Sweet var de værste

Glamourøse kostumer! Smagløs sminke! Sjofle attituder! Larmende koncerter! Ethvert medie med respekt for sig selv havde ingen respekt for Sweet i 1970’erne. Men var Sweet virkelig så slemme som deres blakkede ry?

Sweet anno 1973: jernkors, nittearmbånd, knytnæve-attitude. Foto klippet fra danske Go,
hvor man kunne læse: "De kaldes ulækre, vulgære og dårlige. Uden stil og uden retning.
Men det er en helt forkert betegnelse for  The Sweet. Fra deres "Funny Funny" -
udgivet for ca. to år siden - til det nuværende hit "Hell Raiser"
har de vist gennemgået en større udvikling end mange grupper kan magte."

Sweet var pressens hadeobjekt nr. 1 i midten af 1970’erne. De blev rakket ned. Systematisk. Men bag pressens hate speech gemte der sig en provokerende sandhed: Sweet var pissedygtige musikere. Og sangskrivere. Men anerkendelse fik de ikke meget af. Og de gjorde ALT, hvad de kunne for at ødelægge gamet for sig selv. Sweet var ligeglade i en grad, der kunne give Guns N’ Roses kam til deres hår.

Men: den fandenivoldske attitude var måske med til at gøre Sweet attraktive for en hård kerne af fans – fans, som viste sig at være kommende musikere. For …

Utrolig mange hårdrock-musikere fra den generation, som startede deres liv som rockfans omkring 1973-76, blev præget af Sweet. Og det gælder ikke kun de musikere, som åbnede sluserne for The New Wave Of British Heavy Metal. Det gælder også musikere, som var aktive i 1980’ernes thrash metal- og glam/sleaze-scener. Mange af dem var nemlig ”gamle” Sweet-fans.

Sweet gjorde et uudsletteligt indtryk på det helt unge heavy rock-publikum. Og derfor blev gruppens betydning så stor. Sweet havde en høj standard, hvad angår riffs med voldsryk. De havde et blæret flair for melodier med hooklines så solide som kødkroge. Og så havde de et naturligt instinkt for at arrangere sange – lyt bare til arrangementet på hitsinglen ”Action” (1975). Alt sammen fik det en dyb påvirkning på den generation, som udgjorde det primære segment i 1980’ernes hårde rock.

Det kan være svært at opregne et bands betydning. Men cover versioner er en målestok. Og Sweets sange er blevet spillet af så forskellige kunstnere som:

Nuclear Assault

The Damned/Lemmy

Raven

Saxon

Def Leppard

Black ’N Blue

Stryper

Red Hot Chili Peppers

Joan Jett

Vice Squad

Scorpions

Cockney Rejects

Girlschool

Heathen

The Rezillos

Krokus

Pat Benetar

Poison

Gamma Ray

Buzzcocks

The Offspring

Vince Neil

Nina Hagen

Crown Of Thorns

Ace Frehley.

Sweet lader til at have skudt med spredehagl, hvad angår genrepåvirkning. Her er glam-kunstnere, ja, men også punk rock, thrash metal, bundsolid heavy metal og alternative rock-navne. M.m.m.

Flere af de store kanoner blandt den hårde rocks musikere vendte tomlen op for Sweet. Det gjaldt fx The Who. Deep Purples Ritchie Blackmore gik sågar på scenen og jammede med Sweet i 1976. Ozzy Osbourne fra Black Sabbath erklærede, at ”Hell Raiser” var årets single i 1973. Og så videre.

Men smagsdommerne i pressen … ak! I medierne var der fri jagt på Sweet. Året rundt. Sweet var en skamplet på rocken, en ”Rock & Roll Disgrace”, for nu at citere en af gruppens single-b-sider fra 1973. Men det hørte med til historien, at de færreste medier havde råd til at ignorere Sweet, som i en årrække befandt sig nærmest konstant på hitlisterne. Nok hadede journalisterne Sweet. Men de ville o.k.-gerne have en bid af Sweets action, også selvom forsangeren Brian Connolly, bassisten Steve Priest, trommeslageren Mick Tucker og guitaristen Andy Scott var indbegrebet af såkaldt dårlig smag.

