søndag den 5. juli 2015

Tilbage til den morbide undergrund


David Vincent er ude af Morbid Angel. Igen. Og Steve Tucker er tilbage i Morbid Angel. Igen. Kan vi så forvente et nyt mesterværk som ”Formulas Fatal To The Flesh”?

Steve Tucker sammen med en af Fenris' ætlinge.
”Mand, jeg vil have, at bandet skal spille dødsmetal. Jeg vil have, at bandet skal være brutalt. Jeg vil have, at bandet skal være undergrund.”

Sådan lød det, da Morbid Angels boss, den fænomenale guitarist Trey Azagthoth, ringede til Steve Tucker for at lokke ham med i bandet igen. Det røber Tucker i et nyt interview, som kan læses her.

Det lader altså til, at konservative Morbid Angel-fans kan ånde lettet op. Det tyder nemlig på, at Trey & Co. dropper de elektroniske eksperimenter, der gjorde albummet ”Illud Divinum Insanus” (2011) så forkætret.

”Illud Divinum Insanus” blev lanceret som det store genforeningsværk, efter at vokalisten og bassisten David Vincent var vendt tilbage til Morbid Angel i 2004. Vincent forlod Morbid Angel i 1996 for at hellige sig industrial-bandet Genitorturers.

Vincent blev som bekendt erstattet af vokalisten og bassisten Steve Tucker (ex-Ceremony). Med Tucker i den vokale front indspillede Morbid Angel tre albums, hvoraf især ”Formulas Fatal To The Flesh” (1998) har et godt ry.

Lige præcis ”Formulas Fatal To The Flesh” var en retur til noget, der kunne minde om Morbid Angels udgangspunkt som undergrundsorkester.

”Covenant”, Morbid Angels album fra 1993, hittede voldsom – og blev angiveligt verdens mest solgte dødsmetalalbum. Nogensinde. Men efterfølgeren, ”Domination” (1995), var for overproduceret for mange af bandets langtidsfans.   

Med David Vincent ude af vagten, og med Steve Tucker bag mikrofonen, tog Trey Azagthoth & Co. i 1998 med dødsforagt det store spring: at genvinde Morbid Angels ry som undergrundsband. Trey gravede sågar musik frem af arkiverne fra 1984 – det kom der ”Invocation Of The Continual One” ud af. Læs Rifferama-interview med Trey om ”Formulas” her.

Kunstnerisk set var ”Formulas Fatal To The Flesh” en succes. Albummet blev generelt modtaget med kyshånd af fandommen. De efterfølgende to albums blegnede dog, og det blev tydeligt for selv Trey, at David Vincent måtte tilbage i bandet, hvis Morbid Angel skulle fortsætte karrieren.

Live-mæssigt blev David Vincents retur en hammersucces. Jeg var selv så heldig at opleve to af de danske koncerter, som Morbid Angel nåede at spille med Vincent efter hans tilbagevenden. Og de var i topklasse. Det gjaldt både Copenhell 2011 (læs min anmeldelse her) og gigget i Pumpehuset december 2014. 

Derimod var folk generelt utilfreds med den mere industrielle lyd på ”Illud”. Og når Trey og Steve Tucker nu begynder at tale om at være undergrund, så drøner i hvert fald mine spekulationer løbsk: kan vi være heldige at få et storm-album som ”Formulas” ud af det nye Tucker-frontede Morbid Angel?

Anyway, her er min anmeldelse af ”Formulas”, ordret som den stod trykt i Zoo Magazine nr. 13, april/maj 1998. Skulle jeg genskrive anmeldelsen, ville jeg nok strø salt på konklusionen til slut.

MORBID ANGEL
FORMULAS FATAL TO THE FLESH
(Earache/Voices Of Wonder)
******

Med mere end en million solgte plader bag sig er Morbid Angel suverænt det dødsmetalband, der har haft størst gennemslagskraft. Efter den temmelig digitaliserede og computeriserede ”Domination” (’95) går Morbid Angel på deres 7. album tilbage til rødderne.

”Formulas Fatal To The Flesh” makerer både ilddåben for bandets nye sanger, Steve Tucker, og en tilbagevenden til en mørkere og mere primordial death metal, som Morbid Angel spillede den på debuten ”Altars Of Madness” (’89).

Nyrekrutterede Tucker har en røst, der kan rejse de døde af grave, om end han ikke overgår den karismatiske David Vincent, der er indehaver af genrens bøseste growl. Vincent forlod bandet i ’96, og med ham forlod de mere suspekte politiske undertoner Morbid Angel.

Gruppens grundlægger, guitaristen Trey Azagthoth, har igen overtaget tekstskrivningen og styrer nu Florida-bandet i en meget åndelig retning. Treys tekster er vildt esoteriske og åbner sig ikke uden et vist kendskab til nyplatonisme og hermetisme. Treys religion er en okkult sammentænkning af oldtidens sumeriske gudeverden og horror-forfatteren H.P. Lovecrafts Cthulhu-mytologi. Denne religiøsitet afspejles i alt lige fra albumtitler til tekster til sangskrukturer – guitarsoliene på ”Formulas” er sågar indspillet i et tempel!

Alle i Morbid Angel (ikke mindst trommeslageren Pete Sandoval) spiller med en disciplineret vildskab og en teknisk kunnen, der indgyder ærefrygt. Trey hævder, at gruppen er instrumenter for guderne. Og man tror ham, når man hører den knap 10 minutter lange og musikalsk komplekse ”Invocation Of The Continual One”, den rituelle trommesolo ”Hymnos Rituales De Guerra” og kaosudladningen ”Chambers Of Dis”, hvor et guddommeligt inspireret raseri slippes løs.

”Formulas” er ikke alene det ultimative death metal-album, den er også den filosofisk og religiøst mest afklarede metalplade – nogensinde! \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Ingen kommentarer:

Send en kommentar