Midnats-torteret hår

The Bang Gang spillede det mest blærede og overgearede glam metal. Hvorfor blev de så ikke stjerner?

Introduktion: Peter Béliath (August 2011)

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 33, aug/sep 1991)

The Bang Gang: en krydsning mellem Mötley Crüe og et Marc Bolan-mareridt.

The Bang Gang var glam med en metalkant så skarpsleben som æggen på et barberblad. I min anmeldelse af Los Angeles-gruppens debutalbum, ”Love Sells” (1990/91), skrev jeg begejstret:

”The Bang Gang kan mere end deres ’Wham Bam, Thank You, Ma’am’. Der er større spændvidde og frem for alt flere nosser i deres musik end i det sædvanlige Los Angeles-glamourrock. Og der sniger sig da også ting ind i deres musik, som er mere The Cult og U2 end Poison og Pretty Boy Floyd. Og for at det ikke skal være løgn, har de Mr. Sleaze himself, Tracii ”L.A.” Guns, til at trække kindbenene op på nummeret ”Dangerous” med en feeed guitarsolo …” (Jam Magazine nr. 32, juni 1991).

Jeg var ikke den eneste skriverkarl, der var begejstret. Kerrang! gav ”Love Sells” de maksimale fem K’er, og Metal Forces sammenlignede albummet med glam-milepæle som Sweets ”Sweet Fanny Adams” og Mötley Crües ”Too Fast For Love”. Metal Scene gik så vidt som til at kalde The Bang Gang for ”det næste Guns N’ Roses”.

Jo, ”Love Sells” burde være blevet en mega-succes. Men i stedet blev den en af den hårde rocks store fusere. Hvorfor? Fordi The Bang Gang kom for sent. Verden var blevet træt af glitter og flitterstads, da ”Love Sells” endelig udkom.

GLAMOURENS MEKKA

For fans af glimmer og glamour, for fans af letvægtsmetal med poppede omkvæd og tekster, der ikke handlede om ret meget andet end at gøre det frække, var sen-1980’erne et musikalsk slaraffenland.

Los Angeles var det store glam-mekka, og klubberne i Hollywood var proppet med bands og fans, der havde afbleget hår og skrigende kulører på tøjet. Talentmassen stod dog ikke mål med det enorme udbud, og ind imellem hørte man demoer (og desværre også albums!) med grupper, der tydeligvis brugte mere tid hos frisøren end i øvelokalet.

Derfor var det måske ikke så underligt, at der omkring 1991 skete en stor omvæltning i den hårde rocks hovedstrømning. Glam-markedet var simpelthen udpint. Og pludselig vendte branchefolk (og, det må vi indrømme, rigtig mange hårdrock-fans) Los Angeles ryggen. I stedet begyndte man at følge intenst med i det, der skete i Seattle: Soundgarden, Nirvana, Mother Love Bone, Pearl Jam, Alice In Chains, Temple Of The Dog og den slags.

Glam-gruppernes farver falmede med ét. Og flannelsskjorter og slidt, brun fløjl blev bare så smart. Nærmest fra den ene dag til den anden. Man kaldte den nye Seattle-modedille for grunge, og den havde i hvert fald ét forsonligt træk: det blev tilladt at synge om andet end at gøre det frække.

Og der stod The Bang Gang så med et album, der musikalsk var mere eventyrlystent end det, man hørte fra hovedparten af bands med dullet look. Men lige meget hjalp det, for i rock ’n’ roll er timing alt. Og dermed kom The Bang Gang til at lide samme skæbne som et andet band med lige dele stjernenøkker og stjernekvaliteter, nemlig The Throbs fra New York: de blev ignoreret til døde.

Nedenstående artikel er sakset fra Live Wire, forløberen for Rifferama, hårdrock-klummen i Jam Magazine. Året var 1991.

KYSÆGTE GLAM METAL

Jet Silver sang  om at have "midnight tortured hair".

The Bang Gang spiller adrenalin-indsprøjtet optursrock, der får safterne til at stige.

The Bang Gang kan ikke løbe fra, at de er ”glam”. De nærmest frådser i glamour. Men glam rock er blevet et temmelig diffust begreb efterhånden. Eller som The Bang Gang-bassisten Scott ”The Bitch” Earl udtrykker det: ”Hvad er glam? Poison? Faster Pussycat? Eller New York Dolls?”

Helt ærligt minder The Bang Gang ikke særlig meget om nogen af de nævnte grupper, og spørgsmålet er da også, om The Bang Gang ikke er godt i gang med om ikke ligefrem at omdefinere glam-begrebet, så i hvert alt give genren noget af den spændvidde tilbage, som den havde i 1970’ernes begyndelse, da Marc Bolan og David Bowie skabte fænomenet.

NEONOPLYST SELVTILLID

The Bang Gang er da heller ikke rene novicer udi rock ’n’ roll. De er for længst vokset ud af teenageårene, og i virkeligheden kommer de slet ikke fra Los Angeles.

Scott Earl og guitaristen Kjartan Kristoffersen er veteraner fra Seattles heavy metal-scene, og de udgav deres første plader med bands som Culprit og TKO, før der gik mode i at komme fra Washington-metropolen. Men det blev aldrig til andet end kult-succes med de bands, så Scott og KJ pakkede deres gear og drog til Hollyweird, Calif.

I L.A. slog de sig sammen med guitaristen Scott Stevens, trommeslageren Achon, Inc og den ekstravagante sanger Jet Silver, der engang fik at vide af en starlet, at han lignede ”en krydsning mellem en fra Mötley Crüe og et Marc Bolan-mareridt”. Og det har så været The Bang Gangs selvpromoverings-slogan nr. 1 lige siden.

Selvpromoveringens kunst er noget, som The Bang Gang mestrer. Akkurat som New York Dolls i 1970’erne var stjerner alene af den grund, at de sagde, at de var det, fører Jet Silver & Co. sig frem med en forkromet og neonoplyst selvtillid, der må skære enhver anti-glamfan i øjnene. 
  
Men The Bang Gang har altså noget at have blæret i. Det bevidner deres debutalbum, ”Love Sells”, der udkom i foråret.

Scott Earls officielle hjemmeside