, hvordan et ægte metalnummer skal skrives.”
Det ville være dårlig stil at affærdige Artillery som et band, der lever på deres 1980’er-bedrifter. Der er
meget mere end nostalgi i det Artillery. Det oplevede jeg selv på Copenhell-festivalen i 2011, hvor Artillery med ultrakort varsel trådte til og
erstattede Kyuss Lives!. Artillery viste sig ikke at være en flok gamle mænd,
men et tjekket, toptunet band, der forlod Copenhells store scene til taktfaste,
velfortjente klapsalver. \m/
Artillery på MySpace
Artillery på Encyclopaedia Metallum
Artillery, som de så ud på bagcoveret til "By Inheritance": "Vi er klar, hvornår skal vi på tur?" |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar