Da punk rocken kom til de jyske pløjemarker

Dér stod jeg med sikkerhedsnåle i Wrangler-jakken og med udsigt over endeløse pløjemarker overhældt med gylle, mens Sex Pistols og Ramones fræsede løs inden i mit hoved. 

Det krævede noget af et dobbelt bogholderi at få dét til at give mening. 

Ego-wankende tilbagebliksartikel. Vendsyssel 1977-79.

I juli 1977 gæstede Sex Pistols København. De gav to koncerter i Daddy’s Dance Hall, og det må have presset DR til at spille ”Anarchy In The U.K.” For det var jo stort, det her: ”Punk-hysteriet,” som BT kaldte det, kom til vores lille andedam. 

Jeg husker den sommereftermiddag i 1977, hvor jeg som sædvanlig sad klar ved min Philips-kassettebåndoptager. Og så pludselig skete det. P3 spillede Sex Pistols!

Jeg fik ”Anarchy In The U.K.” ned på chrome-båndet, og mens sangen med den vrængende Johnny Rotten, de bastante trommer og motorsavsguitarerne skar sig ud gennem mine små madkasse-højttalere, fik jeg den der følelse i hele kroppen:

Elektricitet, trods, styrke. 

Det var den eftermiddag, jeg trak stregen. Der var et før og et efter ”Anarchy In The U.K.” Jeg var netop fyldt 15 år, og det her var det store vendepunkt i mit liv. Jeg var punk rocker!

Og jeg var ikke alene. Vi var et slæng på 4-5 fyre plus nogle mere perifere typer, som kunne li’ den nye, hurtige rock. Til vores fester kørte Blondie på repeat. Men vi rødder hørte også undergrundsbands som danske Sods og Brats. En af rødderne købte sågar ”Bla bla” med Lost Kids.    

Punk blev vores kodeord. Klart, vi havde kun tågede forestillinger om, hvad anarki var. Men det havde Johnny Rotten jo også. 

For os kom musikken først, så ideologien. Og ideologien gik i al sin enkelhed ud på, at vi ville bestemme over vores eget liv. Den slags rimer på selvforvaltning, så vi var måske tættere på anarkisme, end vi anede? 

Generation X skrev røddernes og min slagsang: "Youth Youth Youth".
Generation X's look pegede tilbage på glam rocken,
og gruppens lyd pegede frem mod heavy metal. Perfekt!

PUNKEN VAR ET STORBY-FÆNOMEN. Punk var noget, der strømmede ud af den forrevne bagside af London og New York. Og vi boede på Taars-egnen. Ude på landet, lige smask i midten af Vendsyssel. De ting, som The Jam sang om i ”In The City”, var ikke noget, vi ligefrem kunne se afspejlet i vores lokalmiljø. 

Egentlig var vi punk-fans ude på landet skizofrene. Vi var fanget i et ingenmandsland. Jeg husker, at jeg havde den der følelse af fejlplacering.

Johnny Rottens røde strithår, Sid Vicious med en hængelås i en kæde rundt om halsen – det var sådan, verden så ud indeni mig, men udenfor vinduerne kørte David Brown-traktorer og Claas-majetærskere rundt. 

Dér stod jeg med sikkerhedsnåle i Wrangler-jakken og med udsigt over endeløse pløjemarker overhældt med gylle, mens der indeni mit hoved lød rock and roll-fræs à la The Damneds ”New Rose” og Ramones’ ”Blitzkrieg Bop”. Det krævede noget af et dobbelt bogholderi at få dét til at give mening. 

Og dog …

For godt nok boede vi på bøhlandet, men paradoksalt nok var miljøet på nogle punkter perfekt til punk. Der var nemlig nul overvågning, og vi var ikke underkastet de reguleringer, som nutidens unge begrænses af. Der var masser af plads til selvforvaltning. 

For rødderne og mig var punk lig med rock og action – høj musik, høj spænding. I vores verden var punk noget, der eksploderede mellem hænderne på os.

For os handlede punk om at slippe for gamle mennesker. Og gamle mennesker, det var dem over 30. Generation X’s ”Youth Youth Youth” var vores slagsang. Guitarsoloen i det nummer sagde det hele: punk var et biologisk udbrud af ungdom med en tilhørende jernvilje til at erobre verden og gøre den til at fristed for lige præcis os. 

I skolen skrev en af rødderne en fristil om Sex Pistols. Hans dansklærer var svær at overbevise om, at der virkelig eksisterede et rockband, der lavede så mange skandaler som Johnny Rotten & Co. Vi gassede os over, at vi hørte musik, som forældregenerationens hjerner bare ikke kunne begribe.

Punkideologen Richard Hell: Vi er den ubeskrevne generation.

PUNKEN KOM TIL AT PRÆGE mig. Den fik stor betydning for min dannelse. Richard Hell var en af punkens store ideologer. Han skrev sangen ”Blank Generation”. Sangen udråbte sagen: vi var den blanke (=ubeskrevne) generation, og vi skulle selv udfylde de blanke sider i vores liv.

Mens mine punk-venner havde jobs efter skoletid, kørte jeg rundt og fintænkte på min flammerøde Yamaha FS1. Jeg vidste det ikke selv, men jeg var digter. Jeg skrev vers, samfundskritiske vers – på engelsk: ”Do you want DDT in your nice cup of tea?” og så’n. Formsprog og versefødder bar præg af mine nærstudier af tekstarket til Ramones’ ”Rocket To Russia”.

Min far købte en rejseskrivemaskine til mig. Og så gik jeg i gang. Jeg skrev små artikler om The Runaways og Sex Pistols, hvor min begejstring var ligefrem proportional med antallet af faktuelle fejl. 

Det med ordene begyndte at fylde meget i mit liv i de år. Jeg skrev konstant, og selv når jeg drønede afsted på min tunede Yamaha, kunne jeg tage mig selv i at sidde på twinsædet og vende og dreje sætninger i hovedet, så de kom til at lyde flabede og rock-agtige.

Mine stile i skolen var fyldt med oprørske udfald mod forældregenerationen. Jeg havde et helt skydegalleri af fjendebilleder: Glistrup, Erhard Jakobsen, spidserne i lokalmiljøet etc. 

En af mine stile hed ”Brians hævn”. Det var en novelle om en ung fyr med tilpasningsproblemer. Brian var baseret på en jævnaldrende fyr fra Ålborg, som jeg havde mødt på Sæby Strand Camping. Brian stammede fra noget etagebyggeri, og hans historie var grum. Brian var castet perfekt som højtråbende talerør for novellens forfatter. Og når jeg skriver højtråbende, så mener jeg H-Ø-J-T-R-Å-B-E-N-D-E! ”Brians hævn” var nemlig en punk-novelle.

Eddie and the Hot Rods satte ord på viljen.

MUSIKKEN VAR DET CENTRALE. Punk rocken havde en nerve, som gnistrede frydefuldt i mig, når jeg skruede op for fx Buzzcocks, The Vibrators, Sham 69 eller Tom Robinson Band. Men teksterne var også vigtige for mig. Meget vigtige.

En tekst som ”Do Anything You Wanna Do” med Eddie and the Hot Rods blev en slags talepapir for mig. Og Boomtown Rats’ ”Looking After No. 1” var lige præcis den uafhængighedserklæring, jeg stod og manglede:

I don’t wanna be like you

I don’t wanna live like you

I don’t wanna talk like you

Don't give me love thy neighbour
Don't give me charity
Don't give me peace and love or the good lord above
You only get in my way with your stupid ideas

I am an island
Entire of myself
And when I get old, older than today
I'll never need anybody's help in any way

Den sang opsummerer ganske godt, hvordan jeg opfattede punken i 1977. Punk var synet og lyden af unge mennesker, som satte hælen i jorden og satte strøm til et skrig om, at vi er fandme til. Punk var et opråb til alt og alle, der stod i vejen: Nu er det vores tur, vi vil selv finde ud af det her lort – flyt jer, pis af, skrid!