KNUS NOGLE MYTER

Man hører ofte påstanden om, at Sweet efterabede Queens hysteriske korarrangementer (”compressed high-pitched backing vocal harmonies,” som de kaldes på Wikipedia). Og jo, der er slående ligheder mellem Queen og Sweet. Ofte lyder Sweet kriminelt meget som det, Queen lavede på en sang som ”Sheer Heart Attack” (1977). Men send regningen til Queen. For Sweet kom først. 

De kor og vokalarrangementer kan spores tilbage til Sweets plader fra starten af deres karriere. Et præmieeksempel på Sweets hysteriske kor kan høres på single-b-siden ”Spotlight”. Den udkom i 1971. Queen pladedebuterede først i 1973 – uden kor!

Det vakte som bekendt stort ståhej, da Van Halen brugte keyboards/synth i hård rock på deres album fra 1984. Tænk på et hit som ”Jump”. Men var det noget nyt? Nix. Allerede ti år tidligere søbede Sweet deres hitlistesøgende hårdrock ind i synth på singler som ”Fox On The Run” (1975) og ”The Lies In Your Eyes” (1976). Og selvfølgelig havde Eddie Van Halen hørt Sweet. For ALLE i den generation havde hørt Sweet.

Der cirkulerer også en myte om, at Sweet bare var et tøsepop-band, som hoppede på heavy rock-vognen. Nix igen. Deres første koncert blev stoppet efter en halv time, fordi de spillede for højt. Allerede fra starten spillede Sweet hård rock. Cover versioner af Free og The Who var på repertoiret, fortalte Andy Scott i et interview i Sounds (juni 1976).

Og hvis Sweets publikum kom til gruppens koncerter for at høre happy clappy-pop, blev de slemt skuffet. Når Sweet gik på scenen, spillede de, som havde de drukket blod. Sange blev omarrangeret, smadret sammen i medleyer, og hits blev hjappet igennem med noget, som er svært ikke at forbinde med skadefryd. ”Block Buster” (1973) blev tryllet om til et blues jam, komplet med mundharpe. På flere af Sweets studieplader finder man numre med jazzede mellemstykker – og jazz-indslagene blev ikke færre, når Sweet stod på scenen.

Der er i de seneste år udkommet flere albums med optagelser af Sweet-koncerter fra 1970’erne. Det er ikke lige kønt det hele. I studiet var Sweet skønsangere. Men live! Der brugte bandet ikke de store kræfter på at synge rent. Meget af materialet på en optagelse fra Odense 1976 er decideret punket, og mellem numrene kan man høre en hæs Brian Connolly udbryde ”I’m fucked.”

Læg dertil et sceneshow, som blev indledt af David Roses 1962-jazzhit ”The Stripper”, mens nærbilleder af temmelig vovede strip-sekvenser blev blæst op på en storskærm. Nøgenscenerne blev afsluttet med noget, der nærmest må betegnes som en atomsprængning, hvorefter Sweets heavy rock tog over. Og … for resten: Sweet var også så venlige at medbringe en kæmpepenis, der sprøjtede konfetti ud over publikum.

Den til dato bedste dokumentation af Sweets atomspaltnings-agtige power er live-delen af det dobbelte opsamlingsalbum ”Strung Up” (1975), hvor man bl.a. kan høre en tæskeheavy version af ”Hell Raiser”.

SKIZOFRENT BAND

Sweet var fra 1971 og helt op til 1973 et skizofrent fænomen. Deres musik var rettet mod singlemarkedet, og gruppens fuldtræffere blev skrevet af hitsmedene Nicky Chinn og Mike Chapman, mens stjerneproduceren Phil Wainman var gruppens lydmager i studiet. Der var mange tåkrummere imellem. Især i starten.

Med tiden blev de hits, som Chinn og Chapman skrev til Sweet, dog mere raffinerede, end det var tilfældet på fjollebollesangene ”Little Willy” og ”Wig-Wam Bam” (begge fra 1972).

På ”The Six Teens” (1974) var der ligefrem tale om et desillusioneret tidsbillede af de knuste 1968/flower power-drømme. Men det var ikke kun teksten til det nummer, som var fortræffelig. Musikken var avanceret og hentede inspiration i amerikansk west coast-rock og hippiemusik á la Jefferson Airplane og Love. Andy Scott mener, at ”The Six Teens” formodentlig var den bedste sang, Chinn og Chapman nogensinde skrev.

Scott har også indrømmet, at Sweet var lidt for ivrig efter at få succes i pladebranchen. For det materiale, som Chinn og Chapman tilbød dem, var slet ikke Sweets stil. Gennembrudshittet “Funny Funny” (1971) var, hvad det var (=en åndssvag popsang). Men opfølgeren, pseudo-calypso-sangen “Co-Co” (1971), HADEDE især Andy og den fænomenale trommeslager Mick Tucker.

”Co-Co” var værre end slem. Og Sweet skar tænder og knyttede næver og insisterede på, at singlens b-side kom til at stå i grel kontrast til pop-pladderet på a-siden. Det kom der den efter datidens målestok ret heavy rockede ”Done Me Wrong Alright” ud af. “Det var på den måde, vi fik luft. Det var det første, vi krævede,” fortalte Andy Scott i det omtalte interview i Sounds.

Sweet var en guldfugl, og det var vel grunden til, at pladeselskab, sangskrivere og producer gik med til det lumpne kompromis: fra da af fik Sweet allernådigst lov at indspille deres egne sange på singlernes b-sider. Hvis der altså var overskydende studietid. Og man kan godt høre, at fede heavy-numre som ”Man From Mecca” (1972), ”New York Connection” (1972), ”Need A Lot Of Lovin’” (1973), ”Someone Else Will” (1974) m.fl. blev indspillet med budgettets helvedeshund snappende efter bandets hæle.

Situationen blev dog ikke meget bedre, da Chinn og Chapman begyndte at skrue bissen på med de hårdere glam-hits (bl.a. ”Block Buster” og “Ballroom Blitz” fra 1973). I Sounds-interviewet fortæller Andy:

“Vi plejede at efterlade numre som “Block Buster” så rå som muligt, når vi forlod studiet. Men når vi hørte det endelige mix, var det hele blevet pudset og poleret i stedet for at være noget råt.”

Det var især Mick Tucker og Andy Scott som vogtede over den musikalske kvalitet i Sweet. Og de blev aldrig tilfredse med det, som andre producere lavede for dem. I Sounds-interviewet kritiserede Andy Scott lyden på de to ellers ret hårdtslående albums “Sweet Fanny Adams” og “Desolation Boulevard” (begge fra 1974). Og frustrationerne endte med, at gruppen fra og med singlen “Fox On The Run” (1975) selv overtog rollen som producere på deres pladeindspilninger.

Det gjorde, at albummet “Give Us A Wink” (1976) blev noget af en buldrebasse, som ­– hvad angik tyngde og slagkraft – sagtens kunne hamle op med det aller-heavieste på markedet i den periode.

Men så kom nedturen. Sweets plader begyndte at rasle ned ad hitlisterne. Brian Connollys druk og en kollektiv musikalsk identitetskrise sendte Sweet på skovtur i musikalske territorier, hvor de bare ikke hørte hjemme. Og det var kun momentvis, at senere albums som ”Off The Record” (1977) og ”Identity Crisis” (1982) kunne matche den høje standard, som Sweets musik havde i årene 1973-76. \m/

Læs Rifferamas temaartikel om ”Sweet Fanny Adams” her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama