I 1973 udsendte Iggy and the Stooges albummet ”Raw Power”. Pladen var så vild og ustyrlig, at den ødelagde bandet.
Detroit var en møgbeskidt storby, hvor man lavede støjende ting af metal. Som fx biler. Detroit og omegn gav os nogle af rockens grummeste navne: Alice Cooper, MC5, Mitch Ryder, Ted Nugent, Suzi Quatro – og The Stooges.
The Stooges var ledet af sangeren James Newell Osterberg. Det navn lød lidt for meget af pæn dreng, så James forvandlede sig til Iggy Pop. Iggy havde brugt barndommen til at lytte sig ind på de lyde, som metallet gav fra sig på bilfabrikkerne. Iggy mente, at man måtte kunne sætte den der metalliske støj sammen til en slags musik. Det kom der The Stooges ud af.
Foruden Iggy Pop bestod The Stooges af Asheton-brødrene Scott (trommer) og Ron (guitar) samt Dave Alexander (bas). Ingen af de fire fyre i The Stooges var ellevilde med samfundets normer. Iggy Pop var længere ude end langt ude – og det siger ikke så lidt, for The Stooges pladedebuterede i slipstrømmen på The Summer of Love og ungdomsoprøret med alt, hvad dertil hørte af stoffer med høj udknaldetheds-faktor.
The Stooges var dog langt ude på den forkerte måde. De udgjorde en 4-mands modkultur til hippiernes modkultur. The Stooges var ikke til fred, kærlighed og hundekurvs-nusning. Faktisk havde guitaristen Ron Asheton en fest ud af at iklæde sig naziuniform og dekorere sig med jernkors.
Mens blomsterbørnene lallede rundt og bare var så positive og kosmisk lyksalige over alt det dejlig nye, der skete i samfundet, så var The Stooges helt på tværs. Iggy Pop var nihilist, en spielverderber, som sang negative strofer som:
Well, it’s 1969 okay
All across the USA
It’s another year
For me and you
Another year
With nothing to do ...
THE STOOGES KUNNE dårlig nok stemme deres instrumenter, før de fik en pladekontrakt. Med selveste Elektra Records. I august 1969 ramte albummet ”The Stooges” gaden. Men selv om Iggy havde luret grundigt på øglekongen Jim Morrison fra succesgruppen The Doors, havde The Stooges’ debutalbum stort set nul effekt på de betjaldede pladekøbere. Året efter udkom ”Fun House”, og den blev mødt med endnu større ligegyldighed.
The Stooges gjorde alt det forkerte. The Stooges var aggressive og spillede koncerter med et lydtryk, der var designet til at få publikum til at gå i spagat og slå flikflak i kropslig ekstase. Men blomsterbørnene ville sidde ned og lulle døsigt til deres beat-koncerter. At bappe på en bong og vippe lidt med sundheds-sandalerne, det var action for blomsterbørnene.
Normen i den såkaldte beat-musik i sentresserne var fred og frisind. Bryster blev blottet, og sexlysten blev tilfredsstillet med samme lethed, som når man bæller et glas vand.
Under freds-tralleriet og bollerums-frigjortheden lå der godt nok en stålkold ideologi, marxismen. Men hippierne var søde; de delte blomster ud og flashede smilerynker gennem sygekassebriller, mens smagsdomstolene på magasiner som Rolling Stone udlagde beat-musikkens jura: Rock skulle spilles med slappe håndled – eventuelle aggressioner skulle forbeholdes demonstrationer mod Vietnamkrigen.
The Stooges fik tæsk i medierne af de fredselskende hippier. Rolling Stone havde for god smag til at kunne tolerere Iggy & Co. The Stooges’ debutalbum fik kærligheden at føle: albummet var ”larmende, kedeligt, smagløst, fantasiløst, barnligt, afskyeligt.”
Debutalbummet var for resten produceret af John Cale fra The Velvet Underground, et band, der ligesom The Stooges, var ude af sync med tidsånden. Cale var allerede som ung noget af en partisan udi musikalsk sabotage.
Selvfølgelig tiltrak The Stooges sig opmærksomhed. Outsidere, individer blandt hippiedommens udskud, blev draget af Iggy Pop & Co. Denne hårde kerne af rockfans forstod, hvad der var på færde, når Iggy Pop opførte sig som en besat på scenen. Når Iggy skar sig selv til blods med en brækket trommestik eller en knust flaske, eller når han rullede sig i glasskår. Iggy var gang på gang ved at kværke sig selv med mikrofonkablet snoet stramt om halsen. Engang var han syg, så han brækkede sig på scenen – med stil. Iggy var også berygtet for at vise sin bare røv, ja, sågar vifte med dilleren. Ved en enkelt lejlighed gik han sig en spadseretur på publikums opstrakte hænder. Det var vel at mærke et årti før stage diving og den slags stunts. Forresten var det Iggy, som opfandt det med at springe ned fra scenen med hovedet først.
Generelt blev The Stooges mødt med afvisning. Elektra Records fyrede gruppen. Og i juli 1971 gik bandet i opløsning. På sigt skulle det dog vise sig, at The Stooges fik en afgørende indflydelse på rockmusikkens udvikling. ”Jeg mener, at jeg var med til at udslette tresserne,” udtalte Iggy Pop lakonisk i 1977 i tv-programmet The Dinah! Show (se her).
I 1972 VAR David Bowie gået i gang med sin glam rock-fase. Det var uden sammenligning Bowies mest kreative periode, hvor han havde overskud til at give et kunstnerisk boost til Lou Reed og Mott The Hoople. Og så var der jo Iggy Pop.
Den opmærksomme læser har luret, at der rent fonetisk ikke er langt fra Iggy til Ziggy. Altså: Iggy Pop havde inspireret David Bowie, som altså også godt kunne tænke sig at arbejde med den tidligere The Stooges-sanger. Bowie fik fikset Iggy en kontrakt med MainMan, Bowies management, som blev styltet op som ”produktionsselskab”. Produktionsselskabet solgte så ”produktet” Iggy Pop til CBS Records (Columbia i USA).
Iggy Pop blev inviteret til London. Med sig tog Iggy vildskabs-guitaristen James Williamson, som havde været medlem af The Stooges i slutspurten. Nu skulle de to lave deres drømmeplade.
Dog: Iggy havde bøvl med at finde musikere i London, som passede til hans og Williamsons stil. Briterne manglede aggression! Så Iggy ringede efter brødrene Asheton. Bum: The Stooges var gendannet som Iggy and the Stooges.
Sangene sprøjtede ud af Williamson og Iggy: ”I Got A Right”, ”Tight Pants” og så’n. MainMan fattede hat. Det var alt, alt for vildt. Sang efter sang blev afvist. Heldigvis fik MainMan drøntravlt med at gøre Bowie til stjerne, så mens alle kiggede i Ziggy Stardusts retning, sneg Iggy and the Stooges sig ind i CBS Studios og indspillede otte skærebrænderskæringer.
CBS krævede to ballader. Så de fik ”Gimme Danger” og ”I Need Somebody”. Hvis selskabet troede, at Iggy & Williamson ville skænke dem et verdenshit i stil med Tony Orlando and Dawns ”Tie A Yellow Ribbon Round The Ole Oak Tree” (udsendt ca. samtidig med ”Raw Power”), så tog de fejl. Iggy var omtrent ligeså nænsom som en stubfræser, når han skrev kærlighedssange. ”I Need Somebody” er ikke en ordinær omgang hjertesmerte, og en titel som ”Your Pretty Face Is Going To Hell” pakker ikke budskabet ind: Jeg hader dig for evigt!
Ballade var der fra første skæring: ”Search And Destroy” åbnede med James Williamson i en spillestil, der mest af alt mindede om guitarismens svar på turboladet vanvidskørsel. Williamsons soli stak helt af fra start til slut på ”Raw Power”. Williamson var tilsyneladende ude af kontrol, præcis som det sømmede sig, når man leverede lyd til Iggy Pop anno 1972.
Verden havde endnu ikke glemt, at Iggys fædreland, USA, havde smidt to atombomber over Japan i 2. Verdenskrig. Vietnamkrigen raserede stadig, og Iggy var uden for værnepligtens rækkevidde, idet han jo strejfede rundt i London, mens amerikanske soldater spredte napalm ud over den vietnamesiske civilbefolkning. Vreden og skylden over amerikanernes udåd optændte Iggy, og det skreg igennem ”Search And Destroy”. Men Iggy lod også til at være fascineret af krigen og dens gru og magt. Alt sammen sprang det ud over tændernes gærde, når Iggy sang:
I’m a street walking cheetah
With a heart full of napalm
I’m a runaway son of the nuclear A-bomb
I am a world’s forgotten boy
The one who searches and destroys
Sangen var selvbiografisk, for som man kan se på coveret til ”Raw Power”, bar Iggy Pop i den periode en kunstlæderjakke med gepardskind. Som udtryk for en slags rock’n’roll-totemisme følte Iggy sig besjælet af gepardens rovinstinkt og farlighed. Og det kom alt sammen til udtryk på albummet, hvis titelsang var en nærmest religiøs dyrkelse af den rå, uspolerede, ufiltrerede kraft, styrke, magt. Her tilbad Iggy denne P-O-W-E-R, som både kan skabe og ødelægge:
Raw power got a healin’ hand
Raw power can destroy a man
Raw power is more than soul
Got a son called rock’n’roll
Iggy and the Stooges spillede i flere gear på ”Raw Power”. Musikken spændte lige fra psykopat-blues til amfetamin-ræs, men det gennemgående indtryk svarede til det, man får, hvis man affyrer en flammekaster i retning af en tændt mikrofon.
Hillemænd! tænkte Tony Defries på MainMan, da han hørte indspilningerne. Det spektakel kunne de da ikke udgive. ”Det er jo ikke musik,” som Defries udtrykte det. Så David Bowie blev sat til at ”redde” pladen ved at mixe den om.
Åbningsnummeret ”Search And Destroy” fik lov at være i fred. I huj og hast remixede Bowie de øvrige syv numre. Der er delte meninger om resultatet, men det var nok mere Bowies navn end det overstyrede mix, som gjorde, at ”Raw Power” så dagens lys i februar 1973.
Alle brokkede sig over Bowies mix. Indtil Iggy i 1996 gik i studiet og lavede et nyt mix. Så var Bowies mix med ét slag pissegodt. I 2012 udkom en 2lp-udgave af ”Raw Power”, hvor man både finder Bowies og Iggys mix – i remastereret udgave. På denne udgave kan stokkonservative lofi-entusiaster vederkvæge sig med originalmixet, mens de mere omstillingsparate fans kan fornøje sig med en version af ”Raw Power”, hvor der er mere bund og større detaljerigdom. Man kan fx høre, hvor smukt et nummer ”Penetration” egentlig er.
IGGY AND THE STOOGES mente selv, at de havde indspillet et mesterværk. Men verden var ikke klar. I USA fik ”Raw Power” den elendigste hitliste-placering i The Stooges’ historie. Singlen ”Shake Appeal” var en fuser. MainMan opsagde kontrakten og skyndte sig hen til håndvasken. Og Columbia, gruppens amerikanske pladeselskab, kørte kontrakten igennem makulatoren.
Skuffelsen i bandet må have været total. Men det skulle blive værre …
Iggy and the Stooges havde brug for penge. Dem kunne de tjene ved at spille koncerter. ”En dødsmarch.” Sådan har James Williamson senere beskrevet The Stooges’ turné efter ”Raw Power” (se her). Live gav Iggy den som agent provocateur: ”Kom og hav sex med mig!” råbte han fra scenekanten. Eller: ”Røvpulere prøver at styre verden!” Oven i det hele mishandlede Iggy sig selv på scenen. Vold var nu en del af The Stooges’ livesæt.
The Stooges mødte selvfølgelig modstand. Hippierne nøjedes med at slå med ord, men det skulle vise sig, at bikerne brugte mere håndfaste metoder. Iggy Pop var berygtet for sin provokerende opførsel på scenen. Måske var Iggy Pop et flop, men Iggy Pop var usårlig. Det troede han selv, og det troede bandet. Afhængighed af narko samt en udknaldet livsstil fik Iggy & Co. til at se verden som gennem en vidvinkel. Virkeligheds-tjekket ramte hårdt.
Ved The Stooges’ næstsidste koncert (i en lille snusket bar, kaldet The Rock And Roll Farm i Wayne) hidsede Iggy nogle rockere op ved at kalde dem ”bøssetøsedrenge”. Sandheden er som bekendt ilde hørt, og en forvokset rocker gav Iggy en kæberasler, som sendte The Stooges-sangeren flyvende gennem lokalet. Efter koncerten måtte Iggy smugles ud af bagdøren.
Men Iggy lod sig ikke kue, og i et interview på radiostationen WABX inviterede The Stooges-sangeren læderjakkerne fra Scorpions MC til anden omgang: ”Kom ned og få kampen afgjort, lad os se, om I er mandige nok til at klare de forbandede Stooges!” Iggy har siden hævdet, at ”vi havde vores egen rockerbande, som hed God’s Children, og de kom op på scenen og forsvarede os.” Det forhindrede dog ikke, at det kom til voldshandlinger. Og det viste sig at blive Iggy and the Stooges’ sidste koncert (den 9. februar 1974 i Michigan Palace, Detroit).
Med sangtitler som ”Cock In My Pocket” og ”Rich Bitch” var det ikke ligefrem en koncert til fordel for verdensfreden. Iggy hidsede publikum op: ”Skinsyge pikslikkere!” Koncerten er dokumenteret på livepladen ”Metallic K.O.” (udsendt på Skydog Records i 1976). I et inferno af hæsblæsende metalrock kan man høre, hvordan det fjendtlige publikum bombarderede The Stooges med for hånden værende missiler. Kasteskyts haglede ned over musikerne på scenen.
