5 albums, der skuffede for sygt

Hårdrock-fans er hårdhudede. Men også følsomme. De tåler ikke, at deres helte sælger ud.

Her er fem albums, som gav Rifferamas skriverkarl traumer.

Nogle af medlemmerne af Kiss spillede rent faktisk på "Dynasty" ...

DISCLAIMER: Artiklen er dybt subjektiv. Og selvironi kan forekomme.

KISS 
”DYNASTY” 
(Casablanca, 1979)

Nogle mennesker er bare skabt til at være Kiss-fans. Og jeg er et af dem. Allerede første gang, jeg så et foto af Gene Simmons & Co. i Vi Unge, vidste jeg, at Kiss var af det hårde. At de var selve virkeliggørelsen af mine musikalske drømme.

Drømmene blev opfyldt til fulde med albums som ”Dressed To Kill” og ”Destroyer” (mine to første Kiss-køb). Men drømme varer ikke evigt. Og ”Dynasty” var en brat opvågning.

Hold nu kæft!

”I Was Made For Lovin’ You” hed den første skæring på albummet. Og det var … disco!!! Den store arvefjende for os rockfans med Yamaha-mærker syet på læderjakkerne. Resten af pladen var heller ikke for sjov. Noget popsjask. End ikke Ace Frehleys cover version af The Rolling Stones’ ”2.000 Man” kunne redde albummets ære.

Jeg ved, at mange gamle Kiss-fans har taget albummet til nåde. Og at nye generationer af Kiss-fans har en højere tolerance-tærskel end os, der opdagede gruppen i 1970’erne. Men jeg har aldrig kunnet døje ”Dynasty”. Alene titlen. Den er jo ren sæbeopera. Kun én skæring (Aces føromtalte Stones-cover) kan leve op til ordspillet om at ”die nasty”.

Og så gned Kiss salt i såret ved at udgive to om muligt endnu værre albums lige i røven på ”Dynasty”. Det var traumatisk. Det var tortur.

PS: Jeg (gen)så Kiss live på deres reunion tour i 1996. I Scandinavium i Göteborg. Da bandet gik i gang med ”I Was Made For Lovin’ You”, benyttede jeg lejligheden til at gå på pissoiret. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til. For to af medlemmerne fra Dissection brugte også disco-nummeret til at tømme blæren …

TYGERS OF PAN TANG 
”THE CAGE”

(MCA, 1982)

Tygers Of Pan Tang var bare de hårdeste i 1980. Intet kunne være mere bad ass end Tygers’ cowboy-betonrocker ”Killers” fra debutalbummet ”Wild Cat”. Den aggressive musik parret med Jess Cox’ rustne stemme var kraniekandis for os læderhalse, som bare ikke kunne få musikken hård nok.

De to efterfølgende albums, ”Spellbound” og ”Crazy Nights”, kunne slet ikke leve op til debuten. Cox blev erstattet med John Deverill, som faktisk kunne synge. Og vidunderbarnet John Sykes kom med som lead guitarist. Det blev musikken bare ikke heavier af. Men okay, Tygers var seje nok til, at jeg og mit sjak pligtskyldigt købte ethvert nyt album med gruppen.

Men så … AK! … gik det galt. Helt galt. ”The Cage” havde et cover med masser af bid, men musikken var tandløs. ”The Cage” var poprock, vasket klinisk rent af AOR-sulfo. Slattent. Fesent. Synth-indklæbet. Og noget så ækelt kommercielt. Bandet, der tidligere havde skrevet sange om at køre kværn, diskede (pun intended) nu op med en omgang kærlighedspladder. Arh men, kunne jeg lige forholde mig til en sang, der handlede om at få et kærestebrev fra Los Angeles der?

Jeg hørte pladen igennem én gang. Og ringede så straks til min bedste ven og ødelagde hans eftermiddag med brok.  

Men: Tygers Of Pan Tang var ikke det eneste New Wave Of British Heavy Metal-band, som skuffede for sygt ... 

DIAMOND HEAD
”CANTERBURY”

(MCA, 1983)

Diamond Head var formentlig de største musikalske genier i det britiske boom. Men de blev hurtigt (alt for hurtigt!) voksne og følsomme. Et selvfinansieret album (bl.a. kaldet ”Lightning To The Nations”) plus et album udgivet på et major label (”Living On … Borrowed Time”) var, hvad det blev til, før ...

Tatler og Harris meldte ud, at nu så de ned på heavy metal. Godt så.

Eller rettere: lort. For så fik vi vel nok det mest kiksede rodsammen af et album, som tænkes kan. Hvis man ellers mener, at livet er langt nok til, at man gider spilde tiden med den slags, så kan man faktisk lytte sig frem til, at ”Canterbury” rummer et par sange af en vis kaliber.

Men den identitetskrise, som gruppen befandt sig i, blev blæst ud af proportioner af kommercielle krav fra pladeselskabet … meget sigende det samme selskab (MCA), som skubbede Tygers ud i AOR-nonsens.

Jeg gider ikke forsøge mig på at indkredse genren på ”Canterbury”. For det er en omgang pseudo-progressive pinligheder, som den 1980’er-nyrockede klingklang-produktion ikke kan skjule er nogenlunde ligeså Led Zeppelin-inspireret, som alt andet, Diamond Head har lavet.