De første danske punkere var flinke til at kopiere The Bromley Contigents avantgarde-look.
Men det der med at trække en sort skraldepose over hovedet og bruge den som kjole,
spillede ikke for os. Rødderne og jeg kørte et biker-agtigt look i stil med Ramones:
Korte læderjakker og stramme jeans - gerne med huller.
Jeg var heldig at lokke en sej t-shirt fra en af rødderne.
Den var hvid med røde kanter, og der stod Highway et eller andet på den.
Johnny Ramone ville have båret den med stolthed.

LOOKET VAR SERIØST i vores version af punk. Rødderne og jeg var sygeligt besatte af stil. Og stil, det var Generation X med høje kindben og fartstriber på deres t-shirts. Jean-Jacques Burnel fra The Stranglers med en mut guerilla-mine trukket hen over fjæset. 

Det var ikke alle medlemmerne af The Stranglers, som kørte et gennemført punk-look. Helt anderledes forholdt det sig med The Clash. Her var det én for alle og alle for én. The Clash lignede en bande, og de bakkede det op med en sang. Sådan opfattede jeg i hvert fald ”The Last Gang In Town”.

Efter røddernes og min mening var der dog ingen, der havde mere stil end Sid Vicious. Sid med sin pindsvineglorie af strittende hår og læderjakken, der stumpede, og alle vedhængene og den krøllede læbe – dét var punk. 

The Runaways var en vigtig del af lydsporet til vores teenageår. En af mine venner var smuk og blond, og med håret på plads lignede han en Cherie Currie, der stod op og pissede. Andre venner fik fritser i stil med Rat Scabies fra The Damned. 

Men mindst ligeså vigtig som hår var bukserne. De skulle sidde så stramt, at det så ud, som om vi var hældt ned i dem. Mødte vi nogen, der bare havde antydning af hængerøv, var de diskvalificeret. 

Mine ben bar præg af de stramme bukser. Hårsækkene på benene blev revet op, og i gymnastiktimerne så det ud, som jeg havde røde hunde på den nederste halvdel af kroppen. 

Sex Pistols skriver kontrakt foran Buckingham Palace. 
Ballade søger ballade.

PUNK ROCK VAR IKKE NOGET, man bare gik ind i en hvilken som helst pladebutik og købte. I hvert fald ikke i Vendsyssel i 1977 og deromkring. Det ville have været lettere at købe hash på politigården i Hjørring, end det var at købe Sex Pistols i 9830 Taars, da ”Never Mind The Bollocks” udkom. 

”Den slags” skulle bestilles hjem. Det var dér, jeg fik lært, at der findes noget, der hedder restordre. Så det lykkedes mig faktisk ikke at få det omdiskuterede Sex Pistols-album under juletræet i 1977. 

Den 25. december 1977 kunne en af rødderne dog pr. telefon fortælle, at han havde fået ”Never Mind The Bollocks” i julegave. Så jeg tilbragte juledag hos ham.

I 1970’erne betragtede jeg Danmark som et uland, hvad angik rock and roll. Jeg ignorerede danske medier, for jeg kendte remsen. Men jeg opdagede, at man i Politikens kiosk i Hjørring kunne købe britiske musikaviser: New Musical Express, Melody Maker og Sounds. 

Journalisterne på disse musikaviser kunne være nogle arrogante sataner. Men de skrev, så det svimlede, og deres artikler var sublim engelskundervisning for en dansk teenager, der havde svært ved at sidde stille i timerne.

Britiske tastaturboksere som Jon Savage og Nick Kent var ikke stjernekiggere. De var gode til at kulegrave rockens vækstlag, de snagede i det, der skete rundt omkring på klubberne, og de vendte og drejede plader, som udkom på små obskure selskaber. 

Det var via disse aviser, at jeg fra uge til uge kunne følge med i Sex Pistols’ opløsning og i Sid Vicious’ sørgelige deroute: mordet på Nancy Spungen og Sids narkodød. 

Dead Boys kom fra storbyens forrevne bagside.

MAN GJORDE ET KUP, når man fik neglene i en af de kompilationer, som pladeselskaberne skubbede på markedet for at skumme fløden af punk-moden. I en konkurrence i Vi Unge vandt jeg et eksemplar af ”Catch A Wave” (ukendt selskab, 1978). Opgaven lød: Find på et dansk ord for new wave. 

Det var i 1978. Smagsdommerne mente, at new wave var finere end det der snavsede punk. Men new wave betød cirka det samme som punk rock – man kunne bare proppe noget artsy fartsy stads som Talking Heads og Elvis Costello med ned i new wave-kassen. Jeg sendte to forslag ind til Vi Unge, og fandme om ikke det dårligste af forslagene (”vinylskvulp”) bonnede ud i en præmie! 

Da postbuddet til min forbløffelse smed pladen på køkkenbordet, kunne jeg og rødderne gå på hugst i navne, vi endnu ikke havde hørt: Radiators From Space, Skrewdriver, X-Ray Spex og nogen, der hed Motörhead! 

Det helt store kup var en lp, som en af mine venner havde købt – vist nok i Ålborg, Nordjyllands svar på Downtown L.A. Den hed ”New Wave” (Vertigo, 1977), og på den opdagede vi nogle af de amerikanske navne, som stod i skyggen af de britiske grupper: Richard Hell & the Voidoids og Dead Boys. Patti Smiths ”Piss Factory” figurerede også på lp’ens trackliste.

Det var vild lykke at sidde der rundt om kakkelbordet, mens man bællede Grøn Tuborg og lyttede til Stiv Bators, som brægede løs på ”Sonic Reducer”. Det gav den der kollektive elektriske fornemmelse, som kun rock and roll kan give. Vi havde noget, som de andre ikke havde!

Mig i 1979. Det kornede foto er taget på et mørkt hotelværelse i London. 
Jeg havde oparbejdet noget af en "I'm Against It"-attitude.
Mit slogan lød: Jeg nægter! I længden fandt mine omgivelser det trættende.

LONDON VAR DET FORJÆTTEDE LAND. Jeg ankom der først i 1979, hvor der var kommet bedre skub i min pladesamling. 

At komme fra Taars til pladesiloer som HMV og Virgin Megastore var ærefrygtindgydende. For ikke at tale om specialbutikkerne rundt omkring i sidegaderne. Jeg havde købt toldfri Bacardi på færgen over, og de konstante tømmermænd gav euforien et boost.

Det var dér i London, at jeg for første gang kunne holde et eksemplar af Heartbreakers’ ”L.A.M.F.” i mine hænder. Jeg stirrede himmelfalden på coveret med de korthårede udgaver af de gamle New York-dukker, Johnny Thunders og Jerry Nolan, mens jeg lige hævede handsken og purrede op i mit eget strit bagerst på issen.

London gav mig mit livs kulturchok. Ikke alene kastede jeg hver dag den fede, britiske morgenmad op (tømmermænd!), men alt var så anderledes. De små orientalske kvinder, som gik rundt i hotelrestauranten om morgenen og spurgte os gæster: ”Dea or gorffee?” Klasseskellene var til at få øje på.

Det tog mig et par dage at vænne mig til det høje tempo, den kaotiske trafik med biler, der kom susende i den forkerte kørselsretning. Fodgængere, der pilede over for rødt. 

Vi kom rundt i nattelivet med de gammeldags engelske taxier med deres hårde sæder. Om dagen tog vi de ramponerede undergrundstog, der raslede afsted med jakkesætsklædte herrer med bowlerhat, paraply under armen og blankpudsede sko, hvor hælene var runde af slid efter firspringene op og ned ad storbyens trapper.

Det værste var den britiske mad. Men så var der alle de små indvandrer-snasker med håndskrevne skilte, hvor man fx kunne købe indiske retter, der var så stærke, at det sved i spiserøret til næste dag. 

Det generelle indtryk af London anno 1979 var fattigt, lurvet, nedslidt, beskidt. Befolkningen var høflig, men langt mere barsk og robust end os Anker Jørgensen-danskere.

Og så var der alle de hjemløse. De lå ved skakterne ned til The Underground, og nogen havde bygget en mindre bydel af papkasser i et parkeringsanlæg nede ved Themsen. Stanken af det pis, som de hjemløse sprøjtede op ad betonmuren, var dræbende. Den sociale slagside i London var med til at politisere mig. Nogen begyndte ligefrem at kalde mig K.A. Peter.

Men London-turen fortalte mig også, at den første punk-bølge var ved at ebbe ud. Og det undgik ikke min opmærksomhed, at den der nye hanekams-punk var ved at tage over. Den fungerede, så vidt jeg kunne se, virkelig godt som udstillingsvare i Londons turistkvarterer. 

Joan Jett fra The Runaways. Hun var et stilikon for mig i punkperioden.
Inspireret af Joan forsøgte jeg også at fabrikere en hjemmelavet Sex Pistols-t-shirt.
Med tectyl (!!!) sprayede jeg bogstaverne på en gammel, hvid herreundertrøje.
Resultatet kom aldrig i brug.

DET VAR TRE BLITZKRIEG-ÅR. Fra 1977 til 1979. Og så var det slut. Det var game over med det, som jeg forbandt med punk rock. 

Sex Pistols var gået i opløsning, og bandet fik via fidusmageren Malcolm McLaren et efterliv, som de fleste i dag forveksler med de virkelige Sex Pistols. Ramones var i færd med at demonstrere, at der faktisk er grænser for, hvor mange interessante måder man kan kombinere tre akkorder. 

The Damned, The Stranglers, The Clash, The Jam, Boomtown Rats m.fl. var klogere. De skiftede stil og var i fuld gang med at udvikle sig til noget, der i mine øren ikke kunne hamle op med det, der var på vej i heavy metal der ved indgangen til 1980’erne. 

Men punken forlod mig aldrig. For punk er mere end rock and roll.

Misforstå mig ikke. Det er umuligt at definere punk. Punk er ikke en bestemt politisk overbevisning. Punk drejer sig ikke om særlige kostvaner eller boformer. Punk afhænger ikke af frisurer eller tøjmode. Man kan ikke tage patent på punk ved at spille rasende hurtig rock og råbe i vilden sky. 

Punk går ikke ud på at blive til noget, men på at blive til nogen. Punk handler om at ville være sig selv, om at insistere på at skrive manuskriptet til sit eget liv. Punk er et evigungt oprør mod de kræfter, som ønsker at gøre os til tilskuere til livet. 

Punk er en form for trods, som jeg har taget med mig videre i livet. En trods, som – for mig! – aldrig har været uforenlig med heavy metal og alle dens myriader af mærkværdige subgenrer.

Og da jeg i 1983 opdagede punk-poeten Michael Valeurs digtsamling ”Mørkets splintrede øje”, bestemte jeg, at jeg ville skrive en lignende gadepoesi – bare med udgangspunkt i heavy metal. Det endte så med at blive ”Den hæse opera”, som Poul Borum trykte i Hvedekorn i 1985. 

Men da var jeg selvfølgelig også flyttet til byen.<13>

Punken er ikke død. Mig i 1985, på vej til min debut som digter i Hvedekorn.