Fysisk og mentalt var gruppen udkørt, nedbrudt, da de forlod scenen. Umiddelbart derefter gik The Stooges i opløsning. Iggy Pop kunne skrive stofmisbrug, kommerciel fiasko og tørre tæsk på sit CV.
”Raw Power var for vild, for ustyrlig. For verden, men også for The Stooges. ”Raw Power” ødelagde bandet, og den endte med at sende Iggy Pop på psykiatrisk hospital. At dét var en reel risiko, måtte Iggy have vidst. For han sang jo: ”Raw power can destroy a man” … <13>
+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+-+
Senerehen skete:
”KILL CITY” (INDSPILLET I 1975, UDSENDT I 1977)
Efter opløsningen af The Stooges slog Iggy Pop og James Williamson pjalterne sammen for at lave opfølgeren til ”Raw Power”. De fandt et beskedent studie i Los Angeles, hvor de formedest en pose græs pr. dag fik lov til at indspille demoerne til ”Kill City” – et mørkt, men knap så metallisk fræsende album som ”Raw Power”. Men verslinjer som: ”There’s danger in our honesty / ’Cause trouble comes to those who are free," fortæller, at ex-The Stooges-folkene stadig hørte blandt rockens desperados. Pladen blev indspillet, mens Iggy var indlagt på psykiatrisk hospital pga. senfølgerne af The Stooges’ kollaps. Selvom ”Kill City” rummede nogle af Iggy & Williamsons allerbedste sange, sagde samtlige pladeselskaber nej tak. Iggy blev opfattet som en spedalsk. Først i november 1977 udkom ”Kill City” – på undergrundsselskabet Bomp! Records, som også har udgivet obskure ting med Dead Boys, Venus and the Razorblades etc. Bemærk: ”Kill City” blev indspillet FØR, men udkom kom EFTER, at Iggy Pop fik sit kommercielle gennembrud med de David Bowie-producerede berlinerplader ”The Idiot” og ”Lust For Life” (begge 1977).
”NEW VALUES” (INDSPILLET I 1978, UDSENDT I 1979)
Iggy Pop var blevet afgiftet, og hans karriere var kommet på ret kurs med David Bowies hjælp. Nu ville Iggy springe badut på egne ben, og han skrev kontrakt med Arista Records. James Williamson blev hyret – som producer. Hovedparten af guitarsporene på ”New Values” blev spillet af Scott Thurston, der tidligere havde været klaverbokser for Iggy and the Stooges (han kan høres på ”Metallic K.O.” og ”Kill City”). På ”New Values” vendte Iggy tilbage til den nøgne rock’n’roll, som passede fint til tidsånden og til Iggys nye titel som punk rockens gudfader. ”New Values” fik høflige anmeldelser. Men mange savnede Williamsons vræl på guitaren.
… Efter ”New Values” har Iggy Pops solokarriere ikke været tynget af overdreven kvalitetskontrol. Hvad angår metallisk fræs er det kun den udskældte ”Instinct” (1988), som giver mindelser om ”Raw Power” …
REUNION
På deres gamle dage stak Iggy Pop og The Stooges igen hovederne sammen. Det skete på ”The Weirdness” (2007) og ”Ready To Die” (2013). Som så mange andre gendannelser har denne ikke gjort indtryk på rockhistorien.
FRA ARKIVERNE
I 1993 udgav Bomp! Records ”Rough Power”, en samling med Iggy Pops oprindelige mix af ”Raw Power”. I forbindelse med Record Store Day i 2018 udkom lp’en ”Rare Power”, indeholdende diverse efterladenskaber fra indspilningen af ”Raw Power”, bl.a. ”I Got A Right” og ”I’m Sick Of You”. Obskure ting fra ”Kill City”-perioden er tilgængelige på diverse sidegadeselskabers mere eller mindre officielle udgivelser, såsom ”I’m Sick Of You” (Bomp!, 1980) og ”I Got A Right” (Revenge, 1987). Hvordan det alt sammen lød live, kan man høre på fx ”Open Up And Bleed” (Bomp!, 1995) og ”Live At The Whiskey a Go-Go” (Revenge, 1988).
KILDER TIL ARTIKLEN –
⦁ Paul Trynka: ”Iggy Pop: Open Up And Bleed” (Little, Brown Book Group, 2008)
⦁ Simon Reynolds: ”Shock And Awe: Glam Rock And It’s Legacy” (Faber & Faber, 2016)
⦁ Legs McNeil & Gillian McCain: ”Please Kill Me: The Uncensored Oral History Of Punk” (Little, Brown & Company, 1996)
⦁ Kris Needs’ og Brian J. Bowes noter til 2lp-udgaven af ”Raw Power” (Columbia, 2016)
⦁ Wikipedia-artikler om Iggy Pop og The Stooges
Læs endnu en Rifferama-historie om Iggy Pop her.