Al den pikrockede potens, der tidligere havde givet os ”Am I Evil”, ”It’s Electric” og alle de andre riff-missiler, som Metallica og den første generation af thrash metal-bands plankede overdrevent, er pist væk. ”Canterbury” er viagra-moden, midtvejskrise-”rock” spillet af nogle fyre, som var alt for unge til at rode sig ud i sådan noget eksperimentalt snavs.

At Rush slap fra lignende eksperimenter med æren i behold, var et mirakel. Men Rush var også ti-femten år ældre og de havde en rutine og en musikalsk indsigt, som d’herrer Tatler og Harris ikke besad i 1983. Og derfor blev ”Canterbury” da også et karrieremæssigt selvmord.

Jeg vil påstå, at hvis ikke Metallica havde indspillet de der cover versioner, ville Diamond Head i dag kun være kendt af os gamle røvhuller, som fulgte med i New Wave Of British Heavy Metal, mens den udviklede sig. Og altså også afviklede sig og dermed gav plads til mere grumme bands – som fx Celtic Frost ...

CELTIC FROST 
”COLD LAKE”

(Noise. 1988)

Tom G. Warrior & Co.’s historie er den mirakuløse historie om et nekro-band fra Schweiz, som skiftede navn fra Hellhammer til Celtic Frost. Og som fra at spille den absolut mest motorisk ustabile proto-dødsmetal endte med at gå amok i de vildeste avantgarde-eksperimenter.

Celtic Frost var meget mere end et thrash-band. De var umulige at sætte i bås. Men efter et par mini-lp’er og to albums havnede Celtic Frost også i en identitetskrise.

Rigtig gættet. Eller husket. Celtic Frost gik over til thrashernes ærkefjende: glam. Shit! det slap de dårligt fra. At høre Tom G. Warrior synge ”Seduce Me Tonight” … eller se ham og gutterne tone frem på MTV med håret bobbet op i videoen til ”Cherry Orchards” gav begrebet surrealisme en ny betydning.

Se det lige for dig: at tænde flimmeren og se et band, som plejede at udgøre avantgardens spydspids, pludselig dreje om på hælene og give sig i kast med at efterabe alle puddelgenrens værste klichéer!!!

Thrasherne hadede ”Cold Lake”. Og glam/sleaze-publikummet købte den heller ikke. Tom G. Warrior er nok den, der har det værst med ”Cold Lake”. Og den er da også det eneste Celtic Frost-album, som aldrig er blevet genudgivet. Men det er den ikke gået i glemme af.

PARADISE LOST 
”HOST”

(EMI, 1999)

”Cold Lake” gik over i historien som et skrækeksempel. Den var lektion #1 i, hvordan et metalband IKKE skal gøre. Da jeg interviewede Paradise Lost til NRG i 1995, var ”Draconian Times” dårlig nok kommet på markedet. Det var en musikalsk kraftpræstation. Nick Holmes og Gregor Macintosh var stolte. Forståeligt nok.

Jeg mødtes med de to Paradise Lost-musikanter på Krasnapolsky i København. Det kom der et kanoninterview ud af. Vi klikkede socialt, og efter interviewet satte de sig over til mit bord, og jeg fik sladderhistorier fra deres turné med Morbid Angel.

Men vi talte også om Paradise Losts inspirationskilder, og Celtic Frost dukkede op i samtalen. Der var da også flere fælles træk ved Celtic Frost og Paradise Lost. Begge bands udviklede sig hurtigt, brød med de snævre genre-klichéer og var sultne efter at indtage nyt kreativt land. Ekstremt spændende!

Men Holmes beroligede mig. De ville ALDRIG begå samme fejl som Celtic Frost. Altså skifte så drastisk stil, at de ville fremmedgøre deres fanskare. Jeg forlod lettet interviewet.

Men hvordan gik det?

Allerede efterfølgeren til ”Draconian Times” (=”One Second”) lå milevidt fra Paradise Losts doomy udgangspunkt. Mange af de gamle fans boykottede den, men nye kom til. Og Holmes & Co. skrev kontrakt med et major label: EMI. Og så gik det stærkt.

Håret blev klippet. Læderdresset blev stuvet af vejen i garderoben, og Paradise Lost leverede rædslen ”Host”. ”Host” indeholdt synthpop, der var så indstuderet i mindste copy cat-detalje, at selv Depeche Mode-fans havde svært ved at skelne kopien fra Martin Gore & Co.’s ægte vare.

Hvordan EMI havde forestillet sig, at dette kopi-præparat overhovedet kunne gøre sig gældende på plademarkedet, må stå hen som en af ”rock”-historiens største gåder. Men altså: ”Host” floppede, og Paradise Lost blev reduceret til support band for Nightwish …

BOBLERE:

Megadeth: ”Risk”, Judas Priest: ”Turbo”, Van Halen: ”1984”, Two: ”Voyeurs”, Europe: ”The Final Countdown”, Alice Cooper: ”Trash”, Scorpions: ”Love At First Sting”, Rainbow: ”Straight Between The Eyes” og en helvedes masse andre … 

ACHTUNG! Rifferama-læsere, hvordan ser jeres top 5-hadeliste ud? \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama