Satans sønner støjer stadig

Dayal Patterson tegner flammende portrætter af black metal-scenens store personligheder. Men hans værk skæmmes af blinde vinkler og besynderlige udeladelser.

En ordentlig moppedreng! Black Metal – Evolution Of The Cult (forlaget Feral House, 2013) består af knap 500 sider om den sorte metal. Forfatteren og fotografen Dayal Patterson er kendt fra magasiner som Metal Hammer og Terrorizer, og han har brugt flere år på værket. Omkring 100 mennesker er blevet interviewet, og historien dækker ca. 30 år. Det er en kraftpræstation.

Patterson starter ved begyndelsen. Metallens sorte tilbøjeligheder ridses op helt fra den hårde rocks urtid (Coven, Black Widow etc.). Men det er, når vi kommer til 1980’erne, at bogen flammer op og bliver spændende. Patterson rejser et smukt mindesmærke for Quorthon (Bathory).

Ofte oversete bands som Samael, Rotting Christ, Tormentor, Master’s Hammer, Beherit, Blasphemy, Von og Thorns bliver også stillet op som vigtige gestalter i black metals udvikling i genrens tidlige år. Alt dette er et meget ærværdigt pennejob fra Pattersons side.

Vlad Tepes. KVLT-band fra Frankrigs sorteste undergrund.

CHOKERENDE LÆSNING

Black Metal er sprængfyldt med informationer, som selv en gammel rotte som undertegnede kan imponeres over. F.eks. er afdækningen af 1990’ernes franske Les Légions Noires lidt af et kup – især når man tænker på, at det var en bevægelse, som ønskede at eksistere i total ukendthed.

Fenriz’ selvopgør mht. folk metal-projekterne Isengard og Storm er god underholdning. Og Darkthrone-trommeslagerens opgør med scenens medløbere og black metal-turisterne, de såkaldte blackpackers, er nærmest sort humor.

Historien om Hellhammer (bandet, ikke trommeslageren) er virkelig gribende. Tom G. Warrior fortæller åbenhjertigt om sin barndom og ungdom – en opvækst, som var med til at gøre Hellhammers og Celtic Frosts musik så grum.

Bogen kommer også godt ind under huden på Niklas Kvarforth, hvis voldelige tendenser og mentale forstyrrelser er en integreret del af Shinings kunst. For almindelige mennesker må dette være chokerende læsning.

Hovedpersonerne i Pattersons fortælling er dog de sagnomspundne folk fra Mayhem: Dead og Euronymous. Især portrættet af Dead brænder igennem og fortjener ros. Flere myter om Euronymous, Gaahl og den norske scene i 1990’erne bliver aflivet. Ikke altid for første gang. For meget af stoffet (bl.a. om Greven) er der nu i årtier blevet tærsket langhalm på.

Dead og Euronymous fra Mayhem. To af bogens hovedpersoner.

LÆDER, NITTER OG OMVENDTE KORS

Det er forlaget Feral Houses anden bog om black metal. I forhold til Michael Moynihans Lords Of Chaos – The Bloody Rise Of The Satanic Metal Underground (1998), er Black Metal ikke nær så velskrevet.

Mens Moynihan svælgede i skandaler og kontroverser og med slet skjult begejstring fremstillede gruppernes ekstreme (og ofte fascistiske) holdninger, bruger Patterson den modsatte taktik. Patterson har en tendens til at bagatellisere og banalisere de grusomme handlinger, som flere black metal-musikere har begået. Var Fausts mord på den homoseksuelle mand i Lillehammer 1992 virkelig selvforsvar?

Og så er der de besynderlige prioriteringer. I forhold til Mayhem, som kulegraves over flere kapitler, behandles Watain, Satyricon og andre kunstnerisk interessante bands lovlig overfladisk. Historien om Emperor berettes uden så meget som et månesygt growl fra ankermanden Ihsahn. Mercyful Fate-historien fortælles af King Diamond, uden at riffmeister Hank Shermann kommer til orde.

Pionerbandet Possessed forbigås totalt, selvom San Francisco-gruppen, både hvad angår tonekunst og satan-æstetik (læder, nitter, omvendte kors), var helt central i skabelsen af black metal.

I det hele taget kunne det være ønskværdigt, om Patterson havde brækket ryggen på Moynihans black metal-kanon. For alle os, der tog turen med den sorte metal op gennem 1980’erne, kunne det være interessant at få sat spot på de djævlerier og satanistiske flirterier, som Running Wild, Oz og Acid stod for. ”Adrian (S.O.S.)”, ”Turn The Cross Upside Down” og ”Heaven’s Devils” var kult i midtfirserne. Det kunne være spændende at få sat dem ind i en moderne black metal-kontekst, både musikalsk og tekstmæssigt.

Arioch fra Funeral Mist. I Marduk kalder han sig Mortuus.

KAOSGNOSTICISMENS FRAVÆR

På bogens bagside nævnes Funeral Mist som et af de bands, hvis musikere interviewes. Men Daniel Rósten udtaler sig ikke som Arioch fra Funeral Mist, men som Mortuus fra Marduk. 

Faktisk behandles Funeral Mist overhovedet ikke! Det samme gælder Taake, de temmelig nyskabende Absu m.fl. Og hvor er historien om Immortal?

Deathspell Omega ønskede angiveligt ikke at medvirke, og dermed har bogen en blind vinkel mht. pladeselskabet Norma Evangelium Diaboli, der har stået for den mest kvalificerede form for ”satanisme” (=kaosgnosticismen).

Malign, Ondskapt og Ofermod har nærmest kongestatus i det ortodokse black metal-miljø. Men på Patterson har de åbenbart ikke gjort det store indtryk. Det samme gælder Arckanum, som dyrker kaoskræfterne fra den nordiske mytologi.

Til gengæld tvangsfodres vi med marginale fænomener som industrial og avantgarde og post-black. Vi slipper heller ikke for at høre om nynazistisk black metal – fra Polen!

Den åndelige side af black metal fordyber Patterson sig ikke i. Besynderligt nok, for black metal er netop en genre med fokus på (anti)religion og forskellige former for okkultisme. Den enorme spirituelle udvikling, som den såkaldte satanisme har undergået fra Venom til Dissection, lader

Patterson til at være blind for.

Ret skal være ret: Black Metal er en guldgrube af insider-informationer. Den er pligtlæsning for alle med interesse i de svartmetalliske excesser. Men den ultimative bog om black metal venter vi stadig på. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama