De unge lugter blod

Der er et generationsskifte i gang i dansk metal. Rifferama rabler løs om to af de mest lovende unge bands: Slægt og Encyrcle.

[DISCLAIMER: Dette er ikke en anmeldelse, men et rableri fra fandommens yderste forpost. Enhver vrangforestilling om objektivitet og smagsdommeri skamskydes på stedet.]

Der er et generationsskifte i gang i dansk metal.

Den unge generation er ikke talstærk, men den er der. Både blandt fans, blandt journalister og blandt musikere. Denne blog handler om to af de mest lovende metalbands lige nu: Slægt og Encyrcle.

Fælles for de to bands er:

♠︎ De er unge;

♠︎ De bygger på tradition, men deres musik er ikke retro;

♠︎ De falder uden for de herskende trends;

♠︎ De udsender deres plader på udenlandske selskaber;

♠︎ De har en vision – de vil noget med deres musik, og de er mere reflekterede end danske metalbands generelt var i går, er i dag og vil være i morgen.

For en Jeronimus Banger som mig er det interessant at sætte hørerøret til to så unge bands. For med al respekt for den hæderværdige, gamle DK-metalliske garde (Denner/Shermann, Pretty Maids, Artillery et al.), så spiller unge mennesker med en anden nerve og med en større fandenivoldskhed.

Slægt, fra venstre: Adam "Ccsquele" Nielsen (trommer), Anders M. Jørgensen (lead guitar),
Oskar J. Frederiksen (vokal, rytmeguitar), Olle Bergholz (bas).

SLÆGT

Slægt ejer noget, der er unikt. De leverer ikke bare en omgang pløj, deres musik har en ekstra dimension. Slægt har en faible for den svenske metalscene, der selv efter Jon Nödtveidts selvmord i 2006 har Dissection i den kunstneriske front.

Men man skal være mere end almindelig tonedøv for ikke at høre elementer fra traditionel heavy metal. Mangt et Slægt-guitarriff kører parallelt med Iron Maidens ”Phantom Of The Opera”. Og både, hvad angår stemning og stilren anderledeshed, er der flere ting, der peger i retning af Angel Witch og andre trendforsagende kultbands.

Slægt burde altså kunne appellere både til fans af ekstremmetal og til fans af mere traditionsbundet hårdrock, om end wimps og folk med growl-fobi vil få krysterknyster af Oskar J. Frederiksens vokal.

”Domus Mysterium” (udsendt af tyske Ván Records) er Slægts andet album. Skæringen ”Move In Chaos” fra 2015-ep’en ”Beautiful And Damned” var ekstremt lovende. Og ”Domus Mysterium” indfrier løfterne. Albummet vrimler med episke arrangementer. Silketråde af de smukkeste melodier væves ind i Slægts musikalske ultravold.

Slægt er et band, der er traditionsbevidst. I mere end musikalsk forstand. På ”Eye Of The Devil” høres en kvindestemme, der giver associationer til Celtic Frosts ”Return To The Eve”. På ”The Tower” sender Slægt en venlig hilsen til Burzum, før musikken snor sig op i et spir af metallisk drama. På ”I Smell Blood” slipper det purunge band furor teutonicus løs. Her er vi virkelig nede og pille ved nogle indoeuropæiske arketyper.

Det er sjældent, man kan sige det her om et dansk metalband: men der er ikke rigtig nogen, der lyder som Slægt. Slægt lyder som Slægt. Frederiksen & Co. er ikke bare en copypaste-version af internationale trends.

”Domus Mysterium” er et musikalsk prisme. Her er masser af blodrus og bersærkergang. Men albummet rummer også stille passager og intermezzoer. Piano. Sprøde guitarklange. Sågar en tibetansk bedeklokke! Det sidste lyder måske lamt. Men det er det ikke. Det er med til at skærpe lytterens opmærksomhed, det er med til at tune øret ind på musikkens dybere lag.

Slægts metal har en spændvidde, som ellers har været kriminelt sjælden siden heavy rockens guldalder i 1970’erne. Dengang var det normalt, at grupperne blandede lys og skygge på deres værker. Det var noget, som fx Led Zeppelin, Thin Lizzy, Judas Priest og UFO var mestre i. Og det er en arv, som Slægt har taget op. På deres egen, sorte måde. Der er dynamikudsving på ”Domus Mysterium”, som blæser 99% af Slægts konkurrenter af scenen.

Encyrcle, fra venstre: Simon Klem (guitar), Søren Kammer (guitar), Philip Butler (vokal),
Anders Edalis (trommer) og Rune Koldby (bas).

ENCYRCLE

Mens Slægt kommer fra CPH, har Encyrcle base i Odense. Der har været ret stille i Odins vi siden de vilde sen-firsere, hvor Sliced Pimples, Rigid Domain og Prophets Of Doom gjorde byen til lidt af en metallisk højborg. Men her er altså Encyrcle, og de har et kunstnerisk højt ambitionsniveau.

Fynboerne album-debuterede med ”Encyrcle” (2015), der var kraniekandis for enhver fan af Jaguars ”Power Games”, Savage Graces ”Master Of Disguise”, Agent Steels ”Skeptics Apocalypse” og andre af speed metallens kronjuveler. Men Encyrcle er ikke meget for at blive låst fast i subgenre-stereotyper. Godt nok har Encyrcle styr på traditionen, men Odense-bandet bærer ikke skyklapper.

Jeg har været heldig at løbe ind i medlemmer fra gruppen til gigs et par gange, og hver gang er jeg blevet slået af deres musikalske udsyn. At Encyrcle har en fin musikforståelse, flashede de allerede på debuten, hvor ”Serpent’s Dream” havde et Bowie’sk løb på tangenter.

På deres nye ep, ”Burning Child” (udsendt af amerikanske Unspeakable Axe Records), demonstrerer Encyrcle atter, at de har en vid musikalsk horisont. Her giver de nemlig en effektiv cover version af ”Strange Days”. Virkelig godt set af de unge musikere, at der ligger et heavy metal-nummer skjult i The Doors’ klassiker fra 1967.

”Burning Child” inkluderer fire numre, som skyder i hver sin retning som en kaosstjerne. Men helhedsindtrykket er homogent.

Det klæder Encyrcle, at de benytter sig af en traditionel metalvokal. Forestil dig noget i retning af Bruce Dickinson. Og dog. Der er en inderlighed og en smerte i Philip Butlers vokal, som får mig til at tænke på Fritz Fatal fra de danske postpunk-legender Before.

Der er noget hymnisk, noget poetisk over Encyrcles heavy metal. Også når de går i speed-mode, som de periodevis gør på ”Delight Of Evil”. Men det generelle indtryk er, at Encyrcle er på vej mod en tonekunst, som er noget mere alsidig end den, man fandt på debutalbummet. Det bliver spændende at høre, hvad der ligger på lur på Encyrcles kommende album … <13>

OPROP: Både ”Domus Mysterium” og ”Burning Child” kan nassehøres gratis på nettet. Men vær tr00: køb musikken!

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